Langt de fleste værker af Beethoven, du kender – Skæbnesymfonien, Eroica, Pastoralesymfonien, Måneskinssonaten, Für Elise osv. – stammer fra Beethovens ungdom eller hans tidlige, såkaldt heroiske fase. Efter denne eksplosion af mesterværker skrev han en række værker, der var ganske populære i samtiden og indbringende for ham, men som i dag næsten ikke spilles. Tiden er løbet fra dem.

Decideret pinefuld at lytte til er ‘Wellingtons Sejr’, et krigerisk monstrum fra 1813, der blandet andet inkluderer skralder. Men der var penge i skidtet for Beethoven!

 

I slutningen af Beethovens liv blomstrede hans kreativitet op igen. Han skrev en række sene klaversonater, avanceret kammermusik og korværket Missa Solemnis – og så Den Niende. Hans sidste symfoni. Nogle gange kan man tænke: Hvad nu, hvis Mozart havde fået 40 år mere? Eller hvis Mahler havde fået 20 år mere? Eller Mendelssohn, eller Schubert … eller hvad nu, hvis Beethoven havde fået 20 år mere?

Men desværre døde han døde 56 år gammel af højst mærkværdigt sammenrend af fysiske og psykiske sygdomme. Og det hedder sig, at et tordenvejr brød løs, da han døde. Hvilket lyder mistænkeligt som Jesu’ lidelsesberetning i det nye testamente.

Wagner mente, at med Beethovens niende var alting sagt om symfonien – der var ikke flere måder, man ville kunne udvikle formen på. Han tog fejl, heldigvis. Men anekdoten siger, ligesom den Jesus- lignende historie om hans død, en hel del om den enorme ærbødighed, der hersker om netop dette værk, ja som hersker om Beethoven selv. Ikke engang i hans samtidig var nogen i tvivl om, at han var the man, den største af de store. Det siges, at compact disc’ens længde blev fastlagt til netop 75 minutter, fordi så kunne formatet rumme Den Niende.

Alexander Vedernikov

Maestro Vedernikov modtager publikums hyldest efter Beethovens Niende i Odense Koncerthus 7/9. Til højre for ham tenor L’udovit Ludha fra Slovakiet.

Og så er det, jeg som den sædvanlige Rasmus Modsat må sige…. hænger værket egentlig sammen? Tre symfonisatser med påskruet kantate (altså værk for orkester og sangere)? I de tre første satsers vandring fra urmørket, en art skabelsesberetning i toner, over stridbar march i andensatsen til tredjesatsens himmelske strygerflader er jeg helt med. Men den her slutsats. Den påduttede hallelujah-optimisme om, at alle mennesker og lande måtte blive brødre. Jeg kan ikke helt følge den mere. Underholdende? Absolut! Men der er noget kantet over musikken. Som om, den er sat sammen med tape og prøver at overbevise sig selv om sin egen umiddelbare glæde.

Decideret stødt er jeg af denne strofe (i min kluntede, direkte oversættelse):

Ja, selv den, der kun formåede at vinde en eneste sjæleven
er med her.
Og den, der aldrig har kunnet det
må grædende snige sig ud af vores glædesfælleskab.

Der er noget ubehageligt ved denne tvang til glæde. Denne eksklusion af den ulykkelige. ‘Vi gider kun have dem med, der morer sig, og som er social.’

Jeg hører til dem, der mener, at god musik har personlighed. Hvis musikken er god, kan man genkende komponisten på tre toner og et trut i en trompet. Det kan man med Beethovens musik. Den emmer bare af ham; det bryske, kæmpende, tilkæmpet inderlige. Og jeg hører også til dem, der mener, at den musikalske personlighed og den virkelige komponistpersonlighed deler træk (hvordan skulle det kunne være anderledes?) Vi ved, at Beethoven ikke havde let ved at komponere. Han lavede skitser, mange skitser. Stregede ud, glemte at spise, lod natpotten stå fuld under klaveret, fordi den eller den sats bare ikke ville, som han ville. Han var i udpræget grad en komponist, der kæmper med sit stof. Mange gange lykkes det ham at transcendere sine kampe – det er typisk i de langsomme satser, som er de satser, jeg holder mest af. Her er kun rester af kamp tilbage. Som nu i tredjesatsen af Den Niende med dens lange strygermelodier og den smukkeste træblæser-episode, jeg på stående fod kan komme i tanke om.

Men så er der slutsatsen med oden ‘An die Freude’ af Schiller. Her er bruddene tydelige, og de undergraver hallelujah-stemningen. Starten af satsen starter med snak uden ord, celli og kontrabasser snak-spiller en indledning igennem. Man kan tydeligt høre, musikken har konturer af sætninger, umusikalske sætninger. Beethoven afbryder for første gang i musikhistorien en symfoni for at lade en menneskelig stemme tage over. Det er en revolution: “Venner, ikke disse toner! Lad os istemme behageligere og glædeligere toner”, afbryder bassen – som under koncerten her til aften var placeret under orgelet på bagvæggen. Ikke en nem position fra hvilken at synge hen over et orkester, hvorfor bassen Petr Migunov havde problemer med at have luft nok til de lange, svært sangbare strofer. Det er han ikke den eneste, der har haft svært ved.

Beethoven var pianist og ikke den heldigste komponist for den menneskelige stemme.

Ikke hallelujah-‘lad os alle være brødre’, men det i satsen, der synes at undergrave dette udsagn er nu blevet det væsentlige for mig. I 1989, da jeg for første gang var til koncert i Odense Koncerthus, var der også Beethovens niende på programmet. Dengang som teenager kunne jeg endnu gå all in på det glade budskab, mens den dystre episode i slutsatsen forekom mig mærkelig. I dag har jeg det omvendt. Jeg føler mig godt underholdt af den store melodi, ‘Freude, schöner Götterfunken….’. Men guldet gemmer sig i Beethovens og Schillers ubevidste eller bevidste undergravende virksomhed. For i en senere strofe synger koret pludselig (og den tager vi på Schillers tysk):

Brüder, über’m Sternenzelt
Muss ein lieber Vater wohnen.
Ihr stürzt nieder, Millionen?
Ahnest du den Schöpfer, Welt?
Such’ ihn über’m Sternenzelt!
Über Sternen muss er wohnen.

Her kommer tvivlen ind. Ikke: ‘Over stjerneteltet bor Gud’, men: ‘Over stjerneteltet Gud da bo’. Jeg aner næsten et spørgsmålstegn til sidst. ‘I styrter ned, millioner, aner I skaberen’. Det er her, jeg finder Beethovens urolige, kæmpende sjæl; en sjæl, der siger det moderne menneske noget. Vi er alle tvivlere i den samme båd; fælles om at tro og tvivle på noget større.

I senere år er det blevet moderne at spille Beethoven gammeldags. Med mindre orkestre, uden vibrato, hurtigere. Den praksis betyder, man får langt flere dynamiske udsving med; musikken bliver mere adræt. Ikke at jeg er ubetinget fan af det. Men jeg synes, det var noget, man kunne eksperimentere lidt med i Odense. Et stort orkester med kor og solister får noget massivt over sig. Sine steder under aftenens koncert var jeg henrykt. Filharmonisk kor var sammen med Den Jyske Operas Kor som sædvanligt fantastisk! Den rolige del af den vilde andensats (man kalder denne rolige del for ‘trio’) lykkedes super godt. Men vi holdt os til en massive, underholdende, ikke sjælerystende Beethoven. Den Niende er umulig at slå ihjel. Men jeg håber, orkestret vil finde kammerspillet frem senere på sæsonen, når vi skal høre Mahlers finurlige, lette og grumme 4. symfoni. Jeg ved, I kan, odensemusikanter, for jeg mindes, hvor godt sammenspillede I var i forrige sæsons Goldberg-variationer af Dmitrij Sitkovetsky!

På trods af Wagners ord om, at man ikke kan skrive symfonier efter Beethovens Niende, har en del alligevel gjort det. Jeg kan ikke vente til at høre flere symfonier i Odense med stort kor! Hvad med Mahlers 8., som de spiller igen og igen i København?

 

 

Odense Symfoniorkester

Mine helte for i aften: Cellisterne og koret.