Mary Beard går med sin storslåede fortælling om det klassiske Rom i Edward Gibbons fodspor

Hvordan er det antikke Rom relevant for os i dag? Det er det store spørgsmål, Mary Beard, forfatteren af SPQR (Senatus PopulusQue Romanus – Senatet og det Romerske Folk) stiller i starten af sit værk. Bogen tager afsæt i byen Rom, den følger det romerske riges historie fra dets formodede stiftelse d. 27. april 753 f.Kr. til 212, da kejseren Caracalla gav alle indbyggerne i det romerske imperium romersk statsborgerskab.

Undervejs stifter man bekendtskab med berømtheder fra antikken, hører om drabelige konspirationer og ambitiøse politiske projekter. Men dette forhindrer ikke Beard i at fortælle om den gennemsnitlige romers liv. Fra toppen af samfundet og hele vejen ned til plebejeren, der bor på øverste sal i de til tider faldefærdige lejlighedskomplekser – insula eller ø, på dansk. Når boligforholdene bliver beskrevet, forstår man tydeligt betegnelsen. Her boede størstedelen af Roms befolkning. En besynderlig modsætning til i dag: De bedre bemidlede boede længst nede. Alt fra hvad de lavede i deres fritid, til hvad (og hvor) de spiste bliver belyst.

Når Beard vender spotlyset fra de store stjerner på scenen til den lille mand, bliver man mindet om, at de menneskelige grundvilkår ikke har ændret sig synderligt igennem historien. Vi har de samme bekymringer, glæder, sorger: ”At jage, at bade, at spille og at grine – Det er at leve”. Sådan opsummerer en grafitti i en beværtning i Pompeji de vigtigste ting her i livet. På trods af at næsten 2000 år er gået, står budskabet stadig klart for nutidens øjne.

Myter, muslingeskaller og nørdede kejsere…

Beard formår i sit værk at blande myter med fakta og nøgterne analyser af hændelserne. Side om side med historien om Romulus og Remus hører vi om de oprindelige bebyggelser, der har ligget, hvor Rom ligger nu. Vi får en forklaring på, hvordan Romulus/Remus-myten mon er opstået, og hvad dette fortæller om det romerske livssyn. På den måde får vi præsenteret romersk mytologi (for ikke at snakke om Roms reelle forhistorie), med et par kritiske øjne. Det gør Roms tågede fortid langt mere spændende at læse om. Med sit simple og elegante sprog, holder Beard læserens opmærksomhed fanget i et jerngreb, der gør det svært, at lægge bogen fra sig, når man først er begyndt.

Beards styrke lægger i særdeleshed også i at gøre op med mange af de ’folkeforestillinger’, der kredser omkring Rom.

Vi går tit rundt med en forestilling om, at de til tider ekstravagante romerske kejser har haft en stærk indflydelse på imperiet i sin helhed. En sadistisk kejser kunne være ubehagelig for sine nærmeste. Men administratorerne, byboerne og bønderne hverken hørte eller følte meget til ham. Livet gik som oftest sin stille gang ude i provinserne, uden at man mærkede det store til Roms politiske intriger.

Undervejs i den gribende fortælling gør Beard op med en række legender, der eksisterer omkring Rom og imperiets kejsere.

Eksempel: Var Gaius virkelig så slem som fortællingerne siger? Han var uden tvivl et forfærdeligt menneske. Men havde han virkelig planer om at gøre sin hest til konsul? Ydmygede han nu virkelig sine soldater til at samle muslingeskaller op på en fransk strand? Næppe, mener Beard. Der er tale om en misforståelse af ordet musculi, der både kan betyde muslingeskal og militærhytte. Sandheden er nok nærmere, at Gaius fik sine soldater til at pakke en midlertidig lejr ned. Mange af de mere farverige historier om de romerske kejsere blev skabt efter deres død, hvor de ikke længere var til fare for folk omkring dem. Selv Claudius, der i sin eftertid blev husket som en nørdet akademiker (sandheden var lidt en anden), undslipper ikke.

En romersk filosof, har i en humoristisk sketch, forestillet sig Claudius, der lige er død forsøge at tilegne sig en plads blandt guderne i det himmelske senat.

Her møder han Kejser Augustus, der skal dømme hans sag. ”Denne mand, der kigger på jer, som om han ikke kunne slå en flue ihjel, plejede at dræbe så nemt som en hund skider”. Han bliver nægtet adgang, og en skræddersyet straf bliver lavet til ham.

På grund af hans hang til spil, skal han i tid og evighed rafle terninger i bunden af et bundløst raflebæger. Heldigvis dukker førnævnte Gaius op af den blå luft, tager Claudius som slave og tvinger ham til at arbejde som juniorsekretær i den romerske juridiske forvaltning – en grel, grel skæbne. SPQR er sprængfyldt med denne slags små fortællinger, der giver et kort afbræk fra bogens overliggende fortælling, og gør Roms allerede farverige historie mere spændende. Store mænd har også følelser.

På trods af Mary Beards overlegne fortællestil, forholder hun sig ofte meget distanceret til de enkelte skikkelser. Til tider kommer vi ind på livet af dem, men kun i glimt. Vi lærer om Ciceros tætte forhold til sin datter og om hans sorg ved hendes død. Vi hører også om Pompejus Magnus’ kærlighedsforhold til sin kone. Højst usædvanligt i en tid, hvor overklassen som regel ikke giftede sig af kærlighed. Meget nærmere kommer vi desværre ikke. Det er en skam, for de personlige intriger og handlingsmotiver, der ikke får så meget opmærksomhed her, er med til at udpensle den store kamp om magten i Rom. Er man mere til denne side af historiefortællingen kan A.N Wilsons The Classical World varmt anbefales.

Man kan spørge sig selv, hvorfor jeg har lagt så meget vægt på følelser, skæve fortællinger og myter i den her anmeldelse

Svaret er, at enhver historiker kan skrive en fortælling om Rom. Men få kan gøre det på en måde, så det føles dragende. Der, hvor Beard virkelig skinner igennem, er i alt det, man normalt ikke forbinder med støvede historiebøger. Hun fanger læseren og fører dem igennem en verden, der på en gang er meget lig og meget fjern fra vores. Både hvad angår tid og samfundsmæssige forhold.

Mary Beards SPQR kan varmt anbefales. I særdeleshed, hvis man ikke før har stiftet bekendtskab med Roms storslåede historie. Og for at vende tilbage til det spørgsmål, der blev stillet i starten. Hvad kan vi lære af romerne? Intet direkte, hvis man spørger Beard. Men ved at engagere os med den arv, vi har efter dem, får vi et sandt skatkammer af kultur, filosofi, politiske analyser og kunst. Beard håbede, at hendes bog ikke blot var en historie om Rom, men en dialog med Senatet og det Romerske Folk. Jeg kan kun sige, hun er lykkedes med sin opgave.

Mary Beard: SPQR – Det antikke Roms historie. 616 sider. Førsteudgave på dansk oversat af Anders Nygård, 2018, Gads Forlag.

Gæsteanmelder: Stud. jur. Alexander Stein

Alexander Stein

Gæsteblogger og -anmelder, stud. jur. Alexander Stein