Blog & Fotokunst

Tag: Richard Strauss (page 1 of 1)

SymfoniRumrejsen 2018

Solen står op bag Jorden, som står op bag Månen. Sådan starter Stanley Kubricks sci-fi film Rumrejsen år 2001 (1968) til tonerne af den senromantiske komponist Richard Strauss’ tonedigtning Also Sprach Zarathustra.

Netop denne musik var det galaktiske tyngepunkt, centralsolen, omkring hvilket alle aftenens små, underholdende stykker lå i kredsløb. Temaet for aftenen: Ind i det ukendte – 100 år med science fiction filmmusik. Vi kom ud i rummet, ned under vandet, til fremtiden, til fortiden, til alternative virkeligheder.

Odense Symfoniorkester er et prægtigt Richard Strauss-orkester. Og orkestret er sådan en aften med lækker, interstellar lyd fint tilsmagt med orglet oppe på væggen –  som Ansgar Kirkes organist, Tina Christiansen, spillede på, som havde hun fire fødder og 20 fingre. Mere Strauss fremover, OS, mere!

Jeg ville måske gerne have haft endnu mere plads til orglet og lidt mindre hastigt afsnuppede pointer, når orgel og orkester spillede sammen. Vi fik jo også Hans Zimmers eminente musik til en anden af mine sci fi-favoritter, Interstellar (2014). I Zimmers musik til den film spiller orglet en nærmest religiøst stor rolle. Der kunne godt være endnu mere bombast og Tina Christiansen til Strauss og Zimmer sådan en filmaften. Nuvel, det fungerede fint alligevel med et super sprødt spillende orkester.

(Bær over med mig – men jeg blev glad for organisten i går aftes; det er ikke helt gået af mig. Måske nok også derfor, jeg syntes, at dirigenten, Michelle Rakers, skulle have givet Tina Christiansen mere tid og rum til at shine 🙂 )

Så for at TALE om noget andet:

Orgel.

Man skeler jo nogle gange til orglet i Odense Koncerthus og tænker – hvad kan det? Det kan en del. Tina Christiansen fik en stor solo i form af Bachs notoriske Toccata og Fuga. Man formoder, han har skrevet det som en art testmusik til brug for justering af orgler. Og det kan man høre tydeligt i den indledende, forrevne toccata. Toccata betyder løst oversat: hurtig på fingrene. Og ikke kun på fingrene, når vi taler orgel. Man skal også være hurtig på fusserne, fordi orglet jo har pedaler til bastonerne. Tina ‘Quickstep’ Christiansen spillede stykket uden at kalke dets revner og sprækker over, lige ekvilibristisk på fingre og fødder.

Der er ingen tvivl om, at en filmkomponist som John Williams har lånt ret meget fra klassiske komponister som Gustav Holst, Richard Strauss, Korngold osv. Klik her og hør fx hvor tæt Star Wars temaet læner sig op af et tema, Korngold skrev til filmen King’s Row Komponister har altid lånt fra hinanden; ja selveste Mozart stjal en hel symfoni (nr. 37) fra Michael Haydn og udgav den som sin egen, da han var i tidnød for at skrive en symfoni selv! Men det var nu fedt, vi denne aften også kom tilbage til kilderne… til Bach og til Strauss og til Khatjaturjan – originalerne (som stjal fra atter andre – ingenting falder ned fra himlen her i verden). Det er nu engang den tunge klassiske musik, der siger mig mest…

Koncerten trak et andet crowd til Odense Koncerthus

Ingen grå manker – stort set kun min. Til gengæld super mange unge og semi-unge. Fedt! Filmmusik er vel dén type musik, der har mest tyngdekraft, hvis man vil tiltrække unge for udtrykket i symfonisk/klassisk musik. På den måde er der vel en fin dobbeltbetydning i overskriften: Into the Unknown. Hvordan vi får dem til at komme igen til fx 50 minutters uafbrudt Richard Strauss – den nød er sværere at knække. Men fredag aften var et godt forsøg! Med de til formålet inviterede stormtropper, man kunne tage selfies med. På det punkt var der også rummelighed: De udklædte frivillige Star Wars-statister uden for huset og inde i salen kom i alle størrelser, aldre og vægtklasser. Cool!

Breaking: Hvem kan sige nej til en selfie med en to meter høj stormtrop? Ikke Trine fra orkestret i hvert fald 🙂

 

Filmekspert Maria Månson (førhen Filmselskabet på Dr K, nu Sprogquizzen på Dr K) var konferencier – og charmerede sig igennem det hele. Her kan man tale om en vært, der troværdigt kan formidler til publikum, at der er passion og kærlighed til musikken.

Hvad med en aften med god gysermusik?

Der er både Bernard Herrmans musik til Psycho, Bartóks musik brugt i Ondskabens Hotel, Jerry Goldsmiths musik brugt i Alien … og og og. Jeg kommer den aften! Eller hvad med en aften med film fra romantiske film? Den aften kan jeg så desværre ikke. Men mon ikke en masse par kunne tænke sig at trække et symfonisk kæletæppe over sig?

Bottom line for denne koncert er i hvert fald: Orgelspil deluxe, sprødt orkester, sød konferencier – lidt mere plads til effekter en anden gang, Michelle Rakers. Det foryngede publikum kvitterede med klap og trampen i gulvet, til OS var “tvunget” til at sende mig tilbage til et højdepunkt fra min barndom med et ekstranummer: temaet fra Steven Spielbergs E.T.

Af hjertet tak!

Ses vi i Ansgar Kirke i morgen?…. 🙂

 

Hvad?

Into the Unknown, 100 år med science fiction-film

Alan Silvestri: Back to the Future Suite

John Williams: Jurassic Park. A Symphonic Fantasy, arr. David Firman

Donald Romain Davis: The Matrix

Gottfried Huppertz: Metropolis Suite, arr. Frank Strobel/Marco Jovic

Hans Zimmer: Interstellar Suite

John Williams: Close Encounters of the Third Kind

Richard Strauss: 2001: A Space Odyssey (dvs. Also sprach Zarathustra: “Einleitung, oder Sonnenaufgang”), arr. John Syberg

Aram Khatjaturjan: Adagio fra Gajané

J. S. Bach: Toccata og Fuga i d-mol

Jerry Goldsmith: “The Dream” og “A New Life” fra Total Recall Suite

John Williams: uddrag af Star Wars – Suite for Orchestra

ekstranummer: John Williams: Tema fra E.T. 

Hvornår?

28. september 2018

Hvem?

Odense Symfoniorkester, Michelle Rakers (dir.), Tina ‘Quickstep’ Christiansen (orgel), Maria Månson (konferencier)

Richard Strauss, Kari Postma og Kristian Kluxen med Odense Symfoniorkester. En anmeldelse

Adræt, elegant, ekvilibristisk orkesterspil med fantastiske solopræstationer, en gudsbenådet sangerinde, en spillevende dirigent med fuldendt overblik: Det var en stor Richard Strauss aften denne torsdag d. 12. marts 2015 i Odense Koncerthus, hvor den unge danske dirigent, Christian Kluxen, og den norske sopran, Kari Postma, lagde publikum ned.

Kari Postma er et navn, vi skal lægge mærke til

Første del af aftenen indeholdt en kort scene fra Richard Strauss’ opera, Intermezzo, samt hans mesterværk, Vier letzte Lieder. Disse fire sidste sange, som Strauss skrev i 1948 kort før sin død, hylder skønhed, især skønheden i den livslange kærlighed mellem Strauss og hans kone, Pauline. Sangene og operascenen blev sunget af Kari Postma.

Kari Postma. Norsk sopran. Hvad kan man skrive om hende, uden at ende i overdrivelser? Jeg prøver alligevel: Gudindesmuk i en glitrende, tætsiddende kjole. Indbegrebet af lady. En stemme med wagnerstyrke. Kropssprog som en diva. Hun sang Richard Strauss 4 sidste sange præcis, som de skal synges; ganske enkelt smukt og bevægende. Hun var hverken for meget eller for lidt.

Kari Postma vs. verdensstjernen Anna Netrebko: 1 -0

For nylig nedkom verdensstjernen Anna Netrebko med et bud på de samme sange på CD. Netrebko er rædselsfuld. Hun sovser disse utroligt smukke sange ind i sødladen operastemning med et vibrato, man kan hoppe i sjippetov til. Kari Postma derimod…. perfektion, indlevelse. Hun forsøgte ikke på et eneste tidspunkt at stråle over musikken, kun gennem musikken. Denne musik, som er en afsked med kærlighed, med liv, med det gamle Europa, med romantikken i musikken.

Læs også: Berlingskes musikanmelder, Søren Schauser, er ikke enig i, at Netrebko fejler i disse sange

Odense Symfoniorkester skal roses. Musikerne foldede dette fløjlsbløde klangrum ud, som Strauss skabte i noder. Jeg er ikke sikker på, musik faktisk kan være mere elementært smuk end denne. Koncertmester (førsteviolinen), Eugen Tichindeleanu, spillede den smukke violinsolo i den tredje sang, Beim Schlafengeh’n, så der ikke var et tørt øje i salen. Eller, hvis der var et tørt øje i salen, så ved jeg ikke, hvorfor vedkommende overhovedet går til koncert. Jeg måtte vride og klemme min håndfuld Kleenex til en lille klump under denne akutte overdosis af skønhed og melankoli.

Kari Postma. Vidunderlig solist i Vier Letzte Lieder med Odense Symfoniorkester.

Numsedans til umpa-umpa-musik

Anden del af koncerten var to ungdomsværker af Strauss: Don Juan og Till Eulenspiegels lustige Streiche.

Man kalder den slags musik for symfoniske digtninge, fordi musikken har en handling. Og det kan høres. Musikken har en abrupt, konstant skiftende stil. Fra det hidsige til det fjollede til det romantiske og tilbage igen. Næsten som om musikken var klippet til i forhold til en film.

Vi er ude i ren underholdningsmusik – men på meget højt plan. Meget få komponister har skrevet så ekvilibristisk for orkester som Richard Strauss. Rie Koch, der stod for koncertintro denne aften, fortalte, at ingen fra orkestret havde lyst til at stille op under introen og spille deres soli. Hvorfor? Fordi Strauss musik er vanvittigt svær at spille. Og tiden op til en koncert derfor skal bruges på at øve og varme op. Min koncertveninde og jeg var enige om, at øveriet havde betalt sig. Jeg har ikke hørt orkestret spille så godt før. Dirigenten, Christian Kluxen, er en mand, som meget gerne må blive inviteret til Odense noget oftere. Præcis i sine markeringer, fuldstændigt overblik – og ikke af vejen for at danse en lille numsedans på podiet til en umpa-umpa-sekvens i Till Eulenspiegels lustige Streiche. Damen på rækken bag ved os denne aften grinte højlydt med. Fortjent!

Eksperter i klassisk musik siger ofte, at ren instrumentalmusik ikke kan være sjov, uanset hvor meget, komponisterne prøver. Richard Strauss og Odense Symfoniorkester med deres fantastiske, numsedansende gæstedirigent beviste, at eksperterne tager fejl.

Kari Postma:  Hun måtte gerne have sunget hele aftenen

Strauss ungdomsværker er underholdende og godt skrevet. Men: I grunden kunne aftenen for min skyld have været et helt program med sange af Richard Strauss. Så var jeg dog ikke sluppet gennem aftenen uden hulk og snøft.

Jeg var ret spændt på denne aften. Om jeg, en granvoksen mand, kunne komme igennem Vier letzte Lieder uden at tude. Disse sange går direkte om bag mine parader, lige ind i hjertet – uden omvej. Og det er der meget lidt anden musik, der kan. Alle, der har set skønheden i et langt kærlighedsforhold, fx. ens forældres livslange kærlighed, vil føle vemod ved disse sange. Tag den sidste sang, Im Abendrot (I aftenrøden), om et ældre ægtepars vandring ind i natten – sammen:

Igennem sorg og glæde
Gik vi hånd i hånd
Vi efter rejsen dvæler
Højt over det stille land.

Rundt om os falder dalene,
Og snart falder mørket på,
Kun et lærkepar stiger
I disen længselsfuldt.

Kom her og lad dem svirre,
Snart er det tid til søvn.
Gid vi ej farer vild
I denne ensomhed.

Oh, stille fred!
Så dyb i aftenrøden
Hvor er vi vandringstrætte –
Er dette måske døden?