Hyggelig historietime om et kapitel af kampen mod nazisterne under 2. verdenskrig. Men også:

Benedict Cumberbatch is the new black

Måske lagde du mærke til dragen Smaug i Hobitten: Dragen Smaugs Ødemark. Eller rettere: Måske lagde du mærke til dragens smukke baryton. Det var Benedict Cumberbatchs stemme. Måske har du hørt om eller set BBC’s fantastiske nytænkning af Sherlock Holmes-fortællingerne af Arthur Conan Doyle i den spritnye serie, Sherlock. Sherlock spilles af Benedict Cumberbatch. På Google skal du bare skrive hans fornavn, så autofuldfører Google selv Cumberbatch som topsøgeord. For nylig spillede han den kontroversielle wikileaks-grundlægger, Julian Assange. Hans mange kvindelige fans kaldte sig ‘Cumberbitches’. Indtil denne engelske gentleman bad om, at de valgte det pænere ord ‘Cumberbabes’. Cumberbatch is the new black. Nu kan du opleve ham i den nye biopic, The Imitation Game.

Imitation Game er baseret på en virkelig historie. Historien om den homoseksuelle og socialt handicappede Alan Turing. En genial matematiker, der under arbejdet med at knække den nazistiske kodemaskine, Enigma, opfandt forlægget for den moderne computer. Han gav maskinen navnet Christopher efter sin barndomsven. Dybden i dette navnevalg åbenbarer sig i løbet af filmen.

Homoseksualitet var forbudt i England i Turings tid. Det blev opfattet som særdeles kriminelt og blev straffet hårdt. Turing blev idømt kemisk kastraktion. Dette førte til hans selvmord som 41-årig. En død i vanære. Det er der kommet en seværdig film ud af. En underholdende film, som dog måske ikke får så meget ud af sprængfarlige emner som homoseksualitet, verdenskrig og spionage, som man havde kunnet få.

Biopic forbandelsen: The Imitation Game har sine problemer

Jeg har før i min blog kritiseret biopic-genren for at være umulig.

Årsag: genren hakker et helt liv op i dele. Uden den strøm af sammenhæng og mere elegante overgange, som den fiktive historie giver mulighed for. The Imitation Game er et eksempel på en biopic, der fungerer. Sådan nogenlunde. Vi kommer ikke uden om, at også denne biopic bliver lidt ujævn. Turings død bliver eksempelvis berettet i filmens eftertekster. Eftertekster er det laveste niveau af det, man kalder eksposition i film. Eksposition er al den baggrundsinformation for filmens handling, som er nødvendig for at forstå filmen.

Man kan lave eksposition i en voice over, hvor en stemme giver os tilskuere baggrunden. Tænk starten af Ringenes Herre, hvor scenen sættes med Cate Blanchetts voice over til nogle meget effektive og dramatiske kampscener. Et eksempel på vellykket anvendelse.

Man kan lade skuespillerne give den nødvendige eksposition i replikkerne. Karakter 1 siger til karakter 2: “Vi må knække denne kodemaskine, fordi det kan afsløre tyske troppebevægelser eller afsløre, hvor der vil være ubådsangreb”. Den norske instruktør af Imitation Game, Morten Tyldum, vælger den simple metode med en eftertekst for at fortælle om Turings tragiske selvmord. Man trækker lidt på skuldrene – og det er synd.

Cumberbatch Imitation game

Benedict Cumberbatch (siddende) som den geniale kodeknækker, Alan Turing, omgivet af sit team. Keira Knightley som Turings nærmeste medarbejder og forlovede til venstre.

Den dramatiske skrue får et vrid i The Imitation Game

Det modsatte sker også: Den dramatisk skrue bliver måske strammet en smule for meget nogle steder. En af Turings medarbejdere har en bror. Denne bror gør krigstjeneste i en skibskonvoj, som Turings gruppe kan redde eller lade gå under. Argumentet for at lade konvojen gå under i et forestående nazi-angreb skulle være ikke at gøre tyskerne opmærksomme på, at Enigma var knækket ved at lave pludselige redningsaktioner ud af det blå. Scenen er dramatisk. Skal man informere flåden med fare for, at tyskerne aner uråd? Skal man undlade at advare flåden og holde det hemmeligt for at bruge Enigma langsigtet? Men dilemmaet – som var virkeligt under krigen – bliver for skarpt trukket op ved at placere en bror ombord på et skib i den truede konvoj. Det virker dramatisk lidt for nemt. Jeg stod lidt af i den scene.

Hvorfor skal du så se The Imitation Game?

The Imitation Game holdes oppe af den stædigt og intelligent stammende Benedict Cumberbatch. Uden en fascinerende skuespiller som ham ville en film som denne falde sammen. Du skal se filmen pga. Benedict Cumberbatch. Og du skal se den for at få gentaget en eviggyldig pointe om, at konservativ tankegang er en hæmsko for udvikling og succes – ikke mindst under en verdenskrig. Filmen kritiserer det konservative syn på kvinder og på homoseksuelle. Det er ikke noget, der chokerer eller overrasker mere. Heldigvis. Men en lille reminder er altid velkommen.