En lun forsommeraften i Kerteminde. Drønnerterne fræser rundt på knallerter. Den landsdelskendte is-pusher, Vaffelhuset, trækker som altid fulde huse. Solskin. Blå himmel. Og 50-60 mennesker finder sammen i byens gotiske kirke fra 1300-tallet.

De er samlet for at opleve, hvad jeg tillader mig at formode er den smukkeste korsang nogensinde hørt dér. De ved ikke helt, hvad de går ind til. Men det skal blive stort.

Theater of Voices er kommet til byen, inviteret af byens nye organist, Jesper Gram Petersen. Jeg har ikke hørt ham spille, men mine kilder i byen siger, der er saft og kraft i hans orgelspil. Ham skal byen holde på! Byen har i forvejen en stærk kulturprofil med kunst og musik på Lundgaard gods. Når en nyansat organist kan få et kor fra øverste hylde af den internationale korscene til at komme og give koncert for en flad 50’er inklusive et glas vin bagefter, så er der virkelig ved at ske ting i den lille købstad med de røde tage.

Jeg flygtede selv fra byen som ung. Det gør de fleste unge kertemindere vel. Der bliver for trangt og for stille. Men når vi når en vis alder, går vejen stille og roligt tilbage. Naturen, roen – og nu også topkunst!?

Theater of Voices er et lille kor

Fem sangere: fire mænd, én kvinde – Else Torp, der siden soundtracket til filmen La Grande Bellezza har været en af mine og mange andres yndlingssopraner.

Laurenti Kirke i Kerteminde Kirke er et klangligt relativt tørt sted, dvs. kort efterklang. Det er ideelt til et kor som dette, der består af eksperter i hver position. Fem tindrende klare, smukke stemmer, der så let som ingenting (eller sådan virkede det) fyldte hele rummet ud. Et frygtindgydende rum, fordi man intet kan skjule.

Første del var John Dowlands Lacrimae or Seven Teares. Oprindeligt skrevet for fem instrumenter omkring år 1600, da Dowland var ansat som lut-spiller ved Chr. IV’s hof. Paul Hillier, kunstnerisk leder for Theater of Voices, forklarede i sin intro, at han havde fundet digte, der passede til musikken. Så musikken, der oprindeligt var for instrumenter, kan nu synges. Jeg opgav af følge med i teksterne trykt i dagens program, og lod musikken bevæge sig som klart kildevand hen over mine hjernevindinger. Musikken befinder sig et sted mellem renæssancens komplekse flerstemmighed og den gryende baroks trang til et klart, emotionelt udtryk. Da Dowland skrev sin musik, opfandt man i Italien operaen, hvor de mange stemmer afløses af én stemme og et akkordinstrument.

Dowland har stadig flerstemmigheden, men musikken blev dog krydret af lutspiller Nigel North, der også ind i mellem de enkelte numre spillede fine, stille soli.

Hvad kan man sige om sådan musik, sådanne sangere og en charmerende kunstnerisk leder? Perfektion? Himmelsk? Jeg vil sige: Kom igen og igen og syng for os!

Kunstnerisk leder Paul Hillier fortæller om Heiner Goebbels’ musik.

Aftenens anden del var mere krævende – på trods af chokerende musikalsk enkelhed: Tyske Heiner Goebbels musik for fire mandestemmer til Samuel Becketts tekst Worstward Ho

Titlen på værket kan (hvis jeg forstod Paul Hilliers intro korrekt) oversættes til noget i retning af Det er går dårligt – og det bliver værre. Over lange stræk benytter Goebbels’ musik sig af mange gentagelser af ens akkorder. En gang i mellem twisted med en dissonans, der stikker ud. Yderst sjældent bliver akkorderne sat sammen til en egentlig melodi.

Værket er egentlig et sceneværk. Vi fik det med minimal iscenesættelse, idet sangerne bevægede sig rundt i kirkerummet. Minimal er egentlig essensen. Der er stort set ingen musik tilbage i Heiner Goebbels’ værk, ligesom der stort set ingen bevægelser er tilbage i et skuespil af Samuel Beckett. Det handler om fravær af det velkendte…

Hvis jeg skal sige noget begavet om Worstward Ho (og det har jeg svært ved, for minimalisme i så nedkogt form er meget svær for mig), skulle det være: Min oplevelse var af mennesker, der prøver at række ud efter hinanden og skabe en form for kommunikation. Vi har vel alle oplevet kommunikation bryde sammen. At man mangler ord for det, man vi sige. Pinefuldt, når man vil udtrykke noget pinefuldt i én eller mellem mennesker.

Det var en oplevelse at høre værket. Og jeg er sikker på, vi fik en verdensklasseopførelse af det. Ikke alle kunstneriske oplevelser skal føles som kildevand over hjernevindinger. Det er helt okay at være perpleks og tænke: Hvad i alverden er jeg vidne til lige nu?

Sammenhæng er der i hvert fald mellem Dowlands 400+ år gamle, dybe melankoli, isolation og ensomhed og Heiner Goebbels’/Becketts tekst om sammenbrudt liv og sammenbrudt kommunikation.

Jeg hører det meste af min klassiske livemusik i koncertsale med symfoniorkestre

Koncertsalsmusik er en meget stiv og formaliseret koncertform – og det siger jeg, der elsker den slags! Men det var en sand befrielse i går aftes at opleve så store kunstnere træde så ukrukket op, levere musikalsk ekspertise og stille op til en øl og en snak bagefter – og at Paul Hillier fortalte os om musikken i øjenhøjde. Hvorfor løsner vi ikke op i koncertsalene? Der er ingen modsætning mellem uformel afvikling og stor kunst, når vi når op på det plan, hvor Theater of Voices befinder sig.

Jeg er fan!

Som den kultur-groupie, jeg er, måtte jeg selvfølgelig efter koncerten have skam-signeret min Theater of Voices/Arvo Pärt-cd af sangerne og Paul Hillier.

Theater of Voices er: Else Torp, sopran. Miles Lallement, kontratenor. Paul Bentley-Angell, tenor. Jacob Skjoldborg, tenor. Ben McKee, bas. Paul Hillier er kunstnerisk leder.

Flow my tears, fall from your springs,

Exiled for ever let me mourn;

Where night’s black bird her sad infamy sings,

There let me live forlorn.