Så vi sad dér på 25. række på balkonen og glædede os til god musik, den store åbningskoncert for Odense Symfoniorkesters sæson 14/15 med maestro Alexander Vedernikov ved taktstokken.

Der åbnedes festligt med en ouverture af …. Jeg kan ikke lige huske hvem. Så var vi i gang. Og derfra gik det støt ned ad bakke. Det næste punkt var Tjajkovskijs udødelige og uopslideligt underholdende violinkoncert. En violinist ved navn Guy Braunstein havde solopartiet. Jeg undrede mig allerede, da han gik ind på podiet og ikke stemte sin violin sammen med førsteoboen, som man ellers plejer. Jeg fik en distinkt følelse af, at hans violin var stemt en kvart tone skævt i forhold til orkestret. Det lyder ikke af meget, men effekten er som at tabe en spiseske salt ned i sin suppe!

vandfløjte

 

Bedre blev det ikke af, at der under hele denne del af koncerten var en besynderligt stigende og faldende hyletone i salen. Det lød lidt som en af disse fløjter med vand i, som man har opfundet fordi …. Nej, jeg ved ikke, hvorfor man har opfundet de fløjter …

 

 

Jeg kan ikke vide, om violinisten og orkestret lod sig genere af lyden – det tror jeg, de gjorde. For samspillet var meget samspilsramt. Til tider var orkester og solist rigtig meget ude af sejle. Jeg stod mentalt helt af og kunne slet ikke samle mig om musikken.

Jeg skrev til symfoniorkestret på Facebook og spurgte til den hyletone. De svarede venligt, at mange havde været generet af hyleriet. Og at det nok havde været et dårligt justeret høreapparat, der lavede rundhyl. Min kære, nu afdøde moster Ellen havde klaprende gebis og et høreapparat, som jævnligt hylede, fordi det var dårligt justeret. Og måske var det også skruet op på orkanstyrke. Men hun opdagede det da selv! Hvordan kan man sidde under hele Tjajkovskijs violinkoncert og have et hylende høreapparat i ørerne uden at opdage det?

Nogen må da have siddet ved siden af vedkommende. Hvorfor reagerede ingen?

Min koncertveninde og jeg var jo relegeret til 25. række på balkonen. Som jeg sad og kiggede ned over forsamlingen, lignede de mange grå og hvide hoveder en bomuldsmark. Måske er den generaton bare glad for at komme ind i en stor og varm sal og sidde lidt og være kulturel, og så er alle mulige lyde ligegyldige? Det er velkendt, at odenseanerne er glade for at gå forkølede og hostende i koncerthuset. Man vælger de svageste passager i musikken og hoster og harker uhæmmet løs. Sådan plejer det at være.

Man har næsten vænnet sig til at være fremmedgjort fra musikken. Den er ikke længere noget, man lever sig ind i. Man ser den udefra. Så høreapparaters hylen er bare noget, man skal trække på skuldrene ad.

Tør jeg næsten tilføje, at en eller anden klaphat ikke havde slukket for sin mobil. Hele to gange gik den i gang med en vækkebippen. Suk!

Det hedder sig altid, at ungdommen er ukultiveret og ikke respekterer kunstens aura. Nonsens, siger jeg! Det bedste koncertpublikum er ungt. Det er de gamle bomuldsmarker, der småsnakker under musikken. Som har hylende høreapparater med, som de ikke gider slukke. Som målrettet hoster i svage passager. Og så, når musikken, de har larmet hen over og saboteret, er færdig, har de det hykleri at præstere stående ovationer, råbe bravo, trampe i gulvet, spille et skuespil, der hedder, at vi har været vidne til sjælsrystende verdenskunst. “Jeg forstår ikke det her”, sagde jeg til min lige så hovedrystende koncertveninde.

I sin tid begik Tjajkovskij angiveligt selvmord ved at drikke et glas kolerainficeret vand af frygt for at blive outet (han var homoseksuel). Havde han hørt aftenens koncert, havde han drukket to glas for at være helt sikker!

Samme aften havde DRs Symfoniorkester åbningskoncert i den smukke sal på Amager. Koncerten fik 6 stjerner i Berlingske. 

Er jeg misundelig på københavnerne? Ja.

Tjajkovskij

Tjajkovskij – maltrakteret og gjort til grin