Blog & Fotokunst

Kategori: Æstetik (page 1 of 2)

Nogle gange vil man bare grave et spadestik dybere. Når jeg går filosofisk til værks, så er det i denne kategori, det sner.

Det Uudslukkelige

Odense Symfoniorkester gav den fuld skrald i aftes med et brag af en opførelse af Carl Nielsens 4. symfoni, ‘Det Uudslukkelige’. Blev du hjemme? det skulle du ikke have gjort!

Carl Nielsens 4. symfoni er en publikumsyndling og et højdepunkt i hans produktion. Skrevet i 1916 – midt i den mest unødvendige storkrig i historien, 1. Verdenskrig. Og skrevet på indtrykket af krigen, hvor Danmark jo var neutral og tjente gode penge på begge sider af konflikten. I brede kredse herskede der en besynderlig trang til krig; en trang til at få renset luften efter årtier med mindre krige, etniske stridigheder, alliancer, oprustning. Så da den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, blev snigmyrdet i Sarajevo i 1914, greb et land efter det andet chancen for at sende deres mænd ud at slå hinanden ihjel. I dag virker den udbredte ‘lad os rense luften’-ånd frastødende. Den stoppede ikke, da krigen brød ud. Carl Nielsen er et eksempel på, at selvom krigens gru gik op for datidens folk, så forsvandt trangen til at rense luften for en angivelig kulturel og politisk dekadence ikke.

Da Carl Nielsen arbejdede på sin symfoni, skrev han i et brev til en ven, at nu krigen var der, ville det være bedst, om hele lortet brændte ned, hele kulturen. Fordi livet er uudslukkeligt og nok skulle vende tilbage i renset form. Og det er så symfoniens filosofiske statement.

Musik er liv og som sådan uudslukkeligt. – Carl Nielsen

Carl Nielsens 4. symfoni med tilnavnet Det Uudslukkelige er udtryk for tankegangen: Ud af en stor konflikt skal kulturen genopstå lutret.

Jeg må indrømme, jeg har det svært med den tankegang. Det er meget nemt at tænke på renselse, når man ikke selv sidder i en skyttegrav med bomber om ørerne i årevis. Og senest efter gaskamre,  atombomber og Vietnam ved vi, eller burde vi vide, at livet i høj grad er udslukkeligt. Hvert et liv tæller. Og så sandt som vi bedømmer datidens folk på, hvad der skete mellem skyttegravene under 1. Verdenskrig og ved gaskamrene under 2. Verdenskrig, vil vi i fremtiden blive bedømt på det, der sker på Middelhavet, i Syrien og med rohingya-folket i Burma lige nu. Det farlige er politikere og religiøse ledere, der lover lette løsninger og renselse – ikke en kompleks eller dekadent kultur.

Den humanistiske indstilling bliver udfordret med et værk som Det Uudslukkelige – ikke kun, når man læser op på dets baggrund.

Også når man hører værket. Vi falder direkte ind i ‘handlingen’ i en konfliktfyldt start på symfonien. I andensatsen ser Carl Nielsen tilbage på en finere og renere tid i musik, der lyder som en dansesats fra en barok suite. Højdepunktet, alle sidder og venter på, er pauke-duellen i slutningen af værket. To sæt pauker – placeret på hver sin side af podiet – udkæmper en epic pauke battle hen over hvinende strygere. Og sidder man så ikke der som god humanist og synes, det er pisse fedt? Ligesom man også kan lide at se gode krigsfilm? Eller lære gode kriminalromaner? Vold og destruktion er helt fint i rette doser og på god afstand. Dyret inden i os vil fodres.

Odense Symfoniorkester underholdt os her til aften først med Ravels dejlige og transparente hyldest til den franske barokmusik, ‘Le Tombeau de Couperin’. Selvom værket har den melankolske baggrund at være en hyldest til ravels faldne kammerater under 1. Verdenskrig, er værkets klang som at bade i gyldent, mediterrant solskin.

Efter Ravel fik vi  Tjajkovskijs lidt uformelige violinkoncert med 28-årige Liya Petrova på soloviolinen. Orkestret gav venligt plads til Liya Petrovas noget tilbageholdende, nærmest spagfærdige tone. Tjajkovskij kan det der med gode melodier. Og det ved han. Så han gentager sig selv igen og igen. Og igen. Men underholdende, absolut!

Anderledes rock ‘n roll var der over Nielsens 4. symfoni

Med Nielsen er orkestret på hjemmebane, og pedalen blev trykket i bund. Hvilken fryd at høre dem bare give den gas; jeg var ude på kanten af sædet og elskede det. Nikolaj Znaider på pulten udstråler en helt naturlig og meget stor autoritet. Znaider er en no nonsense dirigent. Han kan minde om de gamle pultdiktatorer, der blot behøvede at løfte en lillefinger, så lystrede deres orkestre. Odense Symfoniorkester har muskler. Det er ikke altid, man mærker det. Men det gjorde vi her til aften. En anden gang må de to sæt duellerende paukespillere dog gerne blive placeret på hver sin side af orkestret, ikke ved siden af hinanden…

De, der i aftes blev hjemme foran tv’et, kan glæde sig over, at OS og Znaider indspiller alle Nielsens 6 symfonier på compact disc – det apokryfe medium, der stadig lever i bedste velgående blandt os, der elsker klassisk og ikke helt tør det der streaming noget. Jeg glæder mig især til Nielsens 6., som er et virkelig mystisk og fascinerende værk.

 

Hvad: Carl Nielsen symfoni 4 ‘Det Uudslukkelige’ – Maurice Ravel: ‘Le Tombeau de Couperin’ – Tjajkovskij: Violinkoncert

Hvem: Odense Symfoniorkester, Nikolaj Znaider (dirigent),  Liya Petrova (violin)

Hvor: Odense Koncerthus

Hvornår: Fredag d. 7. september 2018

Symfonisk perpleks

Jeg har aldrig oplevet at være så perpleks i en koncertsal. I går hørte vi dels danske Kasper Rofelts nye cellokoncert, Night Phase, dels Mahlers mest mystiske symfoni, den Fjerde.

Normalt går jeg ikke til koncertintro på grund af tidnød. Men nu var det Mahlers Fjerde, som helt klart er på min top ti over klassiske værker. Så jeg skulle lige høre, hvad der var at sige om værket. Aftenens dirigent, Clément Mao-Takacs, holdt mere eller mindre introen selv. Og han forstod på smukkeste vis at koble Mahlers kalejdoskopiske drømmeunivers til H. C. Andersens eventyr. Også Mao-Takacs finder, at den Fjerde er en af de mest komplekse og vigtigste symfonier. Et værk, der ser det himmelske gennem meget jordiske øjne, der giver det smukke og himmelske noget skævt, utroværdigt og mærkeligt. Ligesom den lille pige med svovlstikkerne, der får smukke drømmesyn, hver gang hun stryger en tændstik i kulden.

Clément Mao-Takacs og Ole Kiilerich diskuterer Mahlers Fjerde.

Jeg spottede mange ukendte, unge ansigter i orkestret

Mange musikere denne aften sidder i tidsbegrænsede stillinger – eller er relativt utrænede musikere fra konservatoriet. (Jeg savnede også førsteviolin Eugen Tichindeleanu, som er på orlov). Det får mig til at tænke på, om orkestret måske ikke var helt sammenspillet. Ikke mindst førsteviolinen er afgørende indpisker for en strygergruppe.

Jeg var perpleks i lange stræk over denne Mahler 4. Det ene øjeblik virkelig stor skønhed, det næste truede det hele med at brække fra hinanden. Nogle gange skal tingene brække fra hinanden i en god mahleropførelse. Hele hans måde at skrive musik på handler om forandring og brud og usikkerhed. Men bruddene denne aften var af en anden slags – hvor man bliver usikker på, om orkestret vil én eller flere ting samtidigt. Jeg savnede samtidigt noget nerve, viljen til bevidst at spille skævt og folkemusikalsk. Det folkelige er også en del af Mahlers univers. Men det skæve og bevidst falske blev glattet ud. Det store klimaks i overgangen mellem de to sidste satser plejer at være gåsehudsfremkaldende. Men på perplekse mig nåede orkestret ikke over 60 procent lige dér. Måske havde de tabt gejsten, da en mobiltelefon på balkonen lystigt spillede en alarm midt i den mest sarte og inderlige passager af tredje sats.

Nogle gange kammede opførelsen over, så musikken blev glasklar og transparent. Så tænkte jeg: Det er et bevidst valg fra den elegante, unge, franske dirigents side. Det næste øjeblik syntes jeg, det bare lød tyndt. Var orkestret i kontakt med dirigenten? Var de i kontakt med denne mærkelige musik?

Komponisten Arnold Schönberg, der omkring år 1900 frigjorde musikken fra dur og mol-systemets spændetrøje, sagde engang, at selv dårlige opførelser af værker kan have deres fordele. Man kan komme til at høre detaljer, man ikke hører i sammenhængende opførelser. Men denne aften var der ikke rigtigt nogle detaljer, der struttede ud til beskuelse.

Hvis jeg dog skal uddele lidt ros midt i denne forvirrede, ubegejstrede stemning, skal det være til OS’ træblæsere. Træblæsere er afgørende for den djærve, påtaget folkelige tone i Mahlers musik, og gruppen klarede det rigtig godt. Med rette blev gruppens medlemmer peget ud til seperat-applaus.

 

Clément Mao-Takacs og Inger Dam-Jensen udpeger træblæserne

Mahlers værk er så stærkt, at selv en perpleks opførelse ikke kan slå det ihjel

Det er ikke som med fx Bruckner, hvor en træls opførelse er døden for værket. Jeg elsker stadig Mahlers Fjerde højt. Som et ikke dobbeltbundet, men mangebundet værk. En moderne behandling af det jordiske liv og vores trang til billeder af det hinsides, det himmelske, eller bare af en tilstand uden de rå kampe, livet byder på.

Sopranen Inger Dam-Jensen sang den på overfladen simple sang, der afslutter værket. Et lidende barns vision af en himmel, hvor helgener og sågar slagteren Herodes (det er ham med barnemordet fra Bibelen) hopser lykkeligt rundt og nyder livet. Nå ja, nogle dyr må lade livet, men i den barnlige vision er end ikke dette et problem. Sangen skal synges uden ironi – og det dikterer Mahler selvfølgelig kun, fordi han ved, ironien bliver bedre af ikke at blive klasket direkte i ørerne. Underfundighed er vejen frem. Det er meget forkert at servere symfonien som en neoklassisk, simpel ting. Men gud skal vide, det er svært for en nutidig lytter at afkode alle de små detaljer, der antyder fare og ironi i værket. Blandet andet derfor mener jeg, det groteske og skærende skal fremhæves, ikke udglattes. Jeg havde ønsket, man havde påpeget i koncertintroen og i programmet, at bjældeklangen, der findes hele værket igennem, ikke er hyggelig jule-kanebjældemusik, men at der er tale om narrens bjælder.

Og i slutsangen ville jeg ønske, man kunne få en krystalklar sopran som fx. barok- og Arvo Pärt-specialisten Else Torp på banen.

En sopran som Inger Dam-Jensen er mere La Traviata end Mahlers barnligt-grufulde univers af lidelse gemt bag smil gemt bag tårer gemt bag spøg … Inger Dam-Jensens dejlige tone og perfekte tysk til trods! Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig hørt en perfekt udgave af dette værk. Det er absolut ikke ‘Mahler light’, som koncertprogrammet omtaler værket – det er hardcore Mahler. En næsten umulig nød at knække.

Jeg kunne skrive meget mere om Mahler. Og det har jeg. Læs min artikel i seneste udgave af orkestrets magasin, VirtuOS: ‘Musik, der lyver’.

Kasper Rofelt: Night Phase

Vi fik en uropførelse med denne aften. Kasper Rofelts cellokoncert, Night Phase. Musik kom til mig, da jeg var barn, som klang, ikke som rytme eller melodi. Jeg var over lange stræk fascineret af Rofelts evne som klangskaber. Rigtigt behandlet kan et stort orkester skabe de vildeste klangrum. Og nogle af de rum åbnede sig for os denne aften. Ole Kiilerich, orkestrets musikformidler, talte med Rofelt under koncertintroen om, hvad man skal gøre, hvis man bare har lyst til gode melodier. Dem er der jo ikke mange af i moderne musik. Rådet fra Rofelt var, at følge celloen. Men Rasmus Modsat, som jeg er, ville jeg hellere følge orkestrets nattevandring.

De smukkeste natskyggerum blev foldet ud foran os. I øvrigt helt i tråd med en anden stor komponist af nat- og skyggemusik, Gustav Mahler.

At celloen måske havde lidt for mange savtakkede, skærende motiver at spille… Jo, det tog vi med. Evnen for at skrive for stort orkester har Rofelt i rigt mål!

Kasper Rofelt og Ole Kiilerich under introen.

En katedral eller landsbykirke af toner

Mea culpa!

Det er mig selv, der har fundet på overskriften for denne koncert i OS’ sæsonkatalog. Men ved nærmere eftertanke burde det måske have heddet en landsbykirke af toner. Hvorfor?

I år fejrer vi protestanter, at Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på døren til kirken i Wittenberg. Og derved startede reformationen: 500 år gammel og stadig i gang. Luther ville gøre op med kirkens katedralbyggeri for de fattiges penge, som man lokkede ud af dem ved at postulere, at pengedonationer kunne afkorte den tid, den gode gud af uransalige årsager måtte mene, man var hjemfalden til at lide i helvede.

I 300-året for en anden stor hændelse i reformationen, den augsburgske bekendelse, skrev alfe- og fe-komponisten Felix Mendelssohn sin Reformationssymfoni. Og som fejring af reformationen er det vel lidt skævt at kalde den en katedral af toner. I Luthers ånd må det vel være en ydmyg landsbykirke. En katedral af toner … Det er vel ret beset mere Mahlers Opstandelsessymfoni eller Bruckners 8.

Jeg kæmper med at finde den røde tråd i aftenens valg af værker

Vivaldi + nyt værk skrevet over et nummer fra et 1970’er koncept rockalbum + Mendelssohn. Knæk den nød!

Jeg prøver: Vivaldi = barokmusik. Og barok var den katolske kirkes reaktion på reformationen. Da reformationen fik momentum huggede den store landområder fra katolikkerne. Man valgte at give kunstnere frit løb til at udtrykke store følelser i kunsten for at vinde de protestantiske sjæle tilbage. Det virkede. Hvorfor? Fordi barok er dramatisk, har stort udtryk og ofte – dog absolut, absolut ikke altid – er mere simpel at forstå. Den skal gå fra hjerte til hjerte. Således Vivaldi. Michala Petri, der charmerede os odenseanere med sin ydmyge og varme personlighed under koncertintroen, citerede en bemærkning om, at Vivaldi ikke har skrevet 400 instrumentalkoncerter, han har skrevet den samme koncert 400 gange i træk (noget af det samme siger man om Bruckners symfonier).

 

Michala Petri

Katrine Nordland fra Musikbiblioteket, der nu ligger i det guldindfattede bling-bling-o-tek ‘Borgernes Hus’ og blokfløjtevirtuos Michala Petri

 

Vivaldi er inkarneret barok

Letforståelige temaer, utroligt mange gentagelser, fravær af flerstemmighed, som gjorde tidligere musik så kompliceret. Vivaldi taler direkte og i øjenhøjde. Han chokerer og pisker musikken op som flødeskum. Og så med Michala Petri på blokfløjte. Pist væk er erindringen om fordums musiktimer (‘jeg går til blokfløjte’ – kan I huske det, jer der er født i 1970’erne?). Michala Petri har uendeligt meget luft i sig til de vanvittigt hurtige noder i Vivaldis musik. Aftenens højdepunkt.

Aftenens dirigent, Fabrice Bollon, stod for aftenens moderne indslag. En gendigtning af 70’er art rock nummeret ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis. Igen med Michala Petri som den sikre støtte på et udvalg af syrede blokfløjter. Vi kløede os lidt i kindskægget over Bollons værk. Han skriver sarte, smukke lydflader i den franske tradition, hvor musik er som luft- eller vandelementet. Men jeg er germansk hele vejen igennem. Og i germansk kultur er det jordelementet, der præger musikken. Det organiske, fyldige. Jeg manglede kroge i musikken at hænge oplevelsen op på. Men Michala Petris ydmyghed bør smitte af på mig nu: Det kan tænkes, jeg bare ikke har evnerne for at trænge ind i Bollons musik. Det er faktisk meget muligt. Jeg har ofte taget fejl og nyder det, hver gang jeg opdager, jeg har overset guld. Michala Petri har indspillet værket og fået gode anmeldelser for det … Jeg glæder mig til at finde ud af, jeg tog fejl 🙂

Hør her sangen ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis og Peter Gabriel i front.

Jesus og hans bevægelse har haft mange billeder knyttet til sig: Vejen. Lyset. Fisken. Korset. Hyrden. Og lammet. Jeg kan ikke høre noget kristent ud af Bollons værk. Men den symbolske forbindelse kan sagtens være der. I sangen er lammet en art modstykke til en slidt, farlig storbyverden. Som Michala Petris rolige klangflader med ekkoeffekter bringer lammet ro til storbyen. Og så tør jeg ikke fortolke videre! Barokken introducerede de virtuose soloture i musikken, og det nød rock rigtig godt af. Richie Blackmore fra Deep Purple har med sikkerhed luret mange barokke krummelurer i sine guitarsoli af fra barokmestre som Vivaldi.

Mendelssohns Reformationssymfoni fra 1829-30 rundede aftenen af. Mendelssohn skriver ikke sådan super dyb musik, og man oplever ingen religiøs åbenbaring eller henrivelse, som Bach eller Beethoven eller Mozart eller Mahler kan skabe. Med Mendelssohn er vi enten ude i skoven med alfer og feer eller i en landsbykirke. Symfonien er et stykke halvt programmusik, hvor vi bevæger os fra det katolske mørke til det lutheranske lys komplet med Luthers egen ‘Vor Gud han er så fast en borg’-melodi til slut. Der skal ikke herske tvivl om protestantismens sejr!

Så ad ujævne veje er der måske alligevel en art rød tråd gennem sådan en aften. En aften med plads til vildt virtuoseri, undren og velklingende underholdning.

Fedtfri og nøgne nationalromantikere i Odense Koncerthus

Jeg ved ikke, hvilket tryllestøv maestro David Danzmayr havde pustet ud over Odense Symfoniorkester. Men det virkede! Jeg har aldrig hørt og set orkestret spille så stramt og velorganiseret som her til aften, hvor menuen stod på nationalromantiske giganter i form af Sibelius, Grieg og Dvorák. Atletisk blev der spillet … Jeg vil næsten sige nøgent og fedtfrit. Det har vi ikke  været vant til det under chefdirigent Vedernikovs mere tunge og absolut langsommere tilgang til musik.

Denne aften var, som om man havde pustet en stor sæbeboble af lykkelig lyd og stor skønhed ud over den propfyldte koncertsal.

Jeg kan slet ikke vente til det nye koncept, Familiesymf, fredag sent eftermiddag, hvor Grieg atter står på programmet i familievenlig snakkeudgave (hvis jeg har forstået konceptet korrekt).

Odense Symfoniorkesters koncerter indledes gerne af et kort værk

En ouverture til aftenen, hvor publikum har tid til lige at falde ned i sæderne og hoste bronkierne igennem, så det er overstået for resten af aftenen (I wish!).  I aften var det finske Sibelius’ Finlandia (1900), der fik lov at indlede. Allerede i messing-intro’en var det tydeligt, at orkestret havde sat sig for at yde sit bedste. Virkelig lækker messing! Men nok om Sibelius.

Griegs klaverkoncert fra 1868 er en af de mest elskede inden for genren, hvilket ikke er svært at forstå. For både i dette værk og i aftenens afsluttende symfoni nr. 9 af Dvorák står de gode melodier i kø, og der dvæles ikke lang tid ved enkelte stemninger. Klaverkoncerten er så ur-norsk, som noget kan være. Det synes vi nu. Men dengang i 1800-tallet – da mange af de nationalstater, vi kender i dag, blev dannet –  definerede kunstnere som fx Grieg det, vi i dag kalder ægte norsk.

Dengang hang Norge og Sverige sammen, og der var et ønske om at skabe eller definere en norsk kultur. Så det, der i dag er national kultur, er altså egentlig lidt syntetisk skabt. Trolde titter frem, store nordnorske vidder antydes, en særegen melankoli og længsel. Det er alt sammen kunstigt skabt – men føles ægte. Tænk bare, at Grieg boede i danske Søllerød, da han skrev værket. Og tænk på det norske sprog, nynorsk, der er en kunstigt skabt syntese af forskellige dialekter. Men det glemmer man med tiden.

Charmerende Marianna Shirinyan var den kompetente mester ved klaveret. Hun takkede odenseanerne for det sædvanligvis taktfaste bifald med en lille smuk sag af … var det Gershwin? Jeg tror det.

Folkeligt kulturelt miskmask af lækreste tilsnit

Meget er gennem tiden sagt og skrevet om Dvoráks 9. symfoni fra 1893 med titlen ‘Fra den nye verden’ (underforstået USA). Dvorák selv var fra den gamle verden, Europa, nærmere bestemt Böhmen. Omkring 1900 blev mange europæiske kunstnere (Mahler, Toscanini, Johann Strauss d.y., Busoni og mange flere) lokket med store pengebeløb til at komme til USA og opbygge en elitekultur, som de hovedrige bagmænd må have følt, landet manglede. Igen: En kultur, der egentlig er skabt kunstigt ved at låne og importere fra andre kulturer.

Dvorák var en af dem, der tog et job over there. Hans 9. symfoni blev skrevet i USA og har en umiskendelig folketone. Diskussionerne er så gået, hvilken nations folketone, der er tale om.

Jeg er selv så gammel, at jeg er blevet præget til at høre melodierne som indianermelodier. Det må være sket gennem læsestof, måske tegnefilm – jeg ved det ikke længere. Dvorák kan have set Buffalo Bills Wild West show og hørt indianermelodier dér. Han kan også have set noder, en ven nedfællede efter at have opleve en omrejsende indianertrup hjemme i Prag.

En række fagfolk har ment, melodierne var böhmiske. Yngre generationer vil måske høre folketonen fra Howard Shores musik til Ringenes Herre ud af symfonien. Det gør jeg ikke, selvom jeg har set filmene. Så om det er böhmisk, indiansk eller noget helt tredje – hvem ved det? Dvorák sagde selv, han ikke havde brugt melodier, han havde hørt. Han havde prøvet at efterligne den amerikanske folketone. Dvorák mente, at amerikansk kompositionsmusik især burde trække på den muld, som ‘negermusikken’ (spirituals, arbejdssange) udgjorde. Det opfattede han som den essentielt amerikanske folkemusik.

Kulturer blandes lykkeligt i sådan et værk

Og i den nuværende situation, hvor politikere her og i andre lande slår plat på paranoia over for andre kulturer og ‘de fremmede’, er det rart med sådan en syntese af vidt forskellige kulturer. Kulturer er ikke stationære. Det ses ved den forklaringspanik i øjnene på folk, der skal forklare, hvad deres kultur egentlig er. Kultur har altid været noget miskmask. Hvem vil i dag undvære asiatiske restauranter og arabiske basarer i vores byer? Da jeg var barn fandtes der pizza, forårsruller og mormormad – og det var og er fint. Men undvære alt det nye, der har befrugtet vores kultur? Aldrig!

Hvad havde eksempelvis aftenens nationalromantiske indslag fra Finland, Sibelius’ ‘Finlandia’ været uden bækkener, til at markere dramatiske højdepunkter? Nok en noget fladere oplevelse. Og bækkener stammer absolut ikke fra Finland, men fra tyrkisk militærmusik. Jo mere, man graver i tingene, jo mere uklare grænser er der mellem kulturer. Måske er Dvoráks symfoni med dens universelle folketone en skjult hymne til det folkelige i kulturer som sådan – og til længslen ved at føle sig fjernt fra det, man opfatter som sin egen kultur…

PS. Sig goddag med kor-nynnen

Som noget ny var der i flaskehalsmylderet ved billet-slusen inden for hovedindgangen til koncerthuset strøet blide korklange ud over publikummerne. Det var egentlig meget hyggeligt! Jeg spottede senere en hel skoleklasse, der havde fundet vej til orgel-pladserne bag orkestret. Også hyggeligt. Kom igen og tag alle jeres venner og lærere med!:-)

 

Odense Koncerthus

Kor-klange inden koncerten

 

Hvad: Nationalromantiske giganter. Sibelius: ‘Finlandia’ – Grieg: Klaverkoncert – Dvorák: Symfoni nr. 9 ‘Fra den nye verden’

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkesker – David Danzmayr, dirigent – Marianna Shirinyan, klaver

Hvornår: Torsdag d. 26. oktober 2017

Den sidste symfoni i verden

Langt de fleste værker af Beethoven, du kender – Skæbnesymfonien, Eroica, Pastoralesymfonien, Måneskinssonaten, Für Elise osv. – stammer fra Beethovens ungdom eller hans tidlige, såkaldt heroiske fase. Efter denne eksplosion af mesterværker skrev han en række værker, der var ganske populære i samtiden og indbringende for ham, men som i dag næsten ikke spilles. Tiden er løbet fra dem.

Decideret pinefuld at lytte til er ‘Wellingtons Sejr’, et krigerisk monstrum fra 1813, der blandet andet inkluderer skralder. Men der var penge i skidtet for Beethoven!

 

I slutningen af Beethovens liv blomstrede hans kreativitet op igen. Han skrev en række sene klaversonater, avanceret kammermusik og korværket Missa Solemnis – og så Den Niende. Hans sidste symfoni. Nogle gange kan man tænke: Hvad nu, hvis Mozart havde fået 40 år mere? Eller hvis Mahler havde fået 20 år mere? Eller Mendelssohn, eller Schubert … eller hvad nu, hvis Beethoven havde fået 20 år mere?

Men desværre døde han døde 56 år gammel af højst mærkværdigt sammenrend af fysiske og psykiske sygdomme. Og det hedder sig, at et tordenvejr brød løs, da han døde. Hvilket lyder mistænkeligt som Jesu’ lidelsesberetning i det nye testamente.

Wagner mente, at med Beethovens niende var alting sagt om symfonien – der var ikke flere måder, man ville kunne udvikle formen på. Han tog fejl, heldigvis. Men anekdoten siger, ligesom den Jesus- lignende historie om hans død, en hel del om den enorme ærbødighed, der hersker om netop dette værk, ja som hersker om Beethoven selv. Ikke engang i hans samtidig var nogen i tvivl om, at han var the man, den største af de store. Det siges, at compact disc’ens længde blev fastlagt til netop 75 minutter, fordi så kunne formatet rumme Den Niende.

Alexander Vedernikov

Maestro Vedernikov modtager publikums hyldest efter Beethovens Niende i Odense Koncerthus 7/9. Til højre for ham tenor L’udovit Ludha fra Slovakiet.

Og så er det, jeg som den sædvanlige Rasmus Modsat må sige…. hænger værket egentlig sammen? Tre symfonisatser med påskruet kantate (altså værk for orkester og sangere)? I de tre første satsers vandring fra urmørket, en art skabelsesberetning i toner, over stridbar march i andensatsen til tredjesatsens himmelske strygerflader er jeg helt med. Men den her slutsats. Den påduttede hallelujah-optimisme om, at alle mennesker og lande måtte blive brødre. Jeg kan ikke helt følge den mere. Underholdende? Absolut! Men der er noget kantet over musikken. Som om, den er sat sammen med tape og prøver at overbevise sig selv om sin egen umiddelbare glæde.

Decideret stødt er jeg af denne strofe (i min kluntede, direkte oversættelse):

Ja, selv den, der kun formåede at vinde en eneste sjæleven
er med her.
Og den, der aldrig har kunnet det
må grædende snige sig ud af vores glædesfælleskab.

Der er noget ubehageligt ved denne tvang til glæde. Denne eksklusion af den ulykkelige. ‘Vi gider kun have dem med, der morer sig, og som er social.’

Jeg hører til dem, der mener, at god musik har personlighed. Hvis musikken er god, kan man genkende komponisten på tre toner og et trut i en trompet. Det kan man med Beethovens musik. Den emmer bare af ham; det bryske, kæmpende, tilkæmpet inderlige. Og jeg hører også til dem, der mener, at den musikalske personlighed og den virkelige komponistpersonlighed deler træk (hvordan skulle det kunne være anderledes?) Vi ved, at Beethoven ikke havde let ved at komponere. Han lavede skitser, mange skitser. Stregede ud, glemte at spise, lod natpotten stå fuld under klaveret, fordi den eller den sats bare ikke ville, som han ville. Han var i udpræget grad en komponist, der kæmper med sit stof. Mange gange lykkes det ham at transcendere sine kampe – det er typisk i de langsomme satser, som er de satser, jeg holder mest af. Her er kun rester af kamp tilbage. Som nu i tredjesatsen af Den Niende med dens lange strygermelodier og den smukkeste træblæser-episode, jeg på stående fod kan komme i tanke om.

Men så er der slutsatsen med oden ‘An die Freude’ af Schiller. Her er bruddene tydelige, og de undergraver hallelujah-stemningen. Starten af satsen starter med snak uden ord, celli og kontrabasser snak-spiller en indledning igennem. Man kan tydeligt høre, musikken har konturer af sætninger, umusikalske sætninger. Beethoven afbryder for første gang i musikhistorien en symfoni for at lade en menneskelig stemme tage over. Det er en revolution: “Venner, ikke disse toner! Lad os istemme behageligere og glædeligere toner”, afbryder bassen – som under koncerten her til aften var placeret under orgelet på bagvæggen. Ikke en nem position fra hvilken at synge hen over et orkester, hvorfor bassen Petr Migunov havde problemer med at have luft nok til de lange, svært sangbare strofer. Det er han ikke den eneste, der har haft svært ved.

Beethoven var pianist og ikke den heldigste komponist for den menneskelige stemme.

Ikke hallelujah-‘lad os alle være brødre’, men det i satsen, der synes at undergrave dette udsagn er nu blevet det væsentlige for mig. I 1989, da jeg for første gang var til koncert i Odense Koncerthus, var der også Beethovens niende på programmet. Dengang som teenager kunne jeg endnu gå all in på det glade budskab, mens den dystre episode i slutsatsen forekom mig mærkelig. I dag har jeg det omvendt. Jeg føler mig godt underholdt af den store melodi, ‘Freude, schöner Götterfunken….’. Men guldet gemmer sig i Beethovens og Schillers ubevidste eller bevidste undergravende virksomhed. For i en senere strofe synger koret pludselig (og den tager vi på Schillers tysk):

Brüder, über’m Sternenzelt
Muss ein lieber Vater wohnen.
Ihr stürzt nieder, Millionen?
Ahnest du den Schöpfer, Welt?
Such’ ihn über’m Sternenzelt!
Über Sternen muss er wohnen.

Her kommer tvivlen ind. Ikke: ‘Over stjerneteltet bor Gud’, men: ‘Over stjerneteltet Gud da bo’. Jeg aner næsten et spørgsmålstegn til sidst. ‘I styrter ned, millioner, aner I skaberen’. Det er her, jeg finder Beethovens urolige, kæmpende sjæl; en sjæl, der siger det moderne menneske noget. Vi er alle tvivlere i den samme båd; fælles om at tro og tvivle på noget større.

I senere år er det blevet moderne at spille Beethoven gammeldags. Med mindre orkestre, uden vibrato, hurtigere. Den praksis betyder, man får langt flere dynamiske udsving med; musikken bliver mere adræt. Ikke at jeg er ubetinget fan af det. Men jeg synes, det var noget, man kunne eksperimentere lidt med i Odense. Et stort orkester med kor og solister får noget massivt over sig. Sine steder under aftenens koncert var jeg henrykt. Filharmonisk kor var sammen med Den Jyske Operas Kor som sædvanligt fantastisk! Den rolige del af den vilde andensats (man kalder denne rolige del for ‘trio’) lykkedes super godt. Men vi holdt os til en massive, underholdende, ikke sjælerystende Beethoven. Den Niende er umulig at slå ihjel. Men jeg håber, orkestret vil finde kammerspillet frem senere på sæsonen, når vi skal høre Mahlers finurlige, lette og grumme 4. symfoni. Jeg ved, I kan, odensemusikanter, for jeg mindes, hvor godt sammenspillede I var i forrige sæsons Goldberg-variationer af Dmitrij Sitkovetsky!

På trods af Wagners ord om, at man ikke kan skrive symfonier efter Beethovens Niende, har en del alligevel gjort det. Jeg kan ikke vente til at høre flere symfonier i Odense med stort kor! Hvad med Mahlers 8., som de spiller igen og igen i København?

 

 

Odense Symfoniorkester

Mine helte for i aften: Cellisterne og koret.

Skønheden redder verden, min dreng. Odense Symfoniorkester og den Franske Forbindelse

‘Det bliver skønheden, der kommer til at redde verden, min dreng’, sang rocklegenden Nick Cave for nogle år siden. Og måske har han ret. Verden, vi lever i, indeholder meget grimt, ondt forfærdeligt. Tv-skærme, sociale medier, aviser svømmer over i tragedier, der i stadigt mere udpenslet vulgære former møder vore øjne og ører. Den ene udemokratiske, narcissistiske statsleder efter den anden vælges ind i tilsyneladende uendelige embeder af nervøse masser, der vil have lette løsninger. Nu er det efterhånden forbudt at have læst en bog; for så er man en del af  ‘eliten’.

Men nogle gange kan sådan noget som dette ske:

Den store melodi

For at forberede min koncertkammerat, Alexander, på, hvad han havde i vente med aftenens koncert med OS, Odense Symfoniorkester, placerede jeg ham en dag strategisk foran mine højttalere og spillede ‘den store melodi’ fra slutningen af franske Camille Saint-Saëns’ Orgelsymfoni for ham. Det er den melodi, berlinerne spiller i clippet ovenfor.

Virkningen på min kammerat var nærmest fysiologisk. Med et ‘åårh’ lænede han sig langsomt tilbage i en tilstand af salighed. Sådan virker stor skønhed på os. Den er overvældende, saliggørende. I en af mine yndlingsfilm, Den Store Skønhed, falder en japansk turist bogstaveligt talt om på grund af Roms skønhed. Skønheden behøver ikke betyde det fjerneste. Men vi bliver rørt, fordi den viser os, verden indeholder stor skønhed – hvilket som sagt er nemt at glemme med alle de indtryk af grimhed, vi konfronteres med og selv deltager i. Sådanne oaser af skønhed lod Odense Symfoniorkester os opleve under gårsdagens koncert.

Vi indledte med Prokofievs flotlette første violinkoncert, hvor unge og skødesløst kompetente Boris Brovtsyn førte os gennem et tonelandskab, der mindede mig om bøgeskove og Mendelssohns fe- og alfemusik. Stor skønhed træder bedst frem på en baggrund af konflikt og kontraster. Prokofievs maniske melodier er den perfekte baggrund for at give os lyttere en frydefuld opstigning til en blå himmel med små vattotskyer i slutningen af violinkoncerten. Det skal høres for at forstås. De her ord en en bleg afglans af den befrielse, der ligger i violinkoncerten. Symfonikerne spillede langt hen ad vejen denne fine musik fra den først verdenskrigs turbulente tid som små englebasser.

 

Boris Brovtsyn (f. 1977) legede sig igennem Ravel og Prokofiev.

Og efter pausen kom så Saint-Saëns mesterværk, den tredje symfoni

… som besvarede et brændende spørgsmål: Duer Odense Koncerthus Marcussen-orgel egentlig til noget, eller er det bare vægpynt og en forskræmt lille salmecykel? Svaret er: Ja, det duer til noget, og nej det er ikke et sky husorgel! Vel er det ikke det største grej i verden, men det stod distancen. Den langsomme sats i symfonien var den første balsamiske oase. En lang, ufatteligt smuk melodi med støtte af et orgel kan ikke undgå at virke fysisk på os. I romantikken, som Saint-Saëns befandt sig på bagkanten af, havde man endda et begreb for den psykosomatiske tilstand af pulsændring og let svimmelhed som oplevelsen af kunst eller af mange kunstværker inden for kort tid kan bevirke: Stendhal syndromet. Jeg tror, vi var mange, der under denne langsomme sats, lænede os behageligt svimle tilbage med et ‘aaaah’. Skønheden fik os til at ånde lettet op. Den store melodi i slutningen af værket er det, man venter på, når man kender værket på forhånd. Der fik vi aftenens største ‘aaaah’-oplevelse. Vi var i en verden af c-dur, et brag af lys, der sendte os glade ud i natten.

Hårdkogte musikteoretikere som tyskeren Theodor Adorno afskyede denne musik

Fuld af løgn, ville han have sagt. En bedøvelse, der lokker os ind i passivitet og glemsel for verdens problemer. Ikke den ægte verden, ville han have sagt! Sådan har jeg det med dansktop-musik – der tillader jeg mig at være skamløst elitær. Men stor og veltillavet skønhed som denne symfoni, den lille oase af fred og lys lader jeg ingen tørre teoretikere tage fra mig. Den store melodi går lige ind, bagom al forstand, bagom alle tanker om ‘god smag’ eller kritik. Lige i hjertet.

Symfonien er fra 1886, en luksuspræget tid, hvor kunst havde taget religionens rolle og intet var prangende nok. Saint-Saëns læremester, Franz Liszt, introducerede orgelet i den symfoniske tradition i 1850’erne. Men vi skal nogle år frem, før Mahler og Saint-Saëns og Richard Strauss for alvor får dets potentiale frem i ikke-kirkelig sammenhæng. Odense Symfoniorkester er i en spændende udvikling, hvor man tumler nogle af de virkeligt tunge, fysisk og psykisk krævende monumentalsymfonier af fx. Mahler og Bruckner. Jeg håber, man en dag vil tage livtag med Mahlers 8., der også kræver orgel! Eller hvad med ‘Also Sprach Zarathustra’ af Richard Strauss?

 

OS modtager publikums hydelst efter Saint-Saëns store c-dur slutakkord

Én gang til!

På vej ud af koncertsalen i går aftens hørte jeg mig selv sige til min kammerat: Man burde næsten tage ind igen i morgen og høre det forfra… Det hører man mig sjældent sige. Ikke fordi en koncert har været dårlig, men fordi man egentlig er godt tilfreds og mæt efter en god koncert. Men behaget ved at blive bedøvet i skønhed, som det skete i går aftes, kan man ærligt talt godt bruge to gange. Med Goethes ord skal man søge at være i selskab med folk, der laver og elsker musik.

 

Wo Musik ist, da lass dich ruhig nieder. Böse Menschen haben keine Lieder

–   Johann Wolfgang von Goethe

Når afgrunden stirrer tilbage på os

Euforiserende stoffer. Vanvid og gotisk horror. Stor romantisk kærlighed. Det virkede i 1820’erne, hvor Hector Berlioz (1803-69) skrev sit mesterværk, Symphonie Fantastique, og det virker den dag i dag. I går hørte vi Odense Symfoniorkester under elegantieren Marc Soustrot spille denne rus igennem, og det er i den slags kantet, ekstrem musik, OS klarer sig bedst.

På mange måder lever vi stadig i en romantisk verden præget af de tanker og følelser, de romantiske malere og forfattere på Berlioz’ tid tumlede med. Det var en tid, hvor de store horrorromaner udkom, hvor Kierkegaard skrev om begrebet angst, hvor fantasi, drømme, det fjerne, det tågede prægede den europæiske tankegang. Den danske romantiske digter Christian Winther skrev: ‘Fra afgrundens rædsel, jeg vender sky mit blik’. Det kan man ikke sige om Hector Berlioz: Han valgte at stirre direkte ned i afgrunden, indtil den begyndte at stirre tilbage på ham.

Sådan gik det til:

Da Berlioz så Harriet Smithson spille Ofelia i Shakespeares ‘Hamlet’, faldt han for hende. Det vil sige: Han faldt jo til dels for den rolle, hun spillede – hvilket er en af de store, romantiske tanker: Vi spiller roller og forelsker os i billeder. Denne ugengældte kærlighed udløste et romantisk feberanfald af følelser i den unge Hector. Han tog opium for at dulme nerverne, for han havde læst i en roman, at sådan gør de ægte romantikere. De dyrker de store lidenskaber og lader deres sind forvrænge, fordi det er i drømmen, de lever. Ikke i virkeligheden, hvor “ægte” mennesker med fejl og mangler, modermærker og skæve knæ færdes.

Resultatet af Berlioz’ fald ned i kærlighedens afgrund var et kalejdoskop af enorme følelser, angst, smerte, håb, depression – som sagt kombineret med opium. Oplevelsen med den ugengældte kærlighed til skuespillerinden gjorde, da han kom til hægterne, at han på kun 6 uger skrev det banebrydende værk, som Odense Symfoniorkester spillede på fin vis i går aftes, og som de spiller igen i aften. Den fantastiske symfoni.  Eller måske bedre oversat: Den fantasifulde symfoni.

Odense Symfoniorkester har det godt med revolutionerende, ekstreme værker

Reaktionerne på Berlioz tid var, som man kunne forvente. Folk sagde enten ‘rædselsfuld larm’ eller ‘epokegørende mesterværk’ om hans symfoni. Et orkester som OS, der spiller i en meget romantisk stil, fungerer rigtig fint med musik, der kan dele vandene. Listen over revolutioner i symfonien, der har delt vande og inspireret senere komponister, er lang: Orkestret udvides til bristepunktet, lydtrykket forøges, massevis af slagtøj, instrumenter skal spille ‘grimt’ … fx. skal violinerne klapre med buens træ mod strengene, træblæserne skal spille hæsligt som en flok opiumsskæve folkemusikere med certifikat fra Fanden selv. Det chokerer den dag i dag, kunne jeg mærke på rækken, der sad foran os i salen.

Og så er det konkret fortællende musik. Der er simpelthen et program for, hvad symfonien handler om: 5 scener fra en ulykkeligt forelsket kunstners liv, startende med urolige drømmerier over en balscene, en scene på landet til en helvedesvision komplet med skafot og hekse og dies irea-melodien. 

Dies irae betyder ‘vredens dag’ og er en dommedagsmelodi, der måske stammer fra 600-tallet, måske fra højmiddelalderen. Og den bruges stadig i vores tid som emblem for det skrækkelige, det ødelæggende, den store trussel og det store vanvid. Selvom du måske ikke vidste, at denne melodi symboliserer dommedag, så mærker du det, når melodien taler til den irrationelle side af dig. Se bare her starten af gyseren ‘The Shining’. Node for node det samme, som vi hørte i Odense Koncerthus i går aftes.

 

 

Gotisk horror gav mening på Berlioz’ tid, og den giver mening i dag. Vi vil chokeres, vi vil se rædslen og mærke det krible i kroppen, vi vil tæt på det forfærdelige, se ned i afgrunden – og lige i sidste øjeblik slippe udenom. Varulve, dæmoner, mord, spøgelser, vampyrer er dengang som nu faste bestanddele af især ungdomskulturen. Kærlighedens forfærdelige sider er stadig et tema for ungdommen, ja måske for os alle? Kærligheden befrier os – men kan lede ind i vanvid. Det er sådan, verden er indrettet, og det må vi lære at forholde os til. Kunsten lærer os det at forstå og forholde os til kærlighedens dæmoniske sider. Når vi oplever dæmonien kunstnerisk, er der håb for, at vi kan håndtere det dæmoniske og lade kærligheden befri, ikke lægge i lænker.

Det forfærdelige kan være at slå sin elskede ihjel og blive revet ind i vanvid. Det er slutmototivet i Symphonie Fantastique – som dog ender med, at det hele måske bare var en drøm. Præcis på samme tvetydige måde som David Lynch afsluttede sit filmmesterværk om jalousi, ugengældt kærlighed og mord, ‘Mulholland Drive’. Næsten præcis på samme tvetydige måde som Sergio Leone i slutningen af filmen ‘Once Upon a Time in America’ lader Robert di Niro smile gennem opiumståger til os, publikummet, som ville han sige: “Hvad er sandt? Hvad finder vi bare på? Du nød fortællingen, som om den var virkelig, men var det bare en drøm – og gør det en forskel?”

 

Robert di Niro i slutbilledet fra filmen Once Upon a Time in America

Derfor er Berlioz relevant i dag

Vi er på mange måder samtidige med ham og hans temaer. Og derfor vinder dén del af koncerten over den første del med Elgar.

I øvrigt: Da Berlioz endelig blev gift med skuespillerinden, han havde set som Ofelia, viste ægteskabet sig i at være forfærdeligt. Sådan er det med romantik. Den romantiske kærlighed er i sin natur en drøm. Man forelsker sig i en drøm, men man ender med at gifte sig med et menneske. Med modermærker, skæve knæ og egne meninger om, hvem der skal tage opvasken.

 

Hvad er ungdom? En drøm. Hvad er kærlighed? Drømmens indhold.

Søren Kierkegaard

 

Koncerten bød som sagt også på Elgars cellokoncert, som er populær, fordi den er knyttet til den unge cellist Jacqueline du Prés triste skæbne. Elgar-koncerten er skrevet i 1919, altså ret præcist 90 år efter Berlioz’ mesterværk. Det er nu alligevel påfaldende, hvordan Elgars plyssede, høflige, stiff upper lip melankoli er helt upåvirket af Berlioz’ multi-revolutioner. Smuk er hans cellokoncert, men i forhold til en berliozrevolution tvinges den i knæ. Præcis som Odense Symfoniorkester klarer sig bedst, når der er en troldsplint i øjet, noget vanvittigt eller oprørsk på færde. Når en afgrund stirrer op fra noderne.

Appetite for Destruction: Sjostakovitj lægger Odense Koncerthus ned

Det amerikanske rock band Guns ‘n’ Roses har et album, der hedder ‘Appetite For Destruction’. Jeg synes, det måske ville være en fin titel på den russiske komponist, Dmitrij Sjostakovitj’ 11. symfoni, som blev uropført i 1957.

Hvorfor kun måske? Fordi jeg – og ingen andre – ved, hvad Sjostakovitj ville sige med denne symfoni for stort orkester med masser af slagtøj. Sjostakovitj og Odense Symfoniorkester, eller bare: OS, lagde under ledelse af chefdirigent Alexander Verdernikov Odense Koncerthus ned i aften. Vi blev kørt over af denne tonstunge maskine, der officielt skildrer nedslagtningen af uskyldige, protesterende borgere foran den russiske zars palads i 1905. En begivenhed, hvor komponistens far var tilstede.

Sjostakovitj (1906-75) hører til det 20. århundredes største komponister

Men også en af de mest gådefulde. Han havde det uheld at leve under stalinismen. Og efter en opførelse i 1936 af hans populære opera, Lady Macbeth fra Mtsensk, fik han at vide, at den slags musik kunne koste ham livet. Operaen skildrer mordet på en tyran, og det brød Sovjetunionenes enerådende og rædselsvækkende brutale hersker, Josef Stalin, sig bestemt ikke om. Sjostakovitj var en ødelagt mand derefter. Regimer styrer ved frygt. Og den frygt, Stalin anvendte var: Ingen ved, hvad jeg tænker  – alle kan blive skudt, og jeg siger ikke, om eller hvornår det sker. Den frygt måtte Sjostakovitj, som ubetvivleligt var patriot (og blandt andet havde meldt sig som frivillig brandmand under Hitlers angreb på Leningrad i 1941) leve med resten af livet. Han erklærede offentligt, at han havde trådt ved siden af ved at skrive ufolkelig, kontrarevolutionær musik og reddede livet med denne fremtvungne tilståelse. Prisen var, at det var slut med at ytre sig direkte i sin musik. Efter Stalins død i 1951 tøede forholdene en del op for Sjostakovitj. Han fik pæne embeder og kunne skrive musik med kritik af diktatorer. Men naturligvis ikke kritik af de hjemlige diktatorer. Parolen, han levede efter, var stadig: dans efter vores pibe,  for ellers …!

Tvivlen

Tvivlen, som vi, der elsker hans musik, lever med er: Hvor er Sjostakovitj’ sjæl i musikken? Hvor holder den hallelujah-sovjetiske plakatkunst op, og hvor starter det personlige? Jeg elsker Sjostakovitj, men jeg tvivler. Jeg tvivler, om hans nationale propagandamusik, som den 11. symfoni kun er et ud af flere eksempler på, er totalitær, eller har et metalag, hvor komponisten – der selv var et stille, nervøst og sårbart menneske med brilleglas så tykke som bunden af en colaflaske – siger: ‘Nu skal du høre, hvad jeg virkeligt mener’.

Denne tvivl er hans 11. symfonis æstetiske berettigelse. Jeg talte efter koncerten med en mor og dennes datter, der havde siddet på rækken foran mig og min unge koncertkammerat, om oplevelsen af denne musikalske kværn. Denne mor og datter brød grinende sammen i slutningen af symfonien, tynget ned at det massive lydtryk, gentagelserne, værkets enorme længde. Reaktionen er helt naturlig og absolut ikke uæstetisk. Hvad skal man stille op med musik, man får tæsk af? Grine eller græde? Og tæsk får man af denne musik.

Rekviem for en generation er musikken blevet kaldt. Generationen er den generation, der oplevede rædslerne fra nedskydningen af demonstranter i 1905, fra den meningsløse første verdenskrig 1914-18, fra revolutionen i 1917, fra anden verdenskrig (og fra stalinismen?). En tæsket generation. Tæskene finder sådan set stadig sted. Putin er ved at afskaffe demokratiet i Rusland. Hans folk fryder sig og jubler over hans russiske militærmaskine, hans ekspansion. Man glæder sig over magten. Imens underkues minoriteter, retfærdigheden forsvinder. Og også herhjemme har vi i Dansk Folkepartis Marie Krarup folk, der – som et ekko af Neville Chamberlaines eftergivenhedspolitik over for Hitler – synes, Putin skam er en fornuftig mand, vi bør lytte andagtsfuldt til. Vi har en nyvalgt amerikansk præsident, denne klovneagtige ignorant og demagog, Donald Trump, der vil bombe sig ud af alle problemer, og som også hylder Putin, fordi han genkender det samme brutale sindelag i sin russiske kollega. Ja, jeg mener det faktisk: Sjostakovitj 11. symfoni er lige NU, i den verden, vi er i.

Man skal absolut ikke tro, Sjostakovitj’ 11. symfoni er et reQUIEM (dødsmesse) i den egentlige forstand

Med mindre man forestiller sig et 60 minutter langt dies irae – den del af rekvier, hvor helvede skildres. Publikum har muligvis troet, det var et afvekslende og inderligt rekviem, de gik ind til. Tænk Mozarts eller Faurés rekvier. Publikum vidste ikke, de gik ind til en regulær gang bøllebank. Jeg har aldrig set så mange publikummer liste af før tid som under denne koncert. Men gør latterkrampe og trang til at flygte musikken irrelevant? Nej tværtimod!

Ville Sjostakovitj (som bl.a. var filmkomponist) fortælle en 1-til-1 musikalsk beretning om tragedien i 1905, helt uden dobbelt bund og metalag? Ville han med denne musik tæske os lyttere – og det parti, der bestilte musikken, og samtidigt truede ham på livet – for at vise os, at brutaliteten lever lige NU, og at menneskedyret – også i en pæn koncertsituation – bærer på en letantændelig appetit på destruktion? Hører vi den ægte Sjostakovitj i den stille indledning med de mistænkeligt smukke strygerflader sige: Det her er angst, og jeg føler den med jer og med menneskeheden? Er de højlydte tæsk i musikken Sjostakovitj, der siger: ‘Nu skal I føle de tæsk, jeg fik!’

JEG følte angsten i de sarte strygerflader. JEG tænkte: her er antydningen af det ægte, der giver hele maskinen mening. Men tvivlen nager. Er det stadig bare partikomponisten, der understøtter regimets fortælling om den onde, onde zar og det gode, gode folk? Burde jeg skamme mig over at lytte til denne musik?

Hvor er han, ham Sjostakovitj? Hvad er maske, hvad er ægte? I det spændingsfelt lever symfonien. For som jeg blev enig med de latterkrampende, udmattede kvinder foran os om: Hvis den musik her bare er underlægningsmusik til en film, vi ikke kan se, så burde vi være løbet væk. Med mindre man da har appetit på destruktionen. Vi læser kriminalromaner med de mest modbydelige handlinger. Vi ser krigsfilm med flotte eksplosioner. Jeg har selv aftjent værnepligt og prøvet at gå march: Selvet opløses, man bliver ét med mængden. Det er en lille, frydefuld destruktion af selvet. Den appetit kan man også have på et monsterværk som denne symfoni. Den går i takt, den larmer, den er som en russisk tank. Mennesket har sin mørke glæde ved den slags. Og derfor kan et værk om destruktion, som nu netop denne symfoni, have noget frydefuldt over sig. Hvorfor skulle vi ellers lytte og ikke løbe væk?

Sjostakovitj vandt den fornemme Lenin Pris med sin 11. symfoni

Værket blev uhyre populært efter sin førsteopførelse i ’57. Også fordi datidens sovjetborgere har kunnet høre en masse referencer til velkendte melodier og sange, vi i dag har meget svært ved at høre – eller forstå budskabet i. Nu var Sjostakovitj nogenlunde inde i varmen. Som altid dog med et sværd hængende over hovedet. Følte han sig knækket af at blive rehabiliteret med netop dette værk? Spørgsmål om Sjostakovitj og hans musik er der utroligt mange af. Men kunstværker lever også gennem myter, legender, åbne spørgsmål og mysterier. Og derfor holder denne dødsmesse lige netop fat i livet.

Hvor er det FEDT, at rammerne om orkesterkoncerterne er blevet professionaliseret og moderniseret kraftigt!

Et eksempel: Koncertintroduktionerne har svinget meget, dengang det var importerede P2-værter, der stod for dem. Nu har orkestret hjemtaget opgaven, og det faglige niveau er hævet betydeligt – samtidigt med, at også publikummer uden fagteknisk viden kan være med. Jeg kan kun anbefale at gå ind og lytte til introen til Sjostakovitj-koncerten. Den omtalte mor og datter ærgrede sig over ikke at have hørt den, da jeg fortalte dem om baggrunden for symfonien. Jeg er sikker på, at lidt forhåndviden kan være med til at låse værket lidt op – hvilket så ironisk nok havde gjort værket mere gådefuldt. Men som sagt: Denne symfoni lever i gåde og tvivl, ellers ville den være stendød. Et andet eksempel på professionaliseringen er det omfattende og oplysende programhæfte. Man er vant til at læse småplatte programhæfter med lidt ligegyldig info om årstal og tonearter. Ikke sådan i Odense. Nu er der kød på.

Fik jeg sagt, at orkestret spillede fantastisk? Publikum kvitterede med stående ovation. Lige i denne sammenhæng tolker jeg det ikke mindst som respekt for den kraftanstrengelse, der var foretaget. Så pyt, at trompeten igen og igen ramte forkert. Det ændrer ikke ved, at denne koncert var den for mig musikæstetisk mest udfordrende til dato i år. Jeg har ofte sagt, vi skal have mere nyt, mere ukendt ind i koncertsalen. Jeg kan kun sige: Det fik vi i aften!

 

 

Tigran Tribute på Musikbiblioteket – ingen tissemandsjazz her!

Frem for alt: Hvor unge og søde så de ud! De tre musikere, jeg af svært forklarlige årsager lyttede til på Odense Musikbibliotek denne onsdag sidst på eftermiddagen. Det gik vist sådan til: Jeg læste et facebookopslag af Anders fra Teater Momentum. Han havde været til en 1717-koncert på Musikbiblioteket og undrede sig over, at der kom så få. Jeg googlede disse 1717-koncerter, som har deres navn fra det faktum, at de finder sted klokken …. gæt! Et eller andet sted har jeg så set, at der var koncert denne onsdag.

Nettet er sparsom med info om koncertrækken. Men det er vistnok noget med unge konservatoriestuderende som optræder gratis. Ja, et gratis kulturtilbud! Jeg troede, jeg skulle til slagtøjskoncert. Det skulle jeg ikke. Jeg skulle ind at høre armensk fusionsjazz. Og der må jeg jo være ærlig at sige, at jeg hører meget lidt jazz. Lidt lækkert fra 50’erne, jotak. Nina Simone, Ella & Louis … den slags. Og så kender jeg, og elsker bestemt ikke, den her særlige jazzform, hvor jeg får et indre billede af ældre mænd (jeg er ikke selv den yngste, så jeg må godt skrive det)…. altså ældre mænd, der ryger sur cerut og drikker fadøl så tyndt som nonnepis til noget harmløs bessefar-trompet og tromme-whiskers, der virkelig burde skamme sig. Tænk Papa Bue, når han var mest træls. ‘Tissemandsjazz’ kalder man den form for jazz i mit netværk. Ingen ved rigtigt hvorfor, men ordet rammer lige i plet.

Tigran Tribute, derimod, sparkede røv – ikke hele tiden, men ofte, og det var jeg glad for

 

Tigran Hamasyan. Er det navn bekendt? Ikke for mig, tydeligvis. Men der er tale om en ung, nutidig, armensk fusionsjazz-kunstner. 5 af hans numre blev givet til bedste i dag. Og det var lige tilpas jazz for mig. På grund af den manglende markedsføring for 1717-arrangementerne vidste jeg intet om musikerne eller om musikken. Det tager ingen skade af. Men mere PR for det her udmærkede gratistilbud kunne være en øvelse for musikerne. Musik er ikke kun toner, det er også markedsføring og attitude. Man skal findes af et publikum – og så skal man indtage rummet og uden at sige det direkte til publikum alligevel sige: Vi er de bedste til det her!

Trioen består (det ved jeg, fordi jeg tjekkede Musikbibliotekets facebookside) af Tuomas Korhonen fra Finland på klaver, danske Anders Lindhardt på trommer og ligeledes danske Frederik Bak på dels almindelig el-bas og dels på kontrabas, inklusive bue i øvrigt. Hvis jeg skal være ærlig, og det synes jeg, jeg skal, så var jeg gladest for Anders Lindhardts kick-ass trommer. Han sikrede, at der ikke var adgang for sur tissemandsjazz.

Musikken er ekstremt omskiftelig. Jeg hørte Debussy-klange …  pludselig kom der en solo, som mindede om en biljagt fra en amerikansk 70er krimiserie … så kom der heavy-attituder. Folketoner dukkede op, og tankerne gik til salig Jan Johanssons geniale Jazz på Svenska, der også tog folkemelodier ind i en jazzet kontekst. Et mylder af referencer, og helt klart musikermusik, musik for musikere. Måske en grund til, at Tigran Hamasyans musik udkommer på det progressive klassiske label, ECM.

Det er befriende at blive mindet om, at der findes unge mennesker derude, som lige NU er i gang til at blive mestre på akustiske instrumenter, og som ikke sidder med zombieøjne og stirrer på en computerskærm for at stykke mere syntetisk metervarepop sammen til P3! Jeg har i øvrigt intet imod syntetisk musik eller pop. Men det kan blive for meget autotune og samples, ikke?

Eftersom jeg ikke er jazzekspert skal jeg undlade at bedømme musikernes præstation

De er pivdygtige, synes jeg sådan helt spontant! Det er musik og musikudøvelse på højt teknisk niveau. Og så i den unge alder! Vel, de er ikke rutinerede på en scene. Som sagt skal man eje rummet, ironisk distance til egen kunst – det skal man passe på med. Men det er jo netop det, Tigran Tribute kan øve sig på i sikkerhed under sådan et arrangement, hvor jeg fornemmer at mange af deres venner var troppet op.

Som jeg cyklede hjem i novemeberregn gennem den smukt oplyste bymidte i Odense, tænkte jeg: Hvor er Musikbiblioteket dog et enestående fedt sted, og hvor er den slags gratiskoncerter dog fede kulturtilbud, der gerne måtte slås højere på tromme for. Ikke fordi der åbenbart er publikumsmangel, men fordi arrangementerne og stedet fortjener det.

Nu skal Musikbiblioteket lægges sammen med Centralbiblioteket i Odenses dødsyge banegårdscenter. Jeg håber inderligt, at indretningen af musikafdelingen bliver lige så god, som den er nu, hvor Musikbiblioteket ligger fint i Odenses anderledes smukke, gamle banegård et stenkast nede af vejen fra Centralbiblioteket.

Stilstand på højt niveau?

Da vi cyklede hjem i går fra koncert med Odense Symfoniorkester, eller OS som bandet også kaldes, havde vi vinden i ryggen. Og det er rigtig behageligt. Ingen modstand, bare blidt og i godt tempo fremad mod målet. Lidt på samme måde havde vi det med i hvert fald to af de tre værker, der blev spillet denne aften. C. F. E. Hornemanns Aladdin-ouverture, en ny koncert for bratsch af den unge komponist, Søren Nils Eichberg, og gode, gamle fatter Brahms lyse og pastorale 2. symfoni.

Siden romantikken har man talt om, at komponistens rolle bl.a. var at skabe aldrig før hørte klange

Problemet er, at tiden slider på lyd og på musikalske former, så de til sidst virker plyssede, behagelige, men ikke længere nye. Til sidst mister alt sin betydning, det gælder også kunst. Jeg kan ikke sætte en finger på OS’ spil denne aften. Og da slet ikke nu, hvor de var under taktstokken af en af vores største dirigenter, Michael Schønwandt. Hans maskuline, meget fysiske dirigentstil er fantastisk engagerende. Og ja, Michael Schønwand, jeg så godt dit lille sideblik til publikum mellem to satser af Brahms 2. symfoni, hvor de aldrende odenseanere som sædvanligt var ved at hoste lungerne ud af halsen. (Jeg ved godt, det kan være svært ikke at hoste, når man har nået en høj alder. KOL, tuberkulose, lungebetændelse, kriller og kronisk bronkitis gør ikke holdt for selv den bedste Brahms. Men altså…. Kunne man styre sig lidt?)

Tilbage til det med vind i ryggen. Ærkeromantisk musik som Hornemanns ouverture og Brahms’ meget pæne 2. symfoni fik mig til at tænke på, om der findes musik, som ikke længere giver mening for os. Simpelthen fordi tiden har slidt den form ned, den pågældende musik har. Man kan sagtens nyde Brahms og Hornemann. Men er det virkelig vedkommende musik mere? Kan man egentlig forstå, hvad Hornemann ville, hvis man ikke lige har fortællingen om Aladdin præsent? Og kan en fortælling fra arabiens land, som bliver fortalt på dén meget romantiserende måde, virkelig virke bare en smule autentisk? Eller skal vi være tilfredse med, at vi ikke fik onde drømme ud af det, men til gengæld kun velklingende underholdning, som vi dybest set ikke mere kan forstå det kunsteriske projekt i? Igen: Ikke en kritik af orkestret eller dets dirigent. Måske mere af programlægningen, der i Odense til tider er mig en gåde.

Jeg tænkte lige: NU sker der noget nyt, Odense!

Da danske Søren Nils Eichbergs koncert for bratsch (violinens dybere storebror) med den pompøse titel, ‘Charybdis – Wirbelrausch’, gik i gang, rettede jeg mig til gengæld op i sædet og tænkte, for fa’en Odense, nu sker der noget nyt. Iskolde strygerflader og mikrotonale skift op og ned i strygerne gik anderledes dybt end Hornemanns og Brahms’ plys og papegøjer. Koncerten var en uropførelse med Rafael Altino som solist og med den unge komponist (født 1973) i salen.

Nu skriver jeg koncert. Der er godt nok en solostemme og en kadence (et soloparti, hvor i dette tilfælde bratschen spiller alene). Men ellers var mit indtryk mere af en art minisymfoni med obligat bratsch.

Charybdis – det antikke havuhyre over for Skylla

Skylla og Charybdis er to mytiske væsner fra antikken. Charybdis var oprindeligt nymfe, men Zeus omskabte hende til en frygtelig malstrøm, der suger alt ned. Skylla er det hundeglammende, matrosslugende monster over for Charybdis.

Myten om Skylla og Charybdis illustrerer, hvordan man nogle gange må navigere mellem to forfærdelige muligheder. I aften var Charybdis uden Skylla. Kun ét monster, malstrømmen Charybdis, men det var også nok. I pausen talte min koncertmakker og jeg om musikken, som mindede os om filmmusik. Jeg tænkte på Stanley Kubricks klassiske gyser, ‘The Shining’, med den lille synske dreng, der må navigere ned ad uendelige, forladte hotelgange. Musikken i den film er af Bartók og Penderecki. Og jeg tror, Søren Nils Eichberg må have hørt meget af deres musik. Problemet med kulturelle fænomener som spillefilm og moderne computerspil, der laves på budgetter, som er kan måle sig med Hollywood, er, at de slider på den klassiske musik. Musikken i spil og i film benytter de samme klange og måder at udtrykke sig på. Det stiller store krav til den klassiske komponist om at at navigere uden om risikoen for, at musikken kunne have været underlægningsmusik.

Til at begynde med var jeg begejstret for disse velorkestrerede, desperate, ofte iskolde klange. Men jeg synes, komponisten slap lige vel nemt ud af kløerne på Charybdis. Bum, så var værket færdig. Jeg havde håbet, den fascinerende, lange indledning førte frem til noget endnu vildere. Jeg og min koncertmakker sad tilbage med en følelse af stilstand. Bør musik ikke hele tiden trænge ind i nyt territorium, ad farefulde veje, hvor man satser sig selv som kunstner? Sætte butikken på spil og navigere mellem Skylla og Charybdis. Selvom koncerten for bratsch lød som nyt territorium, følte jeg, vi kun fik det nye territorium at se på afstand. Helt ind kom vi ikke. Men man kan ikke tage fra den unge komponist, at han forstår at lave fascinerende klange og klanglige rum.

Det kan man ikke helt sige om Brahms og Hornemann. Ikke mere.

Jeg holder meget af Brahms musik, men ikke al hans musik

Når han er bedst, er han fantastisk og blandt de helt store. Hans 4. symfoni, Haydn-variationerne, klaverværkerne. Men han var sjældent en mand, der begav sig ud på de vilde vover. Og malstrømme betragtede han kun gennem kikkert.  Når vi nu lever i den voldsomme og spændingsfyldte tid, vi lever i, har vi så ikke brug for musik i koncertsalen, der taler mere til netop vores tid? OS har med stort held spillet Bachs Goldberg-variationer, Mahlers 6., Bruckners 8. Der er noget inden i de værker, som gør dem levende for os. Jeg tror, det kan være med til at trække unge ind i koncertsalen, hvis man tør gå efter musik med kant. Man vil muligvis miste nogle af de tuberkuløse, ældre publikummer. Men gør det noget, hvis de unge supplerer på rækkerne? Skal symfonikoncerter være kulturelle varmestuer, eller skal det ikke være lejligheder til at sparke røv og ugle håret på os, der sidder og lytter?

Jeg tror, man bør satse butikken i højere grad. Flere nyopførelser. Mere musik, der kradser i ørerne. Mindre plys og lænestol.