Blog & Fotokunst

Tag: Odeon (page 1 of 1)

Årets Pressefoto 2018 i Odeons foyer, Odense

Som hobbyfotograf er en af mine største inspirationskilder pressefotos. De har ikke kunstneriske budskaber, er direkte, har masser af kant – og er ofte smukke trods et grumt indhold. Nogle af de bedste protrætter laves af pressefotografer.

Og som beskuer ved man, der er meget på spil inden for genren pressefoto. Pressefotografer er udsatte i krigs- og konfliktzoner. Hvis de ikke satte deres liv på spil, ville vi andre vide meget mindre om, hvad der sker i verden.

Eksempel: Migrantkrise på Middelhavet. Ord kan beskrive, hvad der sker på Middelhavet disse år med de mange migranter og asylsøgere. Men billederne – som nu dem på Årets Pressefotos – gør virkeligheden umiddelbart nærværende. Med samme farvebrillans, som vi alle i dag alle kan lave feriefotos, vises overlevende, kæmpende og druknede i det akvamarinblå vand.

Det vigtige i disse og andre fotos kan ikke undervurderes. Derfor kan det undre, at udstillingen i Odeon er så stedmoderlig. I gamle dage (for et par år siden) var Årets Pressefotos en flot og seriøs udstilling her i Odense. Der var plads, flotte print, luft om de enkelte fotos og serier.

Så valgte man, at Årets Pressefotos – dengang på Brandts Klædefabrik – ikke skulle være en del af Odenses kulturprofil, ligesom fotokunst i det hele taget blev kraftigt reduceret. Her havde Odense ellers haft en vigtig niche.

Nu er pressefoto-traditionen vistnok tilbage. På det lidt tamme Odeon. Lige inden for indgangen. Uden plads, placeret på ned-fra-loftet hængende papstykker. Det suger kraften ud af billederne, som også printes så småt, at de ikke rigtigt kan nærstuderes. Det synes jeg er synd. Hvis man skal gøre noget, skal man gøre det ordentligt. Og jeg er sikker på, det her kan gøres anderledes og bedre.

årets pressefoto, Odeon

Årets pressefoto 2018 i Odeons foyer er en tynd omgang

Søndagsmatiné i Odeon: Til helvede med traditionen!

Musikkonservatoriets sal … ligger ikke i Musikkonservatoriet. Ligesom Odense Teater har Odense Musikkonservatorium nu til dels til huse i Odeon. Jeg havde ikke været i denne sal før og var positivt overrasket. En virkeligt dejlig sal. Man sidder stejlt, så alle har udsyn til solisternes gulv. Smukke frisk-grønne sæder, glimrende akustik. Her er jeg ikke kommet for sidste gang. Og så var det gratis i dag. Tænk, man kan gå fra gaden ind og få en times gratis musik spillet af proffer!

Dagens matiné startede med en lille lækker, moderne variations-ting fra 1981 af norske Knut Guettler (1943-2013) over den kendteste renæssance-melodi, Greensleeves, som Henrik d. VIII måske er ophavsmand til. Toms Timofejevs på solo-kontrabas måtte sætte an to gange, fordi et par publikummer kom for sent. Men pyt, det er søndag, og vi skal heller ikke være for stive i det. Jeg kendte ikke Guettlers lille værk, der emmer af skæv norsk folketone, men nød især pizzicato-variationen.

 

Jeg elsker Schubert. Ingen kan som han skrive kammermusik, der rummer et hel orkesters udtryk. Vist, Schumann sagde med et glimt i øjet, at Schuberts værker havde himmelske længder, underforstået: lidt til den lange side. Men når Schubert er bedst (og det var han nok ikke i dag), tager man alle hans gentagelser med. I dag fik vi Variationer over sangen ‘Trockne Blumen’ med Berit Juul Rasmussen på klaver  (med de mest vilde sideskift i noderne, jeg har oplevet – ritsj, ritsj af sted ud over stepperne) og Ragnhildur Jósefsdóttir på tværfløjte. Værket er ikke et højdepunkt i Schuberts enormt lange værkrække. Absolut til den lidt for lange side. Og Jósefsdóttir kæmpede noget med at have luft nok til de hurtige variationer. Men hvad, det er søndag, det var helt fint. Ikke mindst på grund af Berit Juul Rasmussen.

Matineen blev afsluttet på et højdepunkt

Og det skete med en af det tyvende århundredes mest kontroversielle komponisters, Dmitri Sjostakovitj’ sidste værk, Sonaten for bratsch og klaver op. 147 fra 1975.  Odense Symfoniorkesters blændende solo-bratschist, Rafael Altino, spillede rummet op væg til væk med en kæmpemæssig tone, en hypnotiserende inderlighed og en passioneret desperation over for polske Karolina Bogus’ melankolske og fantastiske klaver.

Værket genlyder af den sene Sjostakovitj’ dødsanelser og dybe melankoli

I kammermusikken finder vi den mest ægte Sjostakovitj, hvor symfonikeren Sjostakovitj ofte skjuler sine ægte følelser og tanker bag masker og parodier ligesom hans store forbillede, Gustav Mahler. Et fællestræk for den sene Sjostakovitj er også de åbenlyse citater og lån fra andre komponisters berømte værker. Det er noget store komponister godt må. Jeg var som besat af sidste sats’ fusion af Beethovens Måneskinssonate, sørgemarchen fra Beethovens Eroica-symfoni indlejret i et klassisk Sjostakovitj-univers! Mageløst! En indadvendt modernist, der rækker ud til sit publikum – som da Alban Berg citerede Johann Sebastian Bach node for node i sin violinkoncert. Det rammer én på den musikalske rygrad – alt det, ens forældre har sørget for at man har med af kulturel dannelse og viden om vores kulturs rødder.

Det er en musik, der går sine egne veje; som følger sin egen logik. Hvis man kan og vil følge med, får man en oplevelse af skønhed og sandhed.

Jeg har sjældent oplevet et så fokuseret publikum i Odense. Under Altinos stille solokadence i første sats, kunne man høre en knappenål falde til gulvet.

 

 

Sørgelig musik har en opløftende egenskab. Det er virkelig underligt. Vi gik ud i solen beriget af denne sorgfulde musik. Og med et lille smil på læben over underskønne Karolina Bogus. Kun velanstændigheden afholdt mig fra at springe ned på scenen for at give denne vævre kvinde et varmt kram!

På vej ud hørte jeg nogle ældre publikummer hvisle om, at man da ikke kan forvente, publikum kommer tilbage efter at få serveret så moderne musik

Nu siger man jo ikke noget som høfligt menneske. Men det, jeg ville have sagt, var, at netop denne art musik må og skal på programmet. Vi kan ikke blive ved med at få serveret sikre navne fra Haydn til Schubert.

Det er fantastisk at disse dygtige musikere og Odeon tør sætte relevant moderne musik på programmet. I mandags, da jeg var til indstillingsmøde for Odense Musikudvalg, var det en af diskussionerne. Forholdene for den nye musik, muligheden for at tale til et nyt, yngre publikum. Jeg valgte ikke at stille op til udvalget, men i stedet give min støtte til den kandidat, jeg kunne se flest af mine tanker om Odenses klassisk musikliv i, Katrine Nordland. Hun er kendt for koncertintroer for Symfoniorkestret, for sit virke i musikbiblioteket, som nu desværre skrumper og flytter. Katrine blev til at begynde med valgt, og jeg åndede lettet op over, at hendes konservative modkandidat ikke blev valgt. På grund af en absurd optællingsfejl blev resultatet vendt om et par dage senere. Ikke godt. Jeg tror ikke på, at den klassiske musik i Odense skal plejes med en tro på, at folk nok kommer af sig selv, at der ikke skal rækkes ud til unge uden for konservatoriet.

Symfoniorkestret gør meget for at forny publikum, hvilket er afgørende for, at denne kulturform ikke forsvinder. Jeg håber, orkestret også tør sætte klassikere fra det 20. århundrede på programmet. Jeg kunne mærke på publikummet i dag, at man er klar til at nyde musik fra det århundrede, de fleste af os er født i. Man kan godt andet end det sikre. Og ja, så vil der være ældre publikummer, der sorteres fra, fordi de ikke kan andet end det klassisk-romantiske. Bare ærgerligt. Til helvede med traditionen. Som Mahler sagde: ‘Det, I kalder jeres tradition, det kalder jeg jeres ligegyldighed og sjusk.’

Jeg glæder mig til mere moderne kompositionsmusik i Odense. Og til flere matineer i Odeons dejlige sal!

 

Hvad: Søndagsmatiné med musik af Guettler, Schubert og Sjostakovitj

Hvornår: Søndag. d. 8. oktober 2017

Hvor: Musikkonservatoriets nye sal i Odeon, Odense

Hvem: Toms Timofejevs, kontrabas – Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte – Berit Juul Rasmussen, klaver – Rafael Altino, bratsch – Karolina Bogus, klaver

Game of Thrones: Macbeth på Odeon

Siddende på umagelige klapsæder a la campingplads fik jeg og min teatermakker oplevet Odense Teaters nye sal på Odeon, indviet i blod og vand via Shakespeares Macbeth. Et af de korte Shakespeare-stykker, men med nogle af de mest kendte monologer. Stykket er nybearbejdet og iscenesat af Simon K. Boberg, og Macbeths univers er reduceret til mørke, røg, blod, lædertøj og uforklarlig halvnøgenhed – egentlig ret meget som HBO-serien Game of Thrones, som alle – eksklusive jeg – åbenbart elsker.

Jeg er hverken teater- eller shakespearekender. Men hvis jeg skulle beskrive den dramatiske bue i denne forestilling, ville jeg sige: Det går fra dystert til rigtig forfærdeligt. Der er intet lys noget sted, det er en lang rædsel. Lige så unuanceret som den utroligt larmende musik, der drøner gennem stykket. Det er bare en mur af lyd, som stykket er en mur af vold. Det forbliver gådefuldt for et moderne menneske, hvorfor Macbeth ender, hvor han ender – med mindre man slæber sin egen psykologiske sans ind i teatersalen og husker det gamle ord om, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut.

Den nemme mand

I forestillingen ligger forklaringerne lige dele i en heksespådom og hos den fra starten helt utroligt brutale lady Macbeth. Hun behøver bare beklikke hans maskulinitet og ambitionsniveau – så er han og hun allerede i gang med at planlægge mord. Det ender med to timers aflivning af indbildte og reelle modstandere, egentlig ganske uforklaret. Jeg siger ikke, vi har brug for at blive mindet om, at Macbeth muligvis havde en hård barndom eller problemer med selvværdet. Men når udgangspunktet er, at han er general – og dermed allerede voldsparat – og simpelthen bare bliver mere voldsparat, så mangler mellemregningerne fuldstændigt.

 

Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow,
Creeps in this petty pace from day to day,
To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools
The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life’s but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,
And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.

 

Anmelderne har ikke været flinke ved Lady Macbeth, spillet af Marie Dalsgaard

Fejlcastet, har man sagt om Marie Dalsgaard. Jeg og min teatermakker tenderer mod at være enige. Ikke overbevisende. Uden den intelligente manipulators og blodliderlig furies vildskab. Forceret, ikke troværdigt. Jeg kan godt have ondt af hende, for hun kæmper for rollen. Men hun er alt for lys og lyrisk til denne dronningeheks.

Claus Riis Østergaard passer derimod som fod i hose i rollen som Macbeth. Han får ikke lov at afsøge de mere poetiske sider af sine monologer, men som marionet i et fysisk drabeligt spil om magt er hans præstation spot-on, hans vanvidscener er ikke just diskrete, men komplet psyko.

Bedst kunne jeg lide Jon Lange som Banquo – der starter som en af Macbeth’s venner og ender som hakkebøf – og Nicolai Jandorf som Macduff, der i stykket er Macbeths primære banemand. De to var ikke bare marionetter i et spil større end dem selv; der foregik noget bag øjne og ansigter, der rummede mere, noget gådefuldt.

Stykket spilles ikke med moderniseret sprog, men som klassisk Shakespeare med blankvers – hvilket gør det lidt svært at følge de hurtige dialoger. Hvis man ikke har læst op på sin Shakespeare med jamber og pentameter og blankvers, så kan der smutte en hel del dialog i røgen, som driver rundt om og på scenen.

Rammerne?

Tjah, Odeon ligner lidt en ny provinslufthavn indvendigt. Plasticagtig. Der er endda en ølbar med høj popmusik – og man kan også købe flødeboller der. Et sted reklameres med 6 store fadøl for 250 kroner. Det hele er meget lyst og glat. Jeg kom også til at tænke på, at det kunne ligne en udvidelse af Rosengårdcentret.

Odeon interiør

Odeon interiør

Teatersalen er yderst skrabet. Man sidder som kyllinger på campingstole med klapsæde – så smalle, at ingen normaldansker har plads i bredden. Man kommer hinanden ved! Rigtig meget ved, nærmest lag på lag. Temperaturen stiger støt til det, der føles som knap 30 grader, og scenens opbygning er så rektangulær, at man får hold i nakken, hvis man – som vi – sidder lidt ude i den ene side af salen.

Campingstol i Odeons teatersal

Campingstol i Odeons teatersal. Den ser betydeligt større og mere behagelig ud, end den reelt er.

Kommer man i god tid, henviser en bestemt, ung dørkvinde én til venligst at deponere jakker og selv små tasker i garderoben. Hvis man derimod kommer anstigende lige før, dørene lukkes, kan man åbenbart tage det hele med ind.

Prisen for en billet er 270 plus 20 til garderobe (hvis man mister den lille stump plastic med ens garderobenummer, så koster plasticstumpen 50 kroner i gebyr – det står med store bogstaver på stumpen; det har jeg godt nok aldrig set før). Med andre ord kommer man let af med 2-3 gange en biografbillet. Og til den pris fatter jeg ikke, at Odeon byder et kulturbærende publikum så ringe komfort. For den samme pris kan man sidde behageligt polstret inde ved naboen, Odense Koncerthus, og få stor kunst serveret af 70-100 musikere!

Havde teaterbilletten til hønserækkerne i Odeon kostet en flad 50’er, så …. fint nok. Men 290 kroner med det hele … Det kan da ikke gå på den måde. Hvilken designer er sluppet igennem med den tossede opbygning? “Det skal gøre ondt at gå i teatret, det skal være ukomfortabelt, man skal kunne mærke det!”. Glem det. Jeg tror, det desværre i længden kan komme til at betyde tab af publikummer.