Blog & Fotokunst

Tag: Hans Zimmer (page 1 of 1)

SymfoniRumrejsen 2018

Solen står op bag Jorden, som står op bag Månen. Sådan starter Stanley Kubricks sci-fi film Rumrejsen år 2001 (1968) til tonerne af den senromantiske komponist Richard Strauss’ tonedigtning Also Sprach Zarathustra.

Netop denne musik var det galaktiske tyngepunkt, centralsolen, omkring hvilket alle aftenens små, underholdende stykker lå i kredsløb. Temaet for aftenen: Ind i det ukendte – 100 år med science fiction filmmusik. Vi kom ud i rummet, ned under vandet, til fremtiden, til fortiden, til alternative virkeligheder.

Odense Symfoniorkester er et prægtigt Richard Strauss-orkester. Og orkestret er sådan en aften med lækker, interstellar lyd fint tilsmagt med orglet oppe på væggen –  som Ansgar Kirkes organist, Tina Christiansen, spillede på, som havde hun fire fødder og 20 fingre. Mere Strauss fremover, OS, mere!

Jeg ville måske gerne have haft endnu mere plads til orglet og lidt mindre hastigt afsnuppede pointer, når orgel og orkester spillede sammen. Vi fik jo også Hans Zimmers eminente musik til en anden af mine sci fi-favoritter, Interstellar (2014). I Zimmers musik til den film spiller orglet en nærmest religiøst stor rolle. Der kunne godt være endnu mere bombast og Tina Christiansen til Strauss og Zimmer sådan en filmaften. Nuvel, det fungerede fint alligevel med et super sprødt spillende orkester.

(Bær over med mig – men jeg blev glad for organisten i går aftes; det er ikke helt gået af mig. Måske nok også derfor, jeg syntes, at dirigenten, Michelle Rakers, skulle have givet Tina Christiansen mere tid og rum til at shine 🙂 )

Så for at TALE om noget andet:

Orgel.

Man skeler jo nogle gange til orglet i Odense Koncerthus og tænker – hvad kan det? Det kan en del. Tina Christiansen fik en stor solo i form af Bachs notoriske Toccata og Fuga. Man formoder, han har skrevet det som en art testmusik til brug for justering af orgler. Og det kan man høre tydeligt i den indledende, forrevne toccata. Toccata betyder løst oversat: hurtig på fingrene. Og ikke kun på fingrene, når vi taler orgel. Man skal også være hurtig på fusserne, fordi orglet jo har pedaler til bastonerne. Tina ‘Quickstep’ Christiansen spillede stykket uden at kalke dets revner og sprækker over, lige ekvilibristisk på fingre og fødder.

Der er ingen tvivl om, at en filmkomponist som John Williams har lånt ret meget fra klassiske komponister som Gustav Holst, Richard Strauss, Korngold osv. Klik her og hør fx hvor tæt Star Wars temaet læner sig op af et tema, Korngold skrev til filmen King’s Row Komponister har altid lånt fra hinanden; ja selveste Mozart stjal en hel symfoni (nr. 37) fra Michael Haydn og udgav den som sin egen, da han var i tidnød for at skrive en symfoni selv! Men det var nu fedt, vi denne aften også kom tilbage til kilderne… til Bach og til Strauss og til Khatjaturjan – originalerne (som stjal fra atter andre – ingenting falder ned fra himlen her i verden). Det er nu engang den tunge klassiske musik, der siger mig mest…

Koncerten trak et andet crowd til Odense Koncerthus

Ingen grå manker – stort set kun min. Til gengæld super mange unge og semi-unge. Fedt! Filmmusik er vel dén type musik, der har mest tyngdekraft, hvis man vil tiltrække unge for udtrykket i symfonisk/klassisk musik. På den måde er der vel en fin dobbeltbetydning i overskriften: Into the Unknown. Hvordan vi får dem til at komme igen til fx 50 minutters uafbrudt Richard Strauss – den nød er sværere at knække. Men fredag aften var et godt forsøg! Med de til formålet inviterede stormtropper, man kunne tage selfies med. På det punkt var der også rummelighed: De udklædte frivillige Star Wars-statister uden for huset og inde i salen kom i alle størrelser, aldre og vægtklasser. Cool!

Breaking: Hvem kan sige nej til en selfie med en to meter høj stormtrop? Ikke Trine fra orkestret i hvert fald 🙂

 

Filmekspert Maria Månson (førhen Filmselskabet på Dr K, nu Sprogquizzen på Dr K) var konferencier – og charmerede sig igennem det hele. Her kan man tale om en vært, der troværdigt kan formidler til publikum, at der er passion og kærlighed til musikken.

Hvad med en aften med god gysermusik?

Der er både Bernard Herrmans musik til Psycho, Bartóks musik brugt i Ondskabens Hotel, Jerry Goldsmiths musik brugt i Alien … og og og. Jeg kommer den aften! Eller hvad med en aften med film fra romantiske film? Den aften kan jeg så desværre ikke. Men mon ikke en masse par kunne tænke sig at trække et symfonisk kæletæppe over sig?

Bottom line for denne koncert er i hvert fald: Orgelspil deluxe, sprødt orkester, sød konferencier – lidt mere plads til effekter en anden gang, Michelle Rakers. Det foryngede publikum kvitterede med klap og trampen i gulvet, til OS var “tvunget” til at sende mig tilbage til et højdepunkt fra min barndom med et ekstranummer: temaet fra Steven Spielbergs E.T.

Af hjertet tak!

Ses vi i Ansgar Kirke i morgen?…. 🙂

 

Hvad?

Into the Unknown, 100 år med science fiction-film

Alan Silvestri: Back to the Future Suite

John Williams: Jurassic Park. A Symphonic Fantasy, arr. David Firman

Donald Romain Davis: The Matrix

Gottfried Huppertz: Metropolis Suite, arr. Frank Strobel/Marco Jovic

Hans Zimmer: Interstellar Suite

John Williams: Close Encounters of the Third Kind

Richard Strauss: 2001: A Space Odyssey (dvs. Also sprach Zarathustra: “Einleitung, oder Sonnenaufgang”), arr. John Syberg

Aram Khatjaturjan: Adagio fra Gajané

J. S. Bach: Toccata og Fuga i d-mol

Jerry Goldsmith: “The Dream” og “A New Life” fra Total Recall Suite

John Williams: uddrag af Star Wars – Suite for Orchestra

ekstranummer: John Williams: Tema fra E.T. 

Hvornår?

28. september 2018

Hvem?

Odense Symfoniorkester, Michelle Rakers (dir.), Tina ‘Quickstep’ Christiansen (orgel), Maria Månson (konferencier)

Filmmusikkens (danske) mestre? En anmeldelse

Man skal passe på ikke at oversælge sine varer. ‘Filmmusikkens Mestre’ var overskriften på denne aftens koncert med Odense Symfoniorkester, eller OS som forkortelsen nu hedder. Koncerthuset var i denne sensommerseptember lummervarmt grænsende til det klistrede. Men når orkestret endelig lod de danske filmmusikkomponister bag sig og tog fat i ægte mestre som Hans Zimmer, Danny Elfman eller John Williams, swingede salen med.

Mindst halvdelen af koncertens numre var helliget moderne dansk filmmusik. Navne vil ikke være læseren bekendt, men aftenens i øvrigt underholdende konferencier, Frans Bak, havde skrevet en hel del af aftenens musik. Dansk filmmusik er som dansk film: Den ene stump ligner den næste. Jeg var ikke i stand til umiddelbart at finde en særskilt nerve, der skilte de enkelte numre ud fra hinanden. Lange, ensformige strygerflader, lidt klaver eller harpe over. Nordisk, grå noir.

Man sad og savnede fordums mestre. Hvorfor ikke en suite med musik af Hitchcocks favoritkomponist, Berhand Herrman? Korngold var der. Men ingen Sjostakovitj, Zbigniew Preisner, Jerry Goldsmith.

Aftenen endte med John Williams musik til Star Wars. Hvis man ender en koncert med et bækkenslag og en stor c-dur-akkord, så er man sikker på stående applaus. På denne måde var aftenens koncert ikke anderledes.

Hvad jeg glædede mig over, var publikum. T-shirts, shorts, tank tops, mange unge mennesker. En posefuld unge mennesker foran mig sad og slog takt på lårene, når der kom lidt action ind i salen. Det er sådan, det skal være. Musik skal også påvirke kroppen. Vi behøver ikke sidde som stive saltstøtter i en koncertsal. Det er tilladt at lade sig rive fysisk med. Hvis vi vil have unge ind i koncertsalene, så den symfoniske kultur ikke dør, må vi nok tillade dem at komme som hele mennesker.

Interstellar – Anmeldelse. En eksistentiel rejse i tid og rum.

Interstellar er et af årets filmiske højdepunkter

Hvis du elsker film med udfordringer for tankerne, så skal Du se Interstellar. Hvis Du holder af at blive berørt inde i dine mest basale følelser, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide plot twists, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide en visuel tour de force af religiøst omfang….. Ja, så skal du se Interstellar.

Instruktøren Christopher Nolan og hans bror, forfatteren Jonathan Nolan, er kendt for at lave blockbusters, som indtjener milliarder af kroner. De har fundet en niche i det succeshungrende Hollywood, hvor enorme budgetter igen og igen stilles til rådighed for brødrene – fordi de laver film, som bliver ved med at ramme et stort publikum. På trods af ofte meget indviklede plots. Her i Danmark har filmen holdt sig i top 10 i biograferne i en måned. Med god grund.

 

Interstellar anmeldelse McConaughey og Foy

Matthew McConaughey og Mackenzie Foy som hhv Cooper og Murphy i Interstellar

 

Men Interstellar har fået en blandet modtagelse?

Jeg forstår hvorfor. Filmen er stor og larmende, spektakulær. Og det er sci fi – allerede dér står en stor del af publikum (måske især kvinder?) af. Filmen kommer op på de helt store følelsesmæssige nagler – der står kynikerne af. Jeg stod ikke af. Jeg var suget ind i filmen. Jeg har aldrig grædt i biografen. Jeg har en blokering dér. Men i dag var der en enkelt lille tåre i den ene øjenkrog, der måtte tørres væk i et af de emotionelle højdepunkter af Interstellar, hvor hovedpersonen Cooper – mageløst spillet af Matthew McConaughey – modtager rystende beskeder fra sine børn. Mens han er fanget i en rumrejse for at redde hele menneskeheden fra at uddø på planeten Jorden, hvor flere og flere afgrøder dør. Hvor udryddelsen af menneskeheden er lige om hjørnet.

Cooper forlod sine børn. Og på grund af relativitetsteori og tidsbegreb (og andet videnskabeligt mumbo jumbo), oplever han sine børns sorg, tab, frustrationer, følelse af forladthed tidmæssigt forskudt i en videooptagelse, han modtager fra Jorden. Han ser dem på skærmen have samme alder som sig selv. Og han hører dem fortælle nogle af de skrækkelige ting, børn ellers ikke kan fortælle deres forældre – fordi de normalt ældes i samme takt som deres forældre. Det er et rystende øjeblik.

Effekterne er fede i Interstellar. Men det hele bæres af store skuespilpræstationer

Gennem hele filmen bliver man slået af, at alle effekter og rejser i rummet ser så … realistiske ud. Jeg har ikke været på fremmede planeter. Ikke ædru i hvert fald. Men i Interstellar oplever man ikke den kølige, stiliserede visuelle rumrejse stil, som vi kender fra Kubricks Rumrejsen År 2001. Både på den elskede Jord og ude i rummet virker det som om, ja, sådan kunne det hele godt se ud.

Matthew McConaughey var førhen en modelpæn førstelsker i lette, romantiske film. I senere år fremstår han som en af sin generations bedste skuespillere. Dallas Buyers Club. True Detective. Interstellar. Man kan ikke flytte øjnene fra den mand. Michael Caine spiller med i denne film – som i så mange andre Nolan film. Man går aldrig fejl af Michael Caine. Hans sidste scene i Interstellar griber en om hjertet på en helt enkel og menneskeligt tragisk måde. Ud over de to vil jeg fremhæve Mackenzie Foy, som spiller Coopers datter, Murphy. Hun var 13, da filmen blev indspillet – og hun rammer ikke en eneste falsk tone i sin præstation som den sårbare teenagedatter, som bliver forladt af sin far. Jeg blev også glad for at se John Lithgow tilbage i en seriøse, dramatisk rolle som Coopers far.

Musikken i Interstellar gør det ydre og indre rum nærværende

Som musikalsk indramning af den visuelle og følelsesmæssige tour de force har komponisten, Hans Zimmer, skabt et særdeles effektivt soundtrack. Store, rungende lydflader bølger frem og tilbage og transporterer os fra et reelt eksisterende ydre rum og ind til det indre, psykiske rum. For i virkeligheden handler alle gode film, også denne, om menneskers psykiske rum. Og om deres forhold til andre mennesker. Mest påvirket var jeg af Hans Zimmers måske mest simple musikalske “effekt” … En enkelt orgelakkord. Den starter i det små og blide, som hørte man den fra en fjern kirke med åbne døre – og vokser og vokser til en kæmpe katedralbølge af lyd. Virkningen er overvældende. Nærmest religiøs. Nej, ikke nærmest religiøs. Den er religiøs. Lige som filmen i det hele taget tumler med de største aspekter af menneskets gang på jorden: løgn, bedrag, løfter, kærlighed, kamp for overlevelse, fortvivlelse, skyld – tilgivelse.

Du har nu et par håndfulde gode grunde til at gå ind og se Interstellar.

Gør det. Du vil kun fortryde, hvis du er kyniker eller bare ikke kan døje sci fi.

Følg dette link den officielle side om Interstellar

Læs mere, lyt til mere

Læs Kim Skottes ikke voldsomt begejstrede anmeldelse af Interstellar på Politiken.dk.

Min yndlingsfilmanmelder, Per Juul Carlsen, som kendes fra Filmland på P1 og fra Filmselskabet på alle kunst- og kulturelskende danskeres yndlings-tv-kanal, Dr K, anmeldte Interstellar sammen med Informations Christian Monggaard. Klik på dette link og hør Per Juul Carlsen og Mongaard diskutere filmen begejstet i Filmland på P1.  Men hop lige to minutter ind i lydfilen – først der starter programmet…

Læs også Christan Monggards anmeldelse i Information – Monggaard gik, som jeg, opløftet ud af biografen.