Bruno Walter, der var så nær en ven med komponisten Gustav Mahler, som man kunne blive, fortalte engang følgende anekdote om Mahler: Når han, altså Mahler, en sjælden gang kom til at grine af hjertens lyst, så stoppede han altid med det samme, som om han følte, at en lidende mand som han ikke kunne tillade sig at le. Ingen tvivl: Mahler opfattede sig som et lidende menneske, og han havde god grund til at gøre det. Mange af hans søskende døde tragisk unge, der var selvmord i familien, sindssyge, hans elskede mor døde ung, og Gustav måtte til sidst skabe sig en velbetalt karriere som dirigent for at kunne brødføde hele butikken af familiemedlemmer.

Hvad handler Mahlers musik om?

Mahlers musik handler også om lidelse og lidenskab, som jo for et buddhistisk præget sind som Mahlers er to sider af samme mønt. Og den handler om, hvordan vi skal forholde os til de store ting i livet. Mahler er meget sjældent en entydig kunstner. Som oftest ved man som lytter ikke, hvor man har ham. Bag ved smilet gemmer der sig ironi. Bag ironien gemmer nostalgien sig. Bag nostalgien gemmer tomheden sig, bag tomheden skriger angsten for tomheden. Han kan være svær at forstå, fordi han konstant skifter mellem følelser og udtryk. Hans musikalske klippeteknik er næsten filmisk. Når man forstår ham bedst, bliver Mahler en fremmed fortrolig – et udtryk, som Jens Malthe Fischer for nogle år siden valgte som titel på sin fantastiske Mahler-biografi: Der fremde Vertraute. Et urovækkende bekendtskab, der taler til lytteren som en, der kender éns sjæl rigtig godt.

Mahler var tilstede i Odense Koncerthus her til aften

I aftes i Odense Koncerthus var vi tilhørere vidner til Mahler. Mahlers ånd var i huset. Vi var vidner til 90 musikere og 100 korsangere plus to sangsolister, som spillede Mahlers på alle leder og kanter store 2. symfoni, som har titlen “Opstandelsessymfonien”. Vist var der falske toner. Vist kunne det lille orgel ikke hamle op med koncertorglerne i andre byer. Men ånden var tilstede. Og det må vel være det vigtige.

 

Mahler Symfoni 2 Odense Koncerthus verdenikov inger dam-jensen

Vedernikov, kor, orkester og solister tager imod fortjent bifald

Alexander Vedernikov fremmanede Mahlers drama og intensitet

Maestro Vedernikov styrede slaget med store og præcise armbevægelser – det var han nødt til, for ud over musikerne i salen, var der under denne 2. symfoni placeret hele to fjernorkestre bag ved scenen. Mahler bruger disse to små, skjulte orkestre som en urovækkende dybdevirkning, idet man som lytter ikke kan sige, hvor den til tider melankolske, til tider skræmmende musik kommer fra.

Jeg sad, så jeg kunne se Vedernikovs ansigt. Han dirigerede ikke. Han spillede selv de skiftende roller i musikken som en skuespiller, lige fra det ophøjede til det djærve: Han agerede simpelthen de dobbeltbundede følelser for orkestret. Efter en meget vellykket førstesats, som i sig selv er så lang som en hel symfoni af Beethoven, og hvor Odense Symfoniorkester og de til lejligheden importerede ekstramusikere, spillede røven ud af bukserne, blev jeg lidt urolig for midtersatserne. Som sagt er Mahler meget sjældent entydig – og i de to midtersatser er Mahler en helt utrolig glat ål af konstante tvetydigheder. Ikke til at få hold på. Sødladen nostalgi for en svunden, ‘bedre’ tid bliver med det samme outet som tom lirekasse. Ja, hele salen bliver en stor lirekasse, hvor intet er, som det lyder. Mahler understreger det bl.a. med sit vanlige trick: Pludselig dukker der marchmusik eller bevidst banale folkemelodier op – spillet så skævt som muligt. Ja, han beder endda en trommeslager om at lave en fremmedgørende klaprelyd på siden at stortrommen ved at slå på den med en håndfuld små grene!

Mahlers eksistentialisme i Opstandelsessymfonien

Jeg blev lidt nervøs for, om Vedernikov ikke satte tempoet for langt ned. Jeg er stadig ikke helt sikker, men hans mimik og musikken i sig selv overbeviste over lange stræk om, at det pæne, det artige, det melodiøse absolut ikke skal tages som en fin lille holdeplads for glemsel om al den smerte, førstesatsens drama beskrev. Vedernikov viste i stedet, at løsningen på det store spørgsmål i symfonien – meningen med livet og med døden – ikke findes i at give sig hen til tomme forlystelser og aspartam-søde melodier. Eller i at fortabe sig i minder om en forløjet fortid. “Minderne har jeg da lov at ha'”, hedder det i en gammel, dansk sang. Ja, siger Mahler, du har dine minder om en lykkelig fortid, men dine minder er formodentlig løgn og kan ikke bruges som eksistentiel varmepude, når krisen kradser i sjælen.

Hen mod slutningen af tredje sats, der kører som en uendelig lirekassemelodi, samler orkestret kræfter til et skrig af angst. Angst for alt det tomme, overfladiske, forlorne og fake i denne verden. Mahler flænser musikkens overflade med et skrig – og et håb om, at noget dybere kan findes. Op rejser sig mezzosopranen, Ekaterina Semenchuk, og synger en helt simpel sang. Et barns sang om håbet om, at det må få et lille lys, der kan vise vej gennem mørket frem til … Ja, Mahler bliver pludseligt uvant tydelig her: Han ser et lys for enden af tunnelen, og det lys er himlen. “Urlicht” hedder sangen, Urlys, som Ekaterina Semenchuk sang så smukt og uden det blævre-vibrato, sangerinder desværre somme tider forfalder til i senromantisk musik, fordi de så gerne vi vise FØLELSER. Ekaterina Semenchuk forstod Mahlers sang om urlyset. Den skal synges ligefremt. Som et barn.

Efter måske at have været slået en smule ud af kurs i de ironiske, tvetydige midtersatser, kom orkestret på rette kurs i den meget lange slutsats. Jeg har aldrig hørt messinggruppen i orkestret spille så smukt og tight som i den middelalderlige “dies irae”-melodi om verdens undergang, som Mahler først bruger, siden transformerer i denne slutsats. Transformationen går fra en forestilling om en himmel-og-helvede-Gud, der skal komme at dømme levende og døde, symboliseret ved “dies irae”-melodien, til et opstandelses-tema, der løfter sjælen mod en frihed uden dom. De to temaer og tanker udkæmper et bibelsk drama i den lange slutsats som ender med…..Ja, hverken død eller ødelæggelse. Vi var til tider tæt på. Især i den infernalske larm, som slagtøjsgruppen havde den velsignelse at kunne skabe. Der var dømt ståpels, når de gav den los.

Mahler var konverteret katolik, men er musikken katolsk?

I sidste ende ser Mahler ingen katolsk dommedag. Der er ingen skærsild. Det er lige før, han har slettet den kristne Gud helt af ligningen. I stedet lader Mahler et kor synge om sjælens opstandelse og finder løsningen på det store spørgsmål om liv og død i tanken om, at alle de lidelser, vi går igennem, og alt det, vi har skabt, mens vi gik på Jorden, er det, der bærer os op til … Gud. Her bliver Mahler igen entydig. Værket slutter med, at koret rejser sig – i sig selv en frydefuld oplevelse i aftes med Filharmonisk kor fra Odense og Sønderjylland – og giver den fuld skral på stemmebåndene. Orglet sætter ind. Kirkeklokker sætter ind. En sopran dukker op, denne gang Inger Dam-Jensen, som klarede sin lille rolle fint.

Her mod slutningen var Vedernikovs adstadige tempo igen en fryd og beviste sin bæredygtighed. Alt for ofte japper orkestre og dirigenter sig igennem slutningen af værket. Vedernikov tog sig tid til at lade urlyset blænde publikum i Odense Koncerthus denne aften! Tempoet skal være som i salmen “Dejlig er Jorden”. Opstandelseskoralen skal være en rolig, omend højlydt vandringshymne fra det kaos af fortvivlelse, vi lagde ud med i første sats, mod det hvide c-dur-lys uden nuancer i slutningen af værket.

Det hele blev denne aften sunget, spillet, dirigeret i Mahlers ånd. Jeg kan egentlig ikke give en større ros.

Mahler i Wien 2010

Jeg var i Wien i 2010 – et af de store Mahler-år. Og Wien er jo Mahler-byen over dem alle. Mahler ville være fyldt 150 år det år – hvis han altså ikke var død som 50-årig af en hjertefejl i 1911. Jeg besøgte museer, hvor hans efterladte ejendele var udstillet. Jeg besøgte hans grav i en forstad til Wien. Men intetsteds fandt jeg Mahlers ånd. Det gør jeg kun i hans musik. Denne mangetydige musik, der bypasser alle mine parader og går direkte ind til den menneskelige mangetydighed indeni. Og jeg mærkede denne ånd i aftes i Odense Koncerthus.

Læs også

Mikael Krarups anmeldelse i Fyens Stiftstidende af samme koncert (linket starter download af en pdf fil fra Odense Symfoniorkesters hjemmeside).