Blog & Fotokunst

Tag: Grieg (page 1 of 1)

Glad smiley: Familiesymf med Odense Symfoniorkester er en fest for alle

I 1958 introducerede den berømte dirigent, Leonard Bernstein, Young People’s Concerts. Her forklarede den karismatiske dirigent de store klassikere i øjenhøjde for børn og unge. Resultat: Koncerterne blev vildt populære og var udsolgt flere år frem i tiden. Og de kan stadigt ses med fornøjelse på YouTube. Nu lancerer Odense Symfoniorkester noget lignende med den hyggelige Familiesymf-serie, hvor der er højt til loftet, kort til grinet og plads til at klappe med, når man lige har lyst til at klappe med. Også for en voksen er det egentlig meget rart med en koncert, hvor det hele ikke er så stift, at man ikke må slå en lillebitte prut forkert. 🙂

 

Ole Kiilerich og Marianna Shirinyan

Rammerne for Odense Symfoniorkester har forandret sig meget de senere år. Rigtig meget støv er blæst væk, og der gøres en kæmpe indsats for at vække interesse for den store musik hos børn og unge. Koncertintroduktionerne og koncertprogrammerne er opkvalificeret i en grad, så jeg ikke har set dem bedre andre steder. Skolebørn inviteres til at opleve orkestret. Studerende ligeså.

Orkestrets musikformidler, Ole Kiilerich, der også en dygtig pianist, fik her til eftermiddag  sin fine debut som konferencier i Familiesymf; en kort koncert målrettet forældre og børn, der ønsker kvalitetstid og kvalitetstilbud en fredag eftermiddag inden spisetid.

Grieg – den lille, norske komponist med de tynde ben, svage lunger og det VILDT høje hår – havde skrevet musikken: hans elskede klaverkoncert fra 1868. Den emmer af trolde, vidder, natur og bjerge.

Ole og hans medsammensvorne, pianisten Marianna Shirinyan, holdt os kyndigt i hånden og fortalte om lille Grieg og den store musik. Undervejs fik vi lov at prøve, hvor mange ting en musiker skal kunne koncentrere sig om – samtidigt. Vi fik set, hvordan en dirigent ser ud – forfra, ikke bagfra som man altid ser ham eller hende.

 

 

David Danzmayr

David Danzmayr viser os, hvordan man dirigerer med ansigtet

Ole ledte os gennem musikken med sin egen smiley-ordning for hver stemning. Og alt for seje Albert fra række nummer 11 blev inviteret op på scenen for sammen med Marianna Shirinyan at sætte klaverkoncerten igang. Godt gået! Ikke mindst, fordi Ole lige havde fortalt, hvordan en pianist i 1950’erne faldt død om af nervøsitet, lige da han skulle til at spille den første store akkord!

 

Seje Albert starter Griegs klaverkoncert sammen med Marianna Shirinyan . Well done!

En rigtig fed ting var, at man kunne se klaveret ovenfra på storskærm. Man ser normalt aldrig for alvor, hvad en pianist laver. Det kunne vi så opleve i dag.

Albert starter Grieg – på storskærmen

Jeg havde alt i alt en fest! Nu er vi lige startet, men tænk, om Familiesymf bliver en selvfølgelig institution fremover for familier; en fredagstradition.

Ole Kiilierich

Ole Kiilerich er en hyggeonkel. Her sammen med en ung koncertgæst og en del af den musikalske smiley-ordning

Fredagsslikket løber ingen vegne. Det gør Disneysjov heller ikke. Men musikken løber. På små troldefusser. Den er her og nu, og så er den væk. Levende musik er noget helt for sig. Hank op i dine unger (også dem, der stadig bruger sut) og kom til Familiesymf!

Næste gang er i Odeon, hvor Bruckners 4. symfoni bliver skilt ad og sat sammen igen. Hvilke sjove måder mon Ole vælger dén dag…..? 🙂

 

 

Hvad: Familiesymf med Griegs klaverkoncert

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkester – David Danzmayr, dirigent – Ole Kiilerich, konferencier – Marianna Shirinyan, klaver – Albert, klaver

Hvornår: Fredag d. 27. oktober 2017

Fedtfri og nøgne nationalromantikere i Odense Koncerthus

Jeg ved ikke, hvilket tryllestøv maestro David Danzmayr havde pustet ud over Odense Symfoniorkester. Men det virkede! Jeg har aldrig hørt og set orkestret spille så stramt og velorganiseret som her til aften, hvor menuen stod på nationalromantiske giganter i form af Sibelius, Grieg og Dvorák. Atletisk blev der spillet … Jeg vil næsten sige nøgent og fedtfrit. Det har vi ikke  været vant til det under chefdirigent Vedernikovs mere tunge og absolut langsommere tilgang til musik.

Denne aften var, som om man havde pustet en stor sæbeboble af lykkelig lyd og stor skønhed ud over den propfyldte koncertsal.

Jeg kan slet ikke vente til det nye koncept, Familiesymf, fredag sent eftermiddag, hvor Grieg atter står på programmet i familievenlig snakkeudgave (hvis jeg har forstået konceptet korrekt).

Odense Symfoniorkesters koncerter indledes gerne af et kort værk

En ouverture til aftenen, hvor publikum har tid til lige at falde ned i sæderne og hoste bronkierne igennem, så det er overstået for resten af aftenen (I wish!).  I aften var det finske Sibelius’ Finlandia (1900), der fik lov at indlede. Allerede i messing-intro’en var det tydeligt, at orkestret havde sat sig for at yde sit bedste. Virkelig lækker messing! Men nok om Sibelius.

Griegs klaverkoncert fra 1868 er en af de mest elskede inden for genren, hvilket ikke er svært at forstå. For både i dette værk og i aftenens afsluttende symfoni nr. 9 af Dvorák står de gode melodier i kø, og der dvæles ikke lang tid ved enkelte stemninger. Klaverkoncerten er så ur-norsk, som noget kan være. Det synes vi nu. Men dengang i 1800-tallet – da mange af de nationalstater, vi kender i dag, blev dannet –  definerede kunstnere som fx Grieg det, vi i dag kalder ægte norsk.

Dengang hang Norge og Sverige sammen, og der var et ønske om at skabe eller definere en norsk kultur. Så det, der i dag er national kultur, er altså egentlig lidt syntetisk skabt. Trolde titter frem, store nordnorske vidder antydes, en særegen melankoli og længsel. Det er alt sammen kunstigt skabt – men føles ægte. Tænk bare, at Grieg boede i danske Søllerød, da han skrev værket. Og tænk på det norske sprog, nynorsk, der er en kunstigt skabt syntese af forskellige dialekter. Men det glemmer man med tiden.

Charmerende Marianna Shirinyan var den kompetente mester ved klaveret. Hun takkede odenseanerne for det sædvanligvis taktfaste bifald med en lille smuk sag af … var det Gershwin? Jeg tror det.

Folkeligt kulturelt miskmask af lækreste tilsnit

Meget er gennem tiden sagt og skrevet om Dvoráks 9. symfoni fra 1893 med titlen ‘Fra den nye verden’ (underforstået USA). Dvorák selv var fra den gamle verden, Europa, nærmere bestemt Böhmen. Omkring 1900 blev mange europæiske kunstnere (Mahler, Toscanini, Johann Strauss d.y., Busoni og mange flere) lokket med store pengebeløb til at komme til USA og opbygge en elitekultur, som de hovedrige bagmænd må have følt, landet manglede. Igen: En kultur, der egentlig er skabt kunstigt ved at låne og importere fra andre kulturer.

Dvorák var en af dem, der tog et job over there. Hans 9. symfoni blev skrevet i USA og har en umiskendelig folketone. Diskussionerne er så gået, hvilken nations folketone, der er tale om.

Jeg er selv så gammel, at jeg er blevet præget til at høre melodierne som indianermelodier. Det må være sket gennem læsestof, måske tegnefilm – jeg ved det ikke længere. Dvorák kan have set Buffalo Bills Wild West show og hørt indianermelodier dér. Han kan også have set noder, en ven nedfællede efter at have opleve en omrejsende indianertrup hjemme i Prag.

En række fagfolk har ment, melodierne var böhmiske. Yngre generationer vil måske høre folketonen fra Howard Shores musik til Ringenes Herre ud af symfonien. Det gør jeg ikke, selvom jeg har set filmene. Så om det er böhmisk, indiansk eller noget helt tredje – hvem ved det? Dvorák sagde selv, han ikke havde brugt melodier, han havde hørt. Han havde prøvet at efterligne den amerikanske folketone. Dvorák mente, at amerikansk kompositionsmusik især burde trække på den muld, som ‘negermusikken’ (spirituals, arbejdssange) udgjorde. Det opfattede han som den essentielt amerikanske folkemusik.

Kulturer blandes lykkeligt i sådan et værk

Og i den nuværende situation, hvor politikere her og i andre lande slår plat på paranoia over for andre kulturer og ‘de fremmede’, er det rart med sådan en syntese af vidt forskellige kulturer. Kulturer er ikke stationære. Det ses ved den forklaringspanik i øjnene på folk, der skal forklare, hvad deres kultur egentlig er. Kultur har altid været noget miskmask. Hvem vil i dag undvære asiatiske restauranter og arabiske basarer i vores byer? Da jeg var barn fandtes der pizza, forårsruller og mormormad – og det var og er fint. Men undvære alt det nye, der har befrugtet vores kultur? Aldrig!

Hvad havde eksempelvis aftenens nationalromantiske indslag fra Finland, Sibelius’ ‘Finlandia’ været uden bækkener, til at markere dramatiske højdepunkter? Nok en noget fladere oplevelse. Og bækkener stammer absolut ikke fra Finland, men fra tyrkisk militærmusik. Jo mere, man graver i tingene, jo mere uklare grænser er der mellem kulturer. Måske er Dvoráks symfoni med dens universelle folketone en skjult hymne til det folkelige i kulturer som sådan – og til længslen ved at føle sig fjernt fra det, man opfatter som sin egen kultur…

PS. Sig goddag med kor-nynnen

Som noget ny var der i flaskehalsmylderet ved billet-slusen inden for hovedindgangen til koncerthuset strøet blide korklange ud over publikummerne. Det var egentlig meget hyggeligt! Jeg spottede senere en hel skoleklasse, der havde fundet vej til orgel-pladserne bag orkestret. Også hyggeligt. Kom igen og tag alle jeres venner og lærere med!:-)

 

Odense Koncerthus

Kor-klange inden koncerten

 

Hvad: Nationalromantiske giganter. Sibelius: ‘Finlandia’ – Grieg: Klaverkoncert – Dvorák: Symfoni nr. 9 ‘Fra den nye verden’

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkesker – David Danzmayr, dirigent – Marianna Shirinyan, klaver

Hvornår: Torsdag d. 26. oktober 2017