Blog & Fotokunst

Tag: kærlighed (page 1 of 1)

Force Majeure: Den moderne mand splittet til pinlige atomer. En anmeldelse

Force Majeure er en mesterlig sædekomedie. Lad mig fortælle dig hvorfor.

Ruben Östlunds nye film om det moderne parforhold og manderollen i dyb krise, Force Majeure, kunne meget let være sunket til bunds i en nedadgående spiral, der hedder: Lad os pille den moderne mand fra hinanden og vise, han er et fucking skvat. Og at kvinderne er blevet de stærke. Enten er manden et skaffedyr – eller en tabermand uden varige relationer. Det er den suppe, vi får hældt i ørerne alle vegne i medierne for tiden. Kvinderne har sejret ad helvede til åbenbart.

Det var med den lille mistanke, jeg gik ind for at se filmen i Odenses bedste biograf, Café Biografen. Men jeg blev meget positivt overrasket over, hvor nuanceret en film, der er tale om. Den er sjov, utroligt pinlig, udleverende, spændende, smuk, angstprovokerende og meget andet. Vi er milevidt fra de her kedelige danske film, hvor Paprika Steen skælder ud på sin film-ægtemand (sikkert spillet af Carsten Bjørnlund eller Nikolaj Lie-Kaas), som står og hulker ned i køkkenvasken. Jeg er så træt af uopfindsomme, danske film med de samme 8 skuespillere. Godt, vore svenske brødre kan noget helt andet med mediet.

 

Force majeure: uforudsigelig, udefra kommende begivenhed som forhindrer nogen i at opfylde en forpligtelse, og som derfor fritager vedkommende for det juridiske ansvar fx krigsudbrud eller naturkatastrofe.

– Den Store Danske Ordbog

 

Vi er med det unge par, Tomas og Ebba, og deres to børn, Harry og Vera, på sådan rigtig hyggelig skiferie. Flot sted omkranset af franske, sneklædte tinder. Rigtigt dyrt tilflugtssted for par og mennesker, som har alle basale behov opfyldt, Ipad og mobiltelefon fuldt opladet, og som egentlig har det generelt pissefedt. Far skal bare lige, synes Ebba, have en lille, afslappende ferie, fordi han arbejder så meget. En hær af snekanoner, skilifte, snow groomers, eksplosionsanordninger til kontrollerede laviner og meget andet arbejder non stop på den perfekte oplevelse. Men så er der den dér lavine….. Den lidt for store lavine.

Familien nyder frokost på en åben altanrestaurant. En lavine starter i det fjerne – det er spændende. Men alt er vel sikkert, ikke? Børnene bliver urolige. Lavinen bliver større. Mor Ebba mener, det ikke ser så sikkert ud igen. Jo jo, mener far Tomas, lavinen er jo kontrolleret. Men lavinen stopper ikke. Der går panik i forsamlingen. Det første, Tomas gør, da han tror, lavinen rammer, er at gribe sin Iphone og løbe væk fra familien, mens han skubber en anden mand væk. Rent overlever-gen og urinstinkt – eller en moderne, skvattet mand, der hellere vil redde sig selv og sin telefon end ungerne og konen?

Det viser sig snart, da Tomas og Ebba spiser på restaurant med en andet par, at Ebba har en noget mere virkelighedsnær opfattelse af ægtemandens flugt, end Tomas har. Tomas mener bestemt ikke, han løb væk. Ebba og vi ved bedre.

Herfra går det støt ned ad skibakke for parret. Til at begynde med beslutter de bare ikke at tale om det. Så finder de på en tilpas mild løgn, de kan leve med. Men børnene reagerer, afviser forældrene, lukker sig inde. De siger intet, men signalerer på alle andre måder, at der er sket noget rigtigt skidt i familien.

Som sagt kunne alt dette være blevet til en meget kedelig gang socialrealisme om den velbjergede middelklasse og om den moderne maskulinitet, der viser sig hul og taberagtig. Hvilket den også er. Men ikke kun. Ruben Östlund har spænding indbygget i det mindste knirk fra de skilifte, som bærer familien op på pisterne. Det ensformigt udformede, bikube-agtige hotel bliver til et pinligt helvede, hvor familien er spærret inde med sine dæmoner.

Vi kender vel alle det, at vi overværer et par sætninger sagt mellem ægtefolk, der afslører en afgrundsdyb mistillid, et skævt magtforhold, en lurende vrede over for den anden. Vi oplever det på cafeer, ved kassen i Netto, til fester, hvor der bliver drukket et glas vin for meget. I Force Majeure slipper vi ikke for at se, hvor katastrofale disse pinlige sandheder og hændelser mellem han og hun i virkeligheden er. Ruben Östlunds mikroskop iagttager disse mennesker ubønhørligt. Pinlighederne hænger ikke kun i luften, de får lov at have konsekvenser.

Nuancerne i Force Majeure er det, der gør filmen suveræn

Slutningen af filmen giver den ultimative nuancering, der viser, at vi i Force Majeure ikke har med en jævnt forudsigelig, nordisk sædekomedie at gøre, som nøjes med at afbilde den skvattede, moderne mand. Tomas er gennem et komplet sammenbrud kommet til sandhed med sig selv og har ladet alle dæmonerne komme ud af skabet over for Ebba. I en grad, så han næsten regredierer til barnestadiet – man ser ham trække sin bluse op over hovedet, sådan som man ser børn gøre det, når virkeligheden bliver for grum og pinlig. Og betegnende nok er det i den situation børnene, der trøster farmand – konen har trukket sig fra denne mand, der nu har opgivet al maskulinitet. Filmen igennem er der en finurlig dirren mellem at være og at forestille at være. Er farmand Tomas så oprørt, som han ser ud til? Ebba betvivler til at begynde med hans angergråd og vriden hænder. Men starter han med at spille angerfuld for pludselig at blive revet med i en malstrøm mod virkeligt sammenbrud? Jeg kunne nævne flere eksempler gennem filmen på, hvordan menneskerne på lærredet ikke helt kan siges at være det, de viser, eller bare spille det. Filmen starter med, at den lille familie bliver fotograferet af hotelfotografen. Smukke, velbelyste fotos af en lykkelig familie – et billede, der forestiller lykke. Men vi ved med det samme, det kun forestiller. Denne dirren mellem at være og at forestille at være er en af filmens store styrker. Denne spænding og dissonans gør filmen langt mere eksistentiel end dameblades vulgære opdeling af kvinder og mænd i bestemte kasser.

Et skud i tågen – Force Majeures anden katastrofe

Hen mod slutningen af filmen tager familien op i det øde snelandskab for at stå på ski for sidste gang på denne ferie. Der så tæt tåge, at man intet kan se. En hvid tåge, som mindede mig om J. P. Jacobsens novelle ‘Et Skud i Tågen’, hvor tågen er angstens og usikkerhedens rige. Tågen i Forcen Majeure er også angstprovokerende – for mig som tilskuer og for Tomas og Ebba. Mens ungerne har fuld tillid til deres skvattede forældre. Familien vover turen sammen ind i dette kridhvide intet – og endnu en katastrofe indtræder. De to børn og Tomas når ned – men Ebba er væk. Efter sit sammenbrud er skvattet Tomas endelig i stand til at vise lidt mod. Han går ind i tågen alene og kommer tilbage bærende på Ebba. Der var intet sket – måske fór hun blot vild. Eller ville hun teste ham? Måske havde familien brug for en kontrolleret katastrofe for at finde sammen igen, fordi den moderne familie for længe har kørt i tomgang på ren, ufarlig rutine. Vi kan ikke vide det.

force majeure af ruben östlund - familien børster tænder

Familien i Force Majeure synkronbørster deres tænder. Rutine er godt. Men det bliver ikke ved med at være godt.

I hvert fald er det far Tomas, der til slut i filmen igen holder hovedet koldt, da deres bus ned fra bjerget kører så usikkert, at Ebba stopper den. “Jeg skal af!”, siger hun i et angstanfald – og forlader børn og mand.

Alle har åbenbart deres breakingpoint. Ikke kun mænd. Vores fortælling om mænd og kvinder har traditionelt været: Mænd er helte, der lader kvinder og børn komme først i redningsbåden. Det ved vi efterhånden godt ikke nødvendigvis passer. Den moderne mand er så dresseret af stærke kvinder, at det traditionelt maskuline ideal glider mere og mere væk. Kvinderne er de stærke. Går vi og siger til hinanden disse år. Men Rune Östberg drejer den til sidst og hæver emnet langt højere op. Også kvinder kan finde på at skride fra det hele.

Force Majeure opløser platte han/hun kategorier og lader os se hinanden som mennesker

Og til slut går hele menneskeheden sammen ned ad bjerget. Mænd, kvinder og børn har forladt den usikre bus. Kun Ebbas polyamurøse, spændingsbesatte veninde blev i bussen. Som så endte med ikke at komme nogle vegne. Tomas ven, Mats, bærer en træt Vera. Han har standset panikken i bussen, da mor Ebba pisker en katastrofestemning op. Spillede Mats helt i bussen for at imponere sin unge elskerinde med et operetteagtig “kvinder og børn først!”? Denne unge elskerinde, der har tvivlet meget på hans maskulinitet tidligere i filmen. Vi kan ikke vide, om Mats er helt eller operette. Væren eller forestilling igen. Eller måske endnu dybere: Måske prøver han at forestille en helt for at øve sig på rent faktisk at blive det.

Tilbage står Tomas, som ikke kunne forandre sig ved at råbe og skrige, drikke og larme – kun ved at indrømme sine fejl og starte forfra… Han tager en smøg på vej ned ad bjerget. Man fornemmer, han nu bare er Tomas – uden en bestemt rolle. Måske lader Ruben Östlund et lille lys skinne her i slutningen af Force Majeure. Et opgør med “mænd er sådan og kvinder er sådan”. Der er kun mennesker med hver deres breakingpoints, og vi sidder grundlæggende alle i samme bus. Skilift. Hotel. Restaurant. Tåge. Lavine.

 

Kvinden der Forsvandt og Vertigo – Kærlighed og Illusion

“Hvis jeg lader dig forandre mig … hvis jeg gør, som du siger, vil du så elske mig?”

– Kim Novak som Judy/Madeleine i Vertigo

For en måneds tid siden var jeg i biografen med min gode veninde, Britt. Vi så David Finchers seneste film, Gone Girl – på dansk: Kvinden der Forsvandt. Filmen er afsindigt spændende, plottet twister indtil flere gange undervejs, og man føler sig virkelig godt underholdt. Og hvad så? Jo, og så blev den ved med at ligge og rumle i mit baghoved. Efterhånden blev jeg enig med mig selv om, at den ikke kun er en underholdende spændingsfilm om et virkelig dysfunktionelt ægteskab. Jeg kom frem til, at Kvinden der Forsvandt mindede mig om en film af Hitchcock, den gamle Hollywood-mester af gys, skyld, forbrydelser og suspense. Filmen, jeg kom til at tænke på, er Vertigo. På dansk: En Kvinde Skygges. De to film er på mange måder meget forskellige, men de har en fælles tematisk kerne. Kernen er et meget tragisk syn på romantisk kærlighed. På forholdet mellem mand og kvinde. På erotikkens væsen. Både Vertigo og Kvinden der Forsvandt prøver at besvare spørgsmålet om, hvad kærlighed egentlig er. Den romantisk kærlighed, vi i vesten sætter på piedestal. Hvor virkelig er kærligheden? Hvad er dens betingelser? Hvis disse to fremragende film giver noget svar, så er det noget i retning af, at kærlighed ofte handler om at jage drømme, idealer som ikke findes. Vi søger et menneske, men jager spøgelser af vores egen fortid og vore egne, dybe drømme.

En Kvinde Skygges – Vertigo

Året er 1957, og Hitchcock har gennemgået nogle meget smertefulde sygdomsperioder og operationer. Han er blevet sig sin dødelighed pinligt bevidst. Han leder efter ideen til den ultimative Hitchcock-film og finder den i en fransk roman, D’entre les morts. På dansk noget i retning af: Fra de dødes rige. Filmen, Vertigo, som udkom i 1958, handler om Scottie, en privatdetektiv, som hyres af en gammel ven til at skygge dennes kone, Madeleine. Hun opfører sig underligt. Påstår, hun er besat af en forfader, Carlotta, som begik selvmord. Scottie tager opgaven og forelsker sig selvfølgelig i kvinden. Hun dør, idet hun kaster sig ud fra et kirketårn – tror Scottie. Efter en dyb depression over tabet, møder Scottie tilfældigvis Judy på gaden. Hun ligner Madeleine en smule. Nok til at Scottie begynder at forandre hende – indtil hun er en tro kopi af Madeleine. Da forandringen er gennemført, opdager Scottie, at han er blevet snydt. Judy ER Madeleine. Scotties gamle ven myrdede sin kone og smed hende ud fra kirketårnet. Judy, hans elskerinde, har hele tiden foregivet at være Madeleine. Hvorfor? Fordi den gamle ven vidste, at Scotties højdeskræk – på engelsk: Vertigo – ville forhindre ham i at løbe op i kirketårnet og forhindre selvmordet. Som jo faktisk var mord. Scottie tager i vrede Judy med op i kirketårnet igen og konfronterer hende – hvorefter hun ved et uheld styrter ned fra klokketårnet.

Så Scotties erotiske besættelse har altså hele tiden været af en kvinde, der ikke fandtes. En skygge. Judy foregav af være Madeleine, som påstod sig besat af et spøgelse fra fortiden, Carlotta. Det tætteste, vi kommer på en virkelig person, er Judy lige i det øjeblik, Scottie møder hende. Og den eneste grund til, at han bliver optaget af hende, er, at hun kan forandres til en anden end sig selv. Da hun endelig ligner en anden end sig selv – SÅ elsker han hende. Det vil sige, så har han bragt Madeleine tilbage fra de døde.

Scottie kan ikke elske en virkelig kvinde. Det, han er besat af, er ideen om den ideelle kvinde. Et ideelt, mystisk erotisk væsen, som ved mere om døden og dybden i tilværelsen end en almindelig kvinde. Det ideelle og perfekte findes som bekendt ikke. Derfor må han elske noget uvirkeligt. En uvirkelig kvinde.

Judy forvandles til Madeleine … og Madeleine vender tilbage fra dødsriget. Bemærk det sære, grønne lys

Kvinden der Forsvandt behandler samme tematik: spillet med uvirkelighed mellem mand og kvinde

I starten af Gone Girl / Kvinden der Forsvandt undres man over den kunstige dialog mellem de to, som senere i filmen er blevet gift: Nick og Amy. Deres samtale er for … perfekt. Kølig. Næsten indstuderet. Som filmens plot udfolder sig, forstår man hvorfor: Både han og hun har prøvet at spille en anden end sig selv. De har sagt ting og opført sig på en måde, så de kunne opnå den andens tiltrækning. Er det egentlig ikke en meget almindelig ting i det erotiske spil mellem mand og kvinde? Et gensidigt spil. Man gør sig til. I Kvinden der Forsvandt leves den tematik bare ud i det ekstreme. Finanskrisen tager livet af den kærlighed, der måtte have været mellem Nick og Amy. Han får sig en meget ung elskerinde. Hun planlægger en grusom hævn efter tabet af kærlighed – eller rettere tabet af et uvirkeligt billede det perfekte forhold –  ved at iscenesætte sin egen forsvinden. Ligesom Scotties gode, gamle ven i Vertigo, har Amy udtænkt et sindrigt plot for at få sin vilje. Om nødvendigt: over lig. Hun iscensætter et gerningssted. Hun sørger for, at alt med tiden peger på Nick som morder. For efter Amys plan vil hun, når mistroen til Nick er på sit højeste, begå selvmord – og han vil få skylden. I en delstat med dødsstraf. I mellemtiden er hun flygtet. Har forandret sit udseende, sit navn, sin dialekt. Kort sagt: Hun er blevet til en anden – for at kunne være sig selv.

Rosamund Pike Ben Affleck Gone Girl

Ben Affleck og Rosamund Pike som ægteparret Amy og Nick i Kvinden der Forsvandt

Både Scotties vens plot og Amys plot fejler. Scottie regner Judy ud, fordi hun kommer til (kommer til… hmmm?) at gå med et af Madeleines smykker. Amy får problemer, fordi hun har spillet fattigt voldsoffer på flugt. Men hendes nabo på motellet, hvor Amy har søgt tilflugt indtil sit planlagte selvmord, regner hende ud. Amy taber en masse penge foran naboen. Naboen kommer anstigende med sin kæreste, og sammen røver de Amy for dennes penge. Plottwist: Nu må Amy igen forandre sig selv for at redde sig selv: Hun opfinder en ny udgave af sig selv og søger tilflugt hos en meget velhavende ekskæreste. Nu iscenesætter hun denne ekskæreste som galning, der har holdt hende indespærret. Hun er et stakkels offer, der blev nødt til at myrde ekskæresten for at kunne flygte. Og så iscenesætter hun sin hjemkomst som trofast hustru – endda gravid med Nick. Ude af stand til offentligt at fortælle om sin kones planer og handlinger, som Nick fuldstændigt har regnet ud, forbliver han i det ægteskab, som startede med skuespil og løgn. Og som vil fortsætte som et skuespil.

Kærlighed og erotik i Kvinden der Forsvandt og Vertigo: Transformationer, skuespil, skyggespil

Vi har altså i begge film at gøre med kvinder, som hele tiden forandrer sig. Forandres af deres mænd. Forandrer sig til ære for deres mænd. Forandrer sig for at opnå noget. Det kaster en skygge over begrebet kærlighed. Der tegner sig et billede af en accept af løgn for at blive elsket. Og resultatet er, at den kærlighed, man jagter, er drøm, et spil. Scottie kunne jo have startet et almindeligt forhold til Judy – eller fundet en anden kvinde for den sags skyld. Men det er, som om det netop er Madeleines uvirkelighed, der tiltrækker. Det er ikke den ægte kvinde, han er besat af. Det er den drøm om mysterier og erotik, hun symboliserer. På samme måde har Nick og Amy spillet hver deres rolle i kærlighedens spil for at få den position i forhold til hinanden, som repræsenterer drømmen om kærlighed her i starten af det 21. århundrede: Lykkeligt par, smukke mennesker, gode jobs, forstår at sige de rigtige ting til hinanden osv. Karakteristisk nok skulle der kun en finanskrise til at tage livet af Nick og Amys “kærlighed”, hvorefter han suser ud og får sig en elskerinde. Efter at have set begge film sidder man tilbage med en følelse af, at når vi taler om kærlighed, så taler vi om noget, der hviler på drømme og længsler – og ikke på virkelige mennesker og virkelige egenskaber.

Kærligheden findes skam! Fornuftens stemmer i Vertigo og Kvinden der Forsvandt er kvinder uden erotisk potentiale

Det, som både Fincher og Hitchcock synes at sige, er, at vores begærs mål er vore egne fantasier – ikke et reelt andet menneske. Og vi vil gå meget langt for at holde fantasien, drømmen i live. Både Nick og Scottie har hver deres kvindelige fornuftens stemme: Nick har sin snusfornuftige tvillingesøster, Margo. Hun er et eksempel på ægte kærlighed. Uanset, hvad Nick måtte have gjort, vil hun elske ham. Så kærligheden findes – om ikke andet blandt dem, man deler gener med. Scottie har i Vertigo en kvindelig fornuftens stemme i sin ex-forlovede, Midge. Hun er også et eksempel på virkelig, stærk kærlighed. Hun er den eneste, der hjælper ham, da han efter Madeleines tilsyneladende selvmord synker ned i næsten ubevægelig depression. Men Scottie gengælder ikke hendes jordnære kærlighed. For ham er hun kun den bedste ven. Og hun mister ham for altid, da hun selv prøver for sjov at digte sig lidt om til Madeleine.

Det paradoksale, det virkeligt mystiske er: Hvorfor vælger mænd (og kvinder?) at halse efter drømme, ikke efter den rolige, harmoniske og virkelige lykke? Christan Braad Thomsen skrev for nogle år siden en fin og klog, men også ret freudiansk bog: ‘Hitchcock, Hans Liv og Film’. I den konkluderer Braad Thomsen, at vi mennesker drages af det uopnåelige og ubegribelige. At vi netop besættes erotisk af det, fremfor af det jordnære, fordi det er uopnåeligt. Jagten kan jo kun fortsætte, når målet hele tiden forskyder sig ud i det fjerne. Og er ikke netop jagten efter en kvinde, eller en mand, det spændende? Det er ikke så meget et spørgsmål om at nå målet, som bestandigt at være på vej, jage, ‘skygge’, flirte. “Kærligheden vokser ud af den afstand, der kan holde drømmen i live, i stedet for af den nærhed, der traditionelt regnes for kærlighedens formål. Nærheden er farlig, fordi den tager livet af drømmen”. (Og her har vi vel så i klartekst en af hovedårsagerne til utroskab.) Mennesket har brug for sine drømme. Og ve den, der truer drømmene!

Vi mener selv, vi lever i en virkelig verden, og at vi er rationelle væsner. Men både Hicthcocks mesterværk og Finchers fine thriller siger os imod. Vi er dybt irrationelle væsner i vore længslers vold. Vi søger en partner eller en besættelse for at få del i et mysterium med tråde tilbage til oplevelser i en dunkel fortid. I Finchers film lærer vi en del om Amys baggrund. Hendes forældre er forfattere til en bogserie med fiktive udgaver af Amy. Perfekte udgaver af Amy. Produceret lige siden hendes barndom. Fincher er ret klar i mælet om, at det, at forældrene skabte en uvirkelig, perfekt ideal-Amy medvirkede til hendes senere vanvid. Til at hun vil gøre alt for at skabe en perfekt Amy uden for bøgerne – ved at spille skuespil og lave sig om til en anden. Hitchcock er ikke så tydelig i sin film. Han fortæller, at Scottie har haft en traumatiserende oplevelse, hvor en politikollega faldt i døden for at redde Scottie fra selv at styrte ned fra et tag. Den frastødende/tiltrækkende oplevelse af døden og dybet under sig skulle så være med til at forklare hans besættelse af en kvinde, Madeleine, som selv er truet og tiltrukket af døden. Han prøver at komme til at få den ultimative viden om døden, mens han lever, gennem en kvinde.

Jeg tror, man kan bruge begge film til at reflektere over de drømme, man selv jager. Man må spørge sig selv, om man i sit valg af partner ubevidst har prøvet at finde en, der kan bringe én nærmere fortidens gåder. En, der kan rette en begået uret i en fjern fortid. Bringe en dyb følelse tilbage. Eller om man måske bare er besat af idealer og derfor hele tiden må være på jagt. Aldrig til stede her og nu over for et andet virkeligt menneske. Men hele tiden på vej.