Beethovens ‘Kejserkoncert’ – måske skulle man bare kalde den hans 5. klaverkoncert, for reelt ved ingen, hvorfor den kaldes ‘Kejserkoncerten’. Beethoven kan ikke selv have fundet på titlen. Der var iskold luft mellem ham og den Østrig-Ungarske kejser på grund af Beethovens revolutionære sindelag. Men koncerten har noget pompøst over sig. Og den er ubetvivleligt et højdepunkt inden for den klassiske tradition. Så lidt royal har man lov at tænke koncerten.

Nyt koncertsystem fra næste sæson skaber furore

Det er med at nyde disse torsdag/fredag dublet-aftener, inden de er væk! Programmet er lagt om for næste sæson, så dubletfredagene udgår til fordel for et nyt koncept betitlet ‘familiekoncerter’. Disse starter tidligere og er meget kortere. Det har vakt furore blandt nøglekunderne, at orkestret satser meget tydeligt på børnefamilier, at nøglekunderne kan bestille billetter en uge efter de kunder, der bestiller hele serier… Og blandt de, jeg har talt med, er der generelt en følelse af let disneyficering af orkestret. Jeg har fået lov at skrive teksterne til serien ‘Frihed’ i kataloget, og også jeg fik et hak i tuden over at skrive poppet. Det er en balancegang at sælge uden at oversælge. Og man kan markedsføre arrangementer for poppet, når vi snakker klassisk kunst. Det har jeg et medansvar for, hvis det er sket, og det maner til eftertanke. 

Jeg er splittet om forandringerne fra næste sæson. På den ene side bør man gøre, hvad man kan, for ikke at støde det store, bærende og modne publikum fra sig. På den anden side kan det ikke blive ved at gå med en så høj gennemsnitsalder i salen. Men jeg kan komme i tvivl, om Disney og børnefamilier er vejen frem. Salen bliver fyldt, jovist, når hele familier tager af sted sammen. Men som bærende publikum i en tung, symfonisk tradition ville jeg mere satse på gymnasier, universiteter osv. Jeg ville ikke selv have fået meget ud af at høre eksempelvis Bruckners 4. symfoni, da jeg var 10 år.

Men politikernes øjne er stift rettet mod kulturbudgetterne

Kan man i længden forsvare symfoniorkestre, mens børn mangler pædagoger og de ældre mangler varme hænder? I en situation, hvor Odense Kommune har fået lov at hæve skatten, bør man i tide afværge nye politiske forsøg på at angribe vores dejlige orkester. Andre orkestre har også diversificeret og spiller mere og mere filmmusik og musik for børn. Men jeg har en nagende fornemmelse af, at der saves i den gren, man sidder på. Personligt ville jeg ikke have noget imod, at en tung symfonisk aften suppleres med filmmusik af øverste hylde. Far til fire og Schuberts ‘Ufuldendte’ er åbenlyst et elendigt match. Men en aften med Richard Strauss, Arvo Pärt og Hans Zimmers musik til Interstellar? Hvorfor ikke? Det er ikke en familieaften, men nu mener jeg så også, man er potentiel kunde, når man er blevet kulturelt bevidst. 

Beethoven: Den stovte klippe i musikhistorien

Beethoven, der skabte den musikalske romantik. Eneren, jernviljen, den bryske, den døve, den første kunstner i moderne forstand inden for musikken. Beethoven den revolutionære, den vilde og voldsomme. Komponisten til den monumentale 5. klaverkoncert, Kejserkoncerten, som OS spillede torsdag og fredag aften denne uge. Det er musik af en kvalitet, der gør den umulig at ødelægge ved en dårlig udførelse. Men det behøvede vi heldigvis ikke spekulere over denne gang, for Kejserkoncerten fik en gedigen opførelse. Andreï Korobeinikov sad ved klaveret, og maestro Verdernikov stod på pulten. Klaveret…. et Steinway. Det havde en hård, let plirrende tone i starten. Det havde godt af den gradvist stigende temperatur og luftfugtighed i salen. Beethoven skriver i øvrigt ikke nemme passager for waldhorn – de stritter direkte ud og har ingen at læne sig op ad i orkestret. Falske waldhorn hos Beethoven er desårsag hyppigt hørt. I er tilgivet. 

Telefonopkald fra Gud

Holdt op imod Rachmaninovs 3. symfoni, som vi hørte efter pausen, stråler Beethoven af klarhed, fantastiske melodivariationer og den her sære storhed, som ingen kan forklare. Der findes et berømt interview med dirigenten Leonard Bernstein, hvor han analyserer Beethovens evne inden for melodik, harmoni, orkestrering. Og der er intet fantastisk ved noget af det isoleret set. Ikke engang Bernstein kan forklare, hvorfor Beethoven så er så fantastisk. Ud over at sige, at det er den helt særlige måde at sætte det hele meningsfuldt sammen, som gør det. ‘Det lyder, som om det er indtelefoneret fra Gud!’ Beethoven er magisk, fantastisk. I senere år er hans symfonier ofte spillet hurtigere, strammere og slankere end man traditionelt har gjort. Det kunne være spændende også i Odense at høre en slank, adræt Beethoven supplere den fyldige og romantiske Beethoven. Det være sagt med den største respekt for den romantiske spillestil. 

Hvem siger, musik handler om følelser?

Uden at vi hver især ved, hvem der gjorde det, har nogen engang lært os, at komponister udtrykker følelser i deres musik. Fortrinsvis deres egne følelser. Nogen har lært os, at musikken er følelsernes sprog, og at når vi taler om musik, skal vi tale om følelser. Musikteoretikere har i ca. 150 år prøvet at lære os at nuancere vores sprog om musik. At musik ikke handler om følelser, eller i hvert fald ikke kun om følelser. Lige meget hjælper det: Når vi lytter, tænker vi, hvad betyder den her musik egentlig? Og så griber vi til biografien for at forstå. For at komme ind til hændelser i komponistens liv, der giver adgang til dennes følelser, der så giver adgang til en form for forståelse af musikken. Som årene som klassisk musiklytter går, bliver det svært at gå til musikken med friske ører. Ører, der endnu ikke har lært, hvad de skal mene, føle og lytte efter. Lagene af lærdom og meninger sedimenterer sig oven på lytteoplevelsen. Ikke at erfaring og lærdom gennem mange års passion for klassisk musik er dårlig, slet ikke. Men man kan blive langsomt fanget under disse sedimentlag af egne og andres meninger.  

Beethovens liv og personlighed stod i stærk kontrast til hans musiks selvfølgelighed

Hans forældre havde hørt om barnestjernen Mozart og ville da også gerne have sådan en stjerne i familien. Så Ludwig blev pacet frem. Han blev som ung sendt til Wien for lige at få den sidste finpudsning hos Haydn. Han brød sig ikke om Haydn, men så alligevel sit snit til at blive i Wien. Og havde det ikke været for dette og for problemer med hørelsen, var han nok ikke blevet det menneske og den komponist, han blev. Høreproblemerne startede med at gøre sig bemærket, da Beethoven var ca. 30 år gammel, og endte i total døvhed omkring 50-års-alderen.

Ikke at kunne høre var én ting. Han led af et væld af andre lidelser oveni. Og han havde et sind, der i dag nok havde givet ham stemplet ADHD. Voldsom, ukontrolleret vrede kunne tage magten fra ham, og han led selv under de manglende sociale evner. Afstanden til andre mennesker voksede, og han var udmærket klar over det. Det blev til stormfulde affærer med borgerskabets kvinder, men et fast forhold eller ægteskab blev det ikke til.

Pæn fremtoning og huslig rengøring interesserede ham ikke

Madrester kunne i perioder ligge fremme i dagevis. En fyldt natpotte stod strategisk placeret under klaveret. Stuepigerne jog han væk i højt tempo. Fra hans dagbog for 1820: “17. april: køkkenpige ansat, 16. maj: køkkenpigen opsagt, 19, maj: køkkenpige ansat, 30. maj:  hushjælp ansat, 28. juli: køkkenpigen er flygtet, 30. juli: ansatte en kvinde fra Unter-Döbling, 28. august: fyrede kvinden….” Og sådan fortsætter det side op og side ned. “Lige fra skopudseren til kejseren er folk i Wien intet værd”, skal han have vrisset. Han larmede på klaveret, så han ustandseligt måtte flytte.  

Få år efter at have skrevet den 5. klaverkoncert (den skrev han i årene 1809-11) bruger Beethoven sit navn og indflydelse til gennem retssager at vinde forældremyndigheden over nevøen Karl fra sin svigerinde, som han anklagede for dårlig moral. “Nattens dronning”, kaldte han hende, og det kan man så lægge i, hvad man vil. Når man fjerner en dreng på 9 fra sin mor, og man har et temperament og sociale færdigheder som Beethoven, må det ende galt. Det gjorde det også. Den ugifte Beethoven opdragede drengen hårdt. Som 20-årig forsøgte nevøen at tage sit eget liv.

På trods af alt dette tilgav wienerne ham hans særheder

De vidste, hvor betydningsfuld han var. En excentriker, der virkelig kan noget, har altid været let at tilgive. Beethoven forblev tro mod de franske revolutionstanker hele livet: Frihed, lighed, broderskab. Derfor ville det øverste lag af kejserfamilien ikke røre ham med en ildtang eller høre hans musik. Men niveauet af adelige lige under kejserfamilien forgudede Beethoven og støttede ham finansielt – hvilket virker helt uforklarligt. Men Beethoven dedikerede sine værker til dem, der betalte gildet – og så er selv et revolutionært sind til at holde ud for hertuger og prinser.

Intet af alt dette kan man høre i Kejserkoncerten. Titlen er en gåde – apropos det spændte forhold til kejseren. Koncerten har noget majestætisk over sig, og måske opstod navnet på den måde. Tilnavnet stammer i hvert fald ikke fra Beethoven selv. Kejserkoncerten står som et afrundet stykke musik, der ikke betyder noget andet end sig selv. Den er gylden og harmonisk og fortæller intet om Beethovens liv. Da Beethoven opdagede, hørelsen var ved at blive ødelagt, skrev han sig som en sand fighter ud af denne livskrise gennem en serie af heroiske værker. 4. klaverkoncert, ‘Eroica’-symfonien, ‘Skæbnesymfonien’ osv. Værker, der vidner om tragik og viljen til at overvinde mørke og modgang.

Men reelt siger denne tråd mellem liv og værk ikke så meget

Og i ‘Kejserkoncerten’ er der intet biografisk tilbage. Hvilke følelser er der at tale om? Noget pompøst, majestætisk, en himmelsk ro i den langsomme sats, fejring i den sidste sats. Men det er jo ikke følelser. 
Så komponistbiografier er ikke til megen hjælp, når musik skal forstås. De kan give et lille glimt af en personlighed, man måske kan genfinde i værket. En forståelse for musikkens samtid kan være med til at forklare, hvorfor musikken endte med at få den eller den form. Og på et tidspunkt er den form ikke længere relevant for lytterens samtid. Men indtil da er stor musik som små verdener i sig selv. Nogle er smukke, andre drabelige, det grimme har sin plads, nogle værker nager som sten i skoen, andre går op som et perfekt regnestykke. Beethoven skrev en majestætisk klaverkoncert, fordi han kunne. Han gav den sin musikalske personlighed. Og forlod så klaverkoncertformen for altid.

Rachmaninov har jeg det til gengæld svært med

Russeren, der som så mange andre kunstnere flygtede fra revolutionen i starten af det 20. århundrede, var en stor klavervirtuos. Men som komponist … Måske skal man være russer for helt at forstå dette langmodige konglomerat af svulstighed og hårrejsende banaliteter i hans tredje symfoni. Pludselig kan han skære igennem med en fantastisk musikalsk idé, men den store symfoniker var han altså ikke.

I 2017-18 programmet for OS er Rachmaninovs Symfoniske Danse sat på programmet. Dem glæder jeg mig til. Her er han på sin absolutte højde i et værk fra 1940’erne, der emmer af den romantiske traditions solfaldsglød. Jeg mener ikke, det er forkert at sige, at Richard Strauss og Rachmaninov i 1940’erne udgør en strålende coda på den romantiske musiktradition.

 

 

(Strækninger i dette blogindlæg er også bragt i seneste nummer af Odense Symfoniorkesters blad, VirtuOS.)