Blog & Fotokunst

Tag: Katrine Nordland (page 1 of 1)

Dirigentstuderende i Odense Koncerthus

Gratiskoncert med Odense Symfoniorkester – det kan ikke gå galt. Og det gjorde det heller ikke. Fire unge, mandlige dirigentstuderende skiftedes i går i Odense Koncerthus til at dirigere satser fra Griegs underholdende klaverkoncert og Tjajkovskijs mest personlige og bedste symfoni, nr. 6 med tilnavnet Pathetique – den følsomme.

Jeg kan ikke sige, hvem der var bedst – det var heller ikke en konkurrence. OS var i hvert fald i topform og bar de unge dirigenter frem på hænder og fødder. Orkesterspillet var i top. Der blev smilet til hinanden i orkestret under spillet, kindkys blev uddelt efter koncerten. Hver koncert måtte gerne være sådan.

Og så fik jeg lov at nyde Pathetique’en sammen med Odenses sejeste musikbiblioteksdame, Katrine Nordland – blandt andet kendt for koncertintro’er inden koncerter med OS og snart for musikquizzen på DR.

De studerende charmerede alle, og de vil alle kunne nå langt. Det håber jeg.

I vore dage er det dog egentlig spøjst, at dirigentfaget af alle stadig fag er mænds domæne. Lad os få nogle flere kvinder ind!

En katedral eller landsbykirke af toner

Mea culpa!

Det er mig selv, der har fundet på overskriften for denne koncert i OS’ sæsonkatalog. Men ved nærmere eftertanke burde det måske have heddet en landsbykirke af toner. Hvorfor?

I år fejrer vi protestanter, at Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på døren til kirken i Wittenberg. Og derved startede reformationen: 500 år gammel og stadig i gang. Luther ville gøre op med kirkens katedralbyggeri for de fattiges penge, som man lokkede ud af dem ved at postulere, at pengedonationer kunne afkorte den tid, den gode gud af uransalige årsager måtte mene, man var hjemfalden til at lide i helvede.

I 300-året for en anden stor hændelse i reformationen, den augsburgske bekendelse, skrev alfe- og fe-komponisten Felix Mendelssohn sin Reformationssymfoni. Og som fejring af reformationen er det vel lidt skævt at kalde den en katedral af toner. I Luthers ånd må det vel være en ydmyg landsbykirke. En katedral af toner … Det er vel ret beset mere Mahlers Opstandelsessymfoni eller Bruckners 8.

Jeg kæmper med at finde den røde tråd i aftenens valg af værker

Vivaldi + nyt værk skrevet over et nummer fra et 1970’er koncept rockalbum + Mendelssohn. Knæk den nød!

Jeg prøver: Vivaldi = barokmusik. Og barok var den katolske kirkes reaktion på reformationen. Da reformationen fik momentum huggede den store landområder fra katolikkerne. Man valgte at give kunstnere frit løb til at udtrykke store følelser i kunsten for at vinde de protestantiske sjæle tilbage. Det virkede. Hvorfor? Fordi barok er dramatisk, har stort udtryk og ofte – dog absolut, absolut ikke altid – er mere simpel at forstå. Den skal gå fra hjerte til hjerte. Således Vivaldi. Michala Petri, der charmerede os odenseanere med sin ydmyge og varme personlighed under koncertintroen, citerede en bemærkning om, at Vivaldi ikke har skrevet 400 instrumentalkoncerter, han har skrevet den samme koncert 400 gange i træk (noget af det samme siger man om Bruckners symfonier).

 

Michala Petri

Katrine Nordland fra Musikbiblioteket, der nu ligger i det guldindfattede bling-bling-o-tek ‘Borgernes Hus’ og blokfløjtevirtuos Michala Petri

 

Vivaldi er inkarneret barok

Letforståelige temaer, utroligt mange gentagelser, fravær af flerstemmighed, som gjorde tidligere musik så kompliceret. Vivaldi taler direkte og i øjenhøjde. Han chokerer og pisker musikken op som flødeskum. Og så med Michala Petri på blokfløjte. Pist væk er erindringen om fordums musiktimer (‘jeg går til blokfløjte’ – kan I huske det, jer der er født i 1970’erne?). Michala Petri har uendeligt meget luft i sig til de vanvittigt hurtige noder i Vivaldis musik. Aftenens højdepunkt.

Aftenens dirigent, Fabrice Bollon, stod for aftenens moderne indslag. En gendigtning af 70’er art rock nummeret ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis. Igen med Michala Petri som den sikre støtte på et udvalg af syrede blokfløjter. Vi kløede os lidt i kindskægget over Bollons værk. Han skriver sarte, smukke lydflader i den franske tradition, hvor musik er som luft- eller vandelementet. Men jeg er germansk hele vejen igennem. Og i germansk kultur er det jordelementet, der præger musikken. Det organiske, fyldige. Jeg manglede kroge i musikken at hænge oplevelsen op på. Men Michala Petris ydmyghed bør smitte af på mig nu: Det kan tænkes, jeg bare ikke har evnerne for at trænge ind i Bollons musik. Det er faktisk meget muligt. Jeg har ofte taget fejl og nyder det, hver gang jeg opdager, jeg har overset guld. Michala Petri har indspillet værket og fået gode anmeldelser for det … Jeg glæder mig til at finde ud af, jeg tog fejl 🙂

Hør her sangen ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis og Peter Gabriel i front.

Jesus og hans bevægelse har haft mange billeder knyttet til sig: Vejen. Lyset. Fisken. Korset. Hyrden. Og lammet. Jeg kan ikke høre noget kristent ud af Bollons værk. Men den symbolske forbindelse kan sagtens være der. I sangen er lammet en art modstykke til en slidt, farlig storbyverden. Som Michala Petris rolige klangflader med ekkoeffekter bringer lammet ro til storbyen. Og så tør jeg ikke fortolke videre! Barokken introducerede de virtuose soloture i musikken, og det nød rock rigtig godt af. Richie Blackmore fra Deep Purple har med sikkerhed luret mange barokke krummelurer i sine guitarsoli af fra barokmestre som Vivaldi.

Mendelssohns Reformationssymfoni fra 1829-30 rundede aftenen af. Mendelssohn skriver ikke sådan super dyb musik, og man oplever ingen religiøs åbenbaring eller henrivelse, som Bach eller Beethoven eller Mozart eller Mahler kan skabe. Med Mendelssohn er vi enten ude i skoven med alfer og feer eller i en landsbykirke. Symfonien er et stykke halvt programmusik, hvor vi bevæger os fra det katolske mørke til det lutheranske lys komplet med Luthers egen ‘Vor Gud han er så fast en borg’-melodi til slut. Der skal ikke herske tvivl om protestantismens sejr!

Så ad ujævne veje er der måske alligevel en art rød tråd gennem sådan en aften. En aften med plads til vildt virtuoseri, undren og velklingende underholdning.

Søndagsmatiné i Odeon: Til helvede med traditionen!

Musikkonservatoriets sal … ligger ikke i Musikkonservatoriet. Ligesom Odense Teater har Odense Musikkonservatorium nu til dels til huse i Odeon. Jeg havde ikke været i denne sal før og var positivt overrasket. En virkeligt dejlig sal. Man sidder stejlt, så alle har udsyn til solisternes gulv. Smukke frisk-grønne sæder, glimrende akustik. Her er jeg ikke kommet for sidste gang. Og så var det gratis i dag. Tænk, man kan gå fra gaden ind og få en times gratis musik spillet af proffer!

Dagens matiné startede med en lille lækker, moderne variations-ting fra 1981 af norske Knut Guettler (1943-2013) over den kendteste renæssance-melodi, Greensleeves, som Henrik d. VIII måske er ophavsmand til. Toms Timofejevs på solo-kontrabas måtte sætte an to gange, fordi et par publikummer kom for sent. Men pyt, det er søndag, og vi skal heller ikke være for stive i det. Jeg kendte ikke Guettlers lille værk, der emmer af skæv norsk folketone, men nød især pizzicato-variationen.

 

Jeg elsker Schubert. Ingen kan som han skrive kammermusik, der rummer et hel orkesters udtryk. Vist, Schumann sagde med et glimt i øjet, at Schuberts værker havde himmelske længder, underforstået: lidt til den lange side. Men når Schubert er bedst (og det var han nok ikke i dag), tager man alle hans gentagelser med. I dag fik vi Variationer over sangen ‘Trockne Blumen’ med Berit Juul Rasmussen på klaver  (med de mest vilde sideskift i noderne, jeg har oplevet – ritsj, ritsj af sted ud over stepperne) og Ragnhildur Jósefsdóttir på tværfløjte. Værket er ikke et højdepunkt i Schuberts enormt lange værkrække. Absolut til den lidt for lange side. Og Jósefsdóttir kæmpede noget med at have luft nok til de hurtige variationer. Men hvad, det er søndag, det var helt fint. Ikke mindst på grund af Berit Juul Rasmussen.

Matineen blev afsluttet på et højdepunkt

Og det skete med en af det tyvende århundredes mest kontroversielle komponisters, Dmitri Sjostakovitj’ sidste værk, Sonaten for bratsch og klaver op. 147 fra 1975.  Odense Symfoniorkesters blændende solo-bratschist, Rafael Altino, spillede rummet op væg til væk med en kæmpemæssig tone, en hypnotiserende inderlighed og en passioneret desperation over for polske Karolina Bogus’ melankolske og fantastiske klaver.

Værket genlyder af den sene Sjostakovitj’ dødsanelser og dybe melankoli

I kammermusikken finder vi den mest ægte Sjostakovitj, hvor symfonikeren Sjostakovitj ofte skjuler sine ægte følelser og tanker bag masker og parodier ligesom hans store forbillede, Gustav Mahler. Et fællestræk for den sene Sjostakovitj er også de åbenlyse citater og lån fra andre komponisters berømte værker. Det er noget store komponister godt må. Jeg var som besat af sidste sats’ fusion af Beethovens Måneskinssonate, sørgemarchen fra Beethovens Eroica-symfoni indlejret i et klassisk Sjostakovitj-univers! Mageløst! En indadvendt modernist, der rækker ud til sit publikum – som da Alban Berg citerede Johann Sebastian Bach node for node i sin violinkoncert. Det rammer én på den musikalske rygrad – alt det, ens forældre har sørget for at man har med af kulturel dannelse og viden om vores kulturs rødder.

Det er en musik, der går sine egne veje; som følger sin egen logik. Hvis man kan og vil følge med, får man en oplevelse af skønhed og sandhed.

Jeg har sjældent oplevet et så fokuseret publikum i Odense. Under Altinos stille solokadence i første sats, kunne man høre en knappenål falde til gulvet.

 

 

Sørgelig musik har en opløftende egenskab. Det er virkelig underligt. Vi gik ud i solen beriget af denne sorgfulde musik. Og med et lille smil på læben over underskønne Karolina Bogus. Kun velanstændigheden afholdt mig fra at springe ned på scenen for at give denne vævre kvinde et varmt kram!

På vej ud hørte jeg nogle ældre publikummer hvisle om, at man da ikke kan forvente, publikum kommer tilbage efter at få serveret så moderne musik

Nu siger man jo ikke noget som høfligt menneske. Men det, jeg ville have sagt, var, at netop denne art musik må og skal på programmet. Vi kan ikke blive ved med at få serveret sikre navne fra Haydn til Schubert.

Det er fantastisk at disse dygtige musikere og Odeon tør sætte relevant moderne musik på programmet. I mandags, da jeg var til indstillingsmøde for Odense Musikudvalg, var det en af diskussionerne. Forholdene for den nye musik, muligheden for at tale til et nyt, yngre publikum. Jeg valgte ikke at stille op til udvalget, men i stedet give min støtte til den kandidat, jeg kunne se flest af mine tanker om Odenses klassisk musikliv i, Katrine Nordland. Hun er kendt for koncertintroer for Symfoniorkestret, for sit virke i musikbiblioteket, som nu desværre skrumper og flytter. Katrine blev til at begynde med valgt, og jeg åndede lettet op over, at hendes konservative modkandidat ikke blev valgt. På grund af en absurd optællingsfejl blev resultatet vendt om et par dage senere. Ikke godt. Jeg tror ikke på, at den klassiske musik i Odense skal plejes med en tro på, at folk nok kommer af sig selv, at der ikke skal rækkes ud til unge uden for konservatoriet.

Symfoniorkestret gør meget for at forny publikum, hvilket er afgørende for, at denne kulturform ikke forsvinder. Jeg håber, orkestret også tør sætte klassikere fra det 20. århundrede på programmet. Jeg kunne mærke på publikummet i dag, at man er klar til at nyde musik fra det århundrede, de fleste af os er født i. Man kan godt andet end det sikre. Og ja, så vil der være ældre publikummer, der sorteres fra, fordi de ikke kan andet end det klassisk-romantiske. Bare ærgerligt. Til helvede med traditionen. Som Mahler sagde: ‘Det, I kalder jeres tradition, det kalder jeg jeres ligegyldighed og sjusk.’

Jeg glæder mig til mere moderne kompositionsmusik i Odense. Og til flere matineer i Odeons dejlige sal!

 

Hvad: Søndagsmatiné med musik af Guettler, Schubert og Sjostakovitj

Hvornår: Søndag. d. 8. oktober 2017

Hvor: Musikkonservatoriets nye sal i Odeon, Odense

Hvem: Toms Timofejevs, kontrabas – Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte – Berit Juul Rasmussen, klaver – Rafael Altino, bratsch – Karolina Bogus, klaver