Blog & Fotokunst

Tag: Alexander Vedernikov (page 1 of 1)

Pjæk i Den Anden Wienerskole

Lige siden jeg så årets katalog over klassiske koncerter i Odense, har jeg glædet mig til denne aften. Schuberts store C-dur symfoni, (harmløse) sange af Alban Berg og – især – Weberns 6 Stykker for stort orkester.

Webern spilles næsten aldrig. Han udtrykker sig så kort, at en sats i et af hans værker kan være få sekunder kort. Der er noget meget mystisk over hans musik. Hans tonesprog er moderne – ligesom hos kammeraterne Schönberg og Alban Berg.

Tilsammen kalder man de tre for Den Anden Wienerskole.

Weberns 6 Stykker er på min klassiske top-20. De er som en symfoni af Schubert eller Mahler komprimeret og krystalliseret til det kortest tænkelige. Programlægningen denne aften nærmede sig det geniale med Schubert som træstammen og Berg og Webern som de unge grene.

Men så her til aften … skuffelse, nedtur, vrede.

I sidste øjeblik var Webern sparket ud. I stedet: et stykke af Bach. Bach, som aldrig satte sine ben i Wien og kun rent teoretisk har noget med Schubert og Anden Wienerskole at gøre. Hvorfor denne ændring i en fremragende programlægning? Ingen aner det. Man tænker: typisk Odense. Store ideer, som ender med at blive ‘et eller andet’.

Jeg har før talt for, at der bør spilles mere god musik fra det 20. århundrede. Vi svigter vores egne rødder ved at gå efter det sikre. Ikke et ondt ord om Bach – men han er rigt repræsenteret i koncertprogrammer. Alban Berg spilles også relativt ofte. Men Webern stort set slet ikke.

Skuffelsen fordampede dog med Schubert

Selvom programmet var udhulet, glædede jeg mig over Schubert. Det var der flere, der gjorde. Hans store C-dur- symfoni er en rytmisk og melodisk herlighed. det var lige før, der udbrød deciderede klapsalver efter første sats!

Schumann omtalte længden på Schuberts værker som ‘himmelske længder’. Schubert var glad for sine ideer og gentog dem ofte – men hvad gør det? Hans ideer er jo fantastiske. Tilmed er C-dur symfonien den første ‘sammenbrudssymfoni’. Midt i den lystige og melankolske andensats brækker musikken over i nogle fortvivlede gestus, og der bliver helt stille. Musik, der går over gevind – en lystighed, der bryder sammen under sit eget postulat.

Det musikalske nervesammenbrud som virkemiddel er en effekt, som de langt senere Mahler og Bruckner anvender hyppigt og med stor intensitet.

Orkestret var i aften ledet af nu ex-chefdirigent Alexander Vedernikov, som jo nu skal lede operaen i København. Vedernikov holdt sin Schubert klar, rytmisk præcis. Får så være, man kunne ønske sig større dynamiske udsving, mere rå og rustik træblæsersektion, mindre nervøse hornister. Det er ting, der ikke skal trække ned i en dejlig Schubert, der redde de forvirrede programlæggere for aftenen.

Beethoven 5 – Rachmaninov 3

Beethovens ‘Kejserkoncert’ – måske skulle man bare kalde den hans 5. klaverkoncert, for reelt ved ingen, hvorfor den kaldes ‘Kejserkoncerten’. Beethoven kan ikke selv have fundet på titlen. Der var iskold luft mellem ham og den Østrig-Ungarske kejser på grund af Beethovens revolutionære sindelag. Men koncerten har noget pompøst over sig. Og den er ubetvivleligt et højdepunkt inden for den klassiske tradition. Så lidt royal har man lov at tænke koncerten.

Nyt koncertsystem fra næste sæson skaber furore

Det er med at nyde disse torsdag/fredag dublet-aftener, inden de er væk! Programmet er lagt om for næste sæson, så dubletfredagene udgår til fordel for et nyt koncept betitlet ‘familiekoncerter’. Disse starter tidligere og er meget kortere. Det har vakt furore blandt nøglekunderne, at orkestret satser meget tydeligt på børnefamilier, at nøglekunderne kan bestille billetter en uge efter de kunder, der bestiller hele serier… Og blandt de, jeg har talt med, er der generelt en følelse af let disneyficering af orkestret. Jeg har fået lov at skrive teksterne til serien ‘Frihed’ i kataloget, og også jeg fik et hak i tuden over at skrive poppet. Det er en balancegang at sælge uden at oversælge. Og man kan markedsføre arrangementer for poppet, når vi snakker klassisk kunst. Det har jeg et medansvar for, hvis det er sket, og det maner til eftertanke. 

Jeg er splittet om forandringerne fra næste sæson. På den ene side bør man gøre, hvad man kan, for ikke at støde det store, bærende og modne publikum fra sig. På den anden side kan det ikke blive ved at gå med en så høj gennemsnitsalder i salen. Men jeg kan komme i tvivl, om Disney og børnefamilier er vejen frem. Salen bliver fyldt, jovist, når hele familier tager af sted sammen. Men som bærende publikum i en tung, symfonisk tradition ville jeg mere satse på gymnasier, universiteter osv. Jeg ville ikke selv have fået meget ud af at høre eksempelvis Bruckners 4. symfoni, da jeg var 10 år.

Men politikernes øjne er stift rettet mod kulturbudgetterne

Kan man i længden forsvare symfoniorkestre, mens børn mangler pædagoger og de ældre mangler varme hænder? I en situation, hvor Odense Kommune har fået lov at hæve skatten, bør man i tide afværge nye politiske forsøg på at angribe vores dejlige orkester. Andre orkestre har også diversificeret og spiller mere og mere filmmusik og musik for børn. Men jeg har en nagende fornemmelse af, at der saves i den gren, man sidder på. Personligt ville jeg ikke have noget imod, at en tung symfonisk aften suppleres med filmmusik af øverste hylde. Far til fire og Schuberts ‘Ufuldendte’ er åbenlyst et elendigt match. Men en aften med Richard Strauss, Arvo Pärt og Hans Zimmers musik til Interstellar? Hvorfor ikke? Det er ikke en familieaften, men nu mener jeg så også, man er potentiel kunde, når man er blevet kulturelt bevidst. 

Beethoven: Den stovte klippe i musikhistorien

Beethoven, der skabte den musikalske romantik. Eneren, jernviljen, den bryske, den døve, den første kunstner i moderne forstand inden for musikken. Beethoven den revolutionære, den vilde og voldsomme. Komponisten til den monumentale 5. klaverkoncert, Kejserkoncerten, som OS spillede torsdag og fredag aften denne uge. Det er musik af en kvalitet, der gør den umulig at ødelægge ved en dårlig udførelse. Men det behøvede vi heldigvis ikke spekulere over denne gang, for Kejserkoncerten fik en gedigen opførelse. Andreï Korobeinikov sad ved klaveret, og maestro Verdernikov stod på pulten. Klaveret…. et Steinway. Det havde en hård, let plirrende tone i starten. Det havde godt af den gradvist stigende temperatur og luftfugtighed i salen. Beethoven skriver i øvrigt ikke nemme passager for waldhorn – de stritter direkte ud og har ingen at læne sig op ad i orkestret. Falske waldhorn hos Beethoven er desårsag hyppigt hørt. I er tilgivet. 

Telefonopkald fra Gud

Holdt op imod Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte efter pausen, stråler Beethoven af klarhed, fantastiske melodivariationer og den her sære storhed, som ingen kan forklare. Der findes et berømt interview med dirigenten Leonard Bernstein, hvor han analyserer Beethovens evne inden for melodik, harmoni, orkestrering. Og der er intet fantastisk ved noget af det isoleret set. Ikke engang Bernstein kan forklare, hvorfor Beethoven så er så fantastisk. Ud over at sige, at det er den helt særlige måde at sætte det hele meningsfuldt sammen, som gør det. ‘Det lyder, som om det er indtelefoneret fra Gud!’ Beethoven er magisk, fantastisk. I senere år er hans symfonier ofte spillet hurtigere, strammere og slankere end man traditionelt har gjort. Det kunne være spændende også i Odense at høre en slank, adræt Beethoven supplere den fyldige og romantiske Beethoven. Det være sagt med den største respekt for den romantiske spillestil. 

Hvem siger, musik handler om følelser?

Uden at vi hver især ved, hvem der gjorde det, har nogen engang lært os, at komponister udtrykker følelser i deres musik. Fortrinsvis deres egne følelser. Nogen har lært os, at musikken er følelsernes sprog, og at når vi taler om musik, skal vi tale om følelser. Musikteoretikere har i ca. 150 år prøvet at lære os at nuancere vores sprog om musik. At musik ikke handler om følelser, eller i hvert fald ikke kun om følelser. Lige meget hjælper det: Når vi lytter, tænker vi, hvad betyder den her musik egentlig? Og så griber vi til biografien for at forstå. For at komme ind til hændelser i komponistens liv, der giver adgang til dennes følelser, der så giver adgang til en form for forståelse af musikken. Som årene som klassisk musiklytter går, bliver det svært at gå til musikken med friske ører. Ører, der endnu ikke har lært, hvad de skal mene, føle og lytte efter. Lagene af lærdom og meninger sedimenterer sig oven på lytteoplevelsen. Ikke at erfaring og lærdom gennem mange års passion for klassisk musik er dårlig, slet ikke. Men man kan blive langsomt fanget under disse sedimentlag af egne og andres meninger.  

Beethovens liv og personlighed stod i stærk kontrast til hans musiks selvfølgelighed

Hans forældre havde hørt om barnestjernen Mozart og ville da også gerne have sådan en stjerne i familien. Så Ludwig blev pacet frem. Han blev som ung sendt til Wien for lige at få den sidste finpudsning hos Haydn. Han brød sig ikke om Haydn, men så alligevel sit snit til at blive i Wien. Og havde det ikke været for dette og for problemer med hørelsen, var han nok ikke blevet det menneske og den komponist, han blev. Høreproblemerne startede med at gøre sig bemærket, da Beethoven var ca. 30 år gammel, og endte i total døvhed omkring 50-års-alderen.

Ikke at kunne høre var én ting. Han led af et væld af andre lidelser oveni. Og han havde et sind, der i dag nok havde givet ham stemplet ADHD. Voldsom, ukontrolleret vrede kunne tage magten fra ham, og han led selv under de manglende sociale evner. Afstanden til andre mennesker voksede, og han var udmærket klar over det. Det blev til stormfulde affærer med borgerskabets kvinder, men et fast forhold eller ægteskab blev det ikke til.

Pæn fremtoning og huslig rengøring interesserede ham ikke

Madrester kunne i perioder ligge fremme i dagevis. En fyldt natpotte stod strategisk placeret under klaveret. Stuepigerne jog han væk i højt tempo. Fra hans dagbog for 1820: “17. april: køkkenpige ansat, 16. maj: køkkenpigen opsagt, 19, maj: køkkenpige ansat, 30. maj:  hushjælp ansat, 28. juli: køkkenpigen er flygtet, 30. juli: ansatte en kvinde fra Unter-Döbling, 28. august: fyrede kvinden….” Og sådan fortsætter det side op og side ned. “Lige fra skopudseren til kejseren er folk i Wien intet værd”, skal han have vrisset. Han larmede på klaveret, så han ustandseligt måtte flytte.  

Få år efter at have skrevet den 5. klaverkoncert (den skrev han i årene 1809-11) bruger Beethoven sit navn og indflydelse til gennem retssager at vinde forældremyndigheden over nevøen Karl fra sin svigerinde, som han anklagede for dårlig moral. “Nattens dronning”, kaldte han hende, og det kan man så lægge i, hvad man vil. Når man fjerner en dreng på 9 fra sin mor, og man har et temperament og sociale færdigheder som Beethoven, må det ende galt. Det gjorde det også. Den ugifte Beethoven opdragede drengen hårdt. Som 20-årig forsøgte nevøen at tage sit eget liv.

På trods af alt dette tilgav wienerne ham hans særheder

De vidste, hvor betydningsfuld han var. En excentriker, der virkelig kan noget, har altid været let at tilgive. Beethoven forblev tro mod de franske revolutionstanker hele livet: Frihed, lighed, broderskab. Derfor ville det øverste lag af kejserfamilien ikke røre ham med en ildtang eller høre hans musik. Men niveauet af adelige lige under kejserfamilien forgudede Beethoven og støttede ham finansielt – hvilket virker helt uforklarligt. Men Beethoven dedikerede sine værker til dem, der betalte gildet – og så er selv et revolutionært sind til at holde ud for hertuger og prinser.

Intet af alt dette kan man høre i Kejserkoncerten. Titlen er en gåde – apropos det spændte forhold til kejseren. Koncerten har noget majestætisk over sig, og måske opstod navnet på den måde. Tilnavnet stammer i hvert fald ikke fra Beethoven selv. Kejserkoncerten står som et afrundet stykke musik, der ikke betyder noget andet end sig selv. Den er gylden og harmonisk og fortæller intet om Beethovens liv. Da Beethoven opdagede, hørelsen var ved at blive ødelagt, skrev han sig som en sand fighter ud af denne livskrise gennem en serie af heroiske værker. 4. klaverkoncert, ‘Eroica’-symfonien, ‘Skæbnesymfonien’ osv. Værker, der vidner om tragik og viljen til at overvinde mørke og modgang.

Men reelt siger denne tråd mellem liv og værk ikke så meget

Og i ‘Kejserkoncerten’ er der intet biografisk tilbage. Hvilke følelser er der at tale om? Noget pompøst, majestætisk, en himmelsk ro i den langsomme sats, fejring i den sidste sats. Men det er jo ikke følelser. 
Så komponistbiografier er ikke til megen hjælp, når musik skal forstås. De kan give et lille glimt af en personlighed, man måske kan genfinde i værket. En forståelse for musikkens samtid kan være med til at forklare, hvorfor musikken endte med at få den eller den form. Og på et tidspunkt er den form ikke længere relevant for lytterens samtid. Men indtil da er stor musik som små verdener i sig selv. Nogle er smukke, andre drabelige, det grimme har sin plads, nogle værker nager som sten i skoen, andre går op som et perfekt regnestykke. Beethoven skrev en majestætisk klaverkoncert, fordi han kunne. Han gav den sin musikalske personlighed. Og forlod så klaverkoncertformen for altid.

Rachmaninov har jeg det til gengæld svært med

Russeren, der som så mange andre kunstnere flygtede fra revolutionen i starten af det 20. århundrede, var en stor klavervirtuos. Men som komponist … Måske skal man være russer for helt at forstå dette langmodige konglomerat af svulstighed og hårrejsende banaliteter i hans tredje symfoni. Pludselig kan han skære igennem med en fantastisk musikalsk idé, men den store symfoniker var han altså ikke.

I 2017-18 programmet for OS er Rachmaninovs Symfoniske Danse sat på programmet. Dem glæder jeg mig til. Her er han på sin absolutte højde i et værk fra 1940’erne, der emmer af den romantiske traditions solfaldsglød. Jeg mener ikke, det er forkert at sige, at Richard Strauss og Rachmaninov i 1940’erne udgør en strålende coda på den romantiske musiktradition.

 

 

(Strækninger i dette blogindlæg er også bragt i seneste nummer af Odense Symfoniorkesters blad, VirtuOS.)

 

 

 

Appetite for Destruction: Sjostakovitj lægger Odense Koncerthus ned

Det amerikanske rock band Guns ‘n’ Roses har et album, der hedder ‘Appetite For Destruction’. Jeg synes, det måske ville være en fin titel på den russiske komponist, Dmitrij Sjostakovitj’ 11. symfoni, som blev uropført i 1957.

Hvorfor kun måske? Fordi jeg – og ingen andre – ved, hvad Sjostakovitj ville sige med denne symfoni for stort orkester med masser af slagtøj. Sjostakovitj og Odense Symfoniorkester, eller bare: OS, lagde under ledelse af chefdirigent Alexander Verdernikov Odense Koncerthus ned i aften. Vi blev kørt over af denne tonstunge maskine, der officielt skildrer nedslagtningen af uskyldige, protesterende borgere foran den russiske zars palads i 1905. En begivenhed, hvor komponistens far var tilstede.

Sjostakovitj (1906-75) hører til det 20. århundredes største komponister

Men også en af de mest gådefulde. Han havde det uheld at leve under stalinismen. Og efter en opførelse i 1936 af hans populære opera, Lady Macbeth fra Mtsensk, fik han at vide, at den slags musik kunne koste ham livet. Operaen skildrer mordet på en tyran, og det brød Sovjetunionenes enerådende og rædselsvækkende brutale hersker, Josef Stalin, sig bestemt ikke om. Sjostakovitj var en ødelagt mand derefter. Regimer styrer ved frygt. Og den frygt, Stalin anvendte var: Ingen ved, hvad jeg tænker  – alle kan blive skudt, og jeg siger ikke, om eller hvornår det sker. Den frygt måtte Sjostakovitj, som ubetvivleligt var patriot (og blandt andet havde meldt sig som frivillig brandmand under Hitlers angreb på Leningrad i 1941) leve med resten af livet. Han erklærede offentligt, at han havde trådt ved siden af ved at skrive ufolkelig, kontrarevolutionær musik og reddede livet med denne fremtvungne tilståelse. Prisen var, at det var slut med at ytre sig direkte i sin musik. Efter Stalins død i 1951 tøede forholdene en del op for Sjostakovitj. Han fik pæne embeder og kunne skrive musik med kritik af diktatorer. Men naturligvis ikke kritik af de hjemlige diktatorer. Parolen, han levede efter, var stadig: dans efter vores pibe,  for ellers …!

Tvivlen

Tvivlen, som vi, der elsker hans musik, lever med er: Hvor er Sjostakovitj’ sjæl i musikken? Hvor holder den hallelujah-sovjetiske plakatkunst op, og hvor starter det personlige? Jeg elsker Sjostakovitj, men jeg tvivler. Jeg tvivler, om hans nationale propagandamusik, som den 11. symfoni kun er et ud af flere eksempler på, er totalitær, eller har et metalag, hvor komponisten – der selv var et stille, nervøst og sårbart menneske med brilleglas så tykke som bunden af en colaflaske – siger: ‘Nu skal du høre, hvad jeg virkeligt mener’.

Denne tvivl er hans 11. symfonis æstetiske berettigelse. Jeg talte efter koncerten med en mor og dennes datter, der havde siddet på rækken foran mig og min unge koncertkammerat, om oplevelsen af denne musikalske kværn. Denne mor og datter brød grinende sammen i slutningen af symfonien, tynget ned at det massive lydtryk, gentagelserne, værkets enorme længde. Reaktionen er helt naturlig og absolut ikke uæstetisk. Hvad skal man stille op med musik, man får tæsk af? Grine eller græde? Og tæsk får man af denne musik.

Rekviem for en generation er musikken blevet kaldt. Generationen er den generation, der oplevede rædslerne fra nedskydningen af demonstranter i 1905, fra den meningsløse første verdenskrig 1914-18, fra revolutionen i 1917, fra anden verdenskrig (og fra stalinismen?). En tæsket generation. Tæskene finder sådan set stadig sted. Putin er ved at afskaffe demokratiet i Rusland. Hans folk fryder sig og jubler over hans russiske militærmaskine, hans ekspansion. Man glæder sig over magten. Imens underkues minoriteter, retfærdigheden forsvinder. Og også herhjemme har vi i Dansk Folkepartis Marie Krarup folk, der – som et ekko af Neville Chamberlaines eftergivenhedspolitik over for Hitler – synes, Putin skam er en fornuftig mand, vi bør lytte andagtsfuldt til. Vi har en nyvalgt amerikansk præsident, denne klovneagtige ignorant og demagog, Donald Trump, der vil bombe sig ud af alle problemer, og som også hylder Putin, fordi han genkender det samme brutale sindelag i sin russiske kollega. Ja, jeg mener det faktisk: Sjostakovitj 11. symfoni er lige NU, i den verden, vi er i.

Man skal absolut ikke tro, Sjostakovitj’ 11. symfoni er et reQUIEM (dødsmesse) i den egentlige forstand

Med mindre man forestiller sig et 60 minutter langt dies irae – den del af rekvier, hvor helvede skildres. Publikum har muligvis troet, det var et afvekslende og inderligt rekviem, de gik ind til. Tænk Mozarts eller Faurés rekvier. Publikum vidste ikke, de gik ind til en regulær gang bøllebank. Jeg har aldrig set så mange publikummer liste af før tid som under denne koncert. Men gør latterkrampe og trang til at flygte musikken irrelevant? Nej tværtimod!

Ville Sjostakovitj (som bl.a. var filmkomponist) fortælle en 1-til-1 musikalsk beretning om tragedien i 1905, helt uden dobbelt bund og metalag? Ville han med denne musik tæske os lyttere – og det parti, der bestilte musikken, og samtidigt truede ham på livet – for at vise os, at brutaliteten lever lige NU, og at menneskedyret – også i en pæn koncertsituation – bærer på en letantændelig appetit på destruktion? Hører vi den ægte Sjostakovitj i den stille indledning med de mistænkeligt smukke strygerflader sige: Det her er angst, og jeg føler den med jer og med menneskeheden? Er de højlydte tæsk i musikken Sjostakovitj, der siger: ‘Nu skal I føle de tæsk, jeg fik!’

JEG følte angsten i de sarte strygerflader. JEG tænkte: her er antydningen af det ægte, der giver hele maskinen mening. Men tvivlen nager. Er det stadig bare partikomponisten, der understøtter regimets fortælling om den onde, onde zar og det gode, gode folk? Burde jeg skamme mig over at lytte til denne musik?

Hvor er han, ham Sjostakovitj? Hvad er maske, hvad er ægte? I det spændingsfelt lever symfonien. For som jeg blev enig med de latterkrampende, udmattede kvinder foran os om: Hvis den musik her bare er underlægningsmusik til en film, vi ikke kan se, så burde vi være løbet væk. Med mindre man da har appetit på destruktionen. Vi læser kriminalromaner med de mest modbydelige handlinger. Vi ser krigsfilm med flotte eksplosioner. Jeg har selv aftjent værnepligt og prøvet at gå march: Selvet opløses, man bliver ét med mængden. Det er en lille, frydefuld destruktion af selvet. Den appetit kan man også have på et monsterværk som denne symfoni. Den går i takt, den larmer, den er som en russisk tank. Mennesket har sin mørke glæde ved den slags. Og derfor kan et værk om destruktion, som nu netop denne symfoni, have noget frydefuldt over sig. Hvorfor skulle vi ellers lytte og ikke løbe væk?

Sjostakovitj vandt den fornemme Lenin Pris med sin 11. symfoni

Værket blev uhyre populært efter sin førsteopførelse i ’57. Også fordi datidens sovjetborgere har kunnet høre en masse referencer til velkendte melodier og sange, vi i dag har meget svært ved at høre – eller forstå budskabet i. Nu var Sjostakovitj nogenlunde inde i varmen. Som altid dog med et sværd hængende over hovedet. Følte han sig knækket af at blive rehabiliteret med netop dette værk? Spørgsmål om Sjostakovitj og hans musik er der utroligt mange af. Men kunstværker lever også gennem myter, legender, åbne spørgsmål og mysterier. Og derfor holder denne dødsmesse lige netop fat i livet.

Hvor er det FEDT, at rammerne om orkesterkoncerterne er blevet professionaliseret og moderniseret kraftigt!

Et eksempel: Koncertintroduktionerne har svinget meget, dengang det var importerede P2-værter, der stod for dem. Nu har orkestret hjemtaget opgaven, og det faglige niveau er hævet betydeligt – samtidigt med, at også publikummer uden fagteknisk viden kan være med. Jeg kan kun anbefale at gå ind og lytte til introen til Sjostakovitj-koncerten. Den omtalte mor og datter ærgrede sig over ikke at have hørt den, da jeg fortalte dem om baggrunden for symfonien. Jeg er sikker på, at lidt forhåndviden kan være med til at låse værket lidt op – hvilket så ironisk nok havde gjort værket mere gådefuldt. Men som sagt: Denne symfoni lever i gåde og tvivl, ellers ville den være stendød. Et andet eksempel på professionaliseringen er det omfattende og oplysende programhæfte. Man er vant til at læse småplatte programhæfter med lidt ligegyldig info om årstal og tonearter. Ikke sådan i Odense. Nu er der kød på.

Fik jeg sagt, at orkestret spillede fantastisk? Publikum kvitterede med stående ovation. Lige i denne sammenhæng tolker jeg det ikke mindst som respekt for den kraftanstrengelse, der var foretaget. Så pyt, at trompeten igen og igen ramte forkert. Det ændrer ikke ved, at denne koncert var den for mig musikæstetisk mest udfordrende til dato i år. Jeg har ofte sagt, vi skal have mere nyt, mere ukendt ind i koncertsalen. Jeg kan kun sige: Det fik vi i aften!