Blog & Fotokunst

Tag: Brandts 13 (page 1 of 1)

Anton corbijn 1-2-3-4

Brandts i Odense er et fund for fotoentusiaster. For nogle uger siden åbnede rock ‘n’ roll mesterfotografen Anton Corbijn sin udstilling, 1-2-3-4, dér. Jeg var så heldig at stå i kø i tide til at få ham til at signere to plakater. Brandts var proppet med mennesker den dag. Så strategisk valgte jeg at se udstillingen efter nogen tid. 3 sale fulde af bøger, cd’covers, en væg med rockvideoer, han har lavet for U2, Depeche Mode m.fl. og to sale med fotografier.

Corbijn har siden slut70erne haft en evne til at være der, hvor der skete noget inden for punk, pop og rock, og han har gnubbet albuer med de største. Johnny Cash, Sex Pistols, R.E.M., Siouxsie Sioux, Duran Duran, Echo & The Bunnymen, Kate Bush. You name it.

Johnny Cash fotograferet af Anton Corbijn
Mesterligt foto af den aldrende Johnny Cash. Til venstre for ham: Sting med meget hår på hovedet. Til højre altid cool Bryan Ferry.
Midge Ure
Midge Ure fra electro-bandet Ultravox. Kuldslået 80er-stil inspireret af filmen Den Tredje Mand fra 1948.

På mig virkede han – ud fra et kort håndtryk og et par ord – som en meget rolig mand. Det er måske det, disse pop/rock/punk-folk har brug for. En faderlig hånd. Billederne viser deres sårbarhed, deres ungdommelige poseren, de bedste viser også en ømhed, aldringen. En forkærlighed for sort/hvid med ekstrem kontrast. Noget, jeg selv skal prøve, når jeg tager fotos: Lade personer i forgrunden være helt ude af fokus og vise det, der sker i baggrunden. Pop og rock handler jo ellers mest om forgrund og knapt så meget om detaljer i baggrunden.

En slentretur gennem udstillingen er for mig, der var und i 80’erne og 90’erne, ren nostalgi og melankoli. Disse unge, friske, nogle nærmest naive ansigter … denne tydelige attitude. Så mange år siden.

Jan Grarup på Brandts 13: Back Into the Darkness

Grufulde fotos. Billeder af gru

Nogle af dem kunne jeg slet ikke se på. Jan Grarup udstiller på Brandts 13 i Odense – førhen kendt som Fynsk Kunstmuseum. Andre fotografer udstiller samtidigt, men med meget få undtagelser virker enhver fotografs værker matte, blege og upersonlige ved siden af Jan Grarups. Hans speciale er reportagefoto fra de aller mest uroprægede og voldelige dele af verden.

Under hans værker løber et tekstbånd af citater fra Joseph Conrads roman, Mørkets Hjerte. En roman om menneskets trang til at dykke ned i de sorteste sider af det at være menneske – både rent geografisk til områder af verden præget af krig, død, meningsløs ødelæggelse, naturkatastrofer. Men også psykologisk. Trangen til at se ned i mørket i håb om at kunne flygte, når mørket begynder at stirre tilbage på én. Ikke alle når at trække sig tilbage, inden mørket begynder at slå rod i dem. Det er så dem, der myrder mænd, kvinder og børn, som tilfældigvis ser anderledes ud eller tror på noget andet. Modellen for det er: Jeg besidder sandheden – og sandheden er, at de andre er onde og udgør en trussel.

Børn med sår efter macheter. Børn med macheter.

Vanvittige krigere, der poserer med sabler…  ude efter hovederne på anderledestroende (i dette tilfælde muslimske hoveder – ja, den slags findes også!). Jan Grarup må have Nordeuropas største nosser. Ikke nok med, at han fotograferer de mest forpinte mennesker, man kan forestille sig – han fotograferer også deres bødler. Børn, der poserer med våbenattrapper, deres voksne har stukket i hånden på dem, så de kan vænne sig til the real deal, rigtige våben i konflikter, ingen af længere helt kan huske rødderne af.

Kosova, Mellemøsten, Etiopien, Haiti. Gennem 25 år har Jan Grarup været der.

Objektiv sandhed findes ikke

Ret et kamera mod enhver given situation, og situationen er en anden. Man tror ikke, hans motiver er mulige – men de er mulige. Sandhedsværdien er den følelse, Grarups fotos giver betragteren: Man har lyst til at løbe væk. Jeg ved ikke, om man kan sige, der er håb i hans fotos. Men der er i hvert fald overlevelse. Frisøren, der har genåbnet sin salon – som egentlig bare er en bunke sønderbombet betonsmulder. Den haitianske mand i samme serie, der har skaffet sig en kæmpe haj, han bærer over skuldrene. Den haj må være blevet et festmåltid! Den gravide haitianske kvinde, der knejser med nakken og skubber maven frem mellem ruiner efter jordskælvet dér i 2010.

 

Haiti 2010 Jan Grarup

Haiti efter jordskælvet 2010: Overlevelse og fremtid

Andre fotos i udstillingen er mere fredelige

Vi beundrede Grarups vådpladefotos, en teknik, hvor fotoet bliver eksponeret på en våd plade, som man gjorde i fotografiets barndom i 1800-tallet. Teknikken har fået en opblomstring i senere år som modreaktion til overperfekte, digitale fotos, og teknikken gør selv ret uinteressante mennesker som Peter Falktoft og Medina (og chili-Klaus, mener jeg, det var) interessante. Indrøm det bare: Medina kan næsten ikke synge. Peter Falktoft er kun tøhø-sjov. Og Chili-Klaus spiser chilier på YouTube. Ikke just de mest spændende mennesker. Men foran Grarups linse bliver de til mennesker.

Jan Grarup er ikke kunstner som sådan

Når han prøver, har det slet ikke samme intense nødvendighed som hans reportager og portrætter. Hans ensomme farvefotos fra ensomme containerpladser gjorde ikke det store for mig. Nu kan det også være svært at forholde sig til det subtile efter at have oplevet det suveræne. Men Grarup-udstillingen er samlet set et must for alle, der interesserer sig for enten fotoet som medie – eller for verden, som den er, bag lagene af sminke og forglemmelse, under hvilke medier, underholdning og vi selv dagligt beskytter vores nervesystemer.

 

cosplay i Rusland, Mariya Kozhanov

Russisk cosplayer fotograferet af Mariya Kozhanov. Med bloggeren som slagskygge

 

Back Into THE Darkness er som sagt ikke den eneste udstilling på Brandts 13

Men den er den vigtigste

Af de øvrige udstillinger var jeg vi især optaget af Mariya Kozhanovs russiske serie med fotos fra 2015 af såkaldte cosplayers. Det er mennesker, som ud over den daglige identitet har skabt sig en anden fantasiidentitet, komplet med hjemmesyede kostumer (heraf ordet cosplay – costume roleplay). Verden er forunderlig, menneskets trang til flugt ind i en anden identitet er endnu mere forunderlig. Det er nemt at se ned på disse mennesker, der klæder sig ud som Super Mario eller gud ved hvad. Men det er også livsbekræftende at variationen af mennesker bestandigt forandrer og udvider sig. Det er dem, der vil gøre os alle lige, vi skal frygte – ikke excentrikerne, de aparte og anderledes. Ikke unge mennesker udklædt som feer, alder og Super Mario.

Jeg vil også anbefale rummet med fotos fra det moderne Kina, ikke mindst Dai Xiangs enorme foto, ‘Along the River During the Qingming Festival’, der tager hændelser fra det moderne Kina og sætter dem ind i en ramme inspireret af et klassisk kinesisk maleri fra 1100-tallet. Værket tog to år at lave og krævede 1000 individuelle fotos, som blev sat sammen. Imponerende at gå på opdagelse i!

Det er og bliver en ærgrelse af de store, at Brandts ikke længere udstiller årets pressefotos. Hvorfor skille sig af med dele af sit DNA? Det glædelige er, at man stadig formår at lave udstillinger af væsentlige fotografers værker. Værn om jeres, DNA, Brandts!