Blog & Fotokunst

Tag: anmeldelse (page 1 of 1)

Mænd og Høns. Dansk socialrealisme meets Frankenstein. En anmeldelse

Det var store Fifty Shades of Gray aften i Biocity Odense den aften. Sjældent har man set så mange smukke og fortrinsvis yngre kvinder fylde cafeen i biografen op – uden en mand i sigte. Jeg tænker, de mandlige kærester har undslået sig med løfter om at gøre så meget desto mere ud af kæresteaftenen på Valentine’s Day to dage efter…

Jeg og min biografveninde, Britt, var derimod taget ind i sal 6 for at se Mænd og Høns. Sal 6, hvor den lumre aircondition-damp og sved fra Fifty Shades salene åbenbart bliver ledt ind. For vi var ved at gå til i det, der føltes som 30 graders stillestående tropeluft.Jeg endte i strømpesokker og t-shirt. Enkelte andre biografgængere, jeg talte med, sagde, de havde haft det direkte skidt. Det kan I gøre bedre, Biocity!

 

Plottet i mænd og høns: socialrealisme med gak i låget

Mænd og høns af Anders Thomas Jensen er en sær og twistet film om to brødre, Gabriel (David Dencik) og Elias (Mads Mikkelsen), som finder ud af, de ikke er brødre. Ikke alene er deres far ikke deres far – de har heller ikke den samme mor. Og mere til: Deres rigtige far opholder sig angiveligt på en lille ø, Ork, i et mere end faldefærdigt gammelt sanatorium sammen med yderligere tre halvbrødre. Den køligt intelligente Gabriel og kamp-onanisten Elias drager sammen til øen for at komme til bunds i familieforholdene.

Øen, dens beboere og generelt hele filmen minder mig om Henrik Ruben Genz mere vellykkede Frygtelig Lykkelig, hvor vi befinder os i et tilsvarende bizart, velkendt og dog meget fremmed miniunivers. Hvor Frygtelig Lykkelig nyfortolker cowboygenren med sønderjysk socialklaustrofobi, så prøver Anders Thomas Jensen med Mænd og Høns at gen-splejse familiær dysfunktion med frankenstein-genren.

Mænd og hØns er en tematisk lagkage

Mænd og høns. Hvordan skal man beskrive den film? Jeg vil vælge at betegne den som en lagkage, hvor lagene er sådan lidt tilfældigt udvalgt og ingen af dem er vigtigere end nogle af de andre. Tre af brødrene har bibelske navne, som måske også er koblet til forskere i genetik. Nicolas Bro spiller Josef – et bibelsk navn, men også navnet på en forsker i plantehybrider, Josef Kölreuter. Men det er ikke noget, der synes at spille en rolle for filmen. En anden af brødrene hedder Gregor (Nikolaj Lie Kaas). Jeg tipper opkaldt efter Gregor Mendel, arvelæren og genetikkens fader, der eksperimentelt krydsede dyrs og planters gener for at skabe bedre eksemplarer. Gregor Mendel var munk – ups, så går vi bibelsk igen! Så er der Søren Malling, der spiller den dominante bror ved navn Franz. Tør vi gætte opkaldt efter en forsker i psykologisk genetik ved navn Franz Kallmann? Kallmann opdagede et syndrom, der forandrer næsen – og guess what: Søren Mallings rolle som Franz har den mest besynderlige, skæve blomkålstud.

Brødrenes rigtige far hedder Thanatos til efternavn – en reference til den græske dødsgud. Og måske også til den freudianske tradition, der kalder dødsdriften for thanatos. Farmands fornavn: Evilio. Get it? EVILio. Som i: ond farmand. Øens borgmester, naturligvis spillet af Ole Thestrup, kalder farmand for “dødens pølse”. Og ja, farmand Thanatos lever op til sit navn. Omend hans dødsdrift ganske u-freudiansk gælder andre end ham selv. Nogen tematisk dybde ud over ren reference er der ikke i navnet. Han kunne lige så godt have heddet Bent.

mænd og høns halvbrødrene Franz Gregor Elias Gabriel Josef

Mænd og Høns halvbrødrene Franz, Gregor, Elias, Gabriel og Josef. Hvem ville have valgt dén familie?

Tilbage til de mange tematiske lag.

  • Gotisk horror a la Frankensteins monster. Naturligvis noget med sære videnskabelige eksperimenter og gen-splejsning. Filmen rammer vores biograflærreder samtidigt med, at engelske forskere har bekendtgjort, de nu kan skabe et barn med gener fra tre mennesker – og har tænkt sig at gøre det. gensplejsnings-horror giver efterhånden ingen ståpels mere. Gen-horror er SO nineties!
  • Politisk korrekt anti-darwinisme: der skal være plads til de handicappede, de anderledes, de vanskabte.
  • Ren slapstick: Til tider er filmen ret sjov. Der er et knæk på midten af filmen. Første halvdel er sjov – anden halvdel mest alvor. Jeg synes, humoren fungerer bedre end alvoren. Kampscenerne mellem brødrene involverer planker, gryder, udstoppede dyr mm. Og jeg elsker at se dem gå amok!
  • Familierelationer. Skal man vende sin forrykte familie ryggen, eller skal man blive og samle stumperne?
  • Klassisk modsætning: Hvad er vigtigst – hjerte eller hjerne? Religion og tro eller videnskab. Stort tema. Som overhovedet ikke bliver gennemspillet. Det er naturligvis i sidste ende hjertet, der er det vigtigste.

Mads Mikkelsen er kraftcenteret i Mænd og Høns

Ingen tvivl: David Dencik og Mads Mikkelsen bærer filmen. Især Mads Mikkelsen åbenbarer i Mænd og Høns et komisk talent med fantastisk timing, nuancerigdom og opfindsomhed. Nu er der ikke en centimeter på spektret fra de dybt dramatiske roller over de velpolerede Hollywood-roller til slapstick og comedy, den mand ikke mestrer. Utroligt! David Dencik har rollen som den mest normale bror – og eftersom resten af brødregruppen er rene hillbillies og damp-børn, så har han nemt ved at stråle.

Nicolas Bro gør det mindre godt. Fysisk comedy behersker han til fulde. At se ham speed-jogge med walkman og iført stramme shorts er et syn for guder. Et fedt lyn i gummisko. Til gengæld har jeg et problem med Nicolas Bro, når han taler. Det er 1864-syndromet: Hans replikker virker påtagede. Mads Mikkelsen kan rappe de mest mærkelige sætninger af sig i maskingeværtempo, så man er ved at flække af grin. Nicolas Bro hakker mere indstuderet gennem sine lange, filosofiske sætninger.

Mænd og høns lider af komedie-syndromet – og hvad er det?

Filmen er alt i alt sært underholdende – på grund af skuespillerne. Mænd og Høns lider af det, jeg vil kalde komedie-syndromet. Komedie-syndromet går ud på følgende: Det er meget let at komme på en masse gakkede ideer. Men det er rigtigt svært at samle alle trådene, så filmens tematiske kabale går op. Og denne film går ikke op. Der kastes en masse temaer op i luften – de bruges komisk. Og også dramatisk. Men de samles ikke, som filmen skrider frem. Det er et træk ved rigtigt mange komedier. Og det er grunden til, at mange komedier er rigtigt gode i starten, når det hvirvler med ideer, slapstick og temaer. Det er ligesom en god fest: sjov i starten. Man giver den gas og kommer ud over sine grænser. Men på et tidspunkt skal der jo ryddes op. Vaskes op. Skabes orden. Gaaaaab……

Som den sort komedie Mænd og Høns skrider frem, bliver den mere og mere tør i forsøget på for guds skyld at knytte temaerne sammen.

Vi får i Mænd og Høns en underlig, gylden, sødladen slutning. Jeg sad og ønskede, filmen var tonet ud én scene før. Når du ser filmen, så forstår du, hvad jeg mener.

“Man vælger ikke din egen familie” er filmens tagline. Underforstået: bliv ved din familie og kæmp for den, uanset hvad det koster. Det er den slags gajolpakkevisdom, som gør sig godt i Hollywood – og i det københavnske filmmiljø. Goethes begreb om “Wahlverwandtschaften”, at jo, man kan faktisk vælge sine biologiske rødder fra – den idé er ikke nået ind i dansk film.

Filmen har generelt fået meget gode anmeldelser. Jeg kan ikke helt forstå det. Måske stråler den i sammenligning med de øvrige, ensformige, danske relations-film – som jo som regel er dødsyge.

Birgitte Kjær sammenfatter i Politiken de begejstrede anmeldelser (klik!). 

Force Majeure: Den moderne mand splittet til pinlige atomer. En anmeldelse

Force Majeure er en mesterlig sædekomedie. Lad mig fortælle dig hvorfor.

Ruben Östlunds nye film om det moderne parforhold og manderollen i dyb krise, Force Majeure, kunne meget let være sunket til bunds i en nedadgående spiral, der hedder: Lad os pille den moderne mand fra hinanden og vise, han er et fucking skvat. Og at kvinderne er blevet de stærke. Enten er manden et skaffedyr – eller en tabermand uden varige relationer. Det er den suppe, vi får hældt i ørerne alle vegne i medierne for tiden. Kvinderne har sejret ad helvede til åbenbart.

Det var med den lille mistanke, jeg gik ind for at se filmen i Odenses bedste biograf, Café Biografen. Men jeg blev meget positivt overrasket over, hvor nuanceret en film, der er tale om. Den er sjov, utroligt pinlig, udleverende, spændende, smuk, angstprovokerende og meget andet. Vi er milevidt fra de her kedelige danske film, hvor Paprika Steen skælder ud på sin film-ægtemand (sikkert spillet af Carsten Bjørnlund eller Nikolaj Lie-Kaas), som står og hulker ned i køkkenvasken. Jeg er så træt af uopfindsomme, danske film med de samme 8 skuespillere. Godt, vore svenske brødre kan noget helt andet med mediet.

 

Force majeure: uforudsigelig, udefra kommende begivenhed som forhindrer nogen i at opfylde en forpligtelse, og som derfor fritager vedkommende for det juridiske ansvar fx krigsudbrud eller naturkatastrofe.

– Den Store Danske Ordbog

 

Vi er med det unge par, Tomas og Ebba, og deres to børn, Harry og Vera, på sådan rigtig hyggelig skiferie. Flot sted omkranset af franske, sneklædte tinder. Rigtigt dyrt tilflugtssted for par og mennesker, som har alle basale behov opfyldt, Ipad og mobiltelefon fuldt opladet, og som egentlig har det generelt pissefedt. Far skal bare lige, synes Ebba, have en lille, afslappende ferie, fordi han arbejder så meget. En hær af snekanoner, skilifte, snow groomers, eksplosionsanordninger til kontrollerede laviner og meget andet arbejder non stop på den perfekte oplevelse. Men så er der den dér lavine….. Den lidt for store lavine.

Familien nyder frokost på en åben altanrestaurant. En lavine starter i det fjerne – det er spændende. Men alt er vel sikkert, ikke? Børnene bliver urolige. Lavinen bliver større. Mor Ebba mener, det ikke ser så sikkert ud igen. Jo jo, mener far Tomas, lavinen er jo kontrolleret. Men lavinen stopper ikke. Der går panik i forsamlingen. Det første, Tomas gør, da han tror, lavinen rammer, er at gribe sin Iphone og løbe væk fra familien, mens han skubber en anden mand væk. Rent overlever-gen og urinstinkt – eller en moderne, skvattet mand, der hellere vil redde sig selv og sin telefon end ungerne og konen?

Det viser sig snart, da Tomas og Ebba spiser på restaurant med en andet par, at Ebba har en noget mere virkelighedsnær opfattelse af ægtemandens flugt, end Tomas har. Tomas mener bestemt ikke, han løb væk. Ebba og vi ved bedre.

Herfra går det støt ned ad skibakke for parret. Til at begynde med beslutter de bare ikke at tale om det. Så finder de på en tilpas mild løgn, de kan leve med. Men børnene reagerer, afviser forældrene, lukker sig inde. De siger intet, men signalerer på alle andre måder, at der er sket noget rigtigt skidt i familien.

Som sagt kunne alt dette være blevet til en meget kedelig gang socialrealisme om den velbjergede middelklasse og om den moderne maskulinitet, der viser sig hul og taberagtig. Hvilket den også er. Men ikke kun. Ruben Östlund har spænding indbygget i det mindste knirk fra de skilifte, som bærer familien op på pisterne. Det ensformigt udformede, bikube-agtige hotel bliver til et pinligt helvede, hvor familien er spærret inde med sine dæmoner.

Vi kender vel alle det, at vi overværer et par sætninger sagt mellem ægtefolk, der afslører en afgrundsdyb mistillid, et skævt magtforhold, en lurende vrede over for den anden. Vi oplever det på cafeer, ved kassen i Netto, til fester, hvor der bliver drukket et glas vin for meget. I Force Majeure slipper vi ikke for at se, hvor katastrofale disse pinlige sandheder og hændelser mellem han og hun i virkeligheden er. Ruben Östlunds mikroskop iagttager disse mennesker ubønhørligt. Pinlighederne hænger ikke kun i luften, de får lov at have konsekvenser.

Nuancerne i Force Majeure er det, der gør filmen suveræn

Slutningen af filmen giver den ultimative nuancering, der viser, at vi i Force Majeure ikke har med en jævnt forudsigelig, nordisk sædekomedie at gøre, som nøjes med at afbilde den skvattede, moderne mand. Tomas er gennem et komplet sammenbrud kommet til sandhed med sig selv og har ladet alle dæmonerne komme ud af skabet over for Ebba. I en grad, så han næsten regredierer til barnestadiet – man ser ham trække sin bluse op over hovedet, sådan som man ser børn gøre det, når virkeligheden bliver for grum og pinlig. Og betegnende nok er det i den situation børnene, der trøster farmand – konen har trukket sig fra denne mand, der nu har opgivet al maskulinitet. Filmen igennem er der en finurlig dirren mellem at være og at forestille at være. Er farmand Tomas så oprørt, som han ser ud til? Ebba betvivler til at begynde med hans angergråd og vriden hænder. Men starter han med at spille angerfuld for pludselig at blive revet med i en malstrøm mod virkeligt sammenbrud? Jeg kunne nævne flere eksempler gennem filmen på, hvordan menneskerne på lærredet ikke helt kan siges at være det, de viser, eller bare spille det. Filmen starter med, at den lille familie bliver fotograferet af hotelfotografen. Smukke, velbelyste fotos af en lykkelig familie – et billede, der forestiller lykke. Men vi ved med det samme, det kun forestiller. Denne dirren mellem at være og at forestille at være er en af filmens store styrker. Denne spænding og dissonans gør filmen langt mere eksistentiel end dameblades vulgære opdeling af kvinder og mænd i bestemte kasser.

Et skud i tågen – Force Majeures anden katastrofe

Hen mod slutningen af filmen tager familien op i det øde snelandskab for at stå på ski for sidste gang på denne ferie. Der så tæt tåge, at man intet kan se. En hvid tåge, som mindede mig om J. P. Jacobsens novelle ‘Et Skud i Tågen’, hvor tågen er angstens og usikkerhedens rige. Tågen i Forcen Majeure er også angstprovokerende – for mig som tilskuer og for Tomas og Ebba. Mens ungerne har fuld tillid til deres skvattede forældre. Familien vover turen sammen ind i dette kridhvide intet – og endnu en katastrofe indtræder. De to børn og Tomas når ned – men Ebba er væk. Efter sit sammenbrud er skvattet Tomas endelig i stand til at vise lidt mod. Han går ind i tågen alene og kommer tilbage bærende på Ebba. Der var intet sket – måske fór hun blot vild. Eller ville hun teste ham? Måske havde familien brug for en kontrolleret katastrofe for at finde sammen igen, fordi den moderne familie for længe har kørt i tomgang på ren, ufarlig rutine. Vi kan ikke vide det.

force majeure af ruben östlund - familien børster tænder

Familien i Force Majeure synkronbørster deres tænder. Rutine er godt. Men det bliver ikke ved med at være godt.

I hvert fald er det far Tomas, der til slut i filmen igen holder hovedet koldt, da deres bus ned fra bjerget kører så usikkert, at Ebba stopper den. “Jeg skal af!”, siger hun i et angstanfald – og forlader børn og mand.

Alle har åbenbart deres breakingpoint. Ikke kun mænd. Vores fortælling om mænd og kvinder har traditionelt været: Mænd er helte, der lader kvinder og børn komme først i redningsbåden. Det ved vi efterhånden godt ikke nødvendigvis passer. Den moderne mand er så dresseret af stærke kvinder, at det traditionelt maskuline ideal glider mere og mere væk. Kvinderne er de stærke. Går vi og siger til hinanden disse år. Men Rune Östberg drejer den til sidst og hæver emnet langt højere op. Også kvinder kan finde på at skride fra det hele.

Force Majeure opløser platte han/hun kategorier og lader os se hinanden som mennesker

Og til slut går hele menneskeheden sammen ned ad bjerget. Mænd, kvinder og børn har forladt den usikre bus. Kun Ebbas polyamurøse, spændingsbesatte veninde blev i bussen. Som så endte med ikke at komme nogle vegne. Tomas ven, Mats, bærer en træt Vera. Han har standset panikken i bussen, da mor Ebba pisker en katastrofestemning op. Spillede Mats helt i bussen for at imponere sin unge elskerinde med et operetteagtig “kvinder og børn først!”? Denne unge elskerinde, der har tvivlet meget på hans maskulinitet tidligere i filmen. Vi kan ikke vide, om Mats er helt eller operette. Væren eller forestilling igen. Eller måske endnu dybere: Måske prøver han at forestille en helt for at øve sig på rent faktisk at blive det.

Tilbage står Tomas, som ikke kunne forandre sig ved at råbe og skrige, drikke og larme – kun ved at indrømme sine fejl og starte forfra… Han tager en smøg på vej ned ad bjerget. Man fornemmer, han nu bare er Tomas – uden en bestemt rolle. Måske lader Ruben Östlund et lille lys skinne her i slutningen af Force Majeure. Et opgør med “mænd er sådan og kvinder er sådan”. Der er kun mennesker med hver deres breakingpoints, og vi sidder grundlæggende alle i samme bus. Skilift. Hotel. Restaurant. Tåge. Lavine.

 

Interstellar – Anmeldelse. En eksistentiel rejse i tid og rum.

Interstellar er et af årets filmiske højdepunkter

Hvis du elsker film med udfordringer for tankerne, så skal Du se Interstellar. Hvis Du holder af at blive berørt inde i dine mest basale følelser, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide plot twists, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide en visuel tour de force af religiøst omfang….. Ja, så skal du se Interstellar.

Instruktøren Christopher Nolan og hans bror, forfatteren Jonathan Nolan, er kendt for at lave blockbusters, som indtjener milliarder af kroner. De har fundet en niche i det succeshungrende Hollywood, hvor enorme budgetter igen og igen stilles til rådighed for brødrene – fordi de laver film, som bliver ved med at ramme et stort publikum. På trods af ofte meget indviklede plots. Her i Danmark har filmen holdt sig i top 10 i biograferne i en måned. Med god grund.

 

Interstellar anmeldelse McConaughey og Foy

Matthew McConaughey og Mackenzie Foy som hhv Cooper og Murphy i Interstellar

 

Men Interstellar har fået en blandet modtagelse?

Jeg forstår hvorfor. Filmen er stor og larmende, spektakulær. Og det er sci fi – allerede dér står en stor del af publikum (måske især kvinder?) af. Filmen kommer op på de helt store følelsesmæssige nagler – der står kynikerne af. Jeg stod ikke af. Jeg var suget ind i filmen. Jeg har aldrig grædt i biografen. Jeg har en blokering dér. Men i dag var der en enkelt lille tåre i den ene øjenkrog, der måtte tørres væk i et af de emotionelle højdepunkter af Interstellar, hvor hovedpersonen Cooper – mageløst spillet af Matthew McConaughey – modtager rystende beskeder fra sine børn. Mens han er fanget i en rumrejse for at redde hele menneskeheden fra at uddø på planeten Jorden, hvor flere og flere afgrøder dør. Hvor udryddelsen af menneskeheden er lige om hjørnet.

Cooper forlod sine børn. Og på grund af relativitetsteori og tidsbegreb (og andet videnskabeligt mumbo jumbo), oplever han sine børns sorg, tab, frustrationer, følelse af forladthed tidmæssigt forskudt i en videooptagelse, han modtager fra Jorden. Han ser dem på skærmen have samme alder som sig selv. Og han hører dem fortælle nogle af de skrækkelige ting, børn ellers ikke kan fortælle deres forældre – fordi de normalt ældes i samme takt som deres forældre. Det er et rystende øjeblik.

Effekterne er fede i Interstellar. Men det hele bæres af store skuespilpræstationer

Gennem hele filmen bliver man slået af, at alle effekter og rejser i rummet ser så … realistiske ud. Jeg har ikke været på fremmede planeter. Ikke ædru i hvert fald. Men i Interstellar oplever man ikke den kølige, stiliserede visuelle rumrejse stil, som vi kender fra Kubricks Rumrejsen År 2001. Både på den elskede Jord og ude i rummet virker det som om, ja, sådan kunne det hele godt se ud.

Matthew McConaughey var førhen en modelpæn førstelsker i lette, romantiske film. I senere år fremstår han som en af sin generations bedste skuespillere. Dallas Buyers Club. True Detective. Interstellar. Man kan ikke flytte øjnene fra den mand. Michael Caine spiller med i denne film – som i så mange andre Nolan film. Man går aldrig fejl af Michael Caine. Hans sidste scene i Interstellar griber en om hjertet på en helt enkel og menneskeligt tragisk måde. Ud over de to vil jeg fremhæve Mackenzie Foy, som spiller Coopers datter, Murphy. Hun var 13, da filmen blev indspillet – og hun rammer ikke en eneste falsk tone i sin præstation som den sårbare teenagedatter, som bliver forladt af sin far. Jeg blev også glad for at se John Lithgow tilbage i en seriøse, dramatisk rolle som Coopers far.

Musikken i Interstellar gør det ydre og indre rum nærværende

Som musikalsk indramning af den visuelle og følelsesmæssige tour de force har komponisten, Hans Zimmer, skabt et særdeles effektivt soundtrack. Store, rungende lydflader bølger frem og tilbage og transporterer os fra et reelt eksisterende ydre rum og ind til det indre, psykiske rum. For i virkeligheden handler alle gode film, også denne, om menneskers psykiske rum. Og om deres forhold til andre mennesker. Mest påvirket var jeg af Hans Zimmers måske mest simple musikalske “effekt” … En enkelt orgelakkord. Den starter i det små og blide, som hørte man den fra en fjern kirke med åbne døre – og vokser og vokser til en kæmpe katedralbølge af lyd. Virkningen er overvældende. Nærmest religiøs. Nej, ikke nærmest religiøs. Den er religiøs. Lige som filmen i det hele taget tumler med de største aspekter af menneskets gang på jorden: løgn, bedrag, løfter, kærlighed, kamp for overlevelse, fortvivlelse, skyld – tilgivelse.

Du har nu et par håndfulde gode grunde til at gå ind og se Interstellar.

Gør det. Du vil kun fortryde, hvis du er kyniker eller bare ikke kan døje sci fi.

Følg dette link den officielle side om Interstellar

Læs mere, lyt til mere

Læs Kim Skottes ikke voldsomt begejstrede anmeldelse af Interstellar på Politiken.dk.

Min yndlingsfilmanmelder, Per Juul Carlsen, som kendes fra Filmland på P1 og fra Filmselskabet på alle kunst- og kulturelskende danskeres yndlings-tv-kanal, Dr K, anmeldte Interstellar sammen med Informations Christian Monggaard. Klik på dette link og hør Per Juul Carlsen og Mongaard diskutere filmen begejstet i Filmland på P1.  Men hop lige to minutter ind i lydfilen – først der starter programmet…

Læs også Christan Monggards anmeldelse i Information – Monggaard gik, som jeg, opløftet ud af biografen.