Blog & Fotokunst

Tag: violinkoncert (page 1 of 1)

Det Uudslukkelige

Odense Symfoniorkester gav den fuld skrald i aftes med et brag af en opførelse af Carl Nielsens 4. symfoni, ‘Det Uudslukkelige’. Blev du hjemme? det skulle du ikke have gjort!

Carl Nielsens 4. symfoni er en publikumsyndling og et højdepunkt i hans produktion. Skrevet i 1916 – midt i den mest unødvendige storkrig i historien, 1. Verdenskrig. Og skrevet på indtrykket af krigen, hvor Danmark jo var neutral og tjente gode penge på begge sider af konflikten. I brede kredse herskede der en besynderlig trang til krig; en trang til at få renset luften efter årtier med mindre krige, etniske stridigheder, alliancer, oprustning. Så da den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, blev snigmyrdet i Sarajevo i 1914, greb et land efter det andet chancen for at sende deres mænd ud at slå hinanden ihjel. I dag virker den udbredte ‘lad os rense luften’-ånd frastødende. Den stoppede ikke, da krigen brød ud. Carl Nielsen er et eksempel på, at selvom krigens gru gik op for datidens folk, så forsvandt trangen til at rense luften for en angivelig kulturel og politisk dekadence ikke.

Da Carl Nielsen arbejdede på sin symfoni, skrev han i et brev til en ven, at nu krigen var der, ville det være bedst, om hele lortet brændte ned, hele kulturen. Fordi livet er uudslukkeligt og nok skulle vende tilbage i renset form. Og det er så symfoniens filosofiske statement.

Musik er liv og som sådan uudslukkeligt. – Carl Nielsen

Carl Nielsens 4. symfoni med tilnavnet Det Uudslukkelige er udtryk for tankegangen: Ud af en stor konflikt skal kulturen genopstå lutret.

Jeg må indrømme, jeg har det svært med den tankegang. Det er meget nemt at tænke på renselse, når man ikke selv sidder i en skyttegrav med bomber om ørerne i årevis. Og senest efter gaskamre,  atombomber og Vietnam ved vi, eller burde vi vide, at livet i høj grad er udslukkeligt. Hvert et liv tæller. Og så sandt som vi bedømmer datidens folk på, hvad der skete mellem skyttegravene under 1. Verdenskrig og ved gaskamrene under 2. Verdenskrig, vil vi i fremtiden blive bedømt på det, der sker på Middelhavet, i Syrien og med rohingya-folket i Burma lige nu. Det farlige er politikere og religiøse ledere, der lover lette løsninger og renselse – ikke en kompleks eller dekadent kultur.

Den humanistiske indstilling bliver udfordret med et værk som Det Uudslukkelige – ikke kun, når man læser op på dets baggrund.

Også når man hører værket. Vi falder direkte ind i ‘handlingen’ i en konfliktfyldt start på symfonien. I andensatsen ser Carl Nielsen tilbage på en finere og renere tid i musik, der lyder som en dansesats fra en barok suite. Højdepunktet, alle sidder og venter på, er pauke-duellen i slutningen af værket. To sæt pauker – placeret på hver sin side af podiet – udkæmper en epic pauke battle hen over hvinende strygere. Og sidder man så ikke der som god humanist og synes, det er pisse fedt? Ligesom man også kan lide at se gode krigsfilm? Eller lære gode kriminalromaner? Vold og destruktion er helt fint i rette doser og på god afstand. Dyret inden i os vil fodres.

Odense Symfoniorkester underholdt os her til aften først med Ravels dejlige og transparente hyldest til den franske barokmusik, ‘Le Tombeau de Couperin’. Selvom værket har den melankolske baggrund at være en hyldest til ravels faldne kammerater under 1. Verdenskrig, er værkets klang som at bade i gyldent, mediterrant solskin.

Efter Ravel fik vi  Tjajkovskijs lidt uformelige violinkoncert med 28-årige Liya Petrova på soloviolinen. Orkestret gav venligt plads til Liya Petrovas noget tilbageholdende, nærmest spagfærdige tone. Tjajkovskij kan det der med gode melodier. Og det ved han. Så han gentager sig selv igen og igen. Og igen. Men underholdende, absolut!

Anderledes rock ‘n roll var der over Nielsens 4. symfoni

Med Nielsen er orkestret på hjemmebane, og pedalen blev trykket i bund. Hvilken fryd at høre dem bare give den gas; jeg var ude på kanten af sædet og elskede det. Nikolaj Znaider på pulten udstråler en helt naturlig og meget stor autoritet. Znaider er en no nonsense dirigent. Han kan minde om de gamle pultdiktatorer, der blot behøvede at løfte en lillefinger, så lystrede deres orkestre. Odense Symfoniorkester har muskler. Det er ikke altid, man mærker det. Men det gjorde vi her til aften. En anden gang må de to sæt duellerende paukespillere dog gerne blive placeret på hver sin side af orkestret, ikke ved siden af hinanden…

De, der i aftes blev hjemme foran tv’et, kan glæde sig over, at OS og Znaider indspiller alle Nielsens 6 symfonier på compact disc – det apokryfe medium, der stadig lever i bedste velgående blandt os, der elsker klassisk og ikke helt tør det der streaming noget. Jeg glæder mig især til Nielsens 6., som er et virkelig mystisk og fascinerende værk.

 

Hvad: Carl Nielsen symfoni 4 ‘Det Uudslukkelige’ – Maurice Ravel: ‘Le Tombeau de Couperin’ – Tjajkovskij: Violinkoncert

Hvem: Odense Symfoniorkester, Nikolaj Znaider (dirigent),  Liya Petrova (violin)

Hvor: Odense Koncerthus

Hvornår: Fredag d. 7. september 2018

Skønheden redder verden, min dreng. Odense Symfoniorkester og den Franske Forbindelse

‘Det bliver skønheden, der kommer til at redde verden, min dreng’, sang rocklegenden Nick Cave for nogle år siden. Og måske har han ret. Verden, vi lever i, indeholder meget grimt, ondt forfærdeligt. Tv-skærme, sociale medier, aviser svømmer over i tragedier, der i stadigt mere udpenslet vulgære former møder vore øjne og ører. Den ene udemokratiske, narcissistiske statsleder efter den anden vælges ind i tilsyneladende uendelige embeder af nervøse masser, der vil have lette løsninger. Nu er det efterhånden forbudt at have læst en bog; for så er man en del af  ‘eliten’.

Men nogle gange kan sådan noget som dette ske:

Den store melodi

For at forberede min koncertkammerat, Alexander, på, hvad han havde i vente med aftenens koncert med OS, Odense Symfoniorkester, placerede jeg ham en dag strategisk foran mine højttalere og spillede ‘den store melodi’ fra slutningen af franske Camille Saint-Saëns’ Orgelsymfoni for ham. Det er den melodi, berlinerne spiller i clippet ovenfor.

Virkningen på min kammerat var nærmest fysiologisk. Med et ‘åårh’ lænede han sig langsomt tilbage i en tilstand af salighed. Sådan virker stor skønhed på os. Den er overvældende, saliggørende. I en af mine yndlingsfilm, Den Store Skønhed, falder en japansk turist bogstaveligt talt om på grund af Roms skønhed. Skønheden behøver ikke betyde det fjerneste. Men vi bliver rørt, fordi den viser os, verden indeholder stor skønhed – hvilket som sagt er nemt at glemme med alle de indtryk af grimhed, vi konfronteres med og selv deltager i. Sådanne oaser af skønhed lod Odense Symfoniorkester os opleve under gårsdagens koncert.

Vi indledte med Prokofievs flotlette første violinkoncert, hvor unge og skødesløst kompetente Boris Brovtsyn førte os gennem et tonelandskab, der mindede mig om bøgeskove og Mendelssohns fe- og alfemusik. Stor skønhed træder bedst frem på en baggrund af konflikt og kontraster. Prokofievs maniske melodier er den perfekte baggrund for at give os lyttere en frydefuld opstigning til en blå himmel med små vattotskyer i slutningen af violinkoncerten. Det skal høres for at forstås. De her ord en en bleg afglans af den befrielse, der ligger i violinkoncerten. Symfonikerne spillede langt hen ad vejen denne fine musik fra den først verdenskrigs turbulente tid som små englebasser.

 

Boris Brovtsyn (f. 1977) legede sig igennem Ravel og Prokofiev.

Og efter pausen kom så Saint-Saëns mesterværk, den tredje symfoni

… som besvarede et brændende spørgsmål: Duer Odense Koncerthus Marcussen-orgel egentlig til noget, eller er det bare vægpynt og en forskræmt lille salmecykel? Svaret er: Ja, det duer til noget, og nej det er ikke et sky husorgel! Vel er det ikke det største grej i verden, men det stod distancen. Den langsomme sats i symfonien var den første balsamiske oase. En lang, ufatteligt smuk melodi med støtte af et orgel kan ikke undgå at virke fysisk på os. I romantikken, som Saint-Saëns befandt sig på bagkanten af, havde man endda et begreb for den psykosomatiske tilstand af pulsændring og let svimmelhed som oplevelsen af kunst eller af mange kunstværker inden for kort tid kan bevirke: Stendhal syndromet. Jeg tror, vi var mange, der under denne langsomme sats, lænede os behageligt svimle tilbage med et ‘aaaah’. Skønheden fik os til at ånde lettet op. Den store melodi i slutningen af værket er det, man venter på, når man kender værket på forhånd. Der fik vi aftenens største ‘aaaah’-oplevelse. Vi var i en verden af c-dur, et brag af lys, der sendte os glade ud i natten.

Hårdkogte musikteoretikere som tyskeren Theodor Adorno afskyede denne musik

Fuld af løgn, ville han have sagt. En bedøvelse, der lokker os ind i passivitet og glemsel for verdens problemer. Ikke den ægte verden, ville han have sagt! Sådan har jeg det med dansktop-musik – der tillader jeg mig at være skamløst elitær. Men stor og veltillavet skønhed som denne symfoni, den lille oase af fred og lys lader jeg ingen tørre teoretikere tage fra mig. Den store melodi går lige ind, bagom al forstand, bagom alle tanker om ‘god smag’ eller kritik. Lige i hjertet.

Symfonien er fra 1886, en luksuspræget tid, hvor kunst havde taget religionens rolle og intet var prangende nok. Saint-Saëns læremester, Franz Liszt, introducerede orgelet i den symfoniske tradition i 1850’erne. Men vi skal nogle år frem, før Mahler og Saint-Saëns og Richard Strauss for alvor får dets potentiale frem i ikke-kirkelig sammenhæng. Odense Symfoniorkester er i en spændende udvikling, hvor man tumler nogle af de virkeligt tunge, fysisk og psykisk krævende monumentalsymfonier af fx. Mahler og Bruckner. Jeg håber, man en dag vil tage livtag med Mahlers 8., der også kræver orgel! Eller hvad med ‘Also Sprach Zarathustra’ af Richard Strauss?

 

OS modtager publikums hydelst efter Saint-Saëns store c-dur slutakkord

Én gang til!

På vej ud af koncertsalen i går aftens hørte jeg mig selv sige til min kammerat: Man burde næsten tage ind igen i morgen og høre det forfra… Det hører man mig sjældent sige. Ikke fordi en koncert har været dårlig, men fordi man egentlig er godt tilfreds og mæt efter en god koncert. Men behaget ved at blive bedøvet i skønhed, som det skete i går aftes, kan man ærligt talt godt bruge to gange. Med Goethes ord skal man søge at være i selskab med folk, der laver og elsker musik.

 

Wo Musik ist, da lass dich ruhig nieder. Böse Menschen haben keine Lieder

–   Johann Wolfgang von Goethe