Jeg har aldrig oplevet at være så perpleks i en koncertsal. I går hørte vi dels danske Kasper Rofelts nye cellokoncert, Night Phase, dels Mahlers mest mystiske symfoni, den Fjerde.

Normalt går jeg ikke til koncertintro på grund af tidnød. Men nu var det Mahlers Fjerde, som helt klart er på min top ti over klassiske værker. Så jeg skulle lige høre, hvad der var at sige om værket. Aftenens dirigent, Clément Mao-Takacs, holdt mere eller mindre introen selv. Og han forstod på smukkeste vis at koble Mahlers kalejdoskopiske drømmeunivers til H. C. Andersens eventyr. Også Mao-Takacs finder, at den Fjerde er en af de mest komplekse og vigtigste symfonier. Et værk, der ser det himmelske gennem meget jordiske øjne, der giver det smukke og himmelske noget skævt, utroværdigt og mærkeligt. Ligesom den lille pige med svovlstikkerne, der får smukke drømmesyn, hver gang hun stryger en tændstik i kulden.

Clément Mao-Takacs og Ole Kiilerich diskuterer Mahlers Fjerde.

Jeg spottede mange ukendte, unge ansigter i orkestret

Mange musikere denne aften sidder i tidsbegrænsede stillinger – eller er relativt utrænede musikere fra konservatoriet. (Jeg savnede også førsteviolin Eugen Tichindeleanu, som er på orlov). Det får mig til at tænke på, om orkestret måske ikke var helt sammenspillet. Ikke mindst førsteviolinen er afgørende indpisker for en strygergruppe.

Jeg var perpleks i lange stræk over denne Mahler 4. Det ene øjeblik virkelig stor skønhed, det næste truede det hele med at brække fra hinanden. Nogle gange skal tingene brække fra hinanden i en god mahleropførelse. Hele hans måde at skrive musik på handler om forandring og brud og usikkerhed. Men bruddene denne aften var af en anden slags – hvor man bliver usikker på, om orkestret vil én eller flere ting samtidigt. Jeg savnede samtidigt noget nerve, viljen til bevidst at spille skævt og folkemusikalsk. Det folkelige er også en del af Mahlers univers. Men det skæve og bevidst falske blev glattet ud. Det store klimaks i overgangen mellem de to sidste satser plejer at være gåsehudsfremkaldende. Men på perplekse mig nåede orkestret ikke over 60 procent lige dér. Måske havde de tabt gejsten, da en mobiltelefon på balkonen lystigt spillede en alarm midt i den mest sarte og inderlige passager af tredje sats.

Nogle gange kammede opførelsen over, så musikken blev glasklar og transparent. Så tænkte jeg: Det er et bevidst valg fra den elegante, unge, franske dirigents side. Det næste øjeblik syntes jeg, det bare lød tyndt. Var orkestret i kontakt med dirigenten? Var de i kontakt med denne mærkelige musik?

Komponisten Arnold Schönberg, der omkring år 1900 frigjorde musikken fra dur og mol-systemets spændetrøje, sagde engang, at selv dårlige opførelser af værker kan have deres fordele. Man kan komme til at høre detaljer, man ikke hører i sammenhængende opførelser. Men denne aften var der ikke rigtigt nogle detaljer, der struttede ud til beskuelse.

Hvis jeg dog skal uddele lidt ros midt i denne forvirrede, ubegejstrede stemning, skal det være til OS’ træblæsere. Træblæsere er afgørende for den djærve, påtaget folkelige tone i Mahlers musik, og gruppen klarede det rigtig godt. Med rette blev gruppens medlemmer peget ud til seperat-applaus.

 

Clément Mao-Takacs og Inger Dam-Jensen udpeger træblæserne

Mahlers værk er så stærkt, at selv en perpleks opførelse ikke kan slå det ihjel

Det er ikke som med fx Bruckner, hvor en træls opførelse er døden for værket. Jeg elsker stadig Mahlers Fjerde højt. Som et ikke dobbeltbundet, men mangebundet værk. En moderne behandling af det jordiske liv og vores trang til billeder af det hinsides, det himmelske, eller bare af en tilstand uden de rå kampe, livet byder på.

Sopranen Inger Dam-Jensen sang den på overfladen simple sang, der afslutter værket. Et lidende barns vision af en himmel, hvor helgener og sågar slagteren Herodes (det er ham med barnemordet fra Bibelen) hopser lykkeligt rundt og nyder livet. Nå ja, nogle dyr må lade livet, men i den barnlige vision er end ikke dette et problem. Sangen skal synges uden ironi – og det dikterer Mahler selvfølgelig kun, fordi han ved, ironien bliver bedre af ikke at blive klasket direkte i ørerne. Underfundighed er vejen frem. Det er meget forkert at servere symfonien som en neoklassisk, simpel ting. Men gud skal vide, det er svært for en nutidig lytter at afkode alle de små detaljer, der antyder fare og ironi i værket. Blandet andet derfor mener jeg, det groteske og skærende skal fremhæves, ikke udglattes. Jeg havde ønsket, man havde påpeget i koncertintroen og i programmet, at bjældeklangen, der findes hele værket igennem, ikke er hyggelig jule-kanebjældemusik, men at der er tale om narrens bjælder.

Og i slutsangen ville jeg ønske, man kunne få en krystalklar sopran som fx. barok- og Arvo Pärt-specialisten Else Torp på banen.

En sopran som Inger Dam-Jensen er mere La Traviata end Mahlers barnligt-grufulde univers af lidelse gemt bag smil gemt bag tårer gemt bag spøg … Inger Dam-Jensens dejlige tone og perfekte tysk til trods! Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig hørt en perfekt udgave af dette værk. Det er absolut ikke ‘Mahler light’, som koncertprogrammet omtaler værket – det er hardcore Mahler. En næsten umulig nød at knække.

Jeg kunne skrive meget mere om Mahler. Og det har jeg. Læs min artikel i seneste udgave af orkestrets magasin, VirtuOS: ‘Musik, der lyver’.

Kasper Rofelt: Night Phase

Vi fik en uropførelse med denne aften. Kasper Rofelts cellokoncert, Night Phase. Musik kom til mig, da jeg var barn, som klang, ikke som rytme eller melodi. Jeg var over lange stræk fascineret af Rofelts evne som klangskaber. Rigtigt behandlet kan et stort orkester skabe de vildeste klangrum. Og nogle af de rum åbnede sig for os denne aften. Ole Kiilerich, orkestrets musikformidler, talte med Rofelt under koncertintroen om, hvad man skal gøre, hvis man bare har lyst til gode melodier. Dem er der jo ikke mange af i moderne musik. Rådet fra Rofelt var, at følge celloen. Men Rasmus Modsat, som jeg er, ville jeg hellere følge orkestrets nattevandring.

De smukkeste natskyggerum blev foldet ud foran os. I øvrigt helt i tråd med en anden stor komponist af nat- og skyggemusik, Gustav Mahler.

At celloen måske havde lidt for mange savtakkede, skærende motiver at spille… Jo, det tog vi med. Evnen for at skrive for stort orkester har Rofelt i rigt mål!

Kasper Rofelt og Ole Kiilerich under introen.