Interstellar er et af årets filmiske højdepunkter

Hvis du elsker film med udfordringer for tankerne, så skal Du se Interstellar. Hvis Du holder af at blive berørt inde i dine mest basale følelser, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide plot twists, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide en visuel tour de force af religiøst omfang….. Ja, så skal du se Interstellar.

Instruktøren Christopher Nolan og hans bror, forfatteren Jonathan Nolan, er kendt for at lave blockbusters, som indtjener milliarder af kroner. De har fundet en niche i det succeshungrende Hollywood, hvor enorme budgetter igen og igen stilles til rådighed for brødrene – fordi de laver film, som bliver ved med at ramme et stort publikum. På trods af ofte meget indviklede plots. Her i Danmark har filmen holdt sig i top 10 i biograferne i en måned. Med god grund.

 

Interstellar anmeldelse McConaughey og Foy

Matthew McConaughey og Mackenzie Foy som hhv Cooper og Murphy i Interstellar

 

Men Interstellar har fået en blandet modtagelse?

Jeg forstår hvorfor. Filmen er stor og larmende, spektakulær. Og det er sci fi – allerede dér står en stor del af publikum (måske især kvinder?) af. Filmen kommer op på de helt store følelsesmæssige nagler – der står kynikerne af. Jeg stod ikke af. Jeg var suget ind i filmen. Jeg har aldrig grædt i biografen. Jeg har en blokering dér. Men i dag var der en enkelt lille tåre i den ene øjenkrog, der måtte tørres væk i et af de emotionelle højdepunkter af Interstellar, hvor hovedpersonen Cooper – mageløst spillet af Matthew McConaughey – modtager rystende beskeder fra sine børn. Mens han er fanget i en rumrejse for at redde hele menneskeheden fra at uddø på planeten Jorden, hvor flere og flere afgrøder dør. Hvor udryddelsen af menneskeheden er lige om hjørnet.

Cooper forlod sine børn. Og på grund af relativitetsteori og tidsbegreb (og andet videnskabeligt mumbo jumbo), oplever han sine børns sorg, tab, frustrationer, følelse af forladthed tidmæssigt forskudt i en videooptagelse, han modtager fra Jorden. Han ser dem på skærmen have samme alder som sig selv. Og han hører dem fortælle nogle af de skrækkelige ting, børn ellers ikke kan fortælle deres forældre – fordi de normalt ældes i samme takt som deres forældre. Det er et rystende øjeblik.

Effekterne er fede i Interstellar. Men det hele bæres af store skuespilpræstationer

Gennem hele filmen bliver man slået af, at alle effekter og rejser i rummet ser så … realistiske ud. Jeg har ikke været på fremmede planeter. Ikke ædru i hvert fald. Men i Interstellar oplever man ikke den kølige, stiliserede visuelle rumrejse stil, som vi kender fra Kubricks Rumrejsen År 2001. Både på den elskede Jord og ude i rummet virker det som om, ja, sådan kunne det hele godt se ud.

Matthew McConaughey var førhen en modelpæn førstelsker i lette, romantiske film. I senere år fremstår han som en af sin generations bedste skuespillere. Dallas Buyers Club. True Detective. Interstellar. Man kan ikke flytte øjnene fra den mand. Michael Caine spiller med i denne film – som i så mange andre Nolan film. Man går aldrig fejl af Michael Caine. Hans sidste scene i Interstellar griber en om hjertet på en helt enkel og menneskeligt tragisk måde. Ud over de to vil jeg fremhæve Mackenzie Foy, som spiller Coopers datter, Murphy. Hun var 13, da filmen blev indspillet – og hun rammer ikke en eneste falsk tone i sin præstation som den sårbare teenagedatter, som bliver forladt af sin far. Jeg blev også glad for at se John Lithgow tilbage i en seriøse, dramatisk rolle som Coopers far.

Musikken i Interstellar gør det ydre og indre rum nærværende

Som musikalsk indramning af den visuelle og følelsesmæssige tour de force har komponisten, Hans Zimmer, skabt et særdeles effektivt soundtrack. Store, rungende lydflader bølger frem og tilbage og transporterer os fra et reelt eksisterende ydre rum og ind til det indre, psykiske rum. For i virkeligheden handler alle gode film, også denne, om menneskers psykiske rum. Og om deres forhold til andre mennesker. Mest påvirket var jeg af Hans Zimmers måske mest simple musikalske “effekt” … En enkelt orgelakkord. Den starter i det små og blide, som hørte man den fra en fjern kirke med åbne døre – og vokser og vokser til en kæmpe katedralbølge af lyd. Virkningen er overvældende. Nærmest religiøs. Nej, ikke nærmest religiøs. Den er religiøs. Lige som filmen i det hele taget tumler med de største aspekter af menneskets gang på jorden: løgn, bedrag, løfter, kærlighed, kamp for overlevelse, fortvivlelse, skyld – tilgivelse.

Du har nu et par håndfulde gode grunde til at gå ind og se Interstellar.

Gør det. Du vil kun fortryde, hvis du er kyniker eller bare ikke kan døje sci fi.

Følg dette link den officielle side om Interstellar

Læs mere, lyt til mere

Læs Kim Skottes ikke voldsomt begejstrede anmeldelse af Interstellar på Politiken.dk.

Min yndlingsfilmanmelder, Per Juul Carlsen, som kendes fra Filmland på P1 og fra Filmselskabet på alle kunst- og kulturelskende danskeres yndlings-tv-kanal, Dr K, anmeldte Interstellar sammen med Informations Christian Monggaard. Klik på dette link og hør Per Juul Carlsen og Mongaard diskutere filmen begejstet i Filmland på P1.  Men hop lige to minutter ind i lydfilen – først der starter programmet…

Læs også Christan Monggards anmeldelse i Information – Monggaard gik, som jeg, opløftet ud af biografen.