Man skal passe på ikke at oversælge sine varer. ‘Filmmusikkens Mestre’ var overskriften på denne aftens koncert med Odense Symfoniorkester, eller OS som forkortelsen nu hedder. Koncerthuset var i denne sensommerseptember lummervarmt grænsende til det klistrede. Men når orkestret endelig lod de danske filmmusikkomponister bag sig og tog fat i ægte mestre som Hans Zimmer, Danny Elfman eller John Williams, swingede salen med.

Mindst halvdelen af koncertens numre var helliget moderne dansk filmmusik. Navne vil ikke være læseren bekendt, men aftenens i øvrigt underholdende konferencier, Frans Bak, havde skrevet en hel del af aftenens musik. Dansk filmmusik er som dansk film: Den ene stump ligner den næste. Jeg var ikke i stand til umiddelbart at finde en særskilt nerve, der skilte de enkelte numre ud fra hinanden. Lange, ensformige strygerflader, lidt klaver eller harpe over. Nordisk, grå noir.

Man sad og savnede fordums mestre. Hvorfor ikke en suite med musik af Hitchcocks favoritkomponist, Berhand Herrman? Korngold var der. Men ingen Sjostakovitj, Zbigniew Preisner, Jerry Goldsmith.

Aftenen endte med John Williams musik til Star Wars. Hvis man ender en koncert med et bækkenslag og en stor c-dur-akkord, så er man sikker på stående applaus. På denne måde var aftenens koncert ikke anderledes.

Hvad jeg glædede mig over, var publikum. T-shirts, shorts, tank tops, mange unge mennesker. En posefuld unge mennesker foran mig sad og slog takt på lårene, når der kom lidt action ind i salen. Det er sådan, det skal være. Musik skal også påvirke kroppen. Vi behøver ikke sidde som stive saltstøtter i en koncertsal. Det er tilladt at lade sig rive fysisk med. Hvis vi vil have unge ind i koncertsalene, så den symfoniske kultur ikke dør, må vi nok tillade dem at komme som hele mennesker.