‘Det bliver skønheden, der kommer til at redde verden, min dreng’, sang rocklegenden Nick Cave for nogle år siden. Og måske har han ret. Verden, vi lever i, indeholder meget grimt, ondt forfærdeligt. Tv-skærme, sociale medier, aviser svømmer over i tragedier, der i stadigt mere udpenslet vulgære former møder vore øjne og ører. Den ene udemokratiske, narcissistiske statsleder efter den anden vælges ind i tilsyneladende uendelige embeder af nervøse masser, der vil have lette løsninger. Nu er det efterhånden forbudt at have læst en bog; for så er man en del af  ‘eliten’.

Men nogle gange kan sådan noget som dette ske:

Den store melodi

For at forberede min koncertkammerat, Alexander, på, hvad han havde i vente med aftenens koncert med OS, Odense Symfoniorkester, placerede jeg ham en dag strategisk foran mine højttalere og spillede ‘den store melodi’ fra slutningen af franske Camille Saint-Saëns’ Orgelsymfoni for ham. Det er den melodi, berlinerne spiller i clippet ovenfor.

Virkningen på min kammerat var nærmest fysiologisk. Med et ‘åårh’ lænede han sig langsomt tilbage i en tilstand af salighed. Sådan virker stor skønhed på os. Den er overvældende, saliggørende. I en af mine yndlingsfilm, Den Store Skønhed, falder en japansk turist bogstaveligt talt om på grund af Roms skønhed. Skønheden behøver ikke betyde det fjerneste. Men vi bliver rørt, fordi den viser os, verden indeholder stor skønhed – hvilket som sagt er nemt at glemme med alle de indtryk af grimhed, vi konfronteres med og selv deltager i. Sådanne oaser af skønhed lod Odense Symfoniorkester os opleve under gårsdagens koncert.

Vi indledte med Prokofievs flotlette første violinkoncert, hvor unge og skødesløst kompetente Boris Brovtsyn førte os gennem et tonelandskab, der mindede mig om bøgeskove og Mendelssohns fe- og alfemusik. Stor skønhed træder bedst frem på en baggrund af konflikt og kontraster. Prokofievs maniske melodier er den perfekte baggrund for at give os lyttere en frydefuld opstigning til en blå himmel med små vattotskyer i slutningen af violinkoncerten. Det skal høres for at forstås. De her ord en en bleg afglans af den befrielse, der ligger i violinkoncerten. Symfonikerne spillede langt hen ad vejen denne fine musik fra den først verdenskrigs turbulente tid som små englebasser.

 

Boris Brovtsyn (f. 1977) legede sig igennem Ravel og Prokofiev.

Og efter pausen kom så Saint-Saëns mesterværk, den tredje symfoni

… som besvarede et brændende spørgsmål: Duer Odense Koncerthus Marcussen-orgel egentlig til noget, eller er det bare vægpynt og en forskræmt lille salmecykel? Svaret er: Ja, det duer til noget, og nej det er ikke et sky husorgel! Vel er det ikke det største grej i verden, men det stod distancen. Den langsomme sats i symfonien var den første balsamiske oase. En lang, ufatteligt smuk melodi med støtte af et orgel kan ikke undgå at virke fysisk på os. I romantikken, som Saint-Saëns befandt sig på bagkanten af, havde man endda et begreb for den psykosomatiske tilstand af pulsændring og let svimmelhed som oplevelsen af kunst eller af mange kunstværker inden for kort tid kan bevirke: Stendhal syndromet. Jeg tror, vi var mange, der under denne langsomme sats, lænede os behageligt svimle tilbage med et ‘aaaah’. Skønheden fik os til at ånde lettet op. Den store melodi i slutningen af værket er det, man venter på, når man kender værket på forhånd. Der fik vi aftenens største ‘aaaah’-oplevelse. Vi var i en verden af c-dur, et brag af lys, der sendte os glade ud i natten.

Hårdkogte musikteoretikere som tyskeren Theodor Adorno afskyede denne musik

Fuld af løgn, ville han have sagt. En bedøvelse, der lokker os ind i passivitet og glemsel for verdens problemer. Ikke den ægte verden, ville han have sagt! Sådan har jeg det med dansktop-musik – der tillader jeg mig at være skamløst elitær. Men stor og veltillavet skønhed som denne symfoni, den lille oase af fred og lys lader jeg ingen tørre teoretikere tage fra mig. Den store melodi går lige ind, bagom al forstand, bagom alle tanker om ‘god smag’ eller kritik. Lige i hjertet.

Symfonien er fra 1886, en luksuspræget tid, hvor kunst havde taget religionens rolle og intet var prangende nok. Saint-Saëns læremester, Franz Liszt, introducerede orgelet i den symfoniske tradition i 1850’erne. Men vi skal nogle år frem, før Mahler og Saint-Saëns og Richard Strauss for alvor får dets potentiale frem i ikke-kirkelig sammenhæng. Odense Symfoniorkester er i en spændende udvikling, hvor man tumler nogle af de virkeligt tunge, fysisk og psykisk krævende monumentalsymfonier af fx. Mahler og Bruckner. Jeg håber, man en dag vil tage livtag med Mahlers 8., der også kræver orgel! Eller hvad med ‘Also Sprach Zarathustra’ af Richard Strauss?

 

OS modtager publikums hydelst efter Saint-Saëns store c-dur slutakkord

Én gang til!

På vej ud af koncertsalen i går aftens hørte jeg mig selv sige til min kammerat: Man burde næsten tage ind igen i morgen og høre det forfra… Det hører man mig sjældent sige. Ikke fordi en koncert har været dårlig, men fordi man egentlig er godt tilfreds og mæt efter en god koncert. Men behaget ved at blive bedøvet i skønhed, som det skete i går aftes, kan man ærligt talt godt bruge to gange. Med Goethes ord skal man søge at være i selskab med folk, der laver og elsker musik.

 

Wo Musik ist, da lass dich ruhig nieder. Böse Menschen haben keine Lieder

–   Johann Wolfgang von Goethe