Blog & Fotokunst

Tag: odense symfoniorkester (page 1 of 2)

Pjæk i Den Anden Wienerskole

Lige siden jeg så årets katalog over klassiske koncerter i Odense, har jeg glædet mig til denne aften. Schuberts store C-dur symfoni, (harmløse) sange af Alban Berg og – især – Weberns 6 Stykker for stort orkester.

Webern spilles næsten aldrig. Han udtrykker sig så kort, at en sats i et af hans værker kan være få sekunder kort. Der er noget meget mystisk over hans musik. Hans tonesprog er moderne – ligesom hos kammeraterne Schönberg og Alban Berg.

Tilsammen kalder man de tre for Den Anden Wienerskole.

Weberns 6 Stykker er på min klassiske top-20. De er som en symfoni af Schubert eller Mahler komprimeret og krystalliseret til det kortest tænkelige. Programlægningen denne aften nærmede sig det geniale med Schubert som træstammen og Berg og Webern som de unge grene.

Men så her til aften … skuffelse, nedtur, vrede.

I sidste øjeblik var Webern sparket ud. I stedet: et stykke af Bach. Bach, som aldrig satte sine ben i Wien og kun rent teoretisk har noget med Schubert og Anden Wienerskole at gøre. Hvorfor denne ændring i en fremragende programlægning? Ingen aner det. Man tænker: typisk Odense. Store ideer, som ender med at blive ‘et eller andet’.

Jeg har før talt for, at der bør spilles mere god musik fra det 20. århundrede. Vi svigter vores egne rødder ved at gå efter det sikre. Ikke et ondt ord om Bach – men han er rigt repræsenteret i koncertprogrammer. Alban Berg spilles også relativt ofte. Men Webern stort set slet ikke.

Skuffelsen fordampede dog med Schubert

Selvom programmet var udhulet, glædede jeg mig over Schubert. Det var der flere, der gjorde. Hans store C-dur- symfoni er en rytmisk og melodisk herlighed. det var lige før, der udbrød deciderede klapsalver efter første sats!

Schumann omtalte længden på Schuberts værker som ‘himmelske længder’. Schubert var glad for sine ideer og gentog dem ofte – men hvad gør det? Hans ideer er jo fantastiske. Tilmed er C-dur symfonien den første ‘sammenbrudssymfoni’. Midt i den lystige og melankolske andensats brækker musikken over i nogle fortvivlede gestus, og der bliver helt stille. Musik, der går over gevind – en lystighed, der bryder sammen under sit eget postulat.

Det musikalske nervesammenbrud som virkemiddel er en effekt, som de langt senere Mahler og Bruckner anvender hyppigt og med stor intensitet.

Orkestret var i aften ledet af nu ex-chefdirigent Alexander Vedernikov, som jo nu skal lede operaen i København. Vedernikov holdt sin Schubert klar, rytmisk præcis. Får så være, man kunne ønske sig større dynamiske udsving, mere rå og rustik træblæsersektion, mindre nervøse hornister. Det er ting, der ikke skal trække ned i en dejlig Schubert, der redde de forvirrede programlæggere for aftenen.

SymfoniRumrejsen 2018

Solen står op bag Jorden, som står op bag Månen. Sådan starter Stanley Kubricks sci-fi film Rumrejsen år 2001 (1968) til tonerne af den senromantiske komponist Richard Strauss’ tonedigtning Also Sprach Zarathustra.

Netop denne musik var det galaktiske tyngepunkt, centralsolen, omkring hvilket alle aftenens små, underholdende stykker lå i kredsløb. Temaet for aftenen: Ind i det ukendte – 100 år med science fiction filmmusik. Vi kom ud i rummet, ned under vandet, til fremtiden, til fortiden, til alternative virkeligheder.

Odense Symfoniorkester er et prægtigt Richard Strauss-orkester. Og orkestret er sådan en aften med lækker, interstellar lyd fint tilsmagt med orglet oppe på væggen –  som Ansgar Kirkes organist, Tina Christiansen, spillede på, som havde hun fire fødder og 20 fingre. Mere Strauss fremover, OS, mere!

Jeg ville måske gerne have haft endnu mere plads til orglet og lidt mindre hastigt afsnuppede pointer, når orgel og orkester spillede sammen. Vi fik jo også Hans Zimmers eminente musik til en anden af mine sci fi-favoritter, Interstellar (2014). I Zimmers musik til den film spiller orglet en nærmest religiøst stor rolle. Der kunne godt være endnu mere bombast og Tina Christiansen til Strauss og Zimmer sådan en filmaften. Nuvel, det fungerede fint alligevel med et super sprødt spillende orkester.

(Bær over med mig – men jeg blev glad for organisten i går aftes; det er ikke helt gået af mig. Måske nok også derfor, jeg syntes, at dirigenten, Michelle Rakers, skulle have givet Tina Christiansen mere tid og rum til at shine 🙂 )

Så for at TALE om noget andet:

Orgel.

Man skeler jo nogle gange til orglet i Odense Koncerthus og tænker – hvad kan det? Det kan en del. Tina Christiansen fik en stor solo i form af Bachs notoriske Toccata og Fuga. Man formoder, han har skrevet det som en art testmusik til brug for justering af orgler. Og det kan man høre tydeligt i den indledende, forrevne toccata. Toccata betyder løst oversat: hurtig på fingrene. Og ikke kun på fingrene, når vi taler orgel. Man skal også være hurtig på fusserne, fordi orglet jo har pedaler til bastonerne. Tina ‘Quickstep’ Christiansen spillede stykket uden at kalke dets revner og sprækker over, lige ekvilibristisk på fingre og fødder.

Der er ingen tvivl om, at en filmkomponist som John Williams har lånt ret meget fra klassiske komponister som Gustav Holst, Richard Strauss, Korngold osv. Klik her og hør fx hvor tæt Star Wars temaet læner sig op af et tema, Korngold skrev til filmen King’s Row Komponister har altid lånt fra hinanden; ja selveste Mozart stjal en hel symfoni (nr. 37) fra Michael Haydn og udgav den som sin egen, da han var i tidnød for at skrive en symfoni selv! Men det var nu fedt, vi denne aften også kom tilbage til kilderne… til Bach og til Strauss og til Khatjaturjan – originalerne (som stjal fra atter andre – ingenting falder ned fra himlen her i verden). Det er nu engang den tunge klassiske musik, der siger mig mest…

Koncerten trak et andet crowd til Odense Koncerthus

Ingen grå manker – stort set kun min. Til gengæld super mange unge og semi-unge. Fedt! Filmmusik er vel dén type musik, der har mest tyngdekraft, hvis man vil tiltrække unge for udtrykket i symfonisk/klassisk musik. På den måde er der vel en fin dobbeltbetydning i overskriften: Into the Unknown. Hvordan vi får dem til at komme igen til fx 50 minutters uafbrudt Richard Strauss – den nød er sværere at knække. Men fredag aften var et godt forsøg! Med de til formålet inviterede stormtropper, man kunne tage selfies med. På det punkt var der også rummelighed: De udklædte frivillige Star Wars-statister uden for huset og inde i salen kom i alle størrelser, aldre og vægtklasser. Cool!

Breaking: Hvem kan sige nej til en selfie med en to meter høj stormtrop? Ikke Trine fra orkestret i hvert fald 🙂

 

Filmekspert Maria Månson (førhen Filmselskabet på Dr K, nu Sprogquizzen på Dr K) var konferencier – og charmerede sig igennem det hele. Her kan man tale om en vært, der troværdigt kan formidler til publikum, at der er passion og kærlighed til musikken.

Hvad med en aften med god gysermusik?

Der er både Bernard Herrmans musik til Psycho, Bartóks musik brugt i Ondskabens Hotel, Jerry Goldsmiths musik brugt i Alien … og og og. Jeg kommer den aften! Eller hvad med en aften med film fra romantiske film? Den aften kan jeg så desværre ikke. Men mon ikke en masse par kunne tænke sig at trække et symfonisk kæletæppe over sig?

Bottom line for denne koncert er i hvert fald: Orgelspil deluxe, sprødt orkester, sød konferencier – lidt mere plads til effekter en anden gang, Michelle Rakers. Det foryngede publikum kvitterede med klap og trampen i gulvet, til OS var “tvunget” til at sende mig tilbage til et højdepunkt fra min barndom med et ekstranummer: temaet fra Steven Spielbergs E.T.

Af hjertet tak!

Ses vi i Ansgar Kirke i morgen?…. 🙂

 

Hvad?

Into the Unknown, 100 år med science fiction-film

Alan Silvestri: Back to the Future Suite

John Williams: Jurassic Park. A Symphonic Fantasy, arr. David Firman

Donald Romain Davis: The Matrix

Gottfried Huppertz: Metropolis Suite, arr. Frank Strobel/Marco Jovic

Hans Zimmer: Interstellar Suite

John Williams: Close Encounters of the Third Kind

Richard Strauss: 2001: A Space Odyssey (dvs. Also sprach Zarathustra: “Einleitung, oder Sonnenaufgang”), arr. John Syberg

Aram Khatjaturjan: Adagio fra Gajané

J. S. Bach: Toccata og Fuga i d-mol

Jerry Goldsmith: “The Dream” og “A New Life” fra Total Recall Suite

John Williams: uddrag af Star Wars – Suite for Orchestra

ekstranummer: John Williams: Tema fra E.T. 

Hvornår?

28. september 2018

Hvem?

Odense Symfoniorkester, Michelle Rakers (dir.), Tina ‘Quickstep’ Christiansen (orgel), Maria Månson (konferencier)

Det Uudslukkelige

Odense Symfoniorkester gav den fuld skrald i aftes med et brag af en opførelse af Carl Nielsens 4. symfoni, ‘Det Uudslukkelige’. Blev du hjemme? det skulle du ikke have gjort!

Carl Nielsens 4. symfoni er en publikumsyndling og et højdepunkt i hans produktion. Skrevet i 1916 – midt i den mest unødvendige storkrig i historien, 1. Verdenskrig. Og skrevet på indtrykket af krigen, hvor Danmark jo var neutral og tjente gode penge på begge sider af konflikten. I brede kredse herskede der en besynderlig trang til krig; en trang til at få renset luften efter årtier med mindre krige, etniske stridigheder, alliancer, oprustning. Så da den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, blev snigmyrdet i Sarajevo i 1914, greb et land efter det andet chancen for at sende deres mænd ud at slå hinanden ihjel. I dag virker den udbredte ‘lad os rense luften’-ånd frastødende. Den stoppede ikke, da krigen brød ud. Carl Nielsen er et eksempel på, at selvom krigens gru gik op for datidens folk, så forsvandt trangen til at rense luften for en angivelig kulturel og politisk dekadence ikke.

Da Carl Nielsen arbejdede på sin symfoni, skrev han i et brev til en ven, at nu krigen var der, ville det være bedst, om hele lortet brændte ned, hele kulturen. Fordi livet er uudslukkeligt og nok skulle vende tilbage i renset form. Og det er så symfoniens filosofiske statement.

Musik er liv og som sådan uudslukkeligt. – Carl Nielsen

Carl Nielsens 4. symfoni med tilnavnet Det Uudslukkelige er udtryk for tankegangen: Ud af en stor konflikt skal kulturen genopstå lutret.

Jeg må indrømme, jeg har det svært med den tankegang. Det er meget nemt at tænke på renselse, når man ikke selv sidder i en skyttegrav med bomber om ørerne i årevis. Og senest efter gaskamre,  atombomber og Vietnam ved vi, eller burde vi vide, at livet i høj grad er udslukkeligt. Hvert et liv tæller. Og så sandt som vi bedømmer datidens folk på, hvad der skete mellem skyttegravene under 1. Verdenskrig og ved gaskamrene under 2. Verdenskrig, vil vi i fremtiden blive bedømt på det, der sker på Middelhavet, i Syrien og med rohingya-folket i Burma lige nu. Det farlige er politikere og religiøse ledere, der lover lette løsninger og renselse – ikke en kompleks eller dekadent kultur.

Den humanistiske indstilling bliver udfordret med et værk som Det Uudslukkelige – ikke kun, når man læser op på dets baggrund.

Også når man hører værket. Vi falder direkte ind i ‘handlingen’ i en konfliktfyldt start på symfonien. I andensatsen ser Carl Nielsen tilbage på en finere og renere tid i musik, der lyder som en dansesats fra en barok suite. Højdepunktet, alle sidder og venter på, er pauke-duellen i slutningen af værket. To sæt pauker – placeret på hver sin side af podiet – udkæmper en epic pauke battle hen over hvinende strygere. Og sidder man så ikke der som god humanist og synes, det er pisse fedt? Ligesom man også kan lide at se gode krigsfilm? Eller lære gode kriminalromaner? Vold og destruktion er helt fint i rette doser og på god afstand. Dyret inden i os vil fodres.

Odense Symfoniorkester underholdt os her til aften først med Ravels dejlige og transparente hyldest til den franske barokmusik, ‘Le Tombeau de Couperin’. Selvom værket har den melankolske baggrund at være en hyldest til ravels faldne kammerater under 1. Verdenskrig, er værkets klang som at bade i gyldent, mediterrant solskin.

Efter Ravel fik vi  Tjajkovskijs lidt uformelige violinkoncert med 28-årige Liya Petrova på soloviolinen. Orkestret gav venligt plads til Liya Petrovas noget tilbageholdende, nærmest spagfærdige tone. Tjajkovskij kan det der med gode melodier. Og det ved han. Så han gentager sig selv igen og igen. Og igen. Men underholdende, absolut!

Anderledes rock ‘n roll var der over Nielsens 4. symfoni

Med Nielsen er orkestret på hjemmebane, og pedalen blev trykket i bund. Hvilken fryd at høre dem bare give den gas; jeg var ude på kanten af sædet og elskede det. Nikolaj Znaider på pulten udstråler en helt naturlig og meget stor autoritet. Znaider er en no nonsense dirigent. Han kan minde om de gamle pultdiktatorer, der blot behøvede at løfte en lillefinger, så lystrede deres orkestre. Odense Symfoniorkester har muskler. Det er ikke altid, man mærker det. Men det gjorde vi her til aften. En anden gang må de to sæt duellerende paukespillere dog gerne blive placeret på hver sin side af orkestret, ikke ved siden af hinanden…

De, der i aftes blev hjemme foran tv’et, kan glæde sig over, at OS og Znaider indspiller alle Nielsens 6 symfonier på compact disc – det apokryfe medium, der stadig lever i bedste velgående blandt os, der elsker klassisk og ikke helt tør det der streaming noget. Jeg glæder mig især til Nielsens 6., som er et virkelig mystisk og fascinerende værk.

 

Hvad: Carl Nielsen symfoni 4 ‘Det Uudslukkelige’ – Maurice Ravel: ‘Le Tombeau de Couperin’ – Tjajkovskij: Violinkoncert

Hvem: Odense Symfoniorkester, Nikolaj Znaider (dirigent),  Liya Petrova (violin)

Hvor: Odense Koncerthus

Hvornår: Fredag d. 7. september 2018

Guldfund i Odense Symfoniorkester Sæson ’18-’19

Odense Symfoniorkester – den bedste grund til at sidde i et blødt sæde et andet sted end derhjemme foran tv’et. Nu er orkestret på gaden med næste sæsons program. Ud over ældre og velmeriterede klassikere som Christmas Carols, Opera på Engen, Bachs juleoratorium, Harry Potter, Carl Nielsen konkurrencen mm. – er der plads til et par fornyelser.

Det nye koncept, Familiesymf, har overlevet undfangelsen i indeværende sæson. Heldigvis. For når forældre ikke længere sætter Tjajkovskij eller Mozart på musikanlægget derhjemme og ad den vej introducerer afkommet for den store musik, så ligger opgaven med musikalsk dannelse ved orkestrene selv. En times musik fredage klokken 17 med indlagt spas af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole Kiilerich, bør de fleste børn finde spændende!

Der går også rygter om en ny koncertform for unge: Friday Night Symphony. Jeg synes, det er en fin idé at målrette mod unge. Det er i den alder, man kan begynde at lodde den klassiske musiks dybder.

 

TRE guldfund

 

Guldfund 1: Giv mig mine rødder tilbage! (25/10/2018)

Jeg ved ikke, om planlæggerne af sæsonen kan læse tanker. Jeg har tænkt meget over, at vi mangler at opleve vores egne musikalske rødder i det 20. århundrede. Jo, der spilles jævnligt Bartók og Sjostakovitj. Men den germanske kultur, vi har rødder i, den oplever vi sjældent i koncerthuset. Hvad skete der med den tysk-østrigske musiktradition fra Bach til Haydn til Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner, Brahms, Bruckner, Mahler? Sluttede musikken bare der? Naturligvis ikke. Traditionen blev videreført. Fx af de komponister, man kalder den Anden Wienerskole: Navne som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Det er sikkert ikke navne, der lever så kraftigt i din bevidsthed. Men de er vigtige!

De tre navne står solidt plantet i traditionen fra Brahms og Schubert. Men deres musik lyder unægteligt lidt anderledes.

Årsag: Man begyndte at skrive musik uden for dur- og mol-systemet. Det førte til skandaler som ‘Lussingekoncerten’, som jeg vender tilbage til nedenfor. Heldigvis er vores ører ikke så sarte som dengang i starten af 1900-tallet. Jeg glæder mig til oktober, hvor OS spiller musik af den kendte Schubert og de ukendte Alban Berg og Anton von Webern. Omsider introduceres vi i en genial programlægning for den røde tråd af tradition, der fører videre fra de store klassikere og ind i det 20. århundrede.

Kan du for dit indre øre høre, hvordan en typisk Mahler-symfoni lyder?

Kæmpe kontraster, intensitet, omskiftelighed. Godt. Forestil dig, man komprimerede en timelang symfoni af Mahler til 10 minutter. Så har du Weberns 6 fabelagtige ‘Stykker for stort orkester’ op. 6. Jeg glæder mig som et lille barn til denne orkesterperle! Webern elskede Schubert. I denne musik, hvor hver en node tæller, og hvor der intet overflødigt er, aner man skyggerne af Schuberts melodier og Mahlers brug af både det lyriske, det banale og det folkelige i uhyggelig sammenhæng. Man kan lave sin egen indre film til denne effektladede musik. Musikken blev uropført sammen med andre moderne værker ved en koncert i 1913, der er gået over i historien som ‘Lussinge-koncerten’. Musikken den pågældende aften brød med dur og mol, som komponisterne opfattede som en spændetrøje.

Publikum var først rådvilde – senere udbrød der kaos, da modstandere og venner af komponisterne kom op at toppes. Operettekomponisten Oskar Strauss var til stede og sagde de bevingede ord om koncerten: ‘Klaskene fra de lussinger, publikum hele tiden delte ud til hinanden, var det mest musikalske den aften’.

Det var dengang, musik virkelig betød drama! I dag kan vi høre Weberns musik som en helt naturlig forlængelse af hans store forgængere…

Jeg har lavet en video med musikken fra et af de 6 fine og lyriske (og dramatiske) ‘6 Stykker for stort orkester’.

Webern bliver i koncerten i Odense koblet op med sange af Alban Berg, den mest tilgængelige fra den Anden Wienerskole. Og de dybe rødder får vi også med via Schuberts store 9. symfoni, der rummer både krise og skønhed. Det er genial programlægning. Det bliver en stor aften!

 

Guldfund 2: Det udslukkelige? (6+7/9/2018)

Et af dansk musiklivs største stjerner for tiden, Nikolaj Znaider, gæster Odense 6./7. september 2018. Znaider startede som violinvirtuos, men opleves i senere år oftere og oftere som dirigent. Fyn er stolt af lille Carl fra Nørre Lyndelse, der blev store Carl Nielsen i København. Znaider og odenseanerne spiller Nielsens kendteste symfoni, Det Uudslukkelige. Symfonien er skrevet under 1. verdenskrig. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et slag mellem to hære i den paukeduel, der afslutter symfonien. Det er i høj grad en symfoni, der skal SES, ikke kun høres.

Lad det hele brænde

Nielsen havde den samme opfattelse som mange andre i samtiden af 1. Verdenskrig: Krigen var meningsløs – men når den nu var der, måtte regnskabet gøres helt op. Om det så kostede mange menneskeliv. Dette endelige regnskab ville sikre, at kulturen kunne genopstå ren. Han mente, at livet (ligesom musikken) er uudslukkeligt. I dag, efter 2. Verdenskrig, gaskamre og atombomber, ved vi, Nielsen tog fejl. Livet er i høj grad udslukkeligt. Som ren musik er symfonien dog langt fra udslukt. Og hvem kan i grunden sige sig fri fra en lille fryd ved den kulturelle battle på instrumenter, Nielsen skrev? Nogle gange vil man bare se hele lortet BRÆNDE!

Guldmusik af Nielsen kobles med en af de helt store violinkoncerter: Tjajkovskijs. Det er sådan et værk, hvor man har lov at læne sig tilbage og tænke: giv mig vellyd, melodi, skønhed uden filosofisk dybde. Solisten er bulgarske Liya Petrova, som vandt Carl Nielsen violinkonkurrencen i 2016.

Hør de muskuløse Berliner Philharmoniker gå amok i Nielsens pauke-battle i videoen her nedenfor.

 

Guldfund 3: Neo-neanderthal med Carmina Burana (28/2/2019)

 

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Det passer helt sikkert ikke. Men min kærlighed til min farfar, Christian, er ikke rustet. Og derfor er min kærlighed til Carl Orffs elskede vokalværk, Carmina Burana, heller ikke rustet. Lige inden min farfar døde, nåede han at introducere mig til værket – på et kassettebånd, han lavede til mig. Jeg kan huske, at Arleen Auger var sopranen på det kassettebånd – og hun ramte en berømt, meget høj og sindssygt svær tone tindrende falsk. Det sker!

 

Hør Kathleen Battle ramme den spot-on: ‘Dulcissime’ i Carmina Burana.

 

 

Jeg faldt pladask for dette værk, da jeg var ung. Hvordan kunne jeg andet? Det larmer. Det er udadreagerende. Teksterne er vulgære. Masser af rytmik. Mange gentagelser. Sidenhen rejste jeg til Tyskland og studerede musikfilosoffen Adorno, der afskyede Orff og kaldte stilen neo-neanderthal. Orff var opportunist og havde succes under det tredje rige, selvom han måske nok privat afskyede nazisterne. På den måde deler han skæbne med Richard Strauss og Wagner. Politisk suspekte personer. Men musikken forsoner. Og jeg mener … Michelangelo arbejdede under krigerpaven Julius II og Medici-paven Clement VII. Mange store kunstnere har været skrækkeligt opportunistiske og egocentriske.

Ligesom jeg ser igennem fingre med de fejl, mine kære har (de ser gennem fingre med meget større fejl hos mig), ser jeg gennem fingre med det primitive i Carmina Burana. I hans senere og ukendte værker er teknikkerne dog endnu mere simple – og de værker smiler jeg lidt ad, må jeg indrømme.

Men jeg glæder mig til at høre Carmina Burana igen efter alle disse år og sende farfar Christian en tanke. Han sidder nok overskrævs på en sky nu og hører J. S. Bach spille c-dur fugaer fra et klaver på en anden sky.

Uden tvivl et af de kendteste og lettest genkendelige klassiske stykker: ‘O fortuna’ fra Carl Orffs epic korværk, Carmina Burana. 

Koncerten med Odense Symfoniorkester i samarbejde med fynske gymnasier (det kan gå hen og blive spændende!) og dirigent Fawzi Haimor finder sted 28. februar 2019. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvem sopranen bliver – men jeg krydser fingre for dig.

Koncerten byder også på en oplevelse med orkestrets artists in residence, Trio con Brio

De spiller sammen med OS et værk af en af vores store, nulevende komponister, Bent Sørensens. Værket, L’isola della Città fra 2015, er en slags koncert for orkester og tre solister – er skrevet til Trio con Brio. Så der er tale om en musikalsk slotsaftapning. Jeg har kun smuglyttet på YouTube, men det lyder fascinerende. Hvor forbindelsen til Orffs simple musik er … det ved jeg ikke. Men nogle gange skal man vel også bare lade programmets dele klaske sammen i et bilsammenstød.

 

 

 

 

støt dit symfoniorkester

Rådmand for kulturområdet i Odense, Venstres Jane Jegind, citeres i kataloget for, at Odense Symfoniorkester er landets bedste orkester. Det synes jeg, vi alle sammen skal holde hende op på. Det forpligter. Både her i Danmark og i andre vestlige lande er symfoniorkestre pressede af besparelser. Lukninger forekommer jævnligt. I Aarhus kan orkestret ikke længere spille de store senromantiske værker – dertil er der for få musikere. Imens skyder nye koncertsale op i Asien i et omfang, man ikke skulle tro. 123 alene i Kina.

 

Odense Symfoniorkester er efter min overbevisning Danmarks bedste symfoniorkester, der med sit alsidige repertoire har koncerttilbud i høj klasse til alle aldersgrupper.

–    Kulturrådmand Jane Jegind (V)

 

Hvis vi tager vores egne rødder og vores egen kultur alvorligt, må orkesterbesparelserne (som ofte pakkes ind i djøficeret nonsens om effektivisering og ‘smartere måder at yde mere på’) stoppes. Det er op ad bakke. For helt oppe på Borgen, hos den såkaldte kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), sendes der klare signaler om, at kultur, det er noget vi beskærer.  Senest mister en kulturbærende institution som Danmarks Radio en femtedel af sit budget og Radio 24Syv en tredjedel. DR Underholdningsorkestret er skåret helt fra for et par år siden. Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er det næste orkester, der vil falde – hvis det står til kulturafviklingsministeren. Jeg græmmes over den kvindes politik. Hun og andre politikere himler op om den danske kultur – samtidigt med, at de samme arbejder på at nedlægge den.

Jeg glædes til gengæld over Jane Jegind

Nu har hun udnævnt Odense Symfoniorkester til landets bedste. Det må vi holde hende op på. Vi må antage, orkestret er sikret mod beskydning fra talmennesker med klamme håndflader. Tillad orkestret at eksperimentere mere, om det så betyder halvfuld sal eller oprør fra traditionalister. Man er kun bedst, hvis der er sikkerhed for kunne at satse og fejle, satse og vinde.

Må der rokkes ved det sikre og afprøvede? Det bør der!

Symfonisk perpleks

Jeg har aldrig oplevet at være så perpleks i en koncertsal. I går hørte vi dels danske Kasper Rofelts nye cellokoncert, Night Phase, dels Mahlers mest mystiske symfoni, den Fjerde.

Normalt går jeg ikke til koncertintro på grund af tidnød. Men nu var det Mahlers Fjerde, som helt klart er på min top ti over klassiske værker. Så jeg skulle lige høre, hvad der var at sige om værket. Aftenens dirigent, Clément Mao-Takacs, holdt mere eller mindre introen selv. Og han forstod på smukkeste vis at koble Mahlers kalejdoskopiske drømmeunivers til H. C. Andersens eventyr. Også Mao-Takacs finder, at den Fjerde er en af de mest komplekse og vigtigste symfonier. Et værk, der ser det himmelske gennem meget jordiske øjne, der giver det smukke og himmelske noget skævt, utroværdigt og mærkeligt. Ligesom den lille pige med svovlstikkerne, der får smukke drømmesyn, hver gang hun stryger en tændstik i kulden.

Clément Mao-Takacs og Ole Kiilerich diskuterer Mahlers Fjerde.

Jeg spottede mange ukendte, unge ansigter i orkestret

Mange musikere denne aften sidder i tidsbegrænsede stillinger – eller er relativt utrænede musikere fra konservatoriet. (Jeg savnede også førsteviolin Eugen Tichindeleanu, som er på orlov). Det får mig til at tænke på, om orkestret måske ikke var helt sammenspillet. Ikke mindst førsteviolinen er afgørende indpisker for en strygergruppe.

Jeg var perpleks i lange stræk over denne Mahler 4. Det ene øjeblik virkelig stor skønhed, det næste truede det hele med at brække fra hinanden. Nogle gange skal tingene brække fra hinanden i en god mahleropførelse. Hele hans måde at skrive musik på handler om forandring og brud og usikkerhed. Men bruddene denne aften var af en anden slags – hvor man bliver usikker på, om orkestret vil én eller flere ting samtidigt. Jeg savnede samtidigt noget nerve, viljen til bevidst at spille skævt og folkemusikalsk. Det folkelige er også en del af Mahlers univers. Men det skæve og bevidst falske blev glattet ud. Det store klimaks i overgangen mellem de to sidste satser plejer at være gåsehudsfremkaldende. Men på perplekse mig nåede orkestret ikke over 60 procent lige dér. Måske havde de tabt gejsten, da en mobiltelefon på balkonen lystigt spillede en alarm midt i den mest sarte og inderlige passager af tredje sats.

Nogle gange kammede opførelsen over, så musikken blev glasklar og transparent. Så tænkte jeg: Det er et bevidst valg fra den elegante, unge, franske dirigents side. Det næste øjeblik syntes jeg, det bare lød tyndt. Var orkestret i kontakt med dirigenten? Var de i kontakt med denne mærkelige musik?

Komponisten Arnold Schönberg, der omkring år 1900 frigjorde musikken fra dur og mol-systemets spændetrøje, sagde engang, at selv dårlige opførelser af værker kan have deres fordele. Man kan komme til at høre detaljer, man ikke hører i sammenhængende opførelser. Men denne aften var der ikke rigtigt nogle detaljer, der struttede ud til beskuelse.

Hvis jeg dog skal uddele lidt ros midt i denne forvirrede, ubegejstrede stemning, skal det være til OS’ træblæsere. Træblæsere er afgørende for den djærve, påtaget folkelige tone i Mahlers musik, og gruppen klarede det rigtig godt. Med rette blev gruppens medlemmer peget ud til seperat-applaus.

 

Clément Mao-Takacs og Inger Dam-Jensen udpeger træblæserne

Mahlers værk er så stærkt, at selv en perpleks opførelse ikke kan slå det ihjel

Det er ikke som med fx Bruckner, hvor en træls opførelse er døden for værket. Jeg elsker stadig Mahlers Fjerde højt. Som et ikke dobbeltbundet, men mangebundet værk. En moderne behandling af det jordiske liv og vores trang til billeder af det hinsides, det himmelske, eller bare af en tilstand uden de rå kampe, livet byder på.

Sopranen Inger Dam-Jensen sang den på overfladen simple sang, der afslutter værket. Et lidende barns vision af en himmel, hvor helgener og sågar slagteren Herodes (det er ham med barnemordet fra Bibelen) hopser lykkeligt rundt og nyder livet. Nå ja, nogle dyr må lade livet, men i den barnlige vision er end ikke dette et problem. Sangen skal synges uden ironi – og det dikterer Mahler selvfølgelig kun, fordi han ved, ironien bliver bedre af ikke at blive klasket direkte i ørerne. Underfundighed er vejen frem. Det er meget forkert at servere symfonien som en neoklassisk, simpel ting. Men gud skal vide, det er svært for en nutidig lytter at afkode alle de små detaljer, der antyder fare og ironi i værket. Blandet andet derfor mener jeg, det groteske og skærende skal fremhæves, ikke udglattes. Jeg havde ønsket, man havde påpeget i koncertintroen og i programmet, at bjældeklangen, der findes hele værket igennem, ikke er hyggelig jule-kanebjældemusik, men at der er tale om narrens bjælder.

Og i slutsangen ville jeg ønske, man kunne få en krystalklar sopran som fx. barok- og Arvo Pärt-specialisten Else Torp på banen.

En sopran som Inger Dam-Jensen er mere La Traviata end Mahlers barnligt-grufulde univers af lidelse gemt bag smil gemt bag tårer gemt bag spøg … Inger Dam-Jensens dejlige tone og perfekte tysk til trods! Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig hørt en perfekt udgave af dette værk. Det er absolut ikke ‘Mahler light’, som koncertprogrammet omtaler værket – det er hardcore Mahler. En næsten umulig nød at knække.

Jeg kunne skrive meget mere om Mahler. Og det har jeg. Læs min artikel i seneste udgave af orkestrets magasin, VirtuOS: ‘Musik, der lyver’.

Kasper Rofelt: Night Phase

Vi fik en uropførelse med denne aften. Kasper Rofelts cellokoncert, Night Phase. Musik kom til mig, da jeg var barn, som klang, ikke som rytme eller melodi. Jeg var over lange stræk fascineret af Rofelts evne som klangskaber. Rigtigt behandlet kan et stort orkester skabe de vildeste klangrum. Og nogle af de rum åbnede sig for os denne aften. Ole Kiilerich, orkestrets musikformidler, talte med Rofelt under koncertintroen om, hvad man skal gøre, hvis man bare har lyst til gode melodier. Dem er der jo ikke mange af i moderne musik. Rådet fra Rofelt var, at følge celloen. Men Rasmus Modsat, som jeg er, ville jeg hellere følge orkestrets nattevandring.

De smukkeste natskyggerum blev foldet ud foran os. I øvrigt helt i tråd med en anden stor komponist af nat- og skyggemusik, Gustav Mahler.

At celloen måske havde lidt for mange savtakkede, skærende motiver at spille… Jo, det tog vi med. Evnen for at skrive for stort orkester har Rofelt i rigt mål!

Kasper Rofelt og Ole Kiilerich under introen.

En katedral eller landsbykirke af toner

Mea culpa!

Det er mig selv, der har fundet på overskriften for denne koncert i OS’ sæsonkatalog. Men ved nærmere eftertanke burde det måske have heddet en landsbykirke af toner. Hvorfor?

I år fejrer vi protestanter, at Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på døren til kirken i Wittenberg. Og derved startede reformationen: 500 år gammel og stadig i gang. Luther ville gøre op med kirkens katedralbyggeri for de fattiges penge, som man lokkede ud af dem ved at postulere, at pengedonationer kunne afkorte den tid, den gode gud af uransalige årsager måtte mene, man var hjemfalden til at lide i helvede.

I 300-året for en anden stor hændelse i reformationen, den augsburgske bekendelse, skrev alfe- og fe-komponisten Felix Mendelssohn sin Reformationssymfoni. Og som fejring af reformationen er det vel lidt skævt at kalde den en katedral af toner. I Luthers ånd må det vel være en ydmyg landsbykirke. En katedral af toner … Det er vel ret beset mere Mahlers Opstandelsessymfoni eller Bruckners 8.

Jeg kæmper med at finde den røde tråd i aftenens valg af værker

Vivaldi + nyt værk skrevet over et nummer fra et 1970’er koncept rockalbum + Mendelssohn. Knæk den nød!

Jeg prøver: Vivaldi = barokmusik. Og barok var den katolske kirkes reaktion på reformationen. Da reformationen fik momentum huggede den store landområder fra katolikkerne. Man valgte at give kunstnere frit løb til at udtrykke store følelser i kunsten for at vinde de protestantiske sjæle tilbage. Det virkede. Hvorfor? Fordi barok er dramatisk, har stort udtryk og ofte – dog absolut, absolut ikke altid – er mere simpel at forstå. Den skal gå fra hjerte til hjerte. Således Vivaldi. Michala Petri, der charmerede os odenseanere med sin ydmyge og varme personlighed under koncertintroen, citerede en bemærkning om, at Vivaldi ikke har skrevet 400 instrumentalkoncerter, han har skrevet den samme koncert 400 gange i træk (noget af det samme siger man om Bruckners symfonier).

 

Michala Petri

Katrine Nordland fra Musikbiblioteket, der nu ligger i det guldindfattede bling-bling-o-tek ‘Borgernes Hus’ og blokfløjtevirtuos Michala Petri

 

Vivaldi er inkarneret barok

Letforståelige temaer, utroligt mange gentagelser, fravær af flerstemmighed, som gjorde tidligere musik så kompliceret. Vivaldi taler direkte og i øjenhøjde. Han chokerer og pisker musikken op som flødeskum. Og så med Michala Petri på blokfløjte. Pist væk er erindringen om fordums musiktimer (‘jeg går til blokfløjte’ – kan I huske det, jer der er født i 1970’erne?). Michala Petri har uendeligt meget luft i sig til de vanvittigt hurtige noder i Vivaldis musik. Aftenens højdepunkt.

Aftenens dirigent, Fabrice Bollon, stod for aftenens moderne indslag. En gendigtning af 70’er art rock nummeret ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis. Igen med Michala Petri som den sikre støtte på et udvalg af syrede blokfløjter. Vi kløede os lidt i kindskægget over Bollons værk. Han skriver sarte, smukke lydflader i den franske tradition, hvor musik er som luft- eller vandelementet. Men jeg er germansk hele vejen igennem. Og i germansk kultur er det jordelementet, der præger musikken. Det organiske, fyldige. Jeg manglede kroge i musikken at hænge oplevelsen op på. Men Michala Petris ydmyghed bør smitte af på mig nu: Det kan tænkes, jeg bare ikke har evnerne for at trænge ind i Bollons musik. Det er faktisk meget muligt. Jeg har ofte taget fejl og nyder det, hver gang jeg opdager, jeg har overset guld. Michala Petri har indspillet værket og fået gode anmeldelser for det … Jeg glæder mig til at finde ud af, jeg tog fejl 🙂

Hør her sangen ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis og Peter Gabriel i front.

Jesus og hans bevægelse har haft mange billeder knyttet til sig: Vejen. Lyset. Fisken. Korset. Hyrden. Og lammet. Jeg kan ikke høre noget kristent ud af Bollons værk. Men den symbolske forbindelse kan sagtens være der. I sangen er lammet en art modstykke til en slidt, farlig storbyverden. Som Michala Petris rolige klangflader med ekkoeffekter bringer lammet ro til storbyen. Og så tør jeg ikke fortolke videre! Barokken introducerede de virtuose soloture i musikken, og det nød rock rigtig godt af. Richie Blackmore fra Deep Purple har med sikkerhed luret mange barokke krummelurer i sine guitarsoli af fra barokmestre som Vivaldi.

Mendelssohns Reformationssymfoni fra 1829-30 rundede aftenen af. Mendelssohn skriver ikke sådan super dyb musik, og man oplever ingen religiøs åbenbaring eller henrivelse, som Bach eller Beethoven eller Mozart eller Mahler kan skabe. Med Mendelssohn er vi enten ude i skoven med alfer og feer eller i en landsbykirke. Symfonien er et stykke halvt programmusik, hvor vi bevæger os fra det katolske mørke til det lutheranske lys komplet med Luthers egen ‘Vor Gud han er så fast en borg’-melodi til slut. Der skal ikke herske tvivl om protestantismens sejr!

Så ad ujævne veje er der måske alligevel en art rød tråd gennem sådan en aften. En aften med plads til vildt virtuoseri, undren og velklingende underholdning.

Glad smiley: Familiesymf med Odense Symfoniorkester er en fest for alle

I 1958 introducerede den berømte dirigent, Leonard Bernstein, Young People’s Concerts. Her forklarede den karismatiske dirigent de store klassikere i øjenhøjde for børn og unge. Resultat: Koncerterne blev vildt populære og var udsolgt flere år frem i tiden. Og de kan stadigt ses med fornøjelse på YouTube. Nu lancerer Odense Symfoniorkester noget lignende med den hyggelige Familiesymf-serie, hvor der er højt til loftet, kort til grinet og plads til at klappe med, når man lige har lyst til at klappe med. Også for en voksen er det egentlig meget rart med en koncert, hvor det hele ikke er så stift, at man ikke må slå en lillebitte prut forkert. 🙂

 

Ole Kiilerich og Marianna Shirinyan

Rammerne for Odense Symfoniorkester har forandret sig meget de senere år. Rigtig meget støv er blæst væk, og der gøres en kæmpe indsats for at vække interesse for den store musik hos børn og unge. Koncertintroduktionerne og koncertprogrammerne er opkvalificeret i en grad, så jeg ikke har set dem bedre andre steder. Skolebørn inviteres til at opleve orkestret. Studerende ligeså.

Orkestrets musikformidler, Ole Kiilerich, der også en dygtig pianist, fik her til eftermiddag  sin fine debut som konferencier i Familiesymf; en kort koncert målrettet forældre og børn, der ønsker kvalitetstid og kvalitetstilbud en fredag eftermiddag inden spisetid.

Grieg – den lille, norske komponist med de tynde ben, svage lunger og det VILDT høje hår – havde skrevet musikken: hans elskede klaverkoncert fra 1868. Den emmer af trolde, vidder, natur og bjerge.

Ole og hans medsammensvorne, pianisten Marianna Shirinyan, holdt os kyndigt i hånden og fortalte om lille Grieg og den store musik. Undervejs fik vi lov at prøve, hvor mange ting en musiker skal kunne koncentrere sig om – samtidigt. Vi fik set, hvordan en dirigent ser ud – forfra, ikke bagfra som man altid ser ham eller hende.

 

 

David Danzmayr

David Danzmayr viser os, hvordan man dirigerer med ansigtet

Ole ledte os gennem musikken med sin egen smiley-ordning for hver stemning. Og alt for seje Albert fra række nummer 11 blev inviteret op på scenen for sammen med Marianna Shirinyan at sætte klaverkoncerten igang. Godt gået! Ikke mindst, fordi Ole lige havde fortalt, hvordan en pianist i 1950’erne faldt død om af nervøsitet, lige da han skulle til at spille den første store akkord!

 

Seje Albert starter Griegs klaverkoncert sammen med Marianna Shirinyan . Well done!

En rigtig fed ting var, at man kunne se klaveret ovenfra på storskærm. Man ser normalt aldrig for alvor, hvad en pianist laver. Det kunne vi så opleve i dag.

Albert starter Grieg – på storskærmen

Jeg havde alt i alt en fest! Nu er vi lige startet, men tænk, om Familiesymf bliver en selvfølgelig institution fremover for familier; en fredagstradition.

Ole Kiilierich

Ole Kiilerich er en hyggeonkel. Her sammen med en ung koncertgæst og en del af den musikalske smiley-ordning

Fredagsslikket løber ingen vegne. Det gør Disneysjov heller ikke. Men musikken løber. På små troldefusser. Den er her og nu, og så er den væk. Levende musik er noget helt for sig. Hank op i dine unger (også dem, der stadig bruger sut) og kom til Familiesymf!

Næste gang er i Odeon, hvor Bruckners 4. symfoni bliver skilt ad og sat sammen igen. Hvilke sjove måder mon Ole vælger dén dag…..? 🙂

 

 

Hvad: Familiesymf med Griegs klaverkoncert

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkester – David Danzmayr, dirigent – Ole Kiilerich, konferencier – Marianna Shirinyan, klaver – Albert, klaver

Hvornår: Fredag d. 27. oktober 2017

Fedtfri og nøgne nationalromantikere i Odense Koncerthus

Jeg ved ikke, hvilket tryllestøv maestro David Danzmayr havde pustet ud over Odense Symfoniorkester. Men det virkede! Jeg har aldrig hørt og set orkestret spille så stramt og velorganiseret som her til aften, hvor menuen stod på nationalromantiske giganter i form af Sibelius, Grieg og Dvorák. Atletisk blev der spillet … Jeg vil næsten sige nøgent og fedtfrit. Det har vi ikke  været vant til det under chefdirigent Vedernikovs mere tunge og absolut langsommere tilgang til musik.

Denne aften var, som om man havde pustet en stor sæbeboble af lykkelig lyd og stor skønhed ud over den propfyldte koncertsal.

Jeg kan slet ikke vente til det nye koncept, Familiesymf, fredag sent eftermiddag, hvor Grieg atter står på programmet i familievenlig snakkeudgave (hvis jeg har forstået konceptet korrekt).

Odense Symfoniorkesters koncerter indledes gerne af et kort værk

En ouverture til aftenen, hvor publikum har tid til lige at falde ned i sæderne og hoste bronkierne igennem, så det er overstået for resten af aftenen (I wish!).  I aften var det finske Sibelius’ Finlandia (1900), der fik lov at indlede. Allerede i messing-intro’en var det tydeligt, at orkestret havde sat sig for at yde sit bedste. Virkelig lækker messing! Men nok om Sibelius.

Griegs klaverkoncert fra 1868 er en af de mest elskede inden for genren, hvilket ikke er svært at forstå. For både i dette værk og i aftenens afsluttende symfoni nr. 9 af Dvorák står de gode melodier i kø, og der dvæles ikke lang tid ved enkelte stemninger. Klaverkoncerten er så ur-norsk, som noget kan være. Det synes vi nu. Men dengang i 1800-tallet – da mange af de nationalstater, vi kender i dag, blev dannet –  definerede kunstnere som fx Grieg det, vi i dag kalder ægte norsk.

Dengang hang Norge og Sverige sammen, og der var et ønske om at skabe eller definere en norsk kultur. Så det, der i dag er national kultur, er altså egentlig lidt syntetisk skabt. Trolde titter frem, store nordnorske vidder antydes, en særegen melankoli og længsel. Det er alt sammen kunstigt skabt – men føles ægte. Tænk bare, at Grieg boede i danske Søllerød, da han skrev værket. Og tænk på det norske sprog, nynorsk, der er en kunstigt skabt syntese af forskellige dialekter. Men det glemmer man med tiden.

Charmerende Marianna Shirinyan var den kompetente mester ved klaveret. Hun takkede odenseanerne for det sædvanligvis taktfaste bifald med en lille smuk sag af … var det Gershwin? Jeg tror det.

Folkeligt kulturelt miskmask af lækreste tilsnit

Meget er gennem tiden sagt og skrevet om Dvoráks 9. symfoni fra 1893 med titlen ‘Fra den nye verden’ (underforstået USA). Dvorák selv var fra den gamle verden, Europa, nærmere bestemt Böhmen. Omkring 1900 blev mange europæiske kunstnere (Mahler, Toscanini, Johann Strauss d.y., Busoni og mange flere) lokket med store pengebeløb til at komme til USA og opbygge en elitekultur, som de hovedrige bagmænd må have følt, landet manglede. Igen: En kultur, der egentlig er skabt kunstigt ved at låne og importere fra andre kulturer.

Dvorák var en af dem, der tog et job over there. Hans 9. symfoni blev skrevet i USA og har en umiskendelig folketone. Diskussionerne er så gået, hvilken nations folketone, der er tale om.

Jeg er selv så gammel, at jeg er blevet præget til at høre melodierne som indianermelodier. Det må være sket gennem læsestof, måske tegnefilm – jeg ved det ikke længere. Dvorák kan have set Buffalo Bills Wild West show og hørt indianermelodier dér. Han kan også have set noder, en ven nedfællede efter at have opleve en omrejsende indianertrup hjemme i Prag.

En række fagfolk har ment, melodierne var böhmiske. Yngre generationer vil måske høre folketonen fra Howard Shores musik til Ringenes Herre ud af symfonien. Det gør jeg ikke, selvom jeg har set filmene. Så om det er böhmisk, indiansk eller noget helt tredje – hvem ved det? Dvorák sagde selv, han ikke havde brugt melodier, han havde hørt. Han havde prøvet at efterligne den amerikanske folketone. Dvorák mente, at amerikansk kompositionsmusik især burde trække på den muld, som ‘negermusikken’ (spirituals, arbejdssange) udgjorde. Det opfattede han som den essentielt amerikanske folkemusik.

Kulturer blandes lykkeligt i sådan et værk

Og i den nuværende situation, hvor politikere her og i andre lande slår plat på paranoia over for andre kulturer og ‘de fremmede’, er det rart med sådan en syntese af vidt forskellige kulturer. Kulturer er ikke stationære. Det ses ved den forklaringspanik i øjnene på folk, der skal forklare, hvad deres kultur egentlig er. Kultur har altid været noget miskmask. Hvem vil i dag undvære asiatiske restauranter og arabiske basarer i vores byer? Da jeg var barn fandtes der pizza, forårsruller og mormormad – og det var og er fint. Men undvære alt det nye, der har befrugtet vores kultur? Aldrig!

Hvad havde eksempelvis aftenens nationalromantiske indslag fra Finland, Sibelius’ ‘Finlandia’ været uden bækkener, til at markere dramatiske højdepunkter? Nok en noget fladere oplevelse. Og bækkener stammer absolut ikke fra Finland, men fra tyrkisk militærmusik. Jo mere, man graver i tingene, jo mere uklare grænser er der mellem kulturer. Måske er Dvoráks symfoni med dens universelle folketone en skjult hymne til det folkelige i kulturer som sådan – og til længslen ved at føle sig fjernt fra det, man opfatter som sin egen kultur…

PS. Sig goddag med kor-nynnen

Som noget ny var der i flaskehalsmylderet ved billet-slusen inden for hovedindgangen til koncerthuset strøet blide korklange ud over publikummerne. Det var egentlig meget hyggeligt! Jeg spottede senere en hel skoleklasse, der havde fundet vej til orgel-pladserne bag orkestret. Også hyggeligt. Kom igen og tag alle jeres venner og lærere med!:-)

 

Odense Koncerthus

Kor-klange inden koncerten

 

Hvad: Nationalromantiske giganter. Sibelius: ‘Finlandia’ – Grieg: Klaverkoncert – Dvorák: Symfoni nr. 9 ‘Fra den nye verden’

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkesker – David Danzmayr, dirigent – Marianna Shirinyan, klaver

Hvornår: Torsdag d. 26. oktober 2017

Den sidste symfoni i verden

Langt de fleste værker af Beethoven, du kender – Skæbnesymfonien, Eroica, Pastoralesymfonien, Måneskinssonaten, Für Elise osv. – stammer fra Beethovens ungdom eller hans tidlige, såkaldt heroiske fase. Efter denne eksplosion af mesterværker skrev han en række værker, der var ganske populære i samtiden og indbringende for ham, men som i dag næsten ikke spilles. Tiden er løbet fra dem.

Decideret pinefuld at lytte til er ‘Wellingtons Sejr’, et krigerisk monstrum fra 1813, der blandet andet inkluderer skralder. Men der var penge i skidtet for Beethoven!

 

I slutningen af Beethovens liv blomstrede hans kreativitet op igen. Han skrev en række sene klaversonater, avanceret kammermusik og korværket Missa Solemnis – og så Den Niende. Hans sidste symfoni. Nogle gange kan man tænke: Hvad nu, hvis Mozart havde fået 40 år mere? Eller hvis Mahler havde fået 20 år mere? Eller Mendelssohn, eller Schubert … eller hvad nu, hvis Beethoven havde fået 20 år mere?

Men desværre døde han døde 56 år gammel af højst mærkværdigt sammenrend af fysiske og psykiske sygdomme. Og det hedder sig, at et tordenvejr brød løs, da han døde. Hvilket lyder mistænkeligt som Jesu’ lidelsesberetning i det nye testamente.

Wagner mente, at med Beethovens niende var alting sagt om symfonien – der var ikke flere måder, man ville kunne udvikle formen på. Han tog fejl, heldigvis. Men anekdoten siger, ligesom den Jesus- lignende historie om hans død, en hel del om den enorme ærbødighed, der hersker om netop dette værk, ja som hersker om Beethoven selv. Ikke engang i hans samtidig var nogen i tvivl om, at han var the man, den største af de store. Det siges, at compact disc’ens længde blev fastlagt til netop 75 minutter, fordi så kunne formatet rumme Den Niende.

Alexander Vedernikov

Maestro Vedernikov modtager publikums hyldest efter Beethovens Niende i Odense Koncerthus 7/9. Til højre for ham tenor L’udovit Ludha fra Slovakiet.

Og så er det, jeg som den sædvanlige Rasmus Modsat må sige…. hænger værket egentlig sammen? Tre symfonisatser med påskruet kantate (altså værk for orkester og sangere)? I de tre første satsers vandring fra urmørket, en art skabelsesberetning i toner, over stridbar march i andensatsen til tredjesatsens himmelske strygerflader er jeg helt med. Men den her slutsats. Den påduttede hallelujah-optimisme om, at alle mennesker og lande måtte blive brødre. Jeg kan ikke helt følge den mere. Underholdende? Absolut! Men der er noget kantet over musikken. Som om, den er sat sammen med tape og prøver at overbevise sig selv om sin egen umiddelbare glæde.

Decideret stødt er jeg af denne strofe (i min kluntede, direkte oversættelse):

Ja, selv den, der kun formåede at vinde en eneste sjæleven
er med her.
Og den, der aldrig har kunnet det
må grædende snige sig ud af vores glædesfælleskab.

Der er noget ubehageligt ved denne tvang til glæde. Denne eksklusion af den ulykkelige. ‘Vi gider kun have dem med, der morer sig, og som er social.’

Jeg hører til dem, der mener, at god musik har personlighed. Hvis musikken er god, kan man genkende komponisten på tre toner og et trut i en trompet. Det kan man med Beethovens musik. Den emmer bare af ham; det bryske, kæmpende, tilkæmpet inderlige. Og jeg hører også til dem, der mener, at den musikalske personlighed og den virkelige komponistpersonlighed deler træk (hvordan skulle det kunne være anderledes?) Vi ved, at Beethoven ikke havde let ved at komponere. Han lavede skitser, mange skitser. Stregede ud, glemte at spise, lod natpotten stå fuld under klaveret, fordi den eller den sats bare ikke ville, som han ville. Han var i udpræget grad en komponist, der kæmper med sit stof. Mange gange lykkes det ham at transcendere sine kampe – det er typisk i de langsomme satser, som er de satser, jeg holder mest af. Her er kun rester af kamp tilbage. Som nu i tredjesatsen af Den Niende med dens lange strygermelodier og den smukkeste træblæser-episode, jeg på stående fod kan komme i tanke om.

Men så er der slutsatsen med oden ‘An die Freude’ af Schiller. Her er bruddene tydelige, og de undergraver hallelujah-stemningen. Starten af satsen starter med snak uden ord, celli og kontrabasser snak-spiller en indledning igennem. Man kan tydeligt høre, musikken har konturer af sætninger, umusikalske sætninger. Beethoven afbryder for første gang i musikhistorien en symfoni for at lade en menneskelig stemme tage over. Det er en revolution: “Venner, ikke disse toner! Lad os istemme behageligere og glædeligere toner”, afbryder bassen – som under koncerten her til aften var placeret under orgelet på bagvæggen. Ikke en nem position fra hvilken at synge hen over et orkester, hvorfor bassen Petr Migunov havde problemer med at have luft nok til de lange, svært sangbare strofer. Det er han ikke den eneste, der har haft svært ved.

Beethoven var pianist og ikke den heldigste komponist for den menneskelige stemme.

Ikke hallelujah-‘lad os alle være brødre’, men det i satsen, der synes at undergrave dette udsagn er nu blevet det væsentlige for mig. I 1989, da jeg for første gang var til koncert i Odense Koncerthus, var der også Beethovens niende på programmet. Dengang som teenager kunne jeg endnu gå all in på det glade budskab, mens den dystre episode i slutsatsen forekom mig mærkelig. I dag har jeg det omvendt. Jeg føler mig godt underholdt af den store melodi, ‘Freude, schöner Götterfunken….’. Men guldet gemmer sig i Beethovens og Schillers ubevidste eller bevidste undergravende virksomhed. For i en senere strofe synger koret pludselig (og den tager vi på Schillers tysk):

Brüder, über’m Sternenzelt
Muss ein lieber Vater wohnen.
Ihr stürzt nieder, Millionen?
Ahnest du den Schöpfer, Welt?
Such’ ihn über’m Sternenzelt!
Über Sternen muss er wohnen.

Her kommer tvivlen ind. Ikke: ‘Over stjerneteltet bor Gud’, men: ‘Over stjerneteltet Gud da bo’. Jeg aner næsten et spørgsmålstegn til sidst. ‘I styrter ned, millioner, aner I skaberen’. Det er her, jeg finder Beethovens urolige, kæmpende sjæl; en sjæl, der siger det moderne menneske noget. Vi er alle tvivlere i den samme båd; fælles om at tro og tvivle på noget større.

I senere år er det blevet moderne at spille Beethoven gammeldags. Med mindre orkestre, uden vibrato, hurtigere. Den praksis betyder, man får langt flere dynamiske udsving med; musikken bliver mere adræt. Ikke at jeg er ubetinget fan af det. Men jeg synes, det var noget, man kunne eksperimentere lidt med i Odense. Et stort orkester med kor og solister får noget massivt over sig. Sine steder under aftenens koncert var jeg henrykt. Filharmonisk kor var sammen med Den Jyske Operas Kor som sædvanligt fantastisk! Den rolige del af den vilde andensats (man kalder denne rolige del for ‘trio’) lykkedes super godt. Men vi holdt os til en massive, underholdende, ikke sjælerystende Beethoven. Den Niende er umulig at slå ihjel. Men jeg håber, orkestret vil finde kammerspillet frem senere på sæsonen, når vi skal høre Mahlers finurlige, lette og grumme 4. symfoni. Jeg ved, I kan, odensemusikanter, for jeg mindes, hvor godt sammenspillede I var i forrige sæsons Goldberg-variationer af Dmitrij Sitkovetsky!

På trods af Wagners ord om, at man ikke kan skrive symfonier efter Beethovens Niende, har en del alligevel gjort det. Jeg kan ikke vente til at høre flere symfonier i Odense med stort kor! Hvad med Mahlers 8., som de spiller igen og igen i København?

 

 

Odense Symfoniorkester

Mine helte for i aften: Cellisterne og koret.

Beethoven 5 – Rachmaninov 3

Beethovens ‘Kejserkoncert’ – måske skulle man bare kalde den hans 5. klaverkoncert, for reelt ved ingen, hvorfor den kaldes ‘Kejserkoncerten’. Beethoven kan ikke selv have fundet på titlen. Der var iskold luft mellem ham og den Østrig-Ungarske kejser på grund af Beethovens revolutionære sindelag. Men koncerten har noget pompøst over sig. Og den er ubetvivleligt et højdepunkt inden for den klassiske tradition. Så lidt royal har man lov at tænke koncerten.

Nyt koncertsystem fra næste sæson skaber furore

Det er med at nyde disse torsdag/fredag dublet-aftener, inden de er væk! Programmet er lagt om for næste sæson, så dubletfredagene udgår til fordel for et nyt koncept betitlet ‘familiekoncerter’. Disse starter tidligere og er meget kortere. Det har vakt furore blandt nøglekunderne, at orkestret satser meget tydeligt på børnefamilier, at nøglekunderne kan bestille billetter en uge efter de kunder, der bestiller hele serier… Og blandt de, jeg har talt med, er der generelt en følelse af let disneyficering af orkestret. Jeg har fået lov at skrive teksterne til serien ‘Frihed’ i kataloget, og også jeg fik et hak i tuden over at skrive poppet. Det er en balancegang at sælge uden at oversælge. Og man kan markedsføre arrangementer for poppet, når vi snakker klassisk kunst. Det har jeg et medansvar for, hvis det er sket, og det maner til eftertanke. 

Jeg er splittet om forandringerne fra næste sæson. På den ene side bør man gøre, hvad man kan, for ikke at støde det store, bærende og modne publikum fra sig. På den anden side kan det ikke blive ved at gå med en så høj gennemsnitsalder i salen. Men jeg kan komme i tvivl, om Disney og børnefamilier er vejen frem. Salen bliver fyldt, jovist, når hele familier tager af sted sammen. Men som bærende publikum i en tung, symfonisk tradition ville jeg mere satse på gymnasier, universiteter osv. Jeg ville ikke selv have fået meget ud af at høre eksempelvis Bruckners 4. symfoni, da jeg var 10 år.

Men politikernes øjne er stift rettet mod kulturbudgetterne

Kan man i længden forsvare symfoniorkestre, mens børn mangler pædagoger og de ældre mangler varme hænder? I en situation, hvor Odense Kommune har fået lov at hæve skatten, bør man i tide afværge nye politiske forsøg på at angribe vores dejlige orkester. Andre orkestre har også diversificeret og spiller mere og mere filmmusik og musik for børn. Men jeg har en nagende fornemmelse af, at der saves i den gren, man sidder på. Personligt ville jeg ikke have noget imod, at en tung symfonisk aften suppleres med filmmusik af øverste hylde. Far til fire og Schuberts ‘Ufuldendte’ er åbenlyst et elendigt match. Men en aften med Richard Strauss, Arvo Pärt og Hans Zimmers musik til Interstellar? Hvorfor ikke? Det er ikke en familieaften, men nu mener jeg så også, man er potentiel kunde, når man er blevet kulturelt bevidst. 

Beethoven: Den stovte klippe i musikhistorien

Beethoven, der skabte den musikalske romantik. Eneren, jernviljen, den bryske, den døve, den første kunstner i moderne forstand inden for musikken. Beethoven den revolutionære, den vilde og voldsomme. Komponisten til den monumentale 5. klaverkoncert, Kejserkoncerten, som OS spillede torsdag og fredag aften denne uge. Det er musik af en kvalitet, der gør den umulig at ødelægge ved en dårlig udførelse. Men det behøvede vi heldigvis ikke spekulere over denne gang, for Kejserkoncerten fik en gedigen opførelse. Andreï Korobeinikov sad ved klaveret, og maestro Verdernikov stod på pulten. Klaveret…. et Steinway. Det havde en hård, let plirrende tone i starten. Det havde godt af den gradvist stigende temperatur og luftfugtighed i salen. Beethoven skriver i øvrigt ikke nemme passager for waldhorn – de stritter direkte ud og har ingen at læne sig op ad i orkestret. Falske waldhorn hos Beethoven er desårsag hyppigt hørt. I er tilgivet. 

Telefonopkald fra Gud

Holdt op imod Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte efter pausen, stråler Beethoven af klarhed, fantastiske melodivariationer og den her sære storhed, som ingen kan forklare. Der findes et berømt interview med dirigenten Leonard Bernstein, hvor han analyserer Beethovens evne inden for melodik, harmoni, orkestrering. Og der er intet fantastisk ved noget af det isoleret set. Ikke engang Bernstein kan forklare, hvorfor Beethoven så er så fantastisk. Ud over at sige, at det er den helt særlige måde at sætte det hele meningsfuldt sammen, som gør det. ‘Det lyder, som om det er indtelefoneret fra Gud!’ Beethoven er magisk, fantastisk. I senere år er hans symfonier ofte spillet hurtigere, strammere og slankere end man traditionelt har gjort. Det kunne være spændende også i Odense at høre en slank, adræt Beethoven supplere den fyldige og romantiske Beethoven. Det være sagt med den største respekt for den romantiske spillestil. 

Hvem siger, musik handler om følelser?

Uden at vi hver især ved, hvem der gjorde det, har nogen engang lært os, at komponister udtrykker følelser i deres musik. Fortrinsvis deres egne følelser. Nogen har lært os, at musikken er følelsernes sprog, og at når vi taler om musik, skal vi tale om følelser. Musikteoretikere har i ca. 150 år prøvet at lære os at nuancere vores sprog om musik. At musik ikke handler om følelser, eller i hvert fald ikke kun om følelser. Lige meget hjælper det: Når vi lytter, tænker vi, hvad betyder den her musik egentlig? Og så griber vi til biografien for at forstå. For at komme ind til hændelser i komponistens liv, der giver adgang til dennes følelser, der så giver adgang til en form for forståelse af musikken. Som årene som klassisk musiklytter går, bliver det svært at gå til musikken med friske ører. Ører, der endnu ikke har lært, hvad de skal mene, føle og lytte efter. Lagene af lærdom og meninger sedimenterer sig oven på lytteoplevelsen. Ikke at erfaring og lærdom gennem mange års passion for klassisk musik er dårlig, slet ikke. Men man kan blive langsomt fanget under disse sedimentlag af egne og andres meninger.  

Beethovens liv og personlighed stod i stærk kontrast til hans musiks selvfølgelighed

Hans forældre havde hørt om barnestjernen Mozart og ville da også gerne have sådan en stjerne i familien. Så Ludwig blev pacet frem. Han blev som ung sendt til Wien for lige at få den sidste finpudsning hos Haydn. Han brød sig ikke om Haydn, men så alligevel sit snit til at blive i Wien. Og havde det ikke været for dette og for problemer med hørelsen, var han nok ikke blevet det menneske og den komponist, han blev. Høreproblemerne startede med at gøre sig bemærket, da Beethoven var ca. 30 år gammel, og endte i total døvhed omkring 50-års-alderen.

Ikke at kunne høre var én ting. Han led af et væld af andre lidelser oveni. Og han havde et sind, der i dag nok havde givet ham stemplet ADHD. Voldsom, ukontrolleret vrede kunne tage magten fra ham, og han led selv under de manglende sociale evner. Afstanden til andre mennesker voksede, og han var udmærket klar over det. Det blev til stormfulde affærer med borgerskabets kvinder, men et fast forhold eller ægteskab blev det ikke til.

Pæn fremtoning og huslig rengøring interesserede ham ikke

Madrester kunne i perioder ligge fremme i dagevis. En fyldt natpotte stod strategisk placeret under klaveret. Stuepigerne jog han væk i højt tempo. Fra hans dagbog for 1820: “17. april: køkkenpige ansat, 16. maj: køkkenpigen opsagt, 19, maj: køkkenpige ansat, 30. maj:  hushjælp ansat, 28. juli: køkkenpigen er flygtet, 30. juli: ansatte en kvinde fra Unter-Döbling, 28. august: fyrede kvinden….” Og sådan fortsætter det side op og side ned. “Lige fra skopudseren til kejseren er folk i Wien intet værd”, skal han have vrisset. Han larmede på klaveret, så han ustandseligt måtte flytte.  

Få år efter at have skrevet den 5. klaverkoncert (den skrev han i årene 1809-11) bruger Beethoven sit navn og indflydelse til gennem retssager at vinde forældremyndigheden over nevøen Karl fra sin svigerinde, som han anklagede for dårlig moral. “Nattens dronning”, kaldte han hende, og det kan man så lægge i, hvad man vil. Når man fjerner en dreng på 9 fra sin mor, og man har et temperament og sociale færdigheder som Beethoven, må det ende galt. Det gjorde det også. Den ugifte Beethoven opdragede drengen hårdt. Som 20-årig forsøgte nevøen at tage sit eget liv.

På trods af alt dette tilgav wienerne ham hans særheder

De vidste, hvor betydningsfuld han var. En excentriker, der virkelig kan noget, har altid været let at tilgive. Beethoven forblev tro mod de franske revolutionstanker hele livet: Frihed, lighed, broderskab. Derfor ville det øverste lag af kejserfamilien ikke røre ham med en ildtang eller høre hans musik. Men niveauet af adelige lige under kejserfamilien forgudede Beethoven og støttede ham finansielt – hvilket virker helt uforklarligt. Men Beethoven dedikerede sine værker til dem, der betalte gildet – og så er selv et revolutionært sind til at holde ud for hertuger og prinser.

Intet af alt dette kan man høre i Kejserkoncerten. Titlen er en gåde – apropos det spændte forhold til kejseren. Koncerten har noget majestætisk over sig, og måske opstod navnet på den måde. Tilnavnet stammer i hvert fald ikke fra Beethoven selv. Kejserkoncerten står som et afrundet stykke musik, der ikke betyder noget andet end sig selv. Den er gylden og harmonisk og fortæller intet om Beethovens liv. Da Beethoven opdagede, hørelsen var ved at blive ødelagt, skrev han sig som en sand fighter ud af denne livskrise gennem en serie af heroiske værker. 4. klaverkoncert, ‘Eroica’-symfonien, ‘Skæbnesymfonien’ osv. Værker, der vidner om tragik og viljen til at overvinde mørke og modgang.

Men reelt siger denne tråd mellem liv og værk ikke så meget

Og i ‘Kejserkoncerten’ er der intet biografisk tilbage. Hvilke følelser er der at tale om? Noget pompøst, majestætisk, en himmelsk ro i den langsomme sats, fejring i den sidste sats. Men det er jo ikke følelser. 
Så komponistbiografier er ikke til megen hjælp, når musik skal forstås. De kan give et lille glimt af en personlighed, man måske kan genfinde i værket. En forståelse for musikkens samtid kan være med til at forklare, hvorfor musikken endte med at få den eller den form. Og på et tidspunkt er den form ikke længere relevant for lytterens samtid. Men indtil da er stor musik som små verdener i sig selv. Nogle er smukke, andre drabelige, det grimme har sin plads, nogle værker nager som sten i skoen, andre går op som et perfekt regnestykke. Beethoven skrev en majestætisk klaverkoncert, fordi han kunne. Han gav den sin musikalske personlighed. Og forlod så klaverkoncertformen for altid.

Rachmaninov har jeg det til gengæld svært med

Russeren, der som så mange andre kunstnere flygtede fra revolutionen i starten af det 20. århundrede, var en stor klavervirtuos. Men som komponist … Måske skal man være russer for helt at forstå dette langmodige konglomerat af svulstighed og hårrejsende banaliteter i hans tredje symfoni. Pludselig kan han skære igennem med en fantastisk musikalsk idé, men den store symfoniker var han altså ikke.

I 2017-18 programmet for OS er Rachmaninovs Symfoniske Danse sat på programmet. Dem glæder jeg mig til. Her er han på sin absolutte højde i et værk fra 1940’erne, der emmer af den romantiske traditions solfaldsglød. Jeg mener ikke, det er forkert at sige, at Richard Strauss og Rachmaninov i 1940’erne udgør en strålende coda på den romantiske musiktradition.

 

 

(Strækninger i dette blogindlæg er også bragt i seneste nummer af Odense Symfoniorkesters blad, VirtuOS.)