Frem for alt: Hvor unge og søde så de ud! De tre musikere, jeg af svært forklarlige årsager lyttede til på Odense Musikbibliotek denne onsdag sidst på eftermiddagen. Det gik vist sådan til: Jeg læste et facebookopslag af Anders fra Teater Momentum. Han havde været til en 1717-koncert på Musikbiblioteket og undrede sig over, at der kom så få. Jeg googlede disse 1717-koncerter, som har deres navn fra det faktum, at de finder sted klokken …. gæt! Et eller andet sted har jeg så set, at der var koncert denne onsdag.

Nettet er sparsom med info om koncertrækken. Men det er vistnok noget med unge konservatoriestuderende som optræder gratis. Ja, et gratis kulturtilbud! Jeg troede, jeg skulle til slagtøjskoncert. Det skulle jeg ikke. Jeg skulle ind at høre armensk fusionsjazz. Og der må jeg jo være ærlig at sige, at jeg hører meget lidt jazz. Lidt lækkert fra 50’erne, jotak. Nina Simone, Ella & Louis … den slags. Og så kender jeg, og elsker bestemt ikke, den her særlige jazzform, hvor jeg får et indre billede af ældre mænd (jeg er ikke selv den yngste, så jeg må godt skrive det)…. altså ældre mænd, der ryger sur cerut og drikker fadøl så tyndt som nonnepis til noget harmløs bessefar-trompet og tromme-whiskers, der virkelig burde skamme sig. Tænk Papa Bue, når han var mest træls. ‘Tissemandsjazz’ kalder man den form for jazz i mit netværk. Ingen ved rigtigt hvorfor, men ordet rammer lige i plet.

Tigran Tribute, derimod, sparkede røv – ikke hele tiden, men ofte, og det var jeg glad for

 

Tigran Hamasyan. Er det navn bekendt? Ikke for mig, tydeligvis. Men der er tale om en ung, nutidig, armensk fusionsjazz-kunstner. 5 af hans numre blev givet til bedste i dag. Og det var lige tilpas jazz for mig. På grund af den manglende markedsføring for 1717-arrangementerne vidste jeg intet om musikerne eller om musikken. Det tager ingen skade af. Men mere PR for det her udmærkede gratistilbud kunne være en øvelse for musikerne. Musik er ikke kun toner, det er også markedsføring og attitude. Man skal findes af et publikum – og så skal man indtage rummet og uden at sige det direkte til publikum alligevel sige: Vi er de bedste til det her!

Trioen består (det ved jeg, fordi jeg tjekkede Musikbibliotekets facebookside) af Tuomas Korhonen fra Finland på klaver, danske Anders Lindhardt på trommer og ligeledes danske Frederik Bak på dels almindelig el-bas og dels på kontrabas, inklusive bue i øvrigt. Hvis jeg skal være ærlig, og det synes jeg, jeg skal, så var jeg gladest for Anders Lindhardts kick-ass trommer. Han sikrede, at der ikke var adgang for sur tissemandsjazz.

Musikken er ekstremt omskiftelig. Jeg hørte Debussy-klange …  pludselig kom der en solo, som mindede om en biljagt fra en amerikansk 70er krimiserie … så kom der heavy-attituder. Folketoner dukkede op, og tankerne gik til salig Jan Johanssons geniale Jazz på Svenska, der også tog folkemelodier ind i en jazzet kontekst. Et mylder af referencer, og helt klart musikermusik, musik for musikere. Måske en grund til, at Tigran Hamasyans musik udkommer på det progressive klassiske label, ECM.

Det er befriende at blive mindet om, at der findes unge mennesker derude, som lige NU er i gang til at blive mestre på akustiske instrumenter, og som ikke sidder med zombieøjne og stirrer på en computerskærm for at stykke mere syntetisk metervarepop sammen til P3! Jeg har i øvrigt intet imod syntetisk musik eller pop. Men det kan blive for meget autotune og samples, ikke?

Eftersom jeg ikke er jazzekspert skal jeg undlade at bedømme musikernes præstation

De er pivdygtige, synes jeg sådan helt spontant! Det er musik og musikudøvelse på højt teknisk niveau. Og så i den unge alder! Vel, de er ikke rutinerede på en scene. Som sagt skal man eje rummet, ironisk distance til egen kunst – det skal man passe på med. Men det er jo netop det, Tigran Tribute kan øve sig på i sikkerhed under sådan et arrangement, hvor jeg fornemmer at mange af deres venner var troppet op.

Som jeg cyklede hjem i novemeberregn gennem den smukt oplyste bymidte i Odense, tænkte jeg: Hvor er Musikbiblioteket dog et enestående fedt sted, og hvor er den slags gratiskoncerter dog fede kulturtilbud, der gerne måtte slås højere på tromme for. Ikke fordi der åbenbart er publikumsmangel, men fordi arrangementerne og stedet fortjener det.

Nu skal Musikbiblioteket lægges sammen med Centralbiblioteket i Odenses dødsyge banegårdscenter. Jeg håber inderligt, at indretningen af musikafdelingen bliver lige så god, som den er nu, hvor Musikbiblioteket ligger fint i Odenses anderledes smukke, gamle banegård et stenkast nede af vejen fra Centralbiblioteket.