Den, der er lykkelig, bliver hvor han er. Det lyder som en flot sætning fra en selvhjælpsbog, men det er det ikke. Det er fra Thomas Manns generations- og forfaldsroman fra 1901, Buddenbrooks. Citatet retter sig mod et fremtrædende medlem af familien Buddenbrook, Tom, der, fordi han har råd, fordi han er rastløs og oplever meningstomhed midt i sit privilegerede liv, bygger sig et nyt, storslået hus, selvom han allerede har et. 

DR tv-serien Guru tager pis på selvhjælpsguruer. Det gør den ujævnt. Over lange stræk kører den på Klovn pinligheder, her blot helt ucharmerende, fordi seriens hovedperson, life coachen Anders Mertz, spillet af musikerne Simon Kvamm, er en røv med røv from top to bottom. Der er intet at holde af. En gennemført nar. Han er som Tom Buddenbrook ikke lykkelig, og tager derfor fra seriens start fra København tilbage barndommens Silkeborg, hvor han heller ikke er lykkelig. Indebrændt, fuld af bullshit visdom, han mest stjæler fra sin egen fascistoide psykolog, som af en mig ikke helt begribelig spilles af Frederik Cilius – kendt fra hedengangne Radio 24Syvs Korte Radioavis med Kirsten Birgit og mit for tiden yndlings musikpodcast, Hammer & Cilius på P2. Så tom er denne selvhjælpsguru, Anders, at han skifter navn fra Andreas, da hans navn er stavet forkert på en bog, han står for at udgive. I den silkeborgeniske verden eksisterer korrekturgange åbenbart ikke. 

Serien lider af eklatant mangel på historie. I modsætning til Klovn er der ikke et plot. En start, en midte, en afslutning. I stedet virker serien episodisk. To strenge er der dog i serien. Dels druknedøden for den dreng-nu-voksen-mand, som Anders Mertz mobbede på det groveste som barn. Dels den ægteskabelige krise, Anders Mertz i jalousi får manipuleret frem med sine ballon-ord mellem barndomsvennen, spillet med velgørende realisme af Brian Lykke, og dennes kone. Det er ikke nok til at holde sindet fra at flakke lidt under kigning af serien. Men det er med til at få noget alvor ind, noget tragedie, på klangbund af hvilken komedie ofte kan trives.  

Jeg skal ikke afsløre, hvordan serien ender. Men den ender i en kulmination, hvor jeg sidder hovedrystende og føler, den narrative logiks kæde er røget helt af. Komedie glider længere og længere ud til fordel for tragedie – uden egentlig årsag. Personerne begynder bare, fordi manusforfatteren vil have det på den måde, at foretage sig så langt ude og usandsynlige og grove handlinger, at det kun kan forklares ud fra, at man meget gerne vil have DR til at finansiere en sæson 2. 

Simon Kvamm har lært af Svend Brinkmann, som flyder oven på en god bølge af life coaching kritik disse år, og som har været konsulent på serien. Kvamm bruger angiveligt meget af sig selv, og det gør Svend Brinkmann også i sit DR podcast Brinkmanns briks. Det er charmerende, når Brinkmann gør det i sit podcast, fordi han selv er en likable person. Pinlighederne bliver menneskelige. Simon Kvamms figur i Guru er så tåbelig og ondsindet, at man mest har lyst til at kigge væk eller slukke. 

René Fredensborg har en god anmeldelse af serien i Ekstra Bladet. Fredensborg nåede at grine én gang under hele serien – jeg kom dog op på to. Den ene gang var, da guruen Andreas som beskrevet ovenfor skifter navn på grund af en trykfejl på en bog. Den anden var under guruens angstanfald under en rebirthing coaching session, hvor han kommer i klemme i sådan et plop-ud stofrør, som børn bruger til at lege og kravle igennem. Ellers ikke. Bedre held næste gang, hvis I får en sæson 2.