Musikkonservatoriets sal … ligger ikke i Musikkonservatoriet. Ligesom Odense Teater har Odense Musikkonservatorium nu til dels til huse i Odeon. Jeg havde ikke været i denne sal før og var positivt overrasket. En virkeligt dejlig sal. Man sidder stejlt, så alle har udsyn til solisternes gulv. Smukke frisk-grønne sæder, glimrende akustik. Her er jeg ikke kommet for sidste gang. Og så var det gratis i dag. Tænk, man kan gå fra gaden ind og få en times gratis musik spillet af proffer!

Dagens matiné startede med en lille lækker, moderne variations-ting fra 1981 af norske Knut Guettler (1943-2013) over den kendteste renæssance-melodi, Greensleeves, som Henrik d. VIII måske er ophavsmand til. Toms Timofejevs på solo-kontrabas måtte sætte an to gange, fordi et par publikummer kom for sent. Men pyt, det er søndag, og vi skal heller ikke være for stive i det. Jeg kendte ikke Guettlers lille værk, der emmer af skæv norsk folketone, men nød især pizzicato-variationen.

 

Jeg elsker Schubert. Ingen kan som han skrive kammermusik, der rummer et hel orkesters udtryk. Vist, Schumann sagde med et glimt i øjet, at Schuberts værker havde himmelske længder, underforstået: lidt til den lange side. Men når Schubert er bedst (og det var han nok ikke i dag), tager man alle hans gentagelser med. I dag fik vi Variationer over sangen ‘Trockne Blumen’ med Berit Juul Rasmussen på klaver  (med de mest vilde sideskift i noderne, jeg har oplevet – ritsj, ritsj af sted ud over stepperne) og Ragnhildur Jósefsdóttir på tværfløjte. Værket er ikke et højdepunkt i Schuberts enormt lange værkrække. Absolut til den lidt for lange side. Og Jósefsdóttir kæmpede noget med at have luft nok til de hurtige variationer. Men hvad, det er søndag, det var helt fint. Ikke mindst på grund af Berit Juul Rasmussen.

Matineen blev afsluttet på et højdepunkt

Og det skete med en af det tyvende århundredes mest kontroversielle komponisters, Dmitri Sjostakovitj’ sidste værk, Sonaten for bratsch og klaver op. 147 fra 1975.  Odense Symfoniorkesters blændende solo-bratschist, Rafael Altino, spillede rummet op væg til væk med en kæmpemæssig tone, en hypnotiserende inderlighed og en passioneret desperation over for polske Karolina Bogus’ melankolske og fantastiske klaver.

Værket genlyder af den sene Sjostakovitj’ dødsanelser og dybe melankoli

I kammermusikken finder vi den mest ægte Sjostakovitj, hvor symfonikeren Sjostakovitj ofte skjuler sine ægte følelser og tanker bag masker og parodier ligesom hans store forbillede, Gustav Mahler. Et fællestræk for den sene Sjostakovitj er også de åbenlyse citater og lån fra andre komponisters berømte værker. Det er noget store komponister godt må. Jeg var som besat af sidste sats’ fusion af Beethovens Måneskinssonate, sørgemarchen fra Beethovens Eroica-symfoni indlejret i et klassisk Sjostakovitj-univers! Mageløst! En indadvendt modernist, der rækker ud til sit publikum – som da Alban Berg citerede Johann Sebastian Bach node for node i sin violinkoncert. Det rammer én på den musikalske rygrad – alt det, ens forældre har sørget for at man har med af kulturel dannelse og viden om vores kulturs rødder.

Det er en musik, der går sine egne veje; som følger sin egen logik. Hvis man kan og vil følge med, får man en oplevelse af skønhed og sandhed.

Jeg har sjældent oplevet et så fokuseret publikum i Odense. Under Altinos stille solokadence i første sats, kunne man høre en knappenål falde til gulvet.

 

 

Sørgelig musik har en opløftende egenskab. Det er virkelig underligt. Vi gik ud i solen beriget af denne sorgfulde musik. Og med et lille smil på læben over underskønne Karolina Bogus. Kun velanstændigheden afholdt mig fra at springe ned på scenen for at give denne vævre kvinde et varmt kram!

På vej ud hørte jeg nogle ældre publikummer hvisle om, at man da ikke kan forvente, publikum kommer tilbage efter at få serveret så moderne musik

Nu siger man jo ikke noget som høfligt menneske. Men det, jeg ville have sagt, var, at netop denne art musik må og skal på programmet. Vi kan ikke blive ved med at få serveret sikre navne fra Haydn til Schubert.

Det er fantastisk at disse dygtige musikere og Odeon tør sætte relevant moderne musik på programmet. I mandags, da jeg var til indstillingsmøde for Odense Musikudvalg, var det en af diskussionerne. Forholdene for den nye musik, muligheden for at tale til et nyt, yngre publikum. Jeg valgte ikke at stille op til udvalget, men i stedet give min støtte til den kandidat, jeg kunne se flest af mine tanker om Odenses klassisk musikliv i, Katrine Nordland. Hun er kendt for koncertintroer for Symfoniorkestret, for sit virke i musikbiblioteket, som nu desværre skrumper og flytter. Katrine blev til at begynde med valgt, og jeg åndede lettet op over, at hendes konservative modkandidat ikke blev valgt. På grund af en absurd optællingsfejl blev resultatet vendt om et par dage senere. Ikke godt. Jeg tror ikke på, at den klassiske musik i Odense skal plejes med en tro på, at folk nok kommer af sig selv, at der ikke skal rækkes ud til unge uden for konservatoriet.

Symfoniorkestret gør meget for at forny publikum, hvilket er afgørende for, at denne kulturform ikke forsvinder. Jeg håber, orkestret også tør sætte klassikere fra det 20. århundrede på programmet. Jeg kunne mærke på publikummet i dag, at man er klar til at nyde musik fra det århundrede, de fleste af os er født i. Man kan godt andet end det sikre. Og ja, så vil der være ældre publikummer, der sorteres fra, fordi de ikke kan andet end det klassisk-romantiske. Bare ærgerligt. Til helvede med traditionen. Som Mahler sagde: ‘Det, I kalder jeres tradition, det kalder jeg jeres ligegyldighed og sjusk.’

Jeg glæder mig til mere moderne kompositionsmusik i Odense. Og til flere matineer i Odeons dejlige sal!

 

Hvad: Søndagsmatiné med musik af Guettler, Schubert og Sjostakovitj

Hvornår: Søndag. d. 8. oktober 2017

Hvor: Musikkonservatoriets nye sal i Odeon, Odense

Hvem: Toms Timofejevs, kontrabas – Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte – Berit Juul Rasmussen, klaver – Rafael Altino, bratsch – Karolina Bogus, klaver