Adræt, elegant, ekvilibristisk orkesterspil med fantastiske solopræstationer, en gudsbenådet sangerinde, en spillevende dirigent med fuldendt overblik: Det var en stor Richard Strauss aften denne torsdag d. 12. marts 2015 i Odense Koncerthus, hvor den unge danske dirigent, Christian Kluxen, og den norske sopran, Kari Postma, lagde publikum ned.

Kari Postma er et navn, vi skal lægge mærke til

Første del af aftenen indeholdt en kort scene fra Richard Strauss’ opera, Intermezzo, samt hans mesterværk, Vier letzte Lieder. Disse fire sidste sange, som Strauss skrev i 1948 kort før sin død, hylder skønhed, især skønheden i den livslange kærlighed mellem Strauss og hans kone, Pauline. Sangene og operascenen blev sunget af Kari Postma.

Kari Postma. Norsk sopran. Hvad kan man skrive om hende, uden at ende i overdrivelser? Jeg prøver alligevel: Gudindesmuk i en glitrende, tætsiddende kjole. Indbegrebet af lady. En stemme med wagnerstyrke. Kropssprog som en diva. Hun sang Richard Strauss 4 sidste sange præcis, som de skal synges; ganske enkelt smukt og bevægende. Hun var hverken for meget eller for lidt.

Kari Postma vs. verdensstjernen Anna Netrebko: 1 -0

For nylig nedkom verdensstjernen Anna Netrebko med et bud på de samme sange på CD. Netrebko er rædselsfuld. Hun sovser disse utroligt smukke sange ind i sødladen operastemning med et vibrato, man kan hoppe i sjippetov til. Kari Postma derimod…. perfektion, indlevelse. Hun forsøgte ikke på et eneste tidspunkt at stråle over musikken, kun gennem musikken. Denne musik, som er en afsked med kærlighed, med liv, med det gamle Europa, med romantikken i musikken.

Læs også: Berlingskes musikanmelder, Søren Schauser, er ikke enig i, at Netrebko fejler i disse sange

Odense Symfoniorkester skal roses. Musikerne foldede dette fløjlsbløde klangrum ud, som Strauss skabte i noder. Jeg er ikke sikker på, musik faktisk kan være mere elementært smuk end denne. Koncertmester (førsteviolinen), Eugen Tichindeleanu, spillede den smukke violinsolo i den tredje sang, Beim Schlafengeh’n, så der ikke var et tørt øje i salen. Eller, hvis der var et tørt øje i salen, så ved jeg ikke, hvorfor vedkommende overhovedet går til koncert. Jeg måtte vride og klemme min håndfuld Kleenex til en lille klump under denne akutte overdosis af skønhed og melankoli.

Kari Postma. Vidunderlig solist i Vier Letzte Lieder med Odense Symfoniorkester.

Numsedans til umpa-umpa-musik

Anden del af koncerten var to ungdomsværker af Strauss: Don Juan og Till Eulenspiegels lustige Streiche.

Man kalder den slags musik for symfoniske digtninge, fordi musikken har en handling. Og det kan høres. Musikken har en abrupt, konstant skiftende stil. Fra det hidsige til det fjollede til det romantiske og tilbage igen. Næsten som om musikken var klippet til i forhold til en film.

Vi er ude i ren underholdningsmusik – men på meget højt plan. Meget få komponister har skrevet så ekvilibristisk for orkester som Richard Strauss. Rie Koch, der stod for koncertintro denne aften, fortalte, at ingen fra orkestret havde lyst til at stille op under introen og spille deres soli. Hvorfor? Fordi Strauss musik er vanvittigt svær at spille. Og tiden op til en koncert derfor skal bruges på at øve og varme op. Min koncertveninde og jeg var enige om, at øveriet havde betalt sig. Jeg har ikke hørt orkestret spille så godt før. Dirigenten, Christian Kluxen, er en mand, som meget gerne må blive inviteret til Odense noget oftere. Præcis i sine markeringer, fuldstændigt overblik – og ikke af vejen for at danse en lille numsedans på podiet til en umpa-umpa-sekvens i Till Eulenspiegels lustige Streiche. Damen på rækken bag ved os denne aften grinte højlydt med. Fortjent!

Eksperter i klassisk musik siger ofte, at ren instrumentalmusik ikke kan være sjov, uanset hvor meget, komponisterne prøver. Richard Strauss og Odense Symfoniorkester med deres fantastiske, numsedansende gæstedirigent beviste, at eksperterne tager fejl.

Kari Postma:  Hun måtte gerne have sunget hele aftenen

Strauss ungdomsværker er underholdende og godt skrevet. Men: I grunden kunne aftenen for min skyld have været et helt program med sange af Richard Strauss. Så var jeg dog ikke sluppet gennem aftenen uden hulk og snøft.

Jeg var ret spændt på denne aften. Om jeg, en granvoksen mand, kunne komme igennem Vier letzte Lieder uden at tude. Disse sange går direkte om bag mine parader, lige ind i hjertet – uden omvej. Og det er der meget lidt anden musik, der kan. Alle, der har set skønheden i et langt kærlighedsforhold, fx. ens forældres livslange kærlighed, vil føle vemod ved disse sange. Tag den sidste sang, Im Abendrot (I aftenrøden), om et ældre ægtepars vandring ind i natten – sammen:

Igennem sorg og glæde
Gik vi hånd i hånd
Vi efter rejsen dvæler
Højt over det stille land.

Rundt om os falder dalene,
Og snart falder mørket på,
Kun et lærkepar stiger
I disen længselsfuldt.

Kom her og lad dem svirre,
Snart er det tid til søvn.
Gid vi ej farer vild
I denne ensomhed.

Oh, stille fred!
Så dyb i aftenrøden
Hvor er vi vandringstrætte –
Er dette måske døden?