Canon 60D gorillapod focus canon 17-40mm

Stor, dyr og langsom… I love it!

Er de på vej til at dø, de store, dyre, komplicerede spejlreflekskameraer? nej, det er de selvfølgelig ikke. De har deres niche blandt fotoentusiaster, fotojournalister, modefotografer osv. For et par år siden lagde jeg også mærke til et boom i antallet af påfaldende unge mennesker, der daskede rundt med kæmpemæssige kameraer. Lige nu er verdens mest solgte kamera det smarte actionkamera GoPro, et ægte hipsterkamera, der bogstaveligt talt rider på en bølge og triumferer på Instagram.

Sagen er, at med mindre man lader sit spejlreflekskamera stå konstant på fuldautomatisk indstilling, hvor kameraet træffer alle valg for én (og ofte gør det godt), så kan man se frem til mindst et kvarters arbejde, måske en halv time eller mere pr. vellykket foto i råformat, som skal trækkes over i et billedbehandlingsprogram som fx. det dejlige Lightroom fra Adobe.

Jeg elsker at tage fotos med mit spejlrefleks, men tanken slår mig da, at hver gang, jeg trykker knappen ned, så er der potentielt en halv times arbejde bagefter. Hvis ikke mere.

Og jeg er nok ikke den eneste, der tænker sådan. I dag får man gode kameraer i snart sagt enhver mobil. Hvis man ofrer en lille smule tid på at finde gode aps til mobilens kamera, så kan man laver super gode fotos på få sekunder – og have dem ude til bedømmelse hos vennerne på de sociale medier på to sekunder mere.

Jeg bruger selv de dybere funktioner på Instagram, Adobes Photoshop express og Snapseed. Derudover kan jeg anbefale aps, som simpelthen i sig selv er hele kameratyper. Førhen var jeg meget glad for appen Retro Camera.

Nu er jeg helt fjollet med Vintage Camera. Forleden var jeg ude at gå en tur til den lille bæk, her hvor jeg bor. Jeg havde kamerastativ med og det store grej og fik lavet nogle langtidseksponeringer. Bare lige en håndfuld.

Manfrotto Canon 60D

Kamera setup, fotograferet med mobilen

På den tid, det tog at få det hele justeret præcist og trykket på knappen, havde jeg taget et hav af fotos med mobilen.

Og den flinke Vintage app havde redigeret det hele for mig og smækket en fed, ret dyster effekt ned over, klar til at blive sprøjtet ud over allandsens sociale medier. Du kan se billederne med appens såkaldte “Holga filter effekt” her nederst på siden.

Mobilernes kameraer vil aldrig kunne leve op til opløsningen på et spejlreflekskamera eller et godt billedbehandlingsprogram på computeren eller laptoppen, primært fordi sensoren i et spejlrefleks er meget større end i en mobil. Men det vanvittigt korte tidsforbrug på at lave et fedt udtryk gør nok, at hele midtersegmentet af kompaktkameraer, som fyldte næsten alt for få år siden, forsvinder. Tilbage vil stå de ultrahurtige, gode mobilaps – og de tossedyre, store DSLR-kameraer til os nørder, der har tid og lyst til at redigere fotos til langt ud på natten…

Jeg synes selv, de blev ret vellykkede. Bedøm selv 🙂

 

Blangstedgård

Udløb fra andedammen

Blangstedgård gammelt træ

Gammelt træ ved bækken

Blangstedgård

Blade ved bækken