Lang arbejdsdag. Mekanikeren havde for anden gang ikke kunnet reparere min bil. “Kom igen i næste uge”. Regnen var startet. Lummervarmt. Gad jeg egentlig iføre mig regntøj og cykle helt ind til Odense Koncerthus?

Ja, det gad jeg, for Mahlers 9. symfoni, the symphony to end all symphonies, stod på programmet. Den kører jeg gerne langt for. Og det viste sig at være en god idé, for Norges Ungdomssymfonikere fik meget ud af denne mærkelige, smukke, skræmmende, rørende, sarkastiske, drømmeagtige symfoni, som starter i mareridt og slutter i Nirvana.

Gustav Mahlers 9. symfoni er den sidste, han nåede at få skrevet færdig inden sin alt for tidlige død i 1911. Derfor har mange fortolket forudanelser om hans egen død ind i værket. Men fakta viser, han var i et for ham ganske normalt humør, da han skrev værket. Han havde tid til at diskutere kvaliteten af skinke med sin og konens stuepige. Der var ikke tegn på den sygdom, som slog ham ihejl. Men færdig blev han dog faktisk ikke med værket, for Mahler var først færdig, når han havde hørt og rettet sine værker – og det nåede han ikke med dette.

Musikken i dette værk er som al anden musik et eksperiment med en mulig verden. Det handler ikke mere om Mahler end om os andre. Havde han levet 20 år mere, havde han skrevet flere symfonier med andre stemninger. Må man formode.

Der er dog ingen tvivl om, at liv og død, meningen med det hele, eksistensens store spørgsmål – og hvad så bagefter? – spiller en afgørende rolle i symfonien. Ligesom det eksistentielle, de fundamentale menneskelige vilkår i denne verden findes i alle hans sange og symfonier.

I 1907 mister Mahler sin lille datter til sygdom. Før denne katastrofe var religion og kristen tro stadig en mulighed for ham. Efter katastrofen var de ikke længere mulige. I stedet nærmede han sig orientalsk visdom, musik og poesi, en dyrkelse af det uendelige, naturens cyklus og genskabelse.

Hans 9. symfoni starter med et lille motiv på 4 toner, der udgør værkets DNA. Som et lille korn vokser motivet op til 80 minutters musik. Mahlers 4 toner en omvendt udgave af et 4-tone motiv, der i hvert fald er brugt lige siden Beethoven. Man finder motivet genbrugt hos flere, centrale komponister. Schubert, Wagner, Bruckner. Det er 4 små toner har i deres oprindelige form et udtryk af patos, kraft, schwung opad mod et klimaks af følelsesmæssig intensitet, passion. Det er selve musikkens egenskab af at kunne betyde noget som helst for os som mennesker, der ligger i sådan en lille musikalsk bevægelse. Når du læser det her, kan det være svært helt at mærke meningen med det, jeg skriver her. Og i musikken lægger man kun mærke til de 4 toner, hvis man lytter meget målrettet. Men de 4 toner står for mig som emblem på den århundreder lange, germanske musiktradition, som mange opfatter som kernen i klassisk musik. Og det er disse 4 toner, tilsammen et lille motiv, som Mahler både bruger i deres oprindelige form, hvor de betyder kraft og bærer mod sejr, og i deres omvendte form, hvor de får noget mørkt og tvetydigt, opløsende over sig.

Noder i starten af Mahler 9
I starten af symfonien vender Mahler de 4 toner om, som mange andre komponister har brugt til at udtrykke kraft og patos. Effekten er dunkel og mystisk.
Noder i slutningen af Mahler 9
I slutningen af symfonien: samme motiv på 4 toner. Undervejs i symfonien har Mahler også brugt de 4 toner i deres oprindelige form som schwung op til højdepunkterne i musikken – som ender i sammenbrud fremfor gennembrud.
I clippet kan du høre de 4 toner, jeg omtaler som symfoniens DNA brugt i slutningen af symfonien: Det omvendte patos-tema fra den klassiske, romantiske symfoni- og operatradition. De høres til allersidst langsomt, inden musikken dør helt ud.

Mahlers 9. symfoni lukker den germanske symfonitradition ned. Han presser harmonierne til det yderste og lader linjerne i musikken leve deres eget liv, uden at de nødvendigvis skal klinge ‘godt’ sammen med andre linjer. Han lader musikken koge over og bryde sammen uden at sætte tingene pænt sammen bagefter, som man ellers forventer af en symfoni. Han lader den østrigske vals’ oprindelige form, ländleren, brænde sammen i andensatsen. Han flår den normalt anstændigt lystige og humoristiske tredjesats i stykker i en tornado af kontrapunkt og sarkasme. “Den er til mine apollinske brødre”, sagde Mahler, med adresse til sine lede kritikere. Tag dén, lige i ørerne!

Tydeligst kommer buddhistiske til udtryk i den lange, afsluttende sats, som ikke slutter i triumf. Mange minutter går i stedet, uden at der i musikalsk forstand sker ret meget. Tynde, men utroligt stærke tråde af musik opløses langsomt, langsomt. De 4 toner, musikkens inderste væsen fra starten af symfonien, bliver brugt igen i en opløsning, det omvendte af et keethovensk klimaks. Det er selve symfonien som begreb, der opløser sig og forsvinder ud i … Ja ud i hvad … ingenting? Det må være op til den enkelte at fortolke på.

Før sin datters død skrev Mahler sange til tekster af digteren Friedrich Rückert, som selv mistede to børn, og som delte Mahlers hang til det orientalske. I en af sangene beskrives, hvordan fortællerstemmen håber, børnene kun er løbet i forvejen; at han kan indhente dem oppe på en grøn høj et sted. Melodien til netop det sted om at indhente dem, der løb i forvejen, citerer Mahler i slutningen af symfonien. Hvis man kan høre den musik uden at få bare en lille klump i halsen, så må man være lavet af sten. Man behøver ikke kende til de intertekstuelle sammenhænge med andre værker – denne musik går rent ind bag paraderne.

Ikke mindst når man hører den med Norges Ungdomssymfonikere under ledelse af Eliahu Inbal. Selvfølgelig er Ungdomssymfonikerne ikke et professionelt orkester. Men det er lige før, jeg vil se det som en fordel. For de er super dygtige for deres alder; de har muskler og power. Tag ikke fejl af ordet ungdom – de kan deres ting!

Hos mig var der flueben både ved klump i halsen og ved gåsehud. Jeg har hørt professionelle orkestre spille denne dramatiske og intime musik kedeligt og … professionelt. Jeg vil langt hellere høre musikken med kræfter, der har lidt vildskab i sig, og jeg tager de rå kanter med. De unge klarede deres solopassager flot, til tider var messing-folkene endda mere sikre i intonationen end deres professionelle, odenseanske kolleger. Strygerne havde den store, fede, lækre klang. Ingen trætte arme efter at have spillet uafbrudt så lang tid.

Eliahu Inbal takker førsteviolinisten

Jeg er ikke i tvivl om, at disse unge musikere har potentiale til store karrierer. Gud give, de forbliver stærke, intense og prioriterer nerve over det alt for korrekte!

Hvad: Gustav Mahlers 9. symfoni (1909)

Hvem: Norges Ungdomssymfonikere, dirigent Eliahu Inbal

Hvor: Odense Koncerthus, Carl Nielsen Salen

Hvornår: Torsdag 15. august 2019.

Odense Koncerthus efter koncerten