Da vi cyklede hjem i går fra koncert med Odense Symfoniorkester, eller OS som bandet også kaldes, havde vi vinden i ryggen. Og det er rigtig behageligt. Ingen modstand, bare blidt og i godt tempo fremad mod målet. Lidt på samme måde havde vi det med i hvert fald to af de tre værker, der blev spillet denne aften. C. F. E. Hornemanns Aladdin-ouverture, en ny koncert for bratsch af den unge komponist, Søren Nils Eichberg, og gode, gamle fatter Brahms lyse og pastorale 2. symfoni.

Siden romantikken har man talt om, at komponistens rolle bl.a. var at skabe aldrig før hørte klange

Problemet er, at tiden slider på lyd og på musikalske former, så de til sidst virker plyssede, behagelige, men ikke længere nye. Til sidst mister alt sin betydning, det gælder også kunst. Jeg kan ikke sætte en finger på OS’ spil denne aften. Og da slet ikke nu, hvor de var under taktstokken af en af vores største dirigenter, Michael Schønwandt. Hans maskuline, meget fysiske dirigentstil er fantastisk engagerende. Og ja, Michael Schønwand, jeg så godt dit lille sideblik til publikum mellem to satser af Brahms 2. symfoni, hvor de aldrende odenseanere som sædvanligt var ved at hoste lungerne ud af halsen. (Jeg ved godt, det kan være svært ikke at hoste, når man har nået en høj alder. KOL, tuberkulose, lungebetændelse, kriller og kronisk bronkitis gør ikke holdt for selv den bedste Brahms. Men altså…. Kunne man styre sig lidt?)

Tilbage til det med vind i ryggen. Ærkeromantisk musik som Hornemanns ouverture og Brahms’ meget pæne 2. symfoni fik mig til at tænke på, om der findes musik, som ikke længere giver mening for os. Simpelthen fordi tiden har slidt den form ned, den pågældende musik har. Man kan sagtens nyde Brahms og Hornemann. Men er det virkelig vedkommende musik mere? Kan man egentlig forstå, hvad Hornemann ville, hvis man ikke lige har fortællingen om Aladdin præsent? Og kan en fortælling fra arabiens land, som bliver fortalt på dén meget romantiserende måde, virkelig virke bare en smule autentisk? Eller skal vi være tilfredse med, at vi ikke fik onde drømme ud af det, men til gengæld kun velklingende underholdning, som vi dybest set ikke mere kan forstå det kunsteriske projekt i? Igen: Ikke en kritik af orkestret eller dets dirigent. Måske mere af programlægningen, der i Odense til tider er mig en gåde.

Jeg tænkte lige: NU sker der noget nyt, Odense!

Da danske Søren Nils Eichbergs koncert for bratsch (violinens dybere storebror) med den pompøse titel, ‘Charybdis – Wirbelrausch’, gik i gang, rettede jeg mig til gengæld op i sædet og tænkte, for fa’en Odense, nu sker der noget nyt. Iskolde strygerflader og mikrotonale skift op og ned i strygerne gik anderledes dybt end Hornemanns og Brahms’ plys og papegøjer. Koncerten var en uropførelse med Rafael Altino som solist og med den unge komponist (født 1973) i salen.

Nu skriver jeg koncert. Der er godt nok en solostemme og en kadence (et soloparti, hvor i dette tilfælde bratschen spiller alene). Men ellers var mit indtryk mere af en art minisymfoni med obligat bratsch.

Charybdis – det antikke havuhyre over for Skylla

Skylla og Charybdis er to mytiske væsner fra antikken. Charybdis var oprindeligt nymfe, men Zeus omskabte hende til en frygtelig malstrøm, der suger alt ned. Skylla er det hundeglammende, matrosslugende monster over for Charybdis.

Myten om Skylla og Charybdis illustrerer, hvordan man nogle gange må navigere mellem to forfærdelige muligheder. I aften var Charybdis uden Skylla. Kun ét monster, malstrømmen Charybdis, men det var også nok. I pausen talte min koncertmakker og jeg om musikken, som mindede os om filmmusik. Jeg tænkte på Stanley Kubricks klassiske gyser, ‘The Shining’, med den lille synske dreng, der må navigere ned ad uendelige, forladte hotelgange. Musikken i den film er af Bartók og Penderecki. Og jeg tror, Søren Nils Eichberg må have hørt meget af deres musik. Problemet med kulturelle fænomener som spillefilm og moderne computerspil, der laves på budgetter, som er kan måle sig med Hollywood, er, at de slider på den klassiske musik. Musikken i spil og i film benytter de samme klange og måder at udtrykke sig på. Det stiller store krav til den klassiske komponist om at at navigere uden om risikoen for, at musikken kunne have været underlægningsmusik.

Til at begynde med var jeg begejstret for disse velorkestrerede, desperate, ofte iskolde klange. Men jeg synes, komponisten slap lige vel nemt ud af kløerne på Charybdis. Bum, så var værket færdig. Jeg havde håbet, den fascinerende, lange indledning førte frem til noget endnu vildere. Jeg og min koncertmakker sad tilbage med en følelse af stilstand. Bør musik ikke hele tiden trænge ind i nyt territorium, ad farefulde veje, hvor man satser sig selv som kunstner? Sætte butikken på spil og navigere mellem Skylla og Charybdis. Selvom koncerten for bratsch lød som nyt territorium, følte jeg, vi kun fik det nye territorium at se på afstand. Helt ind kom vi ikke. Men man kan ikke tage fra den unge komponist, at han forstår at lave fascinerende klange og klanglige rum.

Det kan man ikke helt sige om Brahms og Hornemann. Ikke mere.

Jeg holder meget af Brahms musik, men ikke al hans musik

Når han er bedst, er han fantastisk og blandt de helt store. Hans 4. symfoni, Haydn-variationerne, klaverværkerne. Men han var sjældent en mand, der begav sig ud på de vilde vover. Og malstrømme betragtede han kun gennem kikkert.  Når vi nu lever i den voldsomme og spændingsfyldte tid, vi lever i, har vi så ikke brug for musik i koncertsalen, der taler mere til netop vores tid? OS har med stort held spillet Bachs Goldberg-variationer, Mahlers 6., Bruckners 8. Der er noget inden i de værker, som gør dem levende for os. Jeg tror, det kan være med til at trække unge ind i koncertsalen, hvis man tør gå efter musik med kant. Man vil muligvis miste nogle af de tuberkuløse, ældre publikummer. Men gør det noget, hvis de unge supplerer på rækkerne? Skal symfonikoncerter være kulturelle varmestuer, eller skal det ikke være lejligheder til at sparke røv og ugle håret på os, der sidder og lytter?

Jeg tror, man bør satse butikken i højere grad. Flere nyopførelser. Mere musik, der kradser i ørerne. Mindre plys og lænestol.