“Hvis jeg lader dig forandre mig … hvis jeg gør, som du siger, vil du så elske mig?”

– Kim Novak som Judy/Madeleine i Vertigo

For en måneds tid siden var jeg i biografen med min gode veninde, Britt. Vi så David Finchers seneste film, Gone Girl – på dansk: Kvinden der Forsvandt. Filmen er afsindigt spændende, plottet twister indtil flere gange undervejs, og man føler sig virkelig godt underholdt. Og hvad så? Jo, og så blev den ved med at ligge og rumle i mit baghoved. Efterhånden blev jeg enig med mig selv om, at den ikke kun er en underholdende spændingsfilm om et virkelig dysfunktionelt ægteskab. Jeg kom frem til, at Kvinden der Forsvandt mindede mig om en film af Hitchcock, den gamle Hollywood-mester af gys, skyld, forbrydelser og suspense. Filmen, jeg kom til at tænke på, er Vertigo. På dansk: En Kvinde Skygges. De to film er på mange måder meget forskellige, men de har en fælles tematisk kerne. Kernen er et meget tragisk syn på romantisk kærlighed. På forholdet mellem mand og kvinde. På erotikkens væsen. Både Vertigo og Kvinden der Forsvandt prøver at besvare spørgsmålet om, hvad kærlighed egentlig er. Den romantisk kærlighed, vi i vesten sætter på piedestal. Hvor virkelig er kærligheden? Hvad er dens betingelser? Hvis disse to fremragende film giver noget svar, så er det noget i retning af, at kærlighed ofte handler om at jage drømme, idealer som ikke findes. Vi søger et menneske, men jager spøgelser af vores egen fortid og vore egne, dybe drømme.

En Kvinde Skygges – Vertigo

Året er 1957, og Hitchcock har gennemgået nogle meget smertefulde sygdomsperioder og operationer. Han er blevet sig sin dødelighed pinligt bevidst. Han leder efter ideen til den ultimative Hitchcock-film og finder den i en fransk roman, D’entre les morts. På dansk noget i retning af: Fra de dødes rige. Filmen, Vertigo, som udkom i 1958, handler om Scottie, en privatdetektiv, som hyres af en gammel ven til at skygge dennes kone, Madeleine. Hun opfører sig underligt. Påstår, hun er besat af en forfader, Carlotta, som begik selvmord. Scottie tager opgaven og forelsker sig selvfølgelig i kvinden. Hun dør, idet hun kaster sig ud fra et kirketårn – tror Scottie. Efter en dyb depression over tabet, møder Scottie tilfældigvis Judy på gaden. Hun ligner Madeleine en smule. Nok til at Scottie begynder at forandre hende – indtil hun er en tro kopi af Madeleine. Da forandringen er gennemført, opdager Scottie, at han er blevet snydt. Judy ER Madeleine. Scotties gamle ven myrdede sin kone og smed hende ud fra kirketårnet. Judy, hans elskerinde, har hele tiden foregivet at være Madeleine. Hvorfor? Fordi den gamle ven vidste, at Scotties højdeskræk – på engelsk: Vertigo – ville forhindre ham i at løbe op i kirketårnet og forhindre selvmordet. Som jo faktisk var mord. Scottie tager i vrede Judy med op i kirketårnet igen og konfronterer hende – hvorefter hun ved et uheld styrter ned fra klokketårnet.

Så Scotties erotiske besættelse har altså hele tiden været af en kvinde, der ikke fandtes. En skygge. Judy foregav af være Madeleine, som påstod sig besat af et spøgelse fra fortiden, Carlotta. Det tætteste, vi kommer på en virkelig person, er Judy lige i det øjeblik, Scottie møder hende. Og den eneste grund til, at han bliver optaget af hende, er, at hun kan forandres til en anden end sig selv. Da hun endelig ligner en anden end sig selv – SÅ elsker han hende. Det vil sige, så har han bragt Madeleine tilbage fra de døde.

Scottie kan ikke elske en virkelig kvinde. Det, han er besat af, er ideen om den ideelle kvinde. Et ideelt, mystisk erotisk væsen, som ved mere om døden og dybden i tilværelsen end en almindelig kvinde. Det ideelle og perfekte findes som bekendt ikke. Derfor må han elske noget uvirkeligt. En uvirkelig kvinde.

Judy forvandles til Madeleine … og Madeleine vender tilbage fra dødsriget. Bemærk det sære, grønne lys

Kvinden der Forsvandt behandler samme tematik: spillet med uvirkelighed mellem mand og kvinde

I starten af Gone Girl / Kvinden der Forsvandt undres man over den kunstige dialog mellem de to, som senere i filmen er blevet gift: Nick og Amy. Deres samtale er for … perfekt. Kølig. Næsten indstuderet. Som filmens plot udfolder sig, forstår man hvorfor: Både han og hun har prøvet at spille en anden end sig selv. De har sagt ting og opført sig på en måde, så de kunne opnå den andens tiltrækning. Er det egentlig ikke en meget almindelig ting i det erotiske spil mellem mand og kvinde? Et gensidigt spil. Man gør sig til. I Kvinden der Forsvandt leves den tematik bare ud i det ekstreme. Finanskrisen tager livet af den kærlighed, der måtte have været mellem Nick og Amy. Han får sig en meget ung elskerinde. Hun planlægger en grusom hævn efter tabet af kærlighed – eller rettere tabet af et uvirkeligt billede det perfekte forhold –  ved at iscenesætte sin egen forsvinden. Ligesom Scotties gode, gamle ven i Vertigo, har Amy udtænkt et sindrigt plot for at få sin vilje. Om nødvendigt: over lig. Hun iscensætter et gerningssted. Hun sørger for, at alt med tiden peger på Nick som morder. For efter Amys plan vil hun, når mistroen til Nick er på sit højeste, begå selvmord – og han vil få skylden. I en delstat med dødsstraf. I mellemtiden er hun flygtet. Har forandret sit udseende, sit navn, sin dialekt. Kort sagt: Hun er blevet til en anden – for at kunne være sig selv.

Rosamund Pike Ben Affleck Gone Girl

Ben Affleck og Rosamund Pike som ægteparret Amy og Nick i Kvinden der Forsvandt

Både Scotties vens plot og Amys plot fejler. Scottie regner Judy ud, fordi hun kommer til (kommer til… hmmm?) at gå med et af Madeleines smykker. Amy får problemer, fordi hun har spillet fattigt voldsoffer på flugt. Men hendes nabo på motellet, hvor Amy har søgt tilflugt indtil sit planlagte selvmord, regner hende ud. Amy taber en masse penge foran naboen. Naboen kommer anstigende med sin kæreste, og sammen røver de Amy for dennes penge. Plottwist: Nu må Amy igen forandre sig selv for at redde sig selv: Hun opfinder en ny udgave af sig selv og søger tilflugt hos en meget velhavende ekskæreste. Nu iscenesætter hun denne ekskæreste som galning, der har holdt hende indespærret. Hun er et stakkels offer, der blev nødt til at myrde ekskæresten for at kunne flygte. Og så iscenesætter hun sin hjemkomst som trofast hustru – endda gravid med Nick. Ude af stand til offentligt at fortælle om sin kones planer og handlinger, som Nick fuldstændigt har regnet ud, forbliver han i det ægteskab, som startede med skuespil og løgn. Og som vil fortsætte som et skuespil.

Kærlighed og erotik i Kvinden der Forsvandt og Vertigo: Transformationer, skuespil, skyggespil

Vi har altså i begge film at gøre med kvinder, som hele tiden forandrer sig. Forandres af deres mænd. Forandrer sig til ære for deres mænd. Forandrer sig for at opnå noget. Det kaster en skygge over begrebet kærlighed. Der tegner sig et billede af en accept af løgn for at blive elsket. Og resultatet er, at den kærlighed, man jagter, er drøm, et spil. Scottie kunne jo have startet et almindeligt forhold til Judy – eller fundet en anden kvinde for den sags skyld. Men det er, som om det netop er Madeleines uvirkelighed, der tiltrækker. Det er ikke den ægte kvinde, han er besat af. Det er den drøm om mysterier og erotik, hun symboliserer. På samme måde har Nick og Amy spillet hver deres rolle i kærlighedens spil for at få den position i forhold til hinanden, som repræsenterer drømmen om kærlighed her i starten af det 21. århundrede: Lykkeligt par, smukke mennesker, gode jobs, forstår at sige de rigtige ting til hinanden osv. Karakteristisk nok skulle der kun en finanskrise til at tage livet af Nick og Amys “kærlighed”, hvorefter han suser ud og får sig en elskerinde. Efter at have set begge film sidder man tilbage med en følelse af, at når vi taler om kærlighed, så taler vi om noget, der hviler på drømme og længsler – og ikke på virkelige mennesker og virkelige egenskaber.

Kærligheden findes skam! Fornuftens stemmer i Vertigo og Kvinden der Forsvandt er kvinder uden erotisk potentiale

Det, som både Fincher og Hitchcock synes at sige, er, at vores begærs mål er vore egne fantasier – ikke et reelt andet menneske. Og vi vil gå meget langt for at holde fantasien, drømmen i live. Både Nick og Scottie har hver deres kvindelige fornuftens stemme: Nick har sin snusfornuftige tvillingesøster, Margo. Hun er et eksempel på ægte kærlighed. Uanset, hvad Nick måtte have gjort, vil hun elske ham. Så kærligheden findes – om ikke andet blandt dem, man deler gener med. Scottie har i Vertigo en kvindelig fornuftens stemme i sin ex-forlovede, Midge. Hun er også et eksempel på virkelig, stærk kærlighed. Hun er den eneste, der hjælper ham, da han efter Madeleines tilsyneladende selvmord synker ned i næsten ubevægelig depression. Men Scottie gengælder ikke hendes jordnære kærlighed. For ham er hun kun den bedste ven. Og hun mister ham for altid, da hun selv prøver for sjov at digte sig lidt om til Madeleine.

Det paradoksale, det virkeligt mystiske er: Hvorfor vælger mænd (og kvinder?) at halse efter drømme, ikke efter den rolige, harmoniske og virkelige lykke? Christan Braad Thomsen skrev for nogle år siden en fin og klog, men også ret freudiansk bog: ‘Hitchcock, Hans Liv og Film’. I den konkluderer Braad Thomsen, at vi mennesker drages af det uopnåelige og ubegribelige. At vi netop besættes erotisk af det, fremfor af det jordnære, fordi det er uopnåeligt. Jagten kan jo kun fortsætte, når målet hele tiden forskyder sig ud i det fjerne. Og er ikke netop jagten efter en kvinde, eller en mand, det spændende? Det er ikke så meget et spørgsmål om at nå målet, som bestandigt at være på vej, jage, ‘skygge’, flirte. “Kærligheden vokser ud af den afstand, der kan holde drømmen i live, i stedet for af den nærhed, der traditionelt regnes for kærlighedens formål. Nærheden er farlig, fordi den tager livet af drømmen”. (Og her har vi vel så i klartekst en af hovedårsagerne til utroskab.) Mennesket har brug for sine drømme. Og ve den, der truer drømmene!

Vi mener selv, vi lever i en virkelig verden, og at vi er rationelle væsner. Men både Hicthcocks mesterværk og Finchers fine thriller siger os imod. Vi er dybt irrationelle væsner i vore længslers vold. Vi søger en partner eller en besættelse for at få del i et mysterium med tråde tilbage til oplevelser i en dunkel fortid. I Finchers film lærer vi en del om Amys baggrund. Hendes forældre er forfattere til en bogserie med fiktive udgaver af Amy. Perfekte udgaver af Amy. Produceret lige siden hendes barndom. Fincher er ret klar i mælet om, at det, at forældrene skabte en uvirkelig, perfekt ideal-Amy medvirkede til hendes senere vanvid. Til at hun vil gøre alt for at skabe en perfekt Amy uden for bøgerne – ved at spille skuespil og lave sig om til en anden. Hitchcock er ikke så tydelig i sin film. Han fortæller, at Scottie har haft en traumatiserende oplevelse, hvor en politikollega faldt i døden for at redde Scottie fra selv at styrte ned fra et tag. Den frastødende/tiltrækkende oplevelse af døden og dybet under sig skulle så være med til at forklare hans besættelse af en kvinde, Madeleine, som selv er truet og tiltrukket af døden. Han prøver at komme til at få den ultimative viden om døden, mens han lever, gennem en kvinde.

Jeg tror, man kan bruge begge film til at reflektere over de drømme, man selv jager. Man må spørge sig selv, om man i sit valg af partner ubevidst har prøvet at finde en, der kan bringe én nærmere fortidens gåder. En, der kan rette en begået uret i en fjern fortid. Bringe en dyb følelse tilbage. Eller om man måske bare er besat af idealer og derfor hele tiden må være på jagt. Aldrig til stede her og nu over for et andet virkeligt menneske. Men hele tiden på vej.