Tolkiens bøger om Middeljord er efterhånden så gennemfilmatiserede, som det er muligt. Først kom de tre fantastiske film om Ringenes Herre. De kickstartede hele den bølge af fantasy og magi, som langt fra har lagt sig. I parentes bemærket: Om et øjeblik rammer den næste fantasy-blockbuster biograflærreder over hele landet: Wachowski søskendeparrets rumopera, Jupiter Ascending, som jeg i dag så trailer til i Biocity Odense i den diskrete 30-minutters reklameblok før Femhæreslaget. (Helt ærligt, biografer, slap nu af med de reklamer…)

Så kom Hobbitten-serien, der nu er afsluttet med nr. 3, som har undertitlen Femhæreslaget. Årsagen til titlen bliver nogenlunde klar i slutningens utroligt lange krig mellem mennesker, dværge, orker, kæmpeflagermus, elvere, ørne og indtil flere udefinérbare, grimme kæmpevæsner. Helt præcist, hvordan alle disse skabninger skal divideres ud i de fem hære, står mig ikke ganske klart. Konflikternes detaljer er mange, handlingens tråde er legio. Man skal have notesblok med for helt at holde styr på dette gotiske spektakel.

Dragen Smaug og guldet i Hobbitten 3 er en lillebitte materialisme-kritik

Men lad mig træde et skridt tilbage. Starten af Hobbitten 3. Hvis man har set nr. 2 i serien, ved man, at dværgene og Bilbo havde det uheld at vække en drage, Smaug. Man kan umuligt undgå at forstå, at Smaug står for en utøjlet materialisme, besættelse af at rage til sig af rigdomme. Kapitalismens groteske fætter. Tør man kalde dragen en analogi på Vestens materielle udbytning af alt omkring sig i kolonialismens og postkolonialismens tidsaldre?

Denne drage står for Femhæreslagets første konflikt. Søby er dragens mål. En by med én rig mand: magthaveren, spillet vidunderligt fedtet og usympatisk af Stephen Fry. En by med mange fattige: alle andre end Søbys hersker. Denne byhersker har to ting tilfælles med Smaug: kærlighed til guld – og et uhyggeligt grimt udseende. Angrebet på Søby orkestreres af Peter Jackson som en analogi til et samfund, hvor skellet mellem rig og fattig er blevet ekstremt. Hvor magthavere rager uhæmmet til sig og skifter holdninger ud fra ét princip: Hvad tjener magtens bevarelse?

Materialismens destruktive kraft slippes løs. Kapitalisme, der er gået over gevind, bekæmpes i den virkelige verden gennem skat på aktier, offentlighed i forvaltningen, kontrol med banker osv. Ultrakapitalismens symbol i fantasygenren, dragen, kræver en skarpskytte i et klokketårn med en pil, der rammer plet mellem dragens skæl. Bum, færdig med drage. Færdig med Søbys klamme herre, hvis guldfyldte båd bliver splattet ud af Smaug, da den falder dødeligt til jorden og rammer den rige byhersker lige midt i pomadehåret.

Smaug, dragen, überkapitalisten, ønsker at ødelægger de fattiges by, fordi den frygter, byens borgere og dværgene vil have fat i dragens guld. Og den deler ikke en døjt af sin rigdom. En tyndbenet kapitalismekritik anes. Den videreføres senere hos dværgene, der går amokka i materialisme-rus over alt deres nyfundne guld. Men denne lillebitte kritik af materialisme er vel så også det eneste i filmen, der viser ud over den rene underholdning. Vist besynges igen og igen heltemod, venskab og kærlighed. Sådan er det altid hos Peter Jackson. Og sådan må det så også være i Hobbitten 3. Men Jackson undgår dybere spørgsmål. Der er ganske enkelt ikke tid i den type film til at bremse toget og dvæle. Kun når nogen dør. Og denne film adskiller sig fra Ringenes Herre-trilogien, når det handler om begrebet død. I Hobbitten 3 kommer kampene til at koste livet for indtil flere af de centrale personer. Det skånede Jackson os dog for i Lord of The Rings.

Læs her professor og filmekspert Anne Jerslevs spændende analyse af hele fantasy-fænomenet, herunder Hobbitten 3 Femhæreslaget: Hvorfor ser vi  fantasy?

Død og ulykke redder ikke Hobbitten 3 fra at være underholdning

Filmen forbliver kulørt, actionmættet underholdning. Glimrende underholdning af slagsen! Tyngden og dybden og faren fra Ringenes Herre er ikke tilstedet i Hobbitten 3. I sin tid, da Ringenes Herre blev vist i biografen, blev jeg blæst over ende af Jacksons opfindsomhed i kampscener. Uforglemmelig er de gamle herrers top-opgør i Eventyret om Ringen (Fellowship of the Ring – første del af Ringenes Herre). Saruman og Gandalf,  to aldrende troldmænd, som sparker røv i den vildeste oldinge bitchfight, der endnu er set på et biograflærred. Jeg kan også huske, jeg var ved at skvatte ned fra biografsædet i sin tid over kampene i Morias miner i første del af Ringenes Herre. Det var vildt, det var svedigt, nyt, helt tæt på.

Det er, som om Jackson efterhånden – og hvem kan fortænke ham i det – er ved at løbe tør for visuel opfindsomhed. Det afsluttende Femhæreslag er langt, detaljeret, men ordinær action i sammenligning med Ringenes Herre. Det samme gælder musikken. Rutinen truer i høj grad. Howard Shore skrev musikken til Ringenes Herre, og han står også for Hobbitten-trilogien. Men jeg mangler opfindsomhed i melodier og temaer. Han gjorde det så fantastisk i Ringenes Herre.

Alt er i Hobitten 3, som det plejer – Men der er lyspunkter

Selvom Hobbitten 3 således er præget af en hel del rutine og mere af det samme (hvor mange gange kan man kalde de der kæmpeørne ind fra højre for at redde en ellers uløselig konflikt?), så er der også plads til at blive rørt. Martin Freeman, som spiller hobbitten, Bilbo Sækker, gør det fint. Han er helt nede på jorden. Selv når han er omgivet af en drage eller en dværg-hær general, som ridder på en stor gris. Martin Freeman lader sig ikke lokke til de operetteagtige fagter og grimasser, som rigtig mange af de andre skuespillere giver til bedste. Han er lige så virkelig, som når han spiller John Watson, Sherlock Holmes’ normale, menneskelige modstykke i BBC-serien Sherlock. Ian McKellens Gandalf er heller aldrig dårlig. Gensynet med Herredet og Sækkedyb i slutningen af Hobbitten 3 formår også at røre mig. Men måske mest, fordi dette gensyn kobler mig mentalt tilbage til den glæde, den magi, den dybde og begejstring, som Eventyret om Ringen gav mig i starten af årtusindet.

 Læs også

Kim Skottes ikke så begejstrede anmeldelse af Hobbitten: Femhæreslaget på Politiken.dk