Blog & Fotokunst

Tag: Christian Monggaard (page 1 of 1)

Mr. Turner af Mike Leigh: Kaos og dissonans. En anmeldelse

Mr. Turner er en biopic. Biopics fungerer aldrig. Biopics er film, der fortæller en kendt persons liv. Enten fra barndom til alderdom, eller i et stort udsnit af personens liv. Og det fungerer bare aldrig helt godt. Spillefilm er at sammenligne med en noveller – ikke med biografier. Fortællingen i en biopic atomiseres ofte ud i bemærkelsesværdige, enkeltstående situationer.

Nå, jo, der var Anton Corbijns biopic om rockbandet Joy Divisions forsanger, Ian Curtis. Control er titlen. Der var også Walk the Line om Johnny Cash. Eller Ray om Ray Charles. Gode, velspillede film. Men alle sammen præget af, at handlingen skal guides af en biografi.

Mr. Turner – den nyeste film af en af engelsk films grand old men, Mike Leigh – fungerer. Hvorfor?

Det er et af de spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare i denne blogpost.

I filmen møder vi hovedpersonen, engelsk malerkunst største mester til dato, J. M. W. Turner (1775-1851), da han er på sin berømmelses højde som excentrisk geni. Og vi følger ham til hans død 25 år senere, hvor han, forkastet af parnasset, skaber sine vildeste værker. Timothy Spall, som spiller Turner, formår at holde sammen på en figur med mange indbyrdes modstridende karaktertræk i en præstation, som er en Oscar værdig. Han grynter, spytter, hoster, harker, øffer og rømmer sig gennem filmen. Han siger egentlig relativt lidt, for Turner er i Spalls forklædning en socialt ikke ret velfungerende mand.

 


Og et dumt svin er han, denne mr. Turner. Han vil intet have med sin ex-kone eller deres fælles døtre at gøre. Hans husholderske, Hannah, der filmen igennem halter rundt som en skæv kat, er også hans elskerinde – når han gider hende. Han kalde hende “damsel” og knepper hende som en hingst bedækker en hoppe: hårdt og hurtigt and no questions asked – og hun kan lide det. Det næste billede, vi ser efter dette romantiske knalderi, er Turner i et landskab – med en række af heste gående efter sig. Samtidigt med den skæve damsel har han et forhold til sin udlejer, den dobbelte enke Sophia Booth ude ved kysten i Margate, hvor han maler sine fantastiske marinebilleder.

Hende kalder han også “damsel”. Og så lader han den første “damsel” falde uden videre. Han holder sig ikke for god til at tilbyde en malerkollega i nød, Benjamin Robert Haydon, eksakt den halve sum af, hvad der kan redde dennes familie. Og han forbander sin mor, som var sindslidende, langt væk. Kun faderen, der også er en slags tjener, har han er nogenlunde stabilt og oprigtigt forhold til. Og kun faderens død tillader knudemanden for et kort øjeblik at løsne knuderne lidt op og vise sorg. Men det sker helt akavet over for en tilfældig prostitueret.

Læs Kim Skottes anmeldelse af Mr. Turner her 

Men Timothy Spall formår at vise Turner som en trold, som samtidig er en engel. Da føromtalte kunstner i nød henvender sig for at afdrage på sin gæld til Turner, sletter Turner uden videre hele gælden af medlidenhed. Da en hovedrig fabrikant tilbyder den aldrende Turner en enorm formue for hans malerier, takker Turner nej til pengene: Malerierne skal gå i arv til det engelske folk. Og da Turner på sin egen kantede, kejtede facon falder i snak med en ung, kvindelig pianist, formår han at løsne hendes stramme korset af følelser op. Han synger med sin ikke særligt kønne røst en smuk arie om tabt kærlighed, Didos klagesang fra Henry Purcells opera Dido & Aeneas. Hvilket åbner den unge pianists hjerte for at vise ægte følelser.

At se Mr. Turner i Café Biografen blev ledsaget af en del pinligt grineri

På dette sted i filmen, hvor Turner synger, grinte det gråhårede publikum, vi sad sammen med i biografsalen i Odenses bedste biograf, Café Biografen. (PS. Du kan i Odense kun se Mr. Turner i Café Biografen.)

Vi danskere kan ikke håndtere pinlige situationer. Vi løser dem op med grin. Mr. Turner er enormt pinlig – så der blev desværre grint for meget i biografsalen, fordi dette modne, danske publikum ikke kan bære dissonanserne og pinlighederne i Turners karakter. Dissonanser, der i øvrigt understreges i filmens soundtrack, som ofte er lange dissonante toner spillet på klarinet eller obo. Man kommer ikke til at se på maleriske landskaber med stor strygersovs hældt over. Det piver og hyler i stedet.

Derfor fungerer Mr. Turner som biopic!

I biopics falder skildringen af hovedpersonen ofte fra hinanden, fordi de personlighedstræk, vi alle sammen har, skærer for meget mod hinanden. De er for komplekse til filmkunstens novelle-form. Eller også bliver biopics platte, fordi personligheden er for ensartet, der sker for lidt udvikling. Mike Leigh og Timothy Spall formår at tage en vifte af personlighedstræk og holde dem sammen. Vulgaritet over for geni. Skønselsløshed over for barmhjertighed. Knudemand over for følsomhed. Social afstumpethed over for løssluppen kammerateri med kunstnervenner. Dybt optagethed af diskussioner om naturvidenskab over for dyb kedsomhed ved at høre kunstsnobber kloge sig over hans geni. Dissonanser simpelthen. Spall spiller Turner med konstant dissonans. Som et uharmonisk menneske, der – som Turners naturvidenskabsveninde, Mary Somerville siger – tillader os andre at se kaos i verden.

 

Turner og kvinderne

Kim Skotte kaldte i sin anmeldelse af Mr. Turner i Politiken Turner for uformående over for kvinder. Jeg er ikke enig. Med sin sans for skønhed og kaos, for lys og mørke, vulgaritet og ophøjethed forstår Turner faktisk kvinder rigtig godt. Turner taler sjældent. Men når han taler, siger han de bedste og smukkeste ting til kvinder. Han ser skønheden i en gammel kone – og han evner at sætte ild i hendes skød, hvilket hun ikke selv havde troet muligt. Og som sagt formår Turner tidligere i filmen med sin grove sensibilitet at synge sig ind i hjertet på en ung, tilknappet pianistinde. Ikke som en forfører, men som en mand, der forstår en kvinde.

Mike Leighs viser klar sympati for denne grove arbejderknægt, Turner, der har svært ved at vise følelser, men som gennem sin kunst og med få velvalgte ord kan knappe sine medmennesker op og vise det indre hav af følelser. Turner er ‘Det arbejdende menneske’, som Christian Monggaard kalder både Mike Leigh og Turner. Hverken Leigh eller Turner er finkulturelle, verbalt velslebne salon-mennesker.

Læs Informations Christian Monggaards interview med Mike Liegh i anledning af Mr. Turner 

Billedsiden af Mr Turner er fantastisk smuk. Filmen er lang – 2½ time. I det, der på mig virkede som korte glimt, ser vi Turner i den natur, han skildrede så fantastisk i sin malerkunst. Jeg havde gerne haft, at filmen turde strække disse naturoptagelser og lade dem komme mere til deres rette. For det er i de øjeblikke, kunstneren træder tydeligst frem i filmen. Som tidsskildring af det tidlige 1800-tals mennesker og steder er filmen så troværdig, at jeg kun kan sammenligne den med Stanley Kubricks lige så lydefri skildring af 1700-tallets England i Barry Lyndon.

 

mr turner timothy spall

Timothy Spall som Turner. I den smukke natur, som inspirerede ham.

Så Mr. Turner fungerer – selvom den har sine udfordringer lige som alle andre biopics. Nogle scener står løsrevet rent dramatisk. I visse scener føler man som tilskuer, at man burde have læst op på biografien på forhånd for at forstå. Et eksempel er Turners anspændte forhold til konkurrenten Constable. Det prikkes der til i en scene, hvor Turner stjæler al opmærksomhed fra Constable ved at lave en lille rød klat om til en bøje på sit maleri ‘Helvoetsluys’ under en udstilling i 1832. Men det udfoldes ikke. Jeg forstod først den scene, da jeg googlede den. (Ja, jeg googlede den.) Meningen med den røde klat var at sige ‘less is more’ til Constables alt for overbroderede værk lige ved siden af.

Men med de forbehold er der tale om et vellykket portræt af en modsætningsfyldt kunstner og hans tid og miljøer. Det hjælper meget, hvis man i forvejen interesserer sig for malerkunst generelt og Turners værker specielt. Jeg har elsket hans malerier i en årrække, så jeg var nok ret nem at begejstre.

 

Turners maleri 'Helvoetsluys' med den lille. røde bøje, som provokerede konkurrenten Constable

Turners maleri ‘Helvoetsluys’ med den lille, røde bøje, som provokerede konkurrenten Constable.

 

Interstellar – Anmeldelse. En eksistentiel rejse i tid og rum.

Interstellar er et af årets filmiske højdepunkter

Hvis du elsker film med udfordringer for tankerne, så skal Du se Interstellar. Hvis Du holder af at blive berørt inde i dine mest basale følelser, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide plot twists, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide en visuel tour de force af religiøst omfang….. Ja, så skal du se Interstellar.

Instruktøren Christopher Nolan og hans bror, forfatteren Jonathan Nolan, er kendt for at lave blockbusters, som indtjener milliarder af kroner. De har fundet en niche i det succeshungrende Hollywood, hvor enorme budgetter igen og igen stilles til rådighed for brødrene – fordi de laver film, som bliver ved med at ramme et stort publikum. På trods af ofte meget indviklede plots. Her i Danmark har filmen holdt sig i top 10 i biograferne i en måned. Med god grund.

 

Interstellar anmeldelse McConaughey og Foy

Matthew McConaughey og Mackenzie Foy som hhv Cooper og Murphy i Interstellar

 

Men Interstellar har fået en blandet modtagelse?

Jeg forstår hvorfor. Filmen er stor og larmende, spektakulær. Og det er sci fi – allerede dér står en stor del af publikum (måske især kvinder?) af. Filmen kommer op på de helt store følelsesmæssige nagler – der står kynikerne af. Jeg stod ikke af. Jeg var suget ind i filmen. Jeg har aldrig grædt i biografen. Jeg har en blokering dér. Men i dag var der en enkelt lille tåre i den ene øjenkrog, der måtte tørres væk i et af de emotionelle højdepunkter af Interstellar, hvor hovedpersonen Cooper – mageløst spillet af Matthew McConaughey – modtager rystende beskeder fra sine børn. Mens han er fanget i en rumrejse for at redde hele menneskeheden fra at uddø på planeten Jorden, hvor flere og flere afgrøder dør. Hvor udryddelsen af menneskeheden er lige om hjørnet.

Cooper forlod sine børn. Og på grund af relativitetsteori og tidsbegreb (og andet videnskabeligt mumbo jumbo), oplever han sine børns sorg, tab, frustrationer, følelse af forladthed tidmæssigt forskudt i en videooptagelse, han modtager fra Jorden. Han ser dem på skærmen have samme alder som sig selv. Og han hører dem fortælle nogle af de skrækkelige ting, børn ellers ikke kan fortælle deres forældre – fordi de normalt ældes i samme takt som deres forældre. Det er et rystende øjeblik.

Effekterne er fede i Interstellar. Men det hele bæres af store skuespilpræstationer

Gennem hele filmen bliver man slået af, at alle effekter og rejser i rummet ser så … realistiske ud. Jeg har ikke været på fremmede planeter. Ikke ædru i hvert fald. Men i Interstellar oplever man ikke den kølige, stiliserede visuelle rumrejse stil, som vi kender fra Kubricks Rumrejsen År 2001. Både på den elskede Jord og ude i rummet virker det som om, ja, sådan kunne det hele godt se ud.

Matthew McConaughey var førhen en modelpæn førstelsker i lette, romantiske film. I senere år fremstår han som en af sin generations bedste skuespillere. Dallas Buyers Club. True Detective. Interstellar. Man kan ikke flytte øjnene fra den mand. Michael Caine spiller med i denne film – som i så mange andre Nolan film. Man går aldrig fejl af Michael Caine. Hans sidste scene i Interstellar griber en om hjertet på en helt enkel og menneskeligt tragisk måde. Ud over de to vil jeg fremhæve Mackenzie Foy, som spiller Coopers datter, Murphy. Hun var 13, da filmen blev indspillet – og hun rammer ikke en eneste falsk tone i sin præstation som den sårbare teenagedatter, som bliver forladt af sin far. Jeg blev også glad for at se John Lithgow tilbage i en seriøse, dramatisk rolle som Coopers far.

Musikken i Interstellar gør det ydre og indre rum nærværende

Som musikalsk indramning af den visuelle og følelsesmæssige tour de force har komponisten, Hans Zimmer, skabt et særdeles effektivt soundtrack. Store, rungende lydflader bølger frem og tilbage og transporterer os fra et reelt eksisterende ydre rum og ind til det indre, psykiske rum. For i virkeligheden handler alle gode film, også denne, om menneskers psykiske rum. Og om deres forhold til andre mennesker. Mest påvirket var jeg af Hans Zimmers måske mest simple musikalske “effekt” … En enkelt orgelakkord. Den starter i det små og blide, som hørte man den fra en fjern kirke med åbne døre – og vokser og vokser til en kæmpe katedralbølge af lyd. Virkningen er overvældende. Nærmest religiøs. Nej, ikke nærmest religiøs. Den er religiøs. Lige som filmen i det hele taget tumler med de største aspekter af menneskets gang på jorden: løgn, bedrag, løfter, kærlighed, kamp for overlevelse, fortvivlelse, skyld – tilgivelse.

Du har nu et par håndfulde gode grunde til at gå ind og se Interstellar.

Gør det. Du vil kun fortryde, hvis du er kyniker eller bare ikke kan døje sci fi.

Følg dette link den officielle side om Interstellar

Læs mere, lyt til mere

Læs Kim Skottes ikke voldsomt begejstrede anmeldelse af Interstellar på Politiken.dk.

Min yndlingsfilmanmelder, Per Juul Carlsen, som kendes fra Filmland på P1 og fra Filmselskabet på alle kunst- og kulturelskende danskeres yndlings-tv-kanal, Dr K, anmeldte Interstellar sammen med Informations Christian Monggaard. Klik på dette link og hør Per Juul Carlsen og Mongaard diskutere filmen begejstet i Filmland på P1.  Men hop lige to minutter ind i lydfilen – først der starter programmet…

Læs også Christan Monggards anmeldelse i Information – Monggaard gik, som jeg, opløftet ud af biografen.