Havde man helt uforberedt besøgt Odense Koncerthus her til aften for at høre Odense Symfoniorkester spille først Dmitrij Sitkovetskys orkesterudgave af Johann Sebastian Bachs  cembaloklassiker, Goldberg-variationerne, og dernæst Felix Mendelssohns iørefaldende Italienske Symfoni, så ville man nok have tænk: De to værker har absolut ingen berøringspunkter. Det er to helt forskellige klanglige verdener.

Da Bach døde som 65-årig i 1750 havde han nær fået samme skæbne som Vivaldi.

Blot 30 år efter sin død var Vivaldi glemt i Venedig, hvor han havde været superstjerne. Bach var ikke glemt efter sin død, men næsten. Hans strenge stil var umoderne. Publikum havde fået afsmag for barokkens velorganiserede evighedssystemer og i stedet fået smag for excentrisk rokoko og lette, hurtige musikalske fristelser. Værker blev i rokokotiden typisk opført én gang, derefter var publikum ikke længere interesseret. Derfor skrev Haydn et hav af samlebåndssymfonier. 104 styk var der ved seneste optælling.

Men det blev romantikeren Mendelssohn, som i 1829 igen placerede Bach på musikprogrammet med en berømt opførelse af Bachs Matthæuspassion. Siden da er Bachs ry vokset støt – og i det 20. århundrede fik han den status som udødeligt geni, som vi i dag fejlagtigt tror, han altid har haft.

Et vedholdende rygte siger, at Bach skrev sine Goldberg-variationer til en grev Kaiserling, som led af søvnløshed. For at lindre søvnløsheden skal grevens unge klavertalent, Johann Goldberg (dengang kun 14 år gammel), have spillet Bachs værk for greven. God historie – formodentlig slet ikke sand.

Dirigenten Thomas Beecham sagde engang om lyden af et cembalo: Det lyder som to skeletter, der elsker på et bliktag. Den metalliske klang af klaverets forløber er ikke alles smag. Vore ører er vant til at blive kælet for. Alene derfor var det muligvis en fin idé, Dmitrij Sitkovetsky fik, da han skrev Goldberg- variationerne om for orkester i 1980’erne. En melodi varieret 30 gange på et klimprende cembalo havde taget livet af odensepublikummet!

Klik på videoen her og bedøm selv, om det lyder som skeletter, der rasler på et bliktag….

Goldberg-variationerne spænder med sine 32 numre så vidt i stil, at der er noget for enhver smag. Under aftenens koncert begejstredes jeg mest for de intime øjeblikke. Selve melodien, aria, er typisk for Bach ren og ukunstlet smuk, og de mere stille variationer for kun et par instrumenter kom mit hjerte nærmest. Måske ikke så sært: Oprindeligt er værket jo skrevet kun for et instrument og to hænder. … Min unge koncertkammerat denne aften, en gymnasieelev, tenderede mere til de vivaldi’ske variationer, hvor Bach pisker musikken op som flødeskum og laver dialoger på tværs af orkestret. Under alle omstændigheder fremgik det tydeligt, både af spil og af smilene og blikkene musikerne imellem , at dette var musik for musikere. Musik, hvor instrumenterne træder tydeligt frem; hvor der er plads til alle. Bachs musik er både meget hierarkisk og meget demokratisk. Nej, ikke demokratisk. Men det, jeg vil sige, er: Indordner individet sig under den store plan, så er der plads til selv den mindste. I Bachs musik præcis lige som i det samfund, Bach levede i. Streng autoritet. Men inden for rammen rig mulighed for at vise sin individualitet. Musikerne var åbenlyst glade for denne lejlighed for at vise velorganiseret holdspil. De kunne spille op mod hinanden og turnere bittesmå detaljer uden at drukne i det store orkesters tyngde.

Goldberg-Variationerne med Dmitrij Sitkovetsky

Dmitrij Sitkovetsky foran Odense Symfoniorkester

Goldberg-variationerne kræver koncentration fra musikere og fra publikum.

Jeg undrer mig ofte over odensepublikummets hosten, rallen, harken og rømmen sig under de mest stille passager. Min unge koncertmakker konstaterede tørt: Der er helt sikkert udbrudt tuberkulose i salen. Var publikum måske også lidt perplekse over en time i selskab med Bach?

Nuvel, Mendelssohns Italienske Symfoni fra ca 1829 – dvs. skrevet rundt regnet 90 år efter Goldberg-variationerne – kræver til gengæld ikke den store koncentration. Det er ren og uforfalsket underholdningsmusik af øverste skuffe. Odense Symfoniorkester – eller OS, som man kalder sig nu – kan den slags på rygraden. Men på trods af en tendens til rygrad vil jeg nu alligevel kaste roser efter waldhornene. Valdhorn er nogle sammenkrøllede messinginstrumenter, som man groft sagt spiller på ved at puste luft i den ene ende og have hånden oppe i den anden ende. Odense Symfoniorkester har tit lidt knas med messingafdelingen – men valdhorn-sektionen stikker virkelig ud med den lækre, bløde klang! Jeg ser frem til at høre mere messing-vellyd til næste koncert, jeg skal til: Bruckners 7. symfoni, hvor orkestret virkelig bliver sat på prøve igen.