Der er langt mellem de virkeligt store snapse i biografen. Sådan må det være, når film primært handler om profit. Det er svært at finansiere film, og meget svært at gennemtrumfe en kunstnerisk vision.

Senest er det blevet til Dunkirk af Christopher Nolan – den ikke-dumme blockbusters mester. En film om de strandede, allierede soldater på den franske kyst, der angribes af tyskere fra luften og alle andre retninger. De skal væk – og det sørger almindelige fiskere i deres både og andet godtfolk for. Ørepropper anbefales, da skibene går ned og ned og ned i ét væk, og kuglerne fløjter om ørerne. Underholdende er den. Men krigsfilmmesterværker som Das Boot eller Apocalypse Now når den ikke. Dertil er den for springende mellem persongrupper.

Annabelle 2: Begyndelsen … Nej ok, der forventer man ikke mesterværk. En gruppe forældreløse piger installeres i et uhyggeligt hus hos et par, der har mistet deres barn. Allerede der tænker man jo: kom væk. Men det gjorde man også fra første sekund af The Shining, en af de store gyserklassikere med Jack Nichoslon som familiefaderen i et øde hotel. Princippet i Annabelle 2 er chok, ikke så meget gys. Gys kræver opbygning, at publikum fodres med informationer, personerne på lærredet ikke har. Men i film som denne ved vi tilskuere nogenlunde det samme som de stakkels piger og den hjertegode nonne. At filmen så er mere fyldt med plothuller end en schweizerost er en anden sag. Hvorfor fa’en flygter I ikke fra det hus, tænkte jeg hele tiden!

Valerian and the City of a Thousand Planets: en orn’lig gang underholdning af Luc Besson. Masser af kulør og skøre, visuelle gags. Jeg var meget underholdt, selvom ligheden med tegneserierne, filmen baserer sig på, er ganske perifer.

May God Save Us (Que Dios Nos Perdone): Den spanske krimi af Rodrigo Sorogoyen om en seriemorder, der har set sig gal på ældre damer. Reklameret som en moderne udgave af Se7en, ser satte hele seriemorder-genren på landkortet i 90’erne. Men den når ikke Se7en’s højder. Kun det mørke, de to naturligvis helt forskellige politimænd trækkes ned i, gør filmen interessant. Men det er jo efterhånden en klassiker, at en morder viser sig at være patetisk taber, og at politifolk ender med at ligne forbyderen. Vi trænger til fornyelse af krimigenren. Noget a la den argentinske melankolske krimi, Øjnenes Hemmelighed, der udkom for nogle år siden.