Det amerikanske rock band Guns ‘n’ Roses har et album, der hedder ‘Appetite For Destruction’. Jeg synes, det måske ville være en fin titel på den russiske komponist, Dmitrij Sjostakovitj’ 11. symfoni, som blev uropført i 1957.

Hvorfor kun måske? Fordi jeg – og ingen andre – ved, hvad Sjostakovitj ville sige med denne symfoni for stort orkester med masser af slagtøj. Sjostakovitj og Odense Symfoniorkester, eller bare: OS, lagde under ledelse af chefdirigent Alexander Verdernikov Odense Koncerthus ned i aften. Vi blev kørt over af denne tonstunge maskine, der officielt skildrer nedslagtningen af uskyldige, protesterende borgere foran den russiske zars palads i 1905. En begivenhed, hvor komponistens far var tilstede.

Sjostakovitj (1906-75) hører til det 20. århundredes største komponister

Men også en af de mest gådefulde. Han havde det uheld at leve under stalinismen. Og efter en opførelse i 1936 af hans populære opera, Lady Macbeth fra Mtsensk, fik han at vide, at den slags musik kunne koste ham livet. Operaen skildrer mordet på en tyran, og det brød Sovjetunionenes enerådende og rædselsvækkende brutale hersker, Josef Stalin, sig bestemt ikke om. Sjostakovitj var en ødelagt mand derefter. Regimer styrer ved frygt. Og den frygt, Stalin anvendte var: Ingen ved, hvad jeg tænker  – alle kan blive skudt, og jeg siger ikke, om eller hvornår det sker. Den frygt måtte Sjostakovitj, som ubetvivleligt var patriot (og blandt andet havde meldt sig som frivillig brandmand under Hitlers angreb på Leningrad i 1941) leve med resten af livet. Han erklærede offentligt, at han havde trådt ved siden af ved at skrive ufolkelig, kontrarevolutionær musik og reddede livet med denne fremtvungne tilståelse. Prisen var, at det var slut med at ytre sig direkte i sin musik. Efter Stalins død i 1951 tøede forholdene en del op for Sjostakovitj. Han fik pæne embeder og kunne skrive musik med kritik af diktatorer. Men naturligvis ikke kritik af de hjemlige diktatorer. Parolen, han levede efter, var stadig: dans efter vores pibe,  for ellers …!

Tvivlen

Tvivlen, som vi, der elsker hans musik, lever med er: Hvor er Sjostakovitj’ sjæl i musikken? Hvor holder den hallelujah-sovjetiske plakatkunst op, og hvor starter det personlige? Jeg elsker Sjostakovitj, men jeg tvivler. Jeg tvivler, om hans nationale propagandamusik, som den 11. symfoni kun er et ud af flere eksempler på, er totalitær, eller har et metalag, hvor komponisten – der selv var et stille, nervøst og sårbart menneske med brilleglas så tykke som bunden af en colaflaske – siger: ‘Nu skal du høre, hvad jeg virkeligt mener’.

Denne tvivl er hans 11. symfonis æstetiske berettigelse. Jeg talte efter koncerten med en mor og dennes datter, der havde siddet på rækken foran mig og min unge koncertkammerat, om oplevelsen af denne musikalske kværn. Denne mor og datter brød grinende sammen i slutningen af symfonien, tynget ned at det massive lydtryk, gentagelserne, værkets enorme længde. Reaktionen er helt naturlig og absolut ikke uæstetisk. Hvad skal man stille op med musik, man får tæsk af? Grine eller græde? Og tæsk får man af denne musik.

Rekviem for en generation er musikken blevet kaldt. Generationen er den generation, der oplevede rædslerne fra nedskydningen af demonstranter i 1905, fra den meningsløse første verdenskrig 1914-18, fra revolutionen i 1917, fra anden verdenskrig (og fra stalinismen?). En tæsket generation. Tæskene finder sådan set stadig sted. Putin er ved at afskaffe demokratiet i Rusland. Hans folk fryder sig og jubler over hans russiske militærmaskine, hans ekspansion. Man glæder sig over magten. Imens underkues minoriteter, retfærdigheden forsvinder. Og også herhjemme har vi i Dansk Folkepartis Marie Krarup folk, der – som et ekko af Neville Chamberlaines eftergivenhedspolitik over for Hitler – synes, Putin skam er en fornuftig mand, vi bør lytte andagtsfuldt til. Vi har en nyvalgt amerikansk præsident, denne klovneagtige ignorant og demagog, Donald Trump, der vil bombe sig ud af alle problemer, og som også hylder Putin, fordi han genkender det samme brutale sindelag i sin russiske kollega. Ja, jeg mener det faktisk: Sjostakovitj 11. symfoni er lige NU, i den verden, vi er i.

Man skal absolut ikke tro, Sjostakovitj’ 11. symfoni er et reQUIEM (dødsmesse) i den egentlige forstand

Med mindre man forestiller sig et 60 minutter langt dies irae – den del af rekvier, hvor helvede skildres. Publikum har muligvis troet, det var et afvekslende og inderligt rekviem, de gik ind til. Tænk Mozarts eller Faurés rekvier. Publikum vidste ikke, de gik ind til en regulær gang bøllebank. Jeg har aldrig set så mange publikummer liste af før tid som under denne koncert. Men gør latterkrampe og trang til at flygte musikken irrelevant? Nej tværtimod!

Ville Sjostakovitj (som bl.a. var filmkomponist) fortælle en 1-til-1 musikalsk beretning om tragedien i 1905, helt uden dobbelt bund og metalag? Ville han med denne musik tæske os lyttere – og det parti, der bestilte musikken, og samtidigt truede ham på livet – for at vise os, at brutaliteten lever lige NU, og at menneskedyret – også i en pæn koncertsituation – bærer på en letantændelig appetit på destruktion? Hører vi den ægte Sjostakovitj i den stille indledning med de mistænkeligt smukke strygerflader sige: Det her er angst, og jeg føler den med jer og med menneskeheden? Er de højlydte tæsk i musikken Sjostakovitj, der siger: ‘Nu skal I føle de tæsk, jeg fik!’

JEG følte angsten i de sarte strygerflader. JEG tænkte: her er antydningen af det ægte, der giver hele maskinen mening. Men tvivlen nager. Er det stadig bare partikomponisten, der understøtter regimets fortælling om den onde, onde zar og det gode, gode folk? Burde jeg skamme mig over at lytte til denne musik?

Hvor er han, ham Sjostakovitj? Hvad er maske, hvad er ægte? I det spændingsfelt lever symfonien. For som jeg blev enig med de latterkrampende, udmattede kvinder foran os om: Hvis den musik her bare er underlægningsmusik til en film, vi ikke kan se, så burde vi være løbet væk. Med mindre man da har appetit på destruktionen. Vi læser kriminalromaner med de mest modbydelige handlinger. Vi ser krigsfilm med flotte eksplosioner. Jeg har selv aftjent værnepligt og prøvet at gå march: Selvet opløses, man bliver ét med mængden. Det er en lille, frydefuld destruktion af selvet. Den appetit kan man også have på et monsterværk som denne symfoni. Den går i takt, den larmer, den er som en russisk tank. Mennesket har sin mørke glæde ved den slags. Og derfor kan et værk om destruktion, som nu netop denne symfoni, have noget frydefuldt over sig. Hvorfor skulle vi ellers lytte og ikke løbe væk?

Sjostakovitj vandt den fornemme Lenin Pris med sin 11. symfoni

Værket blev uhyre populært efter sin førsteopførelse i ’57. Også fordi datidens sovjetborgere har kunnet høre en masse referencer til velkendte melodier og sange, vi i dag har meget svært ved at høre – eller forstå budskabet i. Nu var Sjostakovitj nogenlunde inde i varmen. Som altid dog med et sværd hængende over hovedet. Følte han sig knækket af at blive rehabiliteret med netop dette værk? Spørgsmål om Sjostakovitj og hans musik er der utroligt mange af. Men kunstværker lever også gennem myter, legender, åbne spørgsmål og mysterier. Og derfor holder denne dødsmesse lige netop fat i livet.

Hvor er det FEDT, at rammerne om orkesterkoncerterne er blevet professionaliseret og moderniseret kraftigt!

Et eksempel: Koncertintroduktionerne har svinget meget, dengang det var importerede P2-værter, der stod for dem. Nu har orkestret hjemtaget opgaven, og det faglige niveau er hævet betydeligt – samtidigt med, at også publikummer uden fagteknisk viden kan være med. Jeg kan kun anbefale at gå ind og lytte til introen til Sjostakovitj-koncerten. Den omtalte mor og datter ærgrede sig over ikke at have hørt den, da jeg fortalte dem om baggrunden for symfonien. Jeg er sikker på, at lidt forhåndviden kan være med til at låse værket lidt op – hvilket så ironisk nok havde gjort værket mere gådefuldt. Men som sagt: Denne symfoni lever i gåde og tvivl, ellers ville den være stendød. Et andet eksempel på professionaliseringen er det omfattende og oplysende programhæfte. Man er vant til at læse småplatte programhæfter med lidt ligegyldig info om årstal og tonearter. Ikke sådan i Odense. Nu er der kød på.

Fik jeg sagt, at orkestret spillede fantastisk? Publikum kvitterede med stående ovation. Lige i denne sammenhæng tolker jeg det ikke mindst som respekt for den kraftanstrengelse, der var foretaget. Så pyt, at trompeten igen og igen ramte forkert. Det ændrer ikke ved, at denne koncert var den for mig musikæstetisk mest udfordrende til dato i år. Jeg har ofte sagt, vi skal have mere nyt, mere ukendt ind i koncertsalen. Jeg kan kun sige: Det fik vi i aften!