Euforiserende stoffer. Vanvid og gotisk horror. Stor romantisk kærlighed. Det virkede i 1820’erne, hvor Hector Berlioz (1803-69) skrev sit mesterværk, Symphonie Fantastique, og det virker den dag i dag. I går hørte vi Odense Symfoniorkester under elegantieren Marc Soustrot spille denne rus igennem, og det er i den slags kantet, ekstrem musik, OS klarer sig bedst.

På mange måder lever vi stadig i en romantisk verden præget af de tanker og følelser, de romantiske malere og forfattere på Berlioz’ tid tumlede med. Det var en tid, hvor de store horrorromaner udkom, hvor Kierkegaard skrev om begrebet angst, hvor fantasi, drømme, det fjerne, det tågede prægede den europæiske tankegang. Den danske romantiske digter Christian Winther skrev: ‘Fra afgrundens rædsel, jeg vender sky mit blik’. Det kan man ikke sige om Hector Berlioz: Han valgte at stirre direkte ned i afgrunden, indtil den begyndte at stirre tilbage på ham.

Sådan gik det til:

Da Berlioz så Harriet Smithson spille Ofelia i Shakespeares ‘Hamlet’, faldt han for hende. Det vil sige: Han faldt jo til dels for den rolle, hun spillede – hvilket er en af de store, romantiske tanker: Vi spiller roller og forelsker os i billeder. Denne ugengældte kærlighed udløste et romantisk feberanfald af følelser i den unge Hector. Han tog opium for at dulme nerverne, for han havde læst i en roman, at sådan gør de ægte romantikere. De dyrker de store lidenskaber og lader deres sind forvrænge, fordi det er i drømmen, de lever. Ikke i virkeligheden, hvor “ægte” mennesker med fejl og mangler, modermærker og skæve knæ færdes.

Resultatet af Berlioz’ fald ned i kærlighedens afgrund var et kalejdoskop af enorme følelser, angst, smerte, håb, depression – som sagt kombineret med opium. Oplevelsen med den ugengældte kærlighed til skuespillerinden gjorde, da han kom til hægterne, at han på kun 6 uger skrev det banebrydende værk, som Odense Symfoniorkester spillede på fin vis i går aftes, og som de spiller igen i aften. Den fantastiske symfoni.  Eller måske bedre oversat: Den fantasifulde symfoni.

Odense Symfoniorkester har det godt med revolutionerende, ekstreme værker

Reaktionerne på Berlioz tid var, som man kunne forvente. Folk sagde enten ‘rædselsfuld larm’ eller ‘epokegørende mesterværk’ om hans symfoni. Et orkester som OS, der spiller i en meget romantisk stil, fungerer rigtig fint med musik, der kan dele vandene. Listen over revolutioner i symfonien, der har delt vande og inspireret senere komponister, er lang: Orkestret udvides til bristepunktet, lydtrykket forøges, massevis af slagtøj, instrumenter skal spille ‘grimt’ … fx. skal violinerne klapre med buens træ mod strengene, træblæserne skal spille hæsligt som en flok opiumsskæve folkemusikere med certifikat fra Fanden selv. Det chokerer den dag i dag, kunne jeg mærke på rækken, der sad foran os i salen.

Og så er det konkret fortællende musik. Der er simpelthen et program for, hvad symfonien handler om: 5 scener fra en ulykkeligt forelsket kunstners liv, startende med urolige drømmerier over en balscene, en scene på landet til en helvedesvision komplet med skafot og hekse og dies irea-melodien. 

Dies irae betyder ‘vredens dag’ og er en dommedagsmelodi, der måske stammer fra 600-tallet, måske fra højmiddelalderen. Og den bruges stadig i vores tid som emblem for det skrækkelige, det ødelæggende, den store trussel og det store vanvid. Selvom du måske ikke vidste, at denne melodi symboliserer dommedag, så mærker du det, når melodien taler til den irrationelle side af dig. Se bare her starten af gyseren ‘The Shining’. Node for node det samme, som vi hørte i Odense Koncerthus i går aftes.

 

 

Gotisk horror gav mening på Berlioz’ tid, og den giver mening i dag. Vi vil chokeres, vi vil se rædslen og mærke det krible i kroppen, vi vil tæt på det forfærdelige, se ned i afgrunden – og lige i sidste øjeblik slippe udenom. Varulve, dæmoner, mord, spøgelser, vampyrer er dengang som nu faste bestanddele af især ungdomskulturen. Kærlighedens forfærdelige sider er stadig et tema for ungdommen, ja måske for os alle? Kærligheden befrier os – men kan lede ind i vanvid. Det er sådan, verden er indrettet, og det må vi lære at forholde os til. Kunsten lærer os det at forstå og forholde os til kærlighedens dæmoniske sider. Når vi oplever dæmonien kunstnerisk, er der håb for, at vi kan håndtere det dæmoniske og lade kærligheden befri, ikke lægge i lænker.

Det forfærdelige kan være at slå sin elskede ihjel og blive revet ind i vanvid. Det er slutmototivet i Symphonie Fantastique – som dog ender med, at det hele måske bare var en drøm. Præcis på samme tvetydige måde som David Lynch afsluttede sit filmmesterværk om jalousi, ugengældt kærlighed og mord, ‘Mulholland Drive’. Næsten præcis på samme tvetydige måde som Sergio Leone i slutningen af filmen ‘Once Upon a Time in America’ lader Robert di Niro smile gennem opiumståger til os, publikummet, som ville han sige: “Hvad er sandt? Hvad finder vi bare på? Du nød fortællingen, som om den var virkelig, men var det bare en drøm – og gør det en forskel?”

 

Robert di Niro i slutbilledet fra filmen Once Upon a Time in America

Derfor er Berlioz relevant i dag

Vi er på mange måder samtidige med ham og hans temaer. Og derfor vinder dén del af koncerten over den første del med Elgar.

I øvrigt: Da Berlioz endelig blev gift med skuespillerinden, han havde set som Ofelia, viste ægteskabet sig i at være forfærdeligt. Sådan er det med romantik. Den romantiske kærlighed er i sin natur en drøm. Man forelsker sig i en drøm, men man ender med at gifte sig med et menneske. Med modermærker, skæve knæ og egne meninger om, hvem der skal tage opvasken.

 

Hvad er ungdom? En drøm. Hvad er kærlighed? Drømmens indhold.

Søren Kierkegaard

 

Koncerten bød som sagt også på Elgars cellokoncert, som er populær, fordi den er knyttet til den unge cellist Jacqueline du Prés triste skæbne. Elgar-koncerten er skrevet i 1919, altså ret præcist 90 år efter Berlioz’ mesterværk. Det er nu alligevel påfaldende, hvordan Elgars plyssede, høflige, stiff upper lip melankoli er helt upåvirket af Berlioz’ multi-revolutioner. Smuk er hans cellokoncert, men i forhold til en berliozrevolution tvinges den i knæ. Præcis som Odense Symfoniorkester klarer sig bedst, når der er en troldsplint i øjet, noget vanvittigt eller oprørsk på færde. Når en afgrund stirrer op fra noderne.