Mahlers 6. symfoni med Odense Symfoniorkester torsdag d. 3. december beviser, at orkestret er klar til at tumle de sværeste orkesterværker. Igennem de seneste sæsoner har de gode odenseanere prøvet kræfter med bl.a. Bruckners 8. og Mahlers. 2. I dag stod den på Mahlers 6. – en kulsort monolit af en symfoni. Og næste år kan vi høre dem spille Bruckners 7. Alle sammen store værker, som virkelig kræver udholdenhed og topform. Og det har Odense Symfoniorkester.

Det er en smule forvirrende, at programlæggerne havde valgt at kalde Mahlers 6. for “Mahlers skæbnesymfoni”. For så tænker man straks på tallet 5 (som i Beethovens 5., “Skæbnesymfonien”). I Mahler-sammenhæng er den 5. symfoni noget af det mest populære. Men den 6. – skrevet i Mahlers lykkeligste tid – er den absolut tungeste klods inden for hans lille række af værker. Han skrev den i 1903-04. Han var blevet gift med Wiens smukkeste kunstnergroupie, Alma Mahler. Hun havde født ham to børn. Han havde datidens bedste arbejde inden for musikverdenen: chef for hofoperaen i Wien. Penge, berømmelse, smuk kone, søde børn. Hvad kan gå galt? Alt kan gå galt – men det gør det først i 1907. Parrets ene datter dør. Mahler føler sig presset af den antisemitiske presse til at sige sin stilling op og forlade Wien. Hans læge konstaterer en kompenseret hjerteklapfejl. Den er i sig selv ikke farlig, men desværre lider Mahler af hyppige og meget voldsomme halsbetændelser. Bakterierne finder vej til den defekte hjerteklap, og han dør i 1911. Datterens død danner et sår i det komplicerede forhold til Alma, så hun får sig en elsker. Totalt kollaps. Men altså efter, at han skriver den 6.

Alle disse katastrofer har fået folk til at læse for meget ind i den 6. symfoni. Jeg var til koncertintroen, som blev holdt af P2’s Carsten Wolf Andersen. Også han gav en masse myter og usikre anekdoter til bedste om værket. At der skulle være et Alma-tema (det er noget, Alma selv har fundet på, selviscenesættende og upålidelig som hun var). At Mahler af frygt for skæbnen skulle have fjernet det 3. af de hammerdrøn, der falder i slutningen af værket. At Mahler i scherzoen skulle have afbildet børnenes lystige leg (det er igen Almas opfindelse, og desuden var det ene barn kun en måned gammel på det tidspunkt).

Mahler har sagt fortvivlende lidt om sine værker. Og allermindst om den 6. “Den vil være gådefuld for lytteren i lang tid fremover”. Sandt. Hvad skal man stille op med den, når man ikke læser en masse biografiske detaljer og usikre anekdoter ind i den? Én mulig sandhed er, at kunstnere sagtens kan lave sorte værker, når de selv lever et lyst liv. Kunst er et eksperimentarium. Og i den 6. er Mahlers eksperiment: Hvor sort og trøstesløs musik kan man skrive? Hvis han under skabelsen af værket havde været sønderknust eller knuget af skæbnetunge tanker, havde han ikke kunnet skrive en node. Kunst kræver teknik og overblik. Almas fortvivlede trang til at tildigte sin mands værker en masse bestemte tanker vidner om, at hun havde en fornemmelse for hans værker, men ikke forståelse.

Aleksandar Markovic og Odense Symfoniorkester tager imod publikums klapsalver efter Mahlers 6.

Aleksandar Markovic og Odense Symfoniorkester tager imod publikums klapsalver efter Mahlers 6.

Forståelse havde til gengæld Odense Symfoniorkester under dirigent Aleksandar Markovic. Der blev gået til den. Og selvom de sværeste solopassager stadig væk kan kikse for odenseanerne, så står aftenen som bevis for, at de kan deres Mahler. Tom Nybye, som til daglig er slagtøjssolist i DR’s Symfoniorkester, havde opgaven med hammeren. Ja, hammeren. Mahler var ikke bange for at anvende lyde, som er fuldstændigt umusikalske. Ikke nok med at der forekommer koklokker i den 6. Han har også skrevet en kæmpemæssig hammer ind i slutningen af værket. Når Tom Nybye klaskede den ned i blokken, gav det et drøn, som ingen CD, LP eller MP3 bare antydningsvis kan give én fornemmelsen af. Musikken bliver revet komplet itu af hammeren. Min sidemand, en moden kvinde, som nervøst kiggede på sit ur hvert 30. sekund, fløj op i sit sæde, hver gang det skete. Mahler mente, at i en larmende tid, må musikere lave mere og mere larm for at blive hørt.

Mahlers 6. med en fabelagtig slagtøjsgruppe

De lå helt fremme i lydbilledet, de gode slagtøjsfolk. I denne musik, som mest af alt er marchmusik. Marchmusik som hvis man vendte vrangen ud på en stalinistisk eller nazistisk militærparade. Det hule og dødsensfarlige blotlagt, ikke undertrykt. Magtens ligegyldighed over for det smukke, fine, personlige, individuelle. I disse tider med islamistisk terror og voldelige konflikter mellem regimer i Mellemøsten får denne sønderknusende, larmende, marcherende musik nogle medbetydninger, som Mahler jo af gode grunde ikke kan have vidst noget om. Men han havde sine anelser om menneskets væsen. Der er intet nyt i menneskets trang til ødelæggelse og død; den vanvittige logik, der kan få en pæn præsident i jakkesæt til at bombe sin egen befolkning i Syren med klorgas. Fra diktatorens synsvinkel en logisk beslutning. De er skadedyr, de skal dø.

Den samme kulsorte ødelæggelseslogik finder jeg i Mahlers 6. Værket er stramt skrevet, måske det strammeste af hans værker. Men det smiler på intet tidspunkt. Og selv de pæne øjeblikke undermineres og gøres absurd og frastødende som en pæn, syrisk diktators jakkesæt. Mahler siger: Sådan kan verden også være. Han siger ikke: Sådan er verden altid. Men han lader krig og rædsel ind i koncertsalen. Og de trætte musikere i Odense Symfoniorkester lignede til da til slut også trætte fodsoldater.

Dirigent Aleksandar Markovic skånede dem ikke. Heller ikke sin dirigentstok. Den knækkede han på sin nodepult og måtte dirigere videre kun med hænderne.

Tom Nybye, der svingede hammeren under Odense Symfoniorkesters koncert, er måske knapt så adræt som kvinden i dette clip. Men drønet kunne høres!

 

På en måde var den knækkede stav symbolsk for denne musik. I modsætning til aftenens første og meget spændende værk, James MacMillans spritnye bratschkoncert, var alt håb ude. MacMillans værk er et eget blogindlæg værd. Det er sjældent, at helt ny musik fanger mig så meget. MacMillan forholder sig åbenlyst til traditionen, og efterlod os ikke i mørket. Jeg hørte Sjostakovitj, Alban Berg…. Jeg hørte endda rock-attituder i værket. Mest mindede værket i sin collageteknik om Friedrich Guldas cellokoncert fra 1980, som også citerer rock mm.

Men mest lagde jeg mærke til et meget mahlersk træk: Dette, at musikken siger en ting, men mener det modsatte, nogle gange nærmest vrænger af sin egen sentimentalitet. Det værk må gerne opføres igen. Og gerne med Lawrence Power, sådan som det skete i dag.