LightLeaks

Blog & Fotokunst

Menu Close

Tag: Michael Keaton

Birdman overgået: Skuespiller Randy Quaid i total kernenedsmeltning

For nylig anmelde jeg den spændende fortalte film, Birdman, af instruktør Alejandro G. Iñárritu. Michael Keaton spiller her rollen som Riggan Thomson, en Hollywood has-been, en afdanket skuespiller med få meget store film på samvittigheden – for lang tid siden.

Nu overhalder virkeligheden igen fiktionen i Hollywoods celebrity kultur. Randy Quaid, kendt for sin joviale bamsefar fremtoning og sin medvirken i enkelte kassehits som Independence Day og Brokeback Mountain er i gang med en deroute, som kun Hollywood kunne fostre.

Nu er en video gået viral, hvor Quaid viser, hvor langt, man kan synke, hvis man virkelig ikke formår at stoppe sin paranoia. Quaid lagde selv videoen på YouTube som en sviner til Rupert Murdoch, mediemogulen kendt som ejer af Fox netværket og diverse skandaløse engelske aviser. Kort tid efter, at videoen kom på nettet, blev den taget ned igen.

Det er ikke for sarte sjæle og absolut ikke for børn.

Men du kan se videoclippet med Quaid ved at følge dette link.

Det er Hollywoods kulsorte underside, bagsiden af den glitrende kultur.

Tilsyneladende er Quaid og hans kone Evi, i Canada på flugt fra ordensmagten som følge af en uafklaret skattesag. Parret har kogt en konspiration sammen om, at Rupert Murdoch er efter dem. At en gruppe personer fra Hollywood har sluttet sig sammen til The Star Whackers, som angiveligt stjæler Quaids royalties. Og for nylig blev Quaid fyret fra et skuespillerjob for umotiveret at smække en skuespillerkollega en på hovedet. Quaid forklarede den episode med, at han bare var fordybet i sin rolle. Han mener, Heath Ledger, som han spillede overfor i Brokeback Mountain, blev myrdet. Og han har fortalt de canadiske myndigheder, at hans flugt skyldes, at han ikke vil være den næste, som Hollywood myrder.

Randy Quaid og Evi

Randy Quaid og konen, Evi. Politifotos af parret, da de blev anholdt for indbrud

Så Birdman viste en fiktiv skuespiller i total kernenedsmeltning – men Randy Quaid viser, hvor virkelig Birdmans skildring egentlig er. Måske tror Quaid ikke, han kan flyve, sådan som Michael Keaton troede i Birdman – men det kan meget vel blive det næste kapitel i Quaids nedtur.

Læs her news.com artikel om Randy Quaids mærkelige flugt til Canada

Hollywood og celebrity kulturen i USA har mange af den slags historier. Kan du huske Britney Spears? Michael Jackson? Whitney Huston? Og og og. Det er den bagside af det forkromede succes liv i forreste række, som vi hurtigt glemmer, fordi vi hellere vil tro på H. C. Andersens ord om: Først går man så frygtelig meget igennem …. Og så bliver man berømt!

Som om berømthed var en redning fra et almindeligt liv.

 

Birdman: Scener fra et splintret kunstnerliv. En anmeldelse

Birdman er noget helt nyt –

og så alligevel ikke …

Allerede vores egen Søren Kierkegaard var inde på det i Enten – Eller. Motivet med den lidende kunstner, hvis trængsler på forunderlig vis bliver transformeret til kunst og underholdning for et publikum.

Kierkegaard fortæller om den ulykkelige, der blev spærret inde i Falaris okse, en antik torturmetode, der anvendte en metalokse af kobber eller messing. I denne metalokse blev den ulykkelige ristet ved en sagte ild, der brændte under oksen. Oksen var udformet med fløjter i næseborene, så den ulykkeliges skrig lød som sød musik for dem, der var så heldige at være uden for oksen. Parallellen  til den stakkels, martrede kunstner og hans høfligt deltagende, tilbagelænede publikum er åbenlys. Publikum vil gerne opleve lidelsen og smerten – men på distance, som sød musik. Nydelse.

Det er ét af motiverne i Birdman af Alejandro González Iñárritu. Den lidende kunstner, der står over for det mangehovede monster, publikum, og vrider sig selv i de mest smertefulde positioner for dog at blive set, hørt – elsket.

Hollywood elsker Birdman, fordi Hollywood elsker Hollywood

Både temaet om den lidende kunstner og det nydende publikum og de andre temaer i filmen er på ingen måde nye: anmeldernes tomme fraser og etiketter, skuespillerfolkets utilregnelighed og dobbeltmoral, kendiskulturens udhuling af kunstnerisk arbejde ved hjælp af Twitter-profiler og virale YouTube-clip, skuespilleres ego-mani (her fremragende portrætteret af Edward Norton) og offentlige, opmærksomhedsskabende pinligheder. Det er med temaerne i Birdman  som med så mange andre af de historier, vi mennesker går og fortæller til hinanden: grundlæggende intet nyt. Forskellene ligger i, hvordan vi fortæller vore historier.

Og her skiller Birdman sig radikalt ud. Hollywood har altid elsket film, der tager Hollywood under ætsende behandling. Mange af de bedste Hollywood-film handler om Hollywood. Enten direkte – eller mere indirekte. Tænk Sunset Boulevard fra 1950 om en manuskriptforfatter, der sælger ud og betaler med sit liv. Eller David Lynch’ Mulholland Drive om en ung skuespillerinde uden det talent og uden den hollywoodstatus, hun drømte om hjemme i Deep River, Ontario. Mulholland Drive viste skuespilleren Naomi Watts i en storslået skuespillerpræstation, man meget sjældent oplever magen til.

Naomi Watts er også med i Birdman, dog i en mindre rolle. Det store læs bliver trukket af Michael Keaton, der i slut-80’erne og 90’erne var berømt for sine hovedroller i især de to første Batman-film af Tim Burton. BAT-man. BIRD-man. Fik du den? Det gjorde Hollywood – for Hollywood elsker interne referencer. Det er ikke meget anderledes end de interne tøhø-anekdoter, man har i andre små byer, hvor alle kender alle. Den slags gør, at Birdman er en film, der særligt henvender sig til anmeldere, Hollywood, skuespillere og andre, der virkeligt interesserer sig for interne forhold inden for film og skuespil.

Er Birdman en udlevering af Michael Keatons kuldsejlede karriere?

Michael Keaton har været mere eller mindre væk fra filmverdenen og berømthedskulturen i de mellemliggende år, siden han sagde nej til Batman 3 fra 1995. I Birdman har hans rolle, Riggan Thompson, sagt nej til at spille med i den fjerde film i Birdman-serien, som hans falmende berømmelse hviler på. Dermed stopper lighederne med virkelighedens Michael Keaton, hvis man skal tro Louise Kidde Sauntveds omfattende artikel i Berlingske om Birdman og Keaton.

Her fremgår det, at Riggan og Keaton er to meget forskellige mænd. Riggan forfølges helt bogstaveligt af sin rolle, Birdman. Han hører ofte Birdmans stemme i sit hoved, han ser ham i storbyens forstenede landskab. Til slut bliver han næsten til Birdman. Men Michael Keaton siges at være en glad, nede-på-jorden mand, der er glad for fluefiskeri og livet på landet. Så vi er ikke ude i en tragisk en-til-en udlevering af Keaton.

Forviklingerne er mange i Birdman, virkelighedsplanerne fletter sig ind og ud af hinanden

Riggan forsøger et comeback, og han forsøger at blive taget alvorligt, ved at sætte et stykke op på Broadway baseret på en fortælling af Raymond Carver, ‘Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed’. Han omgives af uberegnelige, ego-syge medspillere, en dræbende modvillig anmelder og hans datter, som han aldrig rigtig har været til stede for, samt hans bedste ven og manager, som dog har bundlinje som aller bedste ven. Og ex-konen, der er det tætteste, han kommer på en voksen relation i øjenhøjde.

Jeg havde i starten lidt svært ved at finde filmens puls. Men da jeg havde fundet den og tilpasset mig, generede det mig ikke, at en person, der lige er gået ud ad en dør, 10 totalt urealistiske sekunder efter står i kostume på scenen og spiller stort skuespil. Det generer ikke, at den trommemusik, der udgør det meste af filmens soundtrack, pludselig også kan høres af filmens personer – fordi trommeslageren, Antonio Sanchez, simpelthen sidder og spiller musikken på gaden, mens personerne går forbi. Det virker også sært naturligt, at Riggan kan flytte på ting via telekinese. Ingen, hverken personerne eller vi som tilskuere i biografsalen, lader sig genere af, at trommeslageren pludselig sidder i en garderobe og spiller trommer. Jeg tror nu nok, at biografpublikum, der ikke er opdateret om, hvad der sker på Broadway, vil undre sig over, at man i en kort scene ser selveste Spiderman sammen med en hel række af uniformerede trommeslagere på scenen. Det kan man virkelig kun forstå som et spark over knæet til underholdningsindustriens skøre ideer, hvis man tilfældigvis ved, at Broadway, virkelighedens Broadway, for et par år siden satte Spiderman op som musical – i øvrigt en kæmpe succes. Disse brudflader mellem virkelighedsniveauer er sammen med skuespilpræstationerne det, der gør, at fortællingen, som indholdsmæssigt ikke er ny, alligevel bliver til en ny og levende fortælling.

Birdman er hektisk. Meget hektisk

Tilsyneladende er filmen uden et eneste klip. (Naturligvis er der klip, men man kan ikke se det. Det er teknisk brillant lavet.) Men noget af musikken i filmen tillader figurer og os tilskuere at komme lidt ned i tempo og dvæle ved følelser af tragik og melankoli.

Det skuespil, Riggan sætter op på Broadway, ledsages af sublim senromantisk musik af Mahler, Ravel, Rachmaninov, Tjajkovskij – komponister, der skrev på de helt store følelser omkring år 1900.

Mahlers 9. symfoni indgår flere steder i filmen. Det er noget af det mest fragmenterede og inderlige musik, der er skrevet i det 20. århundrede. Og Iñárritu bruger denne store orkestermusik som understregning af dels Riggans eget fragmenterede sind, dels Rigggans scenerolles splittede, desperat kærlighedssyge sind, dels filmens fragmentation som sådan. Det er storslået set og hørt af Iñárritu. Mahlers 9. lyder som en drøm. Ikke en god drøm, men en forvirret, desperat, fragmenteret drøm. Præcis ligesom filmen Birdman, Riggan selv og Riggans Broadway-stykke.

Tag et øjeblik eller to og lyt til starten af Mahlers. 9., som spiller en væsentlig rolle i forståelsen for Riggans splittede sind. Musikken bevæger sig fra starten i en 4-5 forskellige retninger:

Da Riggan i frustration ødelægger sin garderobe, afbrydes han af Mahlers smukke sang, ‘Ich bin der Welt abhanden gekommen’ – på dansk kunne en noget mere upoetisk oversættelse lyde: ‘Verden har mistet forbindelse med mig’. Som en understregning af Riggans ret løse forhold til den virkelige verden. Disse musikalske detaljer er med til at hæve filmen ud over at være en hektisk Hollywood-satire med kun interne jokes. Og det giver en følelsesmæssig dybde til Riggan og hans skizofreni, som trommer bare ikke kan få os til at forstå.

Ligesom musikken i filmen er Riggan hele tiden på vej et eller andet sted hen. Hen til garderoben, ud på gaden, op på scenen, ned i baren. Hele tiden på forvirret vej et eller andet sted hen. Det virker næsten tilfældigt, at tingene pludselig ændrer sig, og Riggans vej mod rendestenen med ét ender i særdeles bittersød triumf på scenen.

Det hele bider sig selv i halen i et endeløst Hollywood/Broadway-loop

Lad mig drage en kritisk parallel til føromtalte Sunset Boulevard, filmklassikeren af Billy Wilder fra 1950, som viser Hollywoods hule inderside med opportunistiske manuskriptforfattere og mere eller mindre skøre skuespillere.  Denne film tog teaterverdenen også og lavede til en musical – det skete i 1993 med Glen Close i rollen som Norma Desmond. Men allerede den i 1950 fallerede stumfilmstjerne Gloria Swanson, der spiller filmen Sunset Boulevards antiheltinde, Norma Desmond (jeg kaster med mange navne, jeg ved det – hold tungen lige i munden!), denne Gloria Swanson arbejdede faktisk op igennem 1950’erne på at kapitalisere på Sunset Boulevards rimelige succes og gøre den til … en musical! Så Billy Wilder laver Sunset Boulevard med en falleret Glora Swanson. Gloria Swanson vil booste sin karriere ved at lave succesen om til en musical på Broadway. Det mislykkes.  Men de ikke altid så fantasifulde teatre gør i 1993 det, som Hollywood også tit gør: Tager de samme historier op igen og igen, giver dem lidt nyt tøj på og skubber dem ud foran publikum på scenen eller foran et kamera.

Læs Filmlands Per Juul Carlsens begejstrede anmeldelse af Birdman

For at drage en parallel til Birdman: Der er niveauforskelle mellem Sunset Boulevard og Birdman. Norma Desmond i Sunset Boulevard starter med at være en pænt mærkelig, men ikke direkte vanvittig person. Hun ender som komplet gak gak, der tror, hun spiller med i en film. I virkeligheden bliver hun bare filmet af nyhedsteams, mens hun bliver ført væk af politiet for mordet på en vendekåbe af en manuskriptforfatter, hun forelskede sig i. Norma Desmond har en kurve gennem filmen, man kan følge, involvere sig i. Riggan er i Birdman fra starten meget langt ude over virkelighedens grænser. Første gang vi ser ham, svæver han i luften – naturligvis kun i hans fantasi. Men så er stilen lagt: Han bliver ikke en karakter som Norma Desmond, som man kan følge i en spændingskurve. Riggans kurve er fra pænt meget gakgak til regulær skizofreni. Den er ikke helt nem at involvere sig i! Og det er absolut ikke en kritik af Keaton. Men manuskriptet har en psykologisk kurve, som ikke er helt nem at trænge ind i.

Ligesom Riggan til slut kickstarter sit comeback mod alle odds ved at skyde næsen af sig selv foran et vildt applauderende publikum – med fantastiske anmeldelser til følge: endelig er der en kunstner, der tør vise ægte smerte – ligeså er Michael Keaton lige pludselig og uden forvarsel med Birdman godt i gang med at kickstarte sin karriere. Dog med intakt næse.

Kunst imiterer virkelighed, virkelighed imiterer kunst – Hollywood elsker den slags.

 

Nu forstår det sig, at en anmelder ligner en digter på en prik, kun har han ikke kvalerne i hjertet, ikke musikken på læberne. Se, derfor vil jeg hellere være svinehyrde på Amagerbro og være forstået af svinene, end være digter og være misforstået af menneskene.

Søren Kierkegaard: Enten – Eller