Force Majeure er en mesterlig sædekomedie. Lad mig fortælle dig hvorfor.

Ruben Östlunds nye film om det moderne parforhold og manderollen i dyb krise, Force Majeure, kunne meget let være sunket til bunds i en nedadgående spiral, der hedder: Lad os pille den moderne mand fra hinanden og vise, han er et fucking skvat. Og at kvinderne er blevet de stærke. Enten er manden et skaffedyr – eller en tabermand uden varige relationer. Det er den suppe, vi får hældt i ørerne alle vegne i medierne for tiden. Kvinderne har sejret ad helvede til åbenbart.

Det var med den lille mistanke, jeg gik ind for at se filmen i Odenses bedste biograf, Café Biografen. Men jeg blev meget positivt overrasket over, hvor nuanceret en film, der er tale om. Den er sjov, utroligt pinlig, udleverende, spændende, smuk, angstprovokerende og meget andet. Vi er milevidt fra de her kedelige danske film, hvor Paprika Steen skælder ud på sin film-ægtemand (sikkert spillet af Carsten Bjørnlund eller Nikolaj Lie-Kaas), som står og hulker ned i køkkenvasken. Jeg er så træt af uopfindsomme, danske film med de samme 8 skuespillere. Godt, vore svenske brødre kan noget helt andet med mediet.

 

Force majeure: uforudsigelig, udefra kommende begivenhed som forhindrer nogen i at opfylde en forpligtelse, og som derfor fritager vedkommende for det juridiske ansvar fx krigsudbrud eller naturkatastrofe.

– Den Store Danske Ordbog

 

Vi er med det unge par, Tomas og Ebba, og deres to børn, Harry og Vera, på sådan rigtig hyggelig skiferie. Flot sted omkranset af franske, sneklædte tinder. Rigtigt dyrt tilflugtssted for par og mennesker, som har alle basale behov opfyldt, Ipad og mobiltelefon fuldt opladet, og som egentlig har det generelt pissefedt. Far skal bare lige, synes Ebba, have en lille, afslappende ferie, fordi han arbejder så meget. En hær af snekanoner, skilifte, snow groomers, eksplosionsanordninger til kontrollerede laviner og meget andet arbejder non stop på den perfekte oplevelse. Men så er der den dér lavine….. Den lidt for store lavine.

Familien nyder frokost på en åben altanrestaurant. En lavine starter i det fjerne – det er spændende. Men alt er vel sikkert, ikke? Børnene bliver urolige. Lavinen bliver større. Mor Ebba mener, det ikke ser så sikkert ud igen. Jo jo, mener far Tomas, lavinen er jo kontrolleret. Men lavinen stopper ikke. Der går panik i forsamlingen. Det første, Tomas gør, da han tror, lavinen rammer, er at gribe sin Iphone og løbe væk fra familien, mens han skubber en anden mand væk. Rent overlever-gen og urinstinkt – eller en moderne, skvattet mand, der hellere vil redde sig selv og sin telefon end ungerne og konen?

Det viser sig snart, da Tomas og Ebba spiser på restaurant med en andet par, at Ebba har en noget mere virkelighedsnær opfattelse af ægtemandens flugt, end Tomas har. Tomas mener bestemt ikke, han løb væk. Ebba og vi ved bedre.

Herfra går det støt ned ad skibakke for parret. Til at begynde med beslutter de bare ikke at tale om det. Så finder de på en tilpas mild løgn, de kan leve med. Men børnene reagerer, afviser forældrene, lukker sig inde. De siger intet, men signalerer på alle andre måder, at der er sket noget rigtigt skidt i familien.

Som sagt kunne alt dette være blevet til en meget kedelig gang socialrealisme om den velbjergede middelklasse og om den moderne maskulinitet, der viser sig hul og taberagtig. Hvilket den også er. Men ikke kun. Ruben Östlund har spænding indbygget i det mindste knirk fra de skilifte, som bærer familien op på pisterne. Det ensformigt udformede, bikube-agtige hotel bliver til et pinligt helvede, hvor familien er spærret inde med sine dæmoner.

Vi kender vel alle det, at vi overværer et par sætninger sagt mellem ægtefolk, der afslører en afgrundsdyb mistillid, et skævt magtforhold, en lurende vrede over for den anden. Vi oplever det på cafeer, ved kassen i Netto, til fester, hvor der bliver drukket et glas vin for meget. I Force Majeure slipper vi ikke for at se, hvor katastrofale disse pinlige sandheder og hændelser mellem han og hun i virkeligheden er. Ruben Östlunds mikroskop iagttager disse mennesker ubønhørligt. Pinlighederne hænger ikke kun i luften, de får lov at have konsekvenser.

Nuancerne i Force Majeure er det, der gør filmen suveræn

Slutningen af filmen giver den ultimative nuancering, der viser, at vi i Force Majeure ikke har med en jævnt forudsigelig, nordisk sædekomedie at gøre, som nøjes med at afbilde den skvattede, moderne mand. Tomas er gennem et komplet sammenbrud kommet til sandhed med sig selv og har ladet alle dæmonerne komme ud af skabet over for Ebba. I en grad, så han næsten regredierer til barnestadiet – man ser ham trække sin bluse op over hovedet, sådan som man ser børn gøre det, når virkeligheden bliver for grum og pinlig. Og betegnende nok er det i den situation børnene, der trøster farmand – konen har trukket sig fra denne mand, der nu har opgivet al maskulinitet. Filmen igennem er der en finurlig dirren mellem at være og at forestille at være. Er farmand Tomas så oprørt, som han ser ud til? Ebba betvivler til at begynde med hans angergråd og vriden hænder. Men starter han med at spille angerfuld for pludselig at blive revet med i en malstrøm mod virkeligt sammenbrud? Jeg kunne nævne flere eksempler gennem filmen på, hvordan menneskerne på lærredet ikke helt kan siges at være det, de viser, eller bare spille det. Filmen starter med, at den lille familie bliver fotograferet af hotelfotografen. Smukke, velbelyste fotos af en lykkelig familie – et billede, der forestiller lykke. Men vi ved med det samme, det kun forestiller. Denne dirren mellem at være og at forestille at være er en af filmens store styrker. Denne spænding og dissonans gør filmen langt mere eksistentiel end dameblades vulgære opdeling af kvinder og mænd i bestemte kasser.

Et skud i tågen – Force Majeures anden katastrofe

Hen mod slutningen af filmen tager familien op i det øde snelandskab for at stå på ski for sidste gang på denne ferie. Der så tæt tåge, at man intet kan se. En hvid tåge, som mindede mig om J. P. Jacobsens novelle ‘Et Skud i Tågen’, hvor tågen er angstens og usikkerhedens rige. Tågen i Forcen Majeure er også angstprovokerende – for mig som tilskuer og for Tomas og Ebba. Mens ungerne har fuld tillid til deres skvattede forældre. Familien vover turen sammen ind i dette kridhvide intet – og endnu en katastrofe indtræder. De to børn og Tomas når ned – men Ebba er væk. Efter sit sammenbrud er skvattet Tomas endelig i stand til at vise lidt mod. Han går ind i tågen alene og kommer tilbage bærende på Ebba. Der var intet sket – måske fór hun blot vild. Eller ville hun teste ham? Måske havde familien brug for en kontrolleret katastrofe for at finde sammen igen, fordi den moderne familie for længe har kørt i tomgang på ren, ufarlig rutine. Vi kan ikke vide det.

force majeure af ruben östlund - familien børster tænder

Familien i Force Majeure synkronbørster deres tænder. Rutine er godt. Men det bliver ikke ved med at være godt.

I hvert fald er det far Tomas, der til slut i filmen igen holder hovedet koldt, da deres bus ned fra bjerget kører så usikkert, at Ebba stopper den. “Jeg skal af!”, siger hun i et angstanfald – og forlader børn og mand.

Alle har åbenbart deres breakingpoint. Ikke kun mænd. Vores fortælling om mænd og kvinder har traditionelt været: Mænd er helte, der lader kvinder og børn komme først i redningsbåden. Det ved vi efterhånden godt ikke nødvendigvis passer. Den moderne mand er så dresseret af stærke kvinder, at det traditionelt maskuline ideal glider mere og mere væk. Kvinderne er de stærke. Går vi og siger til hinanden disse år. Men Rune Östberg drejer den til sidst og hæver emnet langt højere op. Også kvinder kan finde på at skride fra det hele.

Force Majeure opløser platte han/hun kategorier og lader os se hinanden som mennesker

Og til slut går hele menneskeheden sammen ned ad bjerget. Mænd, kvinder og børn har forladt den usikre bus. Kun Ebbas polyamurøse, spændingsbesatte veninde blev i bussen. Som så endte med ikke at komme nogle vegne. Tomas ven, Mats, bærer en træt Vera. Han har standset panikken i bussen, da mor Ebba pisker en katastrofestemning op. Spillede Mats helt i bussen for at imponere sin unge elskerinde med et operetteagtig “kvinder og børn først!”? Denne unge elskerinde, der har tvivlet meget på hans maskulinitet tidligere i filmen. Vi kan ikke vide, om Mats er helt eller operette. Væren eller forestilling igen. Eller måske endnu dybere: Måske prøver han at forestille en helt for at øve sig på rent faktisk at blive det.

Tilbage står Tomas, som ikke kunne forandre sig ved at råbe og skrige, drikke og larme – kun ved at indrømme sine fejl og starte forfra… Han tager en smøg på vej ned ad bjerget. Man fornemmer, han nu bare er Tomas – uden en bestemt rolle. Måske lader Ruben Östlund et lille lys skinne her i slutningen af Force Majeure. Et opgør med “mænd er sådan og kvinder er sådan”. Der er kun mennesker med hver deres breakingpoints, og vi sidder grundlæggende alle i samme bus. Skilift. Hotel. Restaurant. Tåge. Lavine.