Blog & Fotokunst

Tag: Odense Koncerthus (page 1 of 1)

En katedral eller landsbykirke af toner

Mea culpa!

Det er mig selv, der har fundet på overskriften for denne koncert i OS’ sæsonkatalog. Men ved nærmere eftertanke burde det måske have heddet en landsbykirke af toner. Hvorfor?

I år fejrer vi protestanter, at Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på døren til kirken i Wittenberg. Og derved startede reformationen: 500 år gammel og stadig i gang. Luther ville gøre op med kirkens katedralbyggeri for de fattiges penge, som man lokkede ud af dem ved at postulere, at pengedonationer kunne afkorte den tid, den gode gud af uransalige årsager måtte mene, man var hjemfalden til at lide i helvede.

I 300-året for en anden stor hændelse i reformationen, den augsburgske bekendelse, skrev alfe- og fe-komponisten Felix Mendelssohn sin Reformationssymfoni. Og som fejring af reformationen er det vel lidt skævt at kalde den en katedral af toner. I Luthers ånd må det vel være en ydmyg landsbykirke. En katedral af toner … Det er vel ret beset mere Mahlers Opstandelsessymfoni eller Bruckners 8.

Jeg kæmper med at finde den røde tråd i aftenens valg af værker

Vivaldi + nyt værk skrevet over et nummer fra et 1970’er koncept rockalbum + Mendelssohn. Knæk den nød!

Jeg prøver: Vivaldi = barokmusik. Og barok var den katolske kirkes reaktion på reformationen. Da reformationen fik momentum huggede den store landområder fra katolikkerne. Man valgte at give kunstnere frit løb til at udtrykke store følelser i kunsten for at vinde de protestantiske sjæle tilbage. Det virkede. Hvorfor? Fordi barok er dramatisk, har stort udtryk og ofte – dog absolut, absolut ikke altid – er mere simpel at forstå. Den skal gå fra hjerte til hjerte. Således Vivaldi. Michala Petri, der charmerede os odenseanere med sin ydmyge og varme personlighed under koncertintroen, citerede en bemærkning om, at Vivaldi ikke har skrevet 400 instrumentalkoncerter, han har skrevet den samme koncert 400 gange i træk (noget af det samme siger man om Bruckners symfonier).

 

Michala Petri

Katrine Nordland fra Musikbiblioteket, der nu ligger i det guldindfattede bling-bling-o-tek ‘Borgernes Hus’ og blokfløjtevirtuos Michala Petri

 

Vivaldi er inkarneret barok

Letforståelige temaer, utroligt mange gentagelser, fravær af flerstemmighed, som gjorde tidligere musik så kompliceret. Vivaldi taler direkte og i øjenhøjde. Han chokerer og pisker musikken op som flødeskum. Og så med Michala Petri på blokfløjte. Pist væk er erindringen om fordums musiktimer (‘jeg går til blokfløjte’ – kan I huske det, jer der er født i 1970’erne?). Michala Petri har uendeligt meget luft i sig til de vanvittigt hurtige noder i Vivaldis musik. Aftenens højdepunkt.

Aftenens dirigent, Fabrice Bollon, stod for aftenens moderne indslag. En gendigtning af 70’er art rock nummeret ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis. Igen med Michala Petri som den sikre støtte på et udvalg af syrede blokfløjter. Vi kløede os lidt i kindskægget over Bollons værk. Han skriver sarte, smukke lydflader i den franske tradition, hvor musik er som luft- eller vandelementet. Men jeg er germansk hele vejen igennem. Og i germansk kultur er det jordelementet, der præger musikken. Det organiske, fyldige. Jeg manglede kroge i musikken at hænge oplevelsen op på. Men Michala Petris ydmyghed bør smitte af på mig nu: Det kan tænkes, jeg bare ikke har evnerne for at trænge ind i Bollons musik. Det er faktisk meget muligt. Jeg har ofte taget fejl og nyder det, hver gang jeg opdager, jeg har overset guld. Michala Petri har indspillet værket og fået gode anmeldelser for det … Jeg glæder mig til at finde ud af, jeg tog fejl 🙂

Hør her sangen ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis og Peter Gabriel i front.

Jesus og hans bevægelse har haft mange billeder knyttet til sig: Vejen. Lyset. Fisken. Korset. Hyrden. Og lammet. Jeg kan ikke høre noget kristent ud af Bollons værk. Men den symbolske forbindelse kan sagtens være der. I sangen er lammet en art modstykke til en slidt, farlig storbyverden. Som Michala Petris rolige klangflader med ekkoeffekter bringer lammet ro til storbyen. Og så tør jeg ikke fortolke videre! Barokken introducerede de virtuose soloture i musikken, og det nød rock rigtig godt af. Richie Blackmore fra Deep Purple har med sikkerhed luret mange barokke krummelurer i sine guitarsoli af fra barokmestre som Vivaldi.

Mendelssohns Reformationssymfoni fra 1829-30 rundede aftenen af. Mendelssohn skriver ikke sådan super dyb musik, og man oplever ingen religiøs åbenbaring eller henrivelse, som Bach eller Beethoven eller Mozart eller Mahler kan skabe. Med Mendelssohn er vi enten ude i skoven med alfer og feer eller i en landsbykirke. Symfonien er et stykke halvt programmusik, hvor vi bevæger os fra det katolske mørke til det lutheranske lys komplet med Luthers egen ‘Vor Gud han er så fast en borg’-melodi til slut. Der skal ikke herske tvivl om protestantismens sejr!

Så ad ujævne veje er der måske alligevel en art rød tråd gennem sådan en aften. En aften med plads til vildt virtuoseri, undren og velklingende underholdning.

Beethoven 5 – Rachmaninov 3

Beethovens ‘Kejserkoncert’ – måske skulle man bare kalde den hans 5. klaverkoncert, for reelt ved ingen, hvorfor den kaldes ‘Kejserkoncerten’. Beethoven kan ikke selv have fundet på titlen. Der var iskold luft mellem ham og den Østrig-Ungarske kejser på grund af Beethovens revolutionære sindelag. Men koncerten har noget pompøst over sig. Og den er ubetvivleligt et højdepunkt inden for den klassiske tradition. Så lidt royal har man lov at tænke koncerten.

Nyt koncertsystem fra næste sæson skaber furore

Det er med at nyde disse torsdag/fredag dublet-aftener, inden de er væk! Programmet er lagt om for næste sæson, så dubletfredagene udgår til fordel for et nyt koncept betitlet ‘familiekoncerter’. Disse starter tidligere og er meget kortere. Det har vakt furore blandt nøglekunderne, at orkestret satser meget tydeligt på børnefamilier, at nøglekunderne kan bestille billetter en uge efter de kunder, der bestiller hele serier… Og blandt de, jeg har talt med, er der generelt en følelse af let disneyficering af orkestret. Jeg har fået lov at skrive teksterne til serien ‘Frihed’ i kataloget, og også jeg fik et hak i tuden over at skrive poppet. Det er en balancegang at sælge uden at oversælge. Og man kan markedsføre arrangementer for poppet, når vi snakker klassisk kunst. Det har jeg et medansvar for, hvis det er sket, og det maner til eftertanke. 

Jeg er splittet om forandringerne fra næste sæson. På den ene side bør man gøre, hvad man kan, for ikke at støde det store, bærende og modne publikum fra sig. På den anden side kan det ikke blive ved at gå med en så høj gennemsnitsalder i salen. Men jeg kan komme i tvivl, om Disney og børnefamilier er vejen frem. Salen bliver fyldt, jovist, når hele familier tager af sted sammen. Men som bærende publikum i en tung, symfonisk tradition ville jeg mere satse på gymnasier, universiteter osv. Jeg ville ikke selv have fået meget ud af at høre eksempelvis Bruckners 4. symfoni, da jeg var 10 år.

Men politikernes øjne er stift rettet mod kulturbudgetterne

Kan man i længden forsvare symfoniorkestre, mens børn mangler pædagoger og de ældre mangler varme hænder? I en situation, hvor Odense Kommune har fået lov at hæve skatten, bør man i tide afværge nye politiske forsøg på at angribe vores dejlige orkester. Andre orkestre har også diversificeret og spiller mere og mere filmmusik og musik for børn. Men jeg har en nagende fornemmelse af, at der saves i den gren, man sidder på. Personligt ville jeg ikke have noget imod, at en tung symfonisk aften suppleres med filmmusik af øverste hylde. Far til fire og Schuberts ‘Ufuldendte’ er åbenlyst et elendigt match. Men en aften med Richard Strauss, Arvo Pärt og Hans Zimmers musik til Interstellar? Hvorfor ikke? Det er ikke en familieaften, men nu mener jeg så også, man er potentiel kunde, når man er blevet kulturelt bevidst. 

Beethoven: Den stovte klippe i musikhistorien

Beethoven, der skabte den musikalske romantik. Eneren, jernviljen, den bryske, den døve, den første kunstner i moderne forstand inden for musikken. Beethoven den revolutionære, den vilde og voldsomme. Komponisten til den monumentale 5. klaverkoncert, Kejserkoncerten, som OS spillede torsdag og fredag aften denne uge. Det er musik af en kvalitet, der gør den umulig at ødelægge ved en dårlig udførelse. Men det behøvede vi heldigvis ikke spekulere over denne gang, for Kejserkoncerten fik en gedigen opførelse. Andreï Korobeinikov sad ved klaveret, og maestro Verdernikov stod på pulten. Klaveret…. et Steinway. Det havde en hård, let plirrende tone i starten. Det havde godt af den gradvist stigende temperatur og luftfugtighed i salen. Beethoven skriver i øvrigt ikke nemme passager for waldhorn – de stritter direkte ud og har ingen at læne sig op ad i orkestret. Falske waldhorn hos Beethoven er desårsag hyppigt hørt. I er tilgivet. 

Telefonopkald fra Gud

Holdt op imod Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte efter pausen, stråler Beethoven af klarhed, fantastiske melodivariationer og den her sære storhed, som ingen kan forklare. Der findes et berømt interview med dirigenten Leonard Bernstein, hvor han analyserer Beethovens evne inden for melodik, harmoni, orkestrering. Og der er intet fantastisk ved noget af det isoleret set. Ikke engang Bernstein kan forklare, hvorfor Beethoven så er så fantastisk. Ud over at sige, at det er den helt særlige måde at sætte det hele meningsfuldt sammen, som gør det. ‘Det lyder, som om det er indtelefoneret fra Gud!’ Beethoven er magisk, fantastisk. I senere år er hans symfonier ofte spillet hurtigere, strammere og slankere end man traditionelt har gjort. Det kunne være spændende også i Odense at høre en slank, adræt Beethoven supplere den fyldige og romantiske Beethoven. Det være sagt med den største respekt for den romantiske spillestil. 

Hvem siger, musik handler om følelser?

Uden at vi hver især ved, hvem der gjorde det, har nogen engang lært os, at komponister udtrykker følelser i deres musik. Fortrinsvis deres egne følelser. Nogen har lært os, at musikken er følelsernes sprog, og at når vi taler om musik, skal vi tale om følelser. Musikteoretikere har i ca. 150 år prøvet at lære os at nuancere vores sprog om musik. At musik ikke handler om følelser, eller i hvert fald ikke kun om følelser. Lige meget hjælper det: Når vi lytter, tænker vi, hvad betyder den her musik egentlig? Og så griber vi til biografien for at forstå. For at komme ind til hændelser i komponistens liv, der giver adgang til dennes følelser, der så giver adgang til en form for forståelse af musikken. Som årene som klassisk musiklytter går, bliver det svært at gå til musikken med friske ører. Ører, der endnu ikke har lært, hvad de skal mene, føle og lytte efter. Lagene af lærdom og meninger sedimenterer sig oven på lytteoplevelsen. Ikke at erfaring og lærdom gennem mange års passion for klassisk musik er dårlig, slet ikke. Men man kan blive langsomt fanget under disse sedimentlag af egne og andres meninger.  

Beethovens liv og personlighed stod i stærk kontrast til hans musiks selvfølgelighed

Hans forældre havde hørt om barnestjernen Mozart og ville da også gerne have sådan en stjerne i familien. Så Ludwig blev pacet frem. Han blev som ung sendt til Wien for lige at få den sidste finpudsning hos Haydn. Han brød sig ikke om Haydn, men så alligevel sit snit til at blive i Wien. Og havde det ikke været for dette og for problemer med hørelsen, var han nok ikke blevet det menneske og den komponist, han blev. Høreproblemerne startede med at gøre sig bemærket, da Beethoven var ca. 30 år gammel, og endte i total døvhed omkring 50-års-alderen.

Ikke at kunne høre var én ting. Han led af et væld af andre lidelser oveni. Og han havde et sind, der i dag nok havde givet ham stemplet ADHD. Voldsom, ukontrolleret vrede kunne tage magten fra ham, og han led selv under de manglende sociale evner. Afstanden til andre mennesker voksede, og han var udmærket klar over det. Det blev til stormfulde affærer med borgerskabets kvinder, men et fast forhold eller ægteskab blev det ikke til.

Pæn fremtoning og huslig rengøring interesserede ham ikke

Madrester kunne i perioder ligge fremme i dagevis. En fyldt natpotte stod strategisk placeret under klaveret. Stuepigerne jog han væk i højt tempo. Fra hans dagbog for 1820: “17. april: køkkenpige ansat, 16. maj: køkkenpigen opsagt, 19, maj: køkkenpige ansat, 30. maj:  hushjælp ansat, 28. juli: køkkenpigen er flygtet, 30. juli: ansatte en kvinde fra Unter-Döbling, 28. august: fyrede kvinden….” Og sådan fortsætter det side op og side ned. “Lige fra skopudseren til kejseren er folk i Wien intet værd”, skal han have vrisset. Han larmede på klaveret, så han ustandseligt måtte flytte.  

Få år efter at have skrevet den 5. klaverkoncert (den skrev han i årene 1809-11) bruger Beethoven sit navn og indflydelse til gennem retssager at vinde forældremyndigheden over nevøen Karl fra sin svigerinde, som han anklagede for dårlig moral. “Nattens dronning”, kaldte han hende, og det kan man så lægge i, hvad man vil. Når man fjerner en dreng på 9 fra sin mor, og man har et temperament og sociale færdigheder som Beethoven, må det ende galt. Det gjorde det også. Den ugifte Beethoven opdragede drengen hårdt. Som 20-årig forsøgte nevøen at tage sit eget liv.

På trods af alt dette tilgav wienerne ham hans særheder

De vidste, hvor betydningsfuld han var. En excentriker, der virkelig kan noget, har altid været let at tilgive. Beethoven forblev tro mod de franske revolutionstanker hele livet: Frihed, lighed, broderskab. Derfor ville det øverste lag af kejserfamilien ikke røre ham med en ildtang eller høre hans musik. Men niveauet af adelige lige under kejserfamilien forgudede Beethoven og støttede ham finansielt – hvilket virker helt uforklarligt. Men Beethoven dedikerede sine værker til dem, der betalte gildet – og så er selv et revolutionært sind til at holde ud for hertuger og prinser.

Intet af alt dette kan man høre i Kejserkoncerten. Titlen er en gåde – apropos det spændte forhold til kejseren. Koncerten har noget majestætisk over sig, og måske opstod navnet på den måde. Tilnavnet stammer i hvert fald ikke fra Beethoven selv. Kejserkoncerten står som et afrundet stykke musik, der ikke betyder noget andet end sig selv. Den er gylden og harmonisk og fortæller intet om Beethovens liv. Da Beethoven opdagede, hørelsen var ved at blive ødelagt, skrev han sig som en sand fighter ud af denne livskrise gennem en serie af heroiske værker. 4. klaverkoncert, ‘Eroica’-symfonien, ‘Skæbnesymfonien’ osv. Værker, der vidner om tragik og viljen til at overvinde mørke og modgang.

Men reelt siger denne tråd mellem liv og værk ikke så meget

Og i ‘Kejserkoncerten’ er der intet biografisk tilbage. Hvilke følelser er der at tale om? Noget pompøst, majestætisk, en himmelsk ro i den langsomme sats, fejring i den sidste sats. Men det er jo ikke følelser. 
Så komponistbiografier er ikke til megen hjælp, når musik skal forstås. De kan give et lille glimt af en personlighed, man måske kan genfinde i værket. En forståelse for musikkens samtid kan være med til at forklare, hvorfor musikken endte med at få den eller den form. Og på et tidspunkt er den form ikke længere relevant for lytterens samtid. Men indtil da er stor musik som små verdener i sig selv. Nogle er smukke, andre drabelige, det grimme har sin plads, nogle værker nager som sten i skoen, andre går op som et perfekt regnestykke. Beethoven skrev en majestætisk klaverkoncert, fordi han kunne. Han gav den sin musikalske personlighed. Og forlod så klaverkoncertformen for altid.

Rachmaninov har jeg det til gengæld svært med

Russeren, der som så mange andre kunstnere flygtede fra revolutionen i starten af det 20. århundrede, var en stor klavervirtuos. Men som komponist … Måske skal man være russer for helt at forstå dette langmodige konglomerat af svulstighed og hårrejsende banaliteter i hans tredje symfoni. Pludselig kan han skære igennem med en fantastisk musikalsk idé, men den store symfoniker var han altså ikke.

I 2017-18 programmet for OS er Rachmaninovs Symfoniske Danse sat på programmet. Dem glæder jeg mig til. Her er han på sin absolutte højde i et værk fra 1940’erne, der emmer af den romantiske traditions solfaldsglød. Jeg mener ikke, det er forkert at sige, at Richard Strauss og Rachmaninov i 1940’erne udgør en strålende coda på den romantiske musiktradition.

 

 

(Strækninger i dette blogindlæg er også bragt i seneste nummer af Odense Symfoniorkesters blad, VirtuOS.)

 

 

 

Richard Strauss, Kari Postma og Kristian Kluxen med Odense Symfoniorkester. En anmeldelse

Adræt, elegant, ekvilibristisk orkesterspil med fantastiske solopræstationer, en gudsbenådet sangerinde, en spillevende dirigent med fuldendt overblik: Det var en stor Richard Strauss aften denne torsdag d. 12. marts 2015 i Odense Koncerthus, hvor den unge danske dirigent, Christian Kluxen, og den norske sopran, Kari Postma, lagde publikum ned.

Kari Postma er et navn, vi skal lægge mærke til

Første del af aftenen indeholdt en kort scene fra Richard Strauss’ opera, Intermezzo, samt hans mesterværk, Vier letzte Lieder. Disse fire sidste sange, som Strauss skrev i 1948 kort før sin død, hylder skønhed, især skønheden i den livslange kærlighed mellem Strauss og hans kone, Pauline. Sangene og operascenen blev sunget af Kari Postma.

Kari Postma. Norsk sopran. Hvad kan man skrive om hende, uden at ende i overdrivelser? Jeg prøver alligevel: Gudindesmuk i en glitrende, tætsiddende kjole. Indbegrebet af lady. En stemme med wagnerstyrke. Kropssprog som en diva. Hun sang Richard Strauss 4 sidste sange præcis, som de skal synges; ganske enkelt smukt og bevægende. Hun var hverken for meget eller for lidt.

Kari Postma vs. verdensstjernen Anna Netrebko: 1 -0

For nylig nedkom verdensstjernen Anna Netrebko med et bud på de samme sange på CD. Netrebko er rædselsfuld. Hun sovser disse utroligt smukke sange ind i sødladen operastemning med et vibrato, man kan hoppe i sjippetov til. Kari Postma derimod…. perfektion, indlevelse. Hun forsøgte ikke på et eneste tidspunkt at stråle over musikken, kun gennem musikken. Denne musik, som er en afsked med kærlighed, med liv, med det gamle Europa, med romantikken i musikken.

Læs også: Berlingskes musikanmelder, Søren Schauser, er ikke enig i, at Netrebko fejler i disse sange

Odense Symfoniorkester skal roses. Musikerne foldede dette fløjlsbløde klangrum ud, som Strauss skabte i noder. Jeg er ikke sikker på, musik faktisk kan være mere elementært smuk end denne. Koncertmester (førsteviolinen), Eugen Tichindeleanu, spillede den smukke violinsolo i den tredje sang, Beim Schlafengeh’n, så der ikke var et tørt øje i salen. Eller, hvis der var et tørt øje i salen, så ved jeg ikke, hvorfor vedkommende overhovedet går til koncert. Jeg måtte vride og klemme min håndfuld Kleenex til en lille klump under denne akutte overdosis af skønhed og melankoli.

Kari Postma. Vidunderlig solist i Vier Letzte Lieder med Odense Symfoniorkester.

Numsedans til umpa-umpa-musik

Anden del af koncerten var to ungdomsværker af Strauss: Don Juan og Till Eulenspiegels lustige Streiche.

Man kalder den slags musik for symfoniske digtninge, fordi musikken har en handling. Og det kan høres. Musikken har en abrupt, konstant skiftende stil. Fra det hidsige til det fjollede til det romantiske og tilbage igen. Næsten som om musikken var klippet til i forhold til en film.

Vi er ude i ren underholdningsmusik – men på meget højt plan. Meget få komponister har skrevet så ekvilibristisk for orkester som Richard Strauss. Rie Koch, der stod for koncertintro denne aften, fortalte, at ingen fra orkestret havde lyst til at stille op under introen og spille deres soli. Hvorfor? Fordi Strauss musik er vanvittigt svær at spille. Og tiden op til en koncert derfor skal bruges på at øve og varme op. Min koncertveninde og jeg var enige om, at øveriet havde betalt sig. Jeg har ikke hørt orkestret spille så godt før. Dirigenten, Christian Kluxen, er en mand, som meget gerne må blive inviteret til Odense noget oftere. Præcis i sine markeringer, fuldstændigt overblik – og ikke af vejen for at danse en lille numsedans på podiet til en umpa-umpa-sekvens i Till Eulenspiegels lustige Streiche. Damen på rækken bag ved os denne aften grinte højlydt med. Fortjent!

Eksperter i klassisk musik siger ofte, at ren instrumentalmusik ikke kan være sjov, uanset hvor meget, komponisterne prøver. Richard Strauss og Odense Symfoniorkester med deres fantastiske, numsedansende gæstedirigent beviste, at eksperterne tager fejl.

Kari Postma:  Hun måtte gerne have sunget hele aftenen

Strauss ungdomsværker er underholdende og godt skrevet. Men: I grunden kunne aftenen for min skyld have været et helt program med sange af Richard Strauss. Så var jeg dog ikke sluppet gennem aftenen uden hulk og snøft.

Jeg var ret spændt på denne aften. Om jeg, en granvoksen mand, kunne komme igennem Vier letzte Lieder uden at tude. Disse sange går direkte om bag mine parader, lige ind i hjertet – uden omvej. Og det er der meget lidt anden musik, der kan. Alle, der har set skønheden i et langt kærlighedsforhold, fx. ens forældres livslange kærlighed, vil føle vemod ved disse sange. Tag den sidste sang, Im Abendrot (I aftenrøden), om et ældre ægtepars vandring ind i natten – sammen:

Igennem sorg og glæde
Gik vi hånd i hånd
Vi efter rejsen dvæler
Højt over det stille land.

Rundt om os falder dalene,
Og snart falder mørket på,
Kun et lærkepar stiger
I disen længselsfuldt.

Kom her og lad dem svirre,
Snart er det tid til søvn.
Gid vi ej farer vild
I denne ensomhed.

Oh, stille fred!
Så dyb i aftenrøden
Hvor er vi vandringstrætte –
Er dette måske døden?

Mahler Was Here: Opstandelse i Odense

Bruno Walter, der var så nær en ven med komponisten Gustav Mahler, som man kunne blive, fortalte engang følgende anekdote om Mahler: Når han, altså Mahler, en sjælden gang kom til at grine af hjertens lyst, så stoppede han altid med det samme, som om han følte, at en lidende mand som han ikke kunne tillade sig at le. Ingen tvivl: Mahler opfattede sig som et lidende menneske, og han havde god grund til at gøre det. Mange af hans søskende døde tragisk unge, der var selvmord i familien, sindssyge, hans elskede mor døde ung, og Gustav måtte til sidst skabe sig en velbetalt karriere som dirigent for at kunne brødføde hele butikken af familiemedlemmer.

Hvad handler Mahlers musik om?

Mahlers musik handler også om lidelse og lidenskab, som jo for et buddhistisk præget sind som Mahlers er to sider af samme mønt. Og den handler om, hvordan vi skal forholde os til de store ting i livet. Mahler er meget sjældent en entydig kunstner. Som oftest ved man som lytter ikke, hvor man har ham. Bag ved smilet gemmer der sig ironi. Bag ironien gemmer nostalgien sig. Bag nostalgien gemmer tomheden sig, bag tomheden skriger angsten for tomheden. Han kan være svær at forstå, fordi han konstant skifter mellem følelser og udtryk. Hans musikalske klippeteknik er næsten filmisk. Når man forstår ham bedst, bliver Mahler en fremmed fortrolig – et udtryk, som Jens Malthe Fischer for nogle år siden valgte som titel på sin fantastiske Mahler-biografi: Der fremde Vertraute. Et urovækkende bekendtskab, der taler til lytteren som en, der kender éns sjæl rigtig godt.

Mahler var tilstede i Odense Koncerthus her til aften

I aftes i Odense Koncerthus var vi tilhørere vidner til Mahler. Mahlers ånd var i huset. Vi var vidner til 90 musikere og 100 korsangere plus to sangsolister, som spillede Mahlers på alle leder og kanter store 2. symfoni, som har titlen “Opstandelsessymfonien”. Vist var der falske toner. Vist kunne det lille orgel ikke hamle op med koncertorglerne i andre byer. Men ånden var tilstede. Og det må vel være det vigtige.

 

Mahler Symfoni 2 Odense Koncerthus verdenikov inger dam-jensen

Vedernikov, kor, orkester og solister tager imod fortjent bifald

Alexander Vedernikov fremmanede Mahlers drama og intensitet

Maestro Vedernikov styrede slaget med store og præcise armbevægelser – det var han nødt til, for ud over musikerne i salen, var der under denne 2. symfoni placeret hele to fjernorkestre bag ved scenen. Mahler bruger disse to små, skjulte orkestre som en urovækkende dybdevirkning, idet man som lytter ikke kan sige, hvor den til tider melankolske, til tider skræmmende musik kommer fra.

Jeg sad, så jeg kunne se Vedernikovs ansigt. Han dirigerede ikke. Han spillede selv de skiftende roller i musikken som en skuespiller, lige fra det ophøjede til det djærve: Han agerede simpelthen de dobbeltbundede følelser for orkestret. Efter en meget vellykket førstesats, som i sig selv er så lang som en hel symfoni af Beethoven, og hvor Odense Symfoniorkester og de til lejligheden importerede ekstramusikere, spillede røven ud af bukserne, blev jeg lidt urolig for midtersatserne. Som sagt er Mahler meget sjældent entydig – og i de to midtersatser er Mahler en helt utrolig glat ål af konstante tvetydigheder. Ikke til at få hold på. Sødladen nostalgi for en svunden, ‘bedre’ tid bliver med det samme outet som tom lirekasse. Ja, hele salen bliver en stor lirekasse, hvor intet er, som det lyder. Mahler understreger det bl.a. med sit vanlige trick: Pludselig dukker der marchmusik eller bevidst banale folkemelodier op – spillet så skævt som muligt. Ja, han beder endda en trommeslager om at lave en fremmedgørende klaprelyd på siden at stortrommen ved at slå på den med en håndfuld små grene!

Mahlers eksistentialisme i Opstandelsessymfonien

Jeg blev lidt nervøs for, om Vedernikov ikke satte tempoet for langt ned. Jeg er stadig ikke helt sikker, men hans mimik og musikken i sig selv overbeviste over lange stræk om, at det pæne, det artige, det melodiøse absolut ikke skal tages som en fin lille holdeplads for glemsel om al den smerte, førstesatsens drama beskrev. Vedernikov viste i stedet, at løsningen på det store spørgsmål i symfonien – meningen med livet og med døden – ikke findes i at give sig hen til tomme forlystelser og aspartam-søde melodier. Eller i at fortabe sig i minder om en forløjet fortid. “Minderne har jeg da lov at ha'”, hedder det i en gammel, dansk sang. Ja, siger Mahler, du har dine minder om en lykkelig fortid, men dine minder er formodentlig løgn og kan ikke bruges som eksistentiel varmepude, når krisen kradser i sjælen.

Hen mod slutningen af tredje sats, der kører som en uendelig lirekassemelodi, samler orkestret kræfter til et skrig af angst. Angst for alt det tomme, overfladiske, forlorne og fake i denne verden. Mahler flænser musikkens overflade med et skrig – og et håb om, at noget dybere kan findes. Op rejser sig mezzosopranen, Ekaterina Semenchuk, og synger en helt simpel sang. Et barns sang om håbet om, at det må få et lille lys, der kan vise vej gennem mørket frem til … Ja, Mahler bliver pludseligt uvant tydelig her: Han ser et lys for enden af tunnelen, og det lys er himlen. “Urlicht” hedder sangen, Urlys, som Ekaterina Semenchuk sang så smukt og uden det blævre-vibrato, sangerinder desværre somme tider forfalder til i senromantisk musik, fordi de så gerne vi vise FØLELSER. Ekaterina Semenchuk forstod Mahlers sang om urlyset. Den skal synges ligefremt. Som et barn.

Efter måske at have været slået en smule ud af kurs i de ironiske, tvetydige midtersatser, kom orkestret på rette kurs i den meget lange slutsats. Jeg har aldrig hørt messinggruppen i orkestret spille så smukt og tight som i den middelalderlige “dies irae”-melodi om verdens undergang, som Mahler først bruger, siden transformerer i denne slutsats. Transformationen går fra en forestilling om en himmel-og-helvede-Gud, der skal komme at dømme levende og døde, symboliseret ved “dies irae”-melodien, til et opstandelses-tema, der løfter sjælen mod en frihed uden dom. De to temaer og tanker udkæmper et bibelsk drama i den lange slutsats som ender med…..Ja, hverken død eller ødelæggelse. Vi var til tider tæt på. Især i den infernalske larm, som slagtøjsgruppen havde den velsignelse at kunne skabe. Der var dømt ståpels, når de gav den los.

Mahler var konverteret katolik, men er musikken katolsk?

I sidste ende ser Mahler ingen katolsk dommedag. Der er ingen skærsild. Det er lige før, han har slettet den kristne Gud helt af ligningen. I stedet lader Mahler et kor synge om sjælens opstandelse og finder løsningen på det store spørgsmål om liv og død i tanken om, at alle de lidelser, vi går igennem, og alt det, vi har skabt, mens vi gik på Jorden, er det, der bærer os op til … Gud. Her bliver Mahler igen entydig. Værket slutter med, at koret rejser sig – i sig selv en frydefuld oplevelse i aftes med Filharmonisk kor fra Odense og Sønderjylland – og giver den fuld skral på stemmebåndene. Orglet sætter ind. Kirkeklokker sætter ind. En sopran dukker op, denne gang Inger Dam-Jensen, som klarede sin lille rolle fint.

Her mod slutningen var Vedernikovs adstadige tempo igen en fryd og beviste sin bæredygtighed. Alt for ofte japper orkestre og dirigenter sig igennem slutningen af værket. Vedernikov tog sig tid til at lade urlyset blænde publikum i Odense Koncerthus denne aften! Tempoet skal være som i salmen “Dejlig er Jorden”. Opstandelseskoralen skal være en rolig, omend højlydt vandringshymne fra det kaos af fortvivlelse, vi lagde ud med i første sats, mod det hvide c-dur-lys uden nuancer i slutningen af værket.

Det hele blev denne aften sunget, spillet, dirigeret i Mahlers ånd. Jeg kan egentlig ikke give en større ros.

Mahler i Wien 2010

Jeg var i Wien i 2010 – et af de store Mahler-år. Og Wien er jo Mahler-byen over dem alle. Mahler ville være fyldt 150 år det år – hvis han altså ikke var død som 50-årig af en hjertefejl i 1911. Jeg besøgte museer, hvor hans efterladte ejendele var udstillet. Jeg besøgte hans grav i en forstad til Wien. Men intetsteds fandt jeg Mahlers ånd. Det gør jeg kun i hans musik. Denne mangetydige musik, der bypasser alle mine parader og går direkte ind til den menneskelige mangetydighed indeni. Og jeg mærkede denne ånd i aftes i Odense Koncerthus.

Læs også

Mikael Krarups anmeldelse i Fyens Stiftstidende af samme koncert (linket starter download af en pdf fil fra Odense Symfoniorkesters hjemmeside).