Blog & Fotokunst

Tag: dvorak (page 1 of 1)

Fedtfri og nøgne nationalromantikere i Odense Koncerthus

Jeg ved ikke, hvilket tryllestøv maestro David Danzmayr havde pustet ud over Odense Symfoniorkester. Men det virkede! Jeg har aldrig hørt og set orkestret spille så stramt og velorganiseret som her til aften, hvor menuen stod på nationalromantiske giganter i form af Sibelius, Grieg og Dvorák. Atletisk blev der spillet … Jeg vil næsten sige nøgent og fedtfrit. Det har vi ikke  været vant til det under chefdirigent Vedernikovs mere tunge og absolut langsommere tilgang til musik.

Denne aften var, som om man havde pustet en stor sæbeboble af lykkelig lyd og stor skønhed ud over den propfyldte koncertsal.

Jeg kan slet ikke vente til det nye koncept, Familiesymf, fredag sent eftermiddag, hvor Grieg atter står på programmet i familievenlig snakkeudgave (hvis jeg har forstået konceptet korrekt).

Odense Symfoniorkesters koncerter indledes gerne af et kort værk

En ouverture til aftenen, hvor publikum har tid til lige at falde ned i sæderne og hoste bronkierne igennem, så det er overstået for resten af aftenen (I wish!).  I aften var det finske Sibelius’ Finlandia (1900), der fik lov at indlede. Allerede i messing-intro’en var det tydeligt, at orkestret havde sat sig for at yde sit bedste. Virkelig lækker messing! Men nok om Sibelius.

Griegs klaverkoncert fra 1868 er en af de mest elskede inden for genren, hvilket ikke er svært at forstå. For både i dette værk og i aftenens afsluttende symfoni nr. 9 af Dvorák står de gode melodier i kø, og der dvæles ikke lang tid ved enkelte stemninger. Klaverkoncerten er så ur-norsk, som noget kan være. Det synes vi nu. Men dengang i 1800-tallet – da mange af de nationalstater, vi kender i dag, blev dannet –  definerede kunstnere som fx Grieg det, vi i dag kalder ægte norsk.

Dengang hang Norge og Sverige sammen, og der var et ønske om at skabe eller definere en norsk kultur. Så det, der i dag er national kultur, er altså egentlig lidt syntetisk skabt. Trolde titter frem, store nordnorske vidder antydes, en særegen melankoli og længsel. Det er alt sammen kunstigt skabt – men føles ægte. Tænk bare, at Grieg boede i danske Søllerød, da han skrev værket. Og tænk på det norske sprog, nynorsk, der er en kunstigt skabt syntese af forskellige dialekter. Men det glemmer man med tiden.

Charmerende Marianna Shirinyan var den kompetente mester ved klaveret. Hun takkede odenseanerne for det sædvanligvis taktfaste bifald med en lille smuk sag af … var det Gershwin? Jeg tror det.

Folkeligt kulturelt miskmask af lækreste tilsnit

Meget er gennem tiden sagt og skrevet om Dvoráks 9. symfoni fra 1893 med titlen ‘Fra den nye verden’ (underforstået USA). Dvorák selv var fra den gamle verden, Europa, nærmere bestemt Böhmen. Omkring 1900 blev mange europæiske kunstnere (Mahler, Toscanini, Johann Strauss d.y., Busoni og mange flere) lokket med store pengebeløb til at komme til USA og opbygge en elitekultur, som de hovedrige bagmænd må have følt, landet manglede. Igen: En kultur, der egentlig er skabt kunstigt ved at låne og importere fra andre kulturer.

Dvorák var en af dem, der tog et job over there. Hans 9. symfoni blev skrevet i USA og har en umiskendelig folketone. Diskussionerne er så gået, hvilken nations folketone, der er tale om.

Jeg er selv så gammel, at jeg er blevet præget til at høre melodierne som indianermelodier. Det må være sket gennem læsestof, måske tegnefilm – jeg ved det ikke længere. Dvorák kan have set Buffalo Bills Wild West show og hørt indianermelodier dér. Han kan også have set noder, en ven nedfællede efter at have opleve en omrejsende indianertrup hjemme i Prag.

En række fagfolk har ment, melodierne var böhmiske. Yngre generationer vil måske høre folketonen fra Howard Shores musik til Ringenes Herre ud af symfonien. Det gør jeg ikke, selvom jeg har set filmene. Så om det er böhmisk, indiansk eller noget helt tredje – hvem ved det? Dvorák sagde selv, han ikke havde brugt melodier, han havde hørt. Han havde prøvet at efterligne den amerikanske folketone. Dvorák mente, at amerikansk kompositionsmusik især burde trække på den muld, som ‘negermusikken’ (spirituals, arbejdssange) udgjorde. Det opfattede han som den essentielt amerikanske folkemusik.

Kulturer blandes lykkeligt i sådan et værk

Og i den nuværende situation, hvor politikere her og i andre lande slår plat på paranoia over for andre kulturer og ‘de fremmede’, er det rart med sådan en syntese af vidt forskellige kulturer. Kulturer er ikke stationære. Det ses ved den forklaringspanik i øjnene på folk, der skal forklare, hvad deres kultur egentlig er. Kultur har altid været noget miskmask. Hvem vil i dag undvære asiatiske restauranter og arabiske basarer i vores byer? Da jeg var barn fandtes der pizza, forårsruller og mormormad – og det var og er fint. Men undvære alt det nye, der har befrugtet vores kultur? Aldrig!

Hvad havde eksempelvis aftenens nationalromantiske indslag fra Finland, Sibelius’ ‘Finlandia’ været uden bækkener, til at markere dramatiske højdepunkter? Nok en noget fladere oplevelse. Og bækkener stammer absolut ikke fra Finland, men fra tyrkisk militærmusik. Jo mere, man graver i tingene, jo mere uklare grænser er der mellem kulturer. Måske er Dvoráks symfoni med dens universelle folketone en skjult hymne til det folkelige i kulturer som sådan – og til længslen ved at føle sig fjernt fra det, man opfatter som sin egen kultur…

PS. Sig goddag med kor-nynnen

Som noget ny var der i flaskehalsmylderet ved billet-slusen inden for hovedindgangen til koncerthuset strøet blide korklange ud over publikummerne. Det var egentlig meget hyggeligt! Jeg spottede senere en hel skoleklasse, der havde fundet vej til orgel-pladserne bag orkestret. Også hyggeligt. Kom igen og tag alle jeres venner og lærere med!:-)

 

Odense Koncerthus

Kor-klange inden koncerten

 

Hvad: Nationalromantiske giganter. Sibelius: ‘Finlandia’ – Grieg: Klaverkoncert – Dvorák: Symfoni nr. 9 ‘Fra den nye verden’

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkesker – David Danzmayr, dirigent – Marianna Shirinyan, klaver

Hvornår: Torsdag d. 26. oktober 2017

Tjajkovskijs koncert for høreapparat, host og mobiltelefoner

Så vi sad dér på 25. række på balkonen og glædede os til god musik, den store åbningskoncert for Odense Symfoniorkesters sæson 14/15 med maestro Alexander Vedernikov ved taktstokken.

Der åbnedes festligt med en ouverture af …. Jeg kan ikke lige huske hvem. Så var vi i gang. Og derfra gik det støt ned ad bakke. Det næste punkt var Tjajkovskijs udødelige og uopslideligt underholdende violinkoncert. En violinist ved navn Guy Braunstein havde solopartiet. Jeg undrede mig allerede, da han gik ind på podiet og ikke stemte sin violin sammen med førsteoboen, som man ellers plejer. Jeg fik en distinkt følelse af, at hans violin var stemt en kvart tone skævt i forhold til orkestret. Det lyder ikke af meget, men effekten er som at tabe en spiseske salt ned i sin suppe!

vandfløjte

 

Bedre blev det ikke af, at der under hele denne del af koncerten var en besynderligt stigende og faldende hyletone i salen. Det lød lidt som en af disse fløjter med vand i, som man har opfundet fordi …. Nej, jeg ved ikke, hvorfor man har opfundet de fløjter …

 

 

Jeg kan ikke vide, om violinisten og orkestret lod sig genere af lyden – det tror jeg, de gjorde. For samspillet var meget samspilsramt. Til tider var orkester og solist rigtig meget ude af sejle. Jeg stod mentalt helt af og kunne slet ikke samle mig om musikken.

Jeg skrev til symfoniorkestret på Facebook og spurgte til den hyletone. De svarede venligt, at mange havde været generet af hyleriet. Og at det nok havde været et dårligt justeret høreapparat, der lavede rundhyl. Min kære, nu afdøde moster Ellen havde klaprende gebis og et høreapparat, som jævnligt hylede, fordi det var dårligt justeret. Og måske var det også skruet op på orkanstyrke. Men hun opdagede det da selv! Hvordan kan man sidde under hele Tjajkovskijs violinkoncert og have et hylende høreapparat i ørerne uden at opdage det?

Nogen må da have siddet ved siden af vedkommende. Hvorfor reagerede ingen?

Min koncertveninde og jeg var jo relegeret til 25. række på balkonen. Som jeg sad og kiggede ned over forsamlingen, lignede de mange grå og hvide hoveder en bomuldsmark. Måske er den generaton bare glad for at komme ind i en stor og varm sal og sidde lidt og være kulturel, og så er alle mulige lyde ligegyldige? Det er velkendt, at odenseanerne er glade for at gå forkølede og hostende i koncerthuset. Man vælger de svageste passager i musikken og hoster og harker uhæmmet løs. Sådan plejer det at være.

Man har næsten vænnet sig til at være fremmedgjort fra musikken. Den er ikke længere noget, man lever sig ind i. Man ser den udefra. Så høreapparaters hylen er bare noget, man skal trække på skuldrene ad.

Tør jeg næsten tilføje, at en eller anden klaphat ikke havde slukket for sin mobil. Hele to gange gik den i gang med en vækkebippen. Suk!

Det hedder sig altid, at ungdommen er ukultiveret og ikke respekterer kunstens aura. Nonsens, siger jeg! Det bedste koncertpublikum er ungt. Det er de gamle bomuldsmarker, der småsnakker under musikken. Som har hylende høreapparater med, som de ikke gider slukke. Som målrettet hoster i svage passager. Og så, når musikken, de har larmet hen over og saboteret, er færdig, har de det hykleri at præstere stående ovationer, råbe bravo, trampe i gulvet, spille et skuespil, der hedder, at vi har været vidne til sjælsrystende verdenskunst. “Jeg forstår ikke det her”, sagde jeg til min lige så hovedrystende koncertveninde.

I sin tid begik Tjajkovskij angiveligt selvmord ved at drikke et glas kolerainficeret vand af frygt for at blive outet (han var homoseksuel). Havde han hørt aftenens koncert, havde han drukket to glas for at være helt sikker!

Samme aften havde DRs Symfoniorkester åbningskoncert i den smukke sal på Amager. Koncerten fik 6 stjerner i Berlingske. 

Er jeg misundelig på københavnerne? Ja.

Tjajkovskij

Tjajkovskij – maltrakteret og gjort til grin