Blog & Fotokunst

Tag: orgel (page 1 of 1)

SymfoniRumrejsen 2018

Solen står op bag Jorden, som står op bag Månen. Sådan starter Stanley Kubricks sci-fi film Rumrejsen år 2001 (1968) til tonerne af den senromantiske komponist Richard Strauss’ tonedigtning Also Sprach Zarathustra.

Netop denne musik var det galaktiske tyngepunkt, centralsolen, omkring hvilket alle aftenens små, underholdende stykker lå i kredsløb. Temaet for aftenen: Ind i det ukendte – 100 år med science fiction filmmusik. Vi kom ud i rummet, ned under vandet, til fremtiden, til fortiden, til alternative virkeligheder.

Odense Symfoniorkester er et prægtigt Richard Strauss-orkester. Og orkestret er sådan en aften med lækker, interstellar lyd fint tilsmagt med orglet oppe på væggen –  som Ansgar Kirkes organist, Tina Christiansen, spillede på, som havde hun fire fødder og 20 fingre. Mere Strauss fremover, OS, mere!

Jeg ville måske gerne have haft endnu mere plads til orglet og lidt mindre hastigt afsnuppede pointer, når orgel og orkester spillede sammen. Vi fik jo også Hans Zimmers eminente musik til en anden af mine sci fi-favoritter, Interstellar (2014). I Zimmers musik til den film spiller orglet en nærmest religiøst stor rolle. Der kunne godt være endnu mere bombast og Tina Christiansen til Strauss og Zimmer sådan en filmaften. Nuvel, det fungerede fint alligevel med et super sprødt spillende orkester.

(Bær over med mig – men jeg blev glad for organisten i går aftes; det er ikke helt gået af mig. Måske nok også derfor, jeg syntes, at dirigenten, Michelle Rakers, skulle have givet Tina Christiansen mere tid og rum til at shine 🙂 )

Så for at TALE om noget andet:

Orgel.

Man skeler jo nogle gange til orglet i Odense Koncerthus og tænker – hvad kan det? Det kan en del. Tina Christiansen fik en stor solo i form af Bachs notoriske Toccata og Fuga. Man formoder, han har skrevet det som en art testmusik til brug for justering af orgler. Og det kan man høre tydeligt i den indledende, forrevne toccata. Toccata betyder løst oversat: hurtig på fingrene. Og ikke kun på fingrene, når vi taler orgel. Man skal også være hurtig på fusserne, fordi orglet jo har pedaler til bastonerne. Tina ‘Quickstep’ Christiansen spillede stykket uden at kalke dets revner og sprækker over, lige ekvilibristisk på fingre og fødder.

Der er ingen tvivl om, at en filmkomponist som John Williams har lånt ret meget fra klassiske komponister som Gustav Holst, Richard Strauss, Korngold osv. Klik her og hør fx hvor tæt Star Wars temaet læner sig op af et tema, Korngold skrev til filmen King’s Row Komponister har altid lånt fra hinanden; ja selveste Mozart stjal en hel symfoni (nr. 37) fra Michael Haydn og udgav den som sin egen, da han var i tidnød for at skrive en symfoni selv! Men det var nu fedt, vi denne aften også kom tilbage til kilderne… til Bach og til Strauss og til Khatjaturjan – originalerne (som stjal fra atter andre – ingenting falder ned fra himlen her i verden). Det er nu engang den tunge klassiske musik, der siger mig mest…

Koncerten trak et andet crowd til Odense Koncerthus

Ingen grå manker – stort set kun min. Til gengæld super mange unge og semi-unge. Fedt! Filmmusik er vel dén type musik, der har mest tyngdekraft, hvis man vil tiltrække unge for udtrykket i symfonisk/klassisk musik. På den måde er der vel en fin dobbeltbetydning i overskriften: Into the Unknown. Hvordan vi får dem til at komme igen til fx 50 minutters uafbrudt Richard Strauss – den nød er sværere at knække. Men fredag aften var et godt forsøg! Med de til formålet inviterede stormtropper, man kunne tage selfies med. På det punkt var der også rummelighed: De udklædte frivillige Star Wars-statister uden for huset og inde i salen kom i alle størrelser, aldre og vægtklasser. Cool!

Breaking: Hvem kan sige nej til en selfie med en to meter høj stormtrop? Ikke Trine fra orkestret i hvert fald 🙂

 

Filmekspert Maria Månson (førhen Filmselskabet på Dr K, nu Sprogquizzen på Dr K) var konferencier – og charmerede sig igennem det hele. Her kan man tale om en vært, der troværdigt kan formidler til publikum, at der er passion og kærlighed til musikken.

Hvad med en aften med god gysermusik?

Der er både Bernard Herrmans musik til Psycho, Bartóks musik brugt i Ondskabens Hotel, Jerry Goldsmiths musik brugt i Alien … og og og. Jeg kommer den aften! Eller hvad med en aften med film fra romantiske film? Den aften kan jeg så desværre ikke. Men mon ikke en masse par kunne tænke sig at trække et symfonisk kæletæppe over sig?

Bottom line for denne koncert er i hvert fald: Orgelspil deluxe, sprødt orkester, sød konferencier – lidt mere plads til effekter en anden gang, Michelle Rakers. Det foryngede publikum kvitterede med klap og trampen i gulvet, til OS var “tvunget” til at sende mig tilbage til et højdepunkt fra min barndom med et ekstranummer: temaet fra Steven Spielbergs E.T.

Af hjertet tak!

Ses vi i Ansgar Kirke i morgen?…. 🙂

 

Hvad?

Into the Unknown, 100 år med science fiction-film

Alan Silvestri: Back to the Future Suite

John Williams: Jurassic Park. A Symphonic Fantasy, arr. David Firman

Donald Romain Davis: The Matrix

Gottfried Huppertz: Metropolis Suite, arr. Frank Strobel/Marco Jovic

Hans Zimmer: Interstellar Suite

John Williams: Close Encounters of the Third Kind

Richard Strauss: 2001: A Space Odyssey (dvs. Also sprach Zarathustra: “Einleitung, oder Sonnenaufgang”), arr. John Syberg

Aram Khatjaturjan: Adagio fra Gajané

J. S. Bach: Toccata og Fuga i d-mol

Jerry Goldsmith: “The Dream” og “A New Life” fra Total Recall Suite

John Williams: uddrag af Star Wars – Suite for Orchestra

ekstranummer: John Williams: Tema fra E.T. 

Hvornår?

28. september 2018

Hvem?

Odense Symfoniorkester, Michelle Rakers (dir.), Tina ‘Quickstep’ Christiansen (orgel), Maria Månson (konferencier)

Bach med krummelurer

Bach har altid krummelurer. Det er barok. Barok er krummelurernes og forsiringernes tid.

I dag indbød Odense Domkirke med domorganist Randi Elisabeth Mortensen til orgelkoncert i Luthers tegn her i 500-året for reformationen. Ganske gratis koncert! Er det ikke et godt kulturtilbud?

 

Programmet hørte ikke til de poppede inden for Bachs komplicerede skaberværk. Han ville gerne gå ind i historien som den 5. evangelist. Nogle gange taler en evangelist klart. Andre gange mere komplekst. De tre værker o dag – præludium og fuga i es BWV 552 og salmebearbejdningen ‘Vater unser im Himmelreich’ – stiller krav til lytteren. En udfordring er altid godt. Men det kan være lidt svært at springe på bussen med de værker.

Et kirkeorgel lyder altid fantastisk. Men i meget forsiret musik med et væld af detaljer har domkirkens orgel en lille tendens til at mudre til. Om det er orgel eller rum kan være svært at afgøre.

 

Skønheden redder verden, min dreng. Odense Symfoniorkester og den Franske Forbindelse

‘Det bliver skønheden, der kommer til at redde verden, min dreng’, sang rocklegenden Nick Cave for nogle år siden. Og måske har han ret. Verden, vi lever i, indeholder meget grimt, ondt forfærdeligt. Tv-skærme, sociale medier, aviser svømmer over i tragedier, der i stadigt mere udpenslet vulgære former møder vore øjne og ører. Den ene udemokratiske, narcissistiske statsleder efter den anden vælges ind i tilsyneladende uendelige embeder af nervøse masser, der vil have lette løsninger. Nu er det efterhånden forbudt at have læst en bog; for så er man en del af  ‘eliten’.

Men nogle gange kan sådan noget som dette ske:

Den store melodi

For at forberede min koncertkammerat, Alexander, på, hvad han havde i vente med aftenens koncert med OS, Odense Symfoniorkester, placerede jeg ham en dag strategisk foran mine højttalere og spillede ‘den store melodi’ fra slutningen af franske Camille Saint-Saëns’ Orgelsymfoni for ham. Det er den melodi, berlinerne spiller i clippet ovenfor.

Virkningen på min kammerat var nærmest fysiologisk. Med et ‘åårh’ lænede han sig langsomt tilbage i en tilstand af salighed. Sådan virker stor skønhed på os. Den er overvældende, saliggørende. I en af mine yndlingsfilm, Den Store Skønhed, falder en japansk turist bogstaveligt talt om på grund af Roms skønhed. Skønheden behøver ikke betyde det fjerneste. Men vi bliver rørt, fordi den viser os, verden indeholder stor skønhed – hvilket som sagt er nemt at glemme med alle de indtryk af grimhed, vi konfronteres med og selv deltager i. Sådanne oaser af skønhed lod Odense Symfoniorkester os opleve under gårsdagens koncert.

Vi indledte med Prokofievs flotlette første violinkoncert, hvor unge og skødesløst kompetente Boris Brovtsyn førte os gennem et tonelandskab, der mindede mig om bøgeskove og Mendelssohns fe- og alfemusik. Stor skønhed træder bedst frem på en baggrund af konflikt og kontraster. Prokofievs maniske melodier er den perfekte baggrund for at give os lyttere en frydefuld opstigning til en blå himmel med små vattotskyer i slutningen af violinkoncerten. Det skal høres for at forstås. De her ord en en bleg afglans af den befrielse, der ligger i violinkoncerten. Symfonikerne spillede langt hen ad vejen denne fine musik fra den først verdenskrigs turbulente tid som små englebasser.

 

Boris Brovtsyn (f. 1977) legede sig igennem Ravel og Prokofiev.

Og efter pausen kom så Saint-Saëns mesterværk, den tredje symfoni

… som besvarede et brændende spørgsmål: Duer Odense Koncerthus Marcussen-orgel egentlig til noget, eller er det bare vægpynt og en forskræmt lille salmecykel? Svaret er: Ja, det duer til noget, og nej det er ikke et sky husorgel! Vel er det ikke det største grej i verden, men det stod distancen. Den langsomme sats i symfonien var den første balsamiske oase. En lang, ufatteligt smuk melodi med støtte af et orgel kan ikke undgå at virke fysisk på os. I romantikken, som Saint-Saëns befandt sig på bagkanten af, havde man endda et begreb for den psykosomatiske tilstand af pulsændring og let svimmelhed som oplevelsen af kunst eller af mange kunstværker inden for kort tid kan bevirke: Stendhal syndromet. Jeg tror, vi var mange, der under denne langsomme sats, lænede os behageligt svimle tilbage med et ‘aaaah’. Skønheden fik os til at ånde lettet op. Den store melodi i slutningen af værket er det, man venter på, når man kender værket på forhånd. Der fik vi aftenens største ‘aaaah’-oplevelse. Vi var i en verden af c-dur, et brag af lys, der sendte os glade ud i natten.

Hårdkogte musikteoretikere som tyskeren Theodor Adorno afskyede denne musik

Fuld af løgn, ville han have sagt. En bedøvelse, der lokker os ind i passivitet og glemsel for verdens problemer. Ikke den ægte verden, ville han have sagt! Sådan har jeg det med dansktop-musik – der tillader jeg mig at være skamløst elitær. Men stor og veltillavet skønhed som denne symfoni, den lille oase af fred og lys lader jeg ingen tørre teoretikere tage fra mig. Den store melodi går lige ind, bagom al forstand, bagom alle tanker om ‘god smag’ eller kritik. Lige i hjertet.

Symfonien er fra 1886, en luksuspræget tid, hvor kunst havde taget religionens rolle og intet var prangende nok. Saint-Saëns læremester, Franz Liszt, introducerede orgelet i den symfoniske tradition i 1850’erne. Men vi skal nogle år frem, før Mahler og Saint-Saëns og Richard Strauss for alvor får dets potentiale frem i ikke-kirkelig sammenhæng. Odense Symfoniorkester er i en spændende udvikling, hvor man tumler nogle af de virkeligt tunge, fysisk og psykisk krævende monumentalsymfonier af fx. Mahler og Bruckner. Jeg håber, man en dag vil tage livtag med Mahlers 8., der også kræver orgel! Eller hvad med ‘Also Sprach Zarathustra’ af Richard Strauss?

 

OS modtager publikums hydelst efter Saint-Saëns store c-dur slutakkord

Én gang til!

På vej ud af koncertsalen i går aftens hørte jeg mig selv sige til min kammerat: Man burde næsten tage ind igen i morgen og høre det forfra… Det hører man mig sjældent sige. Ikke fordi en koncert har været dårlig, men fordi man egentlig er godt tilfreds og mæt efter en god koncert. Men behaget ved at blive bedøvet i skønhed, som det skete i går aftes, kan man ærligt talt godt bruge to gange. Med Goethes ord skal man søge at være i selskab med folk, der laver og elsker musik.

 

Wo Musik ist, da lass dich ruhig nieder. Böse Menschen haben keine Lieder

–   Johann Wolfgang von Goethe