Det var store Fifty Shades of Gray aften i Biocity Odense den aften. Sjældent har man set så mange smukke og fortrinsvis yngre kvinder fylde cafeen i biografen op – uden en mand i sigte. Jeg tænker, de mandlige kærester har undslået sig med løfter om at gøre så meget desto mere ud af kæresteaftenen på Valentine’s Day to dage efter…

Jeg og min biografveninde, Britt, var derimod taget ind i sal 6 for at se Mænd og Høns. Sal 6, hvor den lumre aircondition-damp og sved fra Fifty Shades salene åbenbart bliver ledt ind. For vi var ved at gå til i det, der føltes som 30 graders stillestående tropeluft.Jeg endte i strømpesokker og t-shirt. Enkelte andre biografgængere, jeg talte med, sagde, de havde haft det direkte skidt. Det kan I gøre bedre, Biocity!

 

Plottet i mænd og høns: socialrealisme med gak i låget

Mænd og høns af Anders Thomas Jensen er en sær og twistet film om to brødre, Gabriel (David Dencik) og Elias (Mads Mikkelsen), som finder ud af, de ikke er brødre. Ikke alene er deres far ikke deres far – de har heller ikke den samme mor. Og mere til: Deres rigtige far opholder sig angiveligt på en lille ø, Ork, i et mere end faldefærdigt gammelt sanatorium sammen med yderligere tre halvbrødre. Den køligt intelligente Gabriel og kamp-onanisten Elias drager sammen til øen for at komme til bunds i familieforholdene.

Øen, dens beboere og generelt hele filmen minder mig om Henrik Ruben Genz mere vellykkede Frygtelig Lykkelig, hvor vi befinder os i et tilsvarende bizart, velkendt og dog meget fremmed miniunivers. Hvor Frygtelig Lykkelig nyfortolker cowboygenren med sønderjysk socialklaustrofobi, så prøver Anders Thomas Jensen med Mænd og Høns at gen-splejse familiær dysfunktion med frankenstein-genren.

Mænd og hØns er en tematisk lagkage

Mænd og høns. Hvordan skal man beskrive den film? Jeg vil vælge at betegne den som en lagkage, hvor lagene er sådan lidt tilfældigt udvalgt og ingen af dem er vigtigere end nogle af de andre. Tre af brødrene har bibelske navne, som måske også er koblet til forskere i genetik. Nicolas Bro spiller Josef – et bibelsk navn, men også navnet på en forsker i plantehybrider, Josef Kölreuter. Men det er ikke noget, der synes at spille en rolle for filmen. En anden af brødrene hedder Gregor (Nikolaj Lie Kaas). Jeg tipper opkaldt efter Gregor Mendel, arvelæren og genetikkens fader, der eksperimentelt krydsede dyrs og planters gener for at skabe bedre eksemplarer. Gregor Mendel var munk – ups, så går vi bibelsk igen! Så er der Søren Malling, der spiller den dominante bror ved navn Franz. Tør vi gætte opkaldt efter en forsker i psykologisk genetik ved navn Franz Kallmann? Kallmann opdagede et syndrom, der forandrer næsen – og guess what: Søren Mallings rolle som Franz har den mest besynderlige, skæve blomkålstud.

Brødrenes rigtige far hedder Thanatos til efternavn – en reference til den græske dødsgud. Og måske også til den freudianske tradition, der kalder dødsdriften for thanatos. Farmands fornavn: Evilio. Get it? EVILio. Som i: ond farmand. Øens borgmester, naturligvis spillet af Ole Thestrup, kalder farmand for “dødens pølse”. Og ja, farmand Thanatos lever op til sit navn. Omend hans dødsdrift ganske u-freudiansk gælder andre end ham selv. Nogen tematisk dybde ud over ren reference er der ikke i navnet. Han kunne lige så godt have heddet Bent.

mænd og høns halvbrødrene Franz Gregor Elias Gabriel Josef

Mænd og Høns halvbrødrene Franz, Gregor, Elias, Gabriel og Josef. Hvem ville have valgt dén familie?

Tilbage til de mange tematiske lag.

  • Gotisk horror a la Frankensteins monster. Naturligvis noget med sære videnskabelige eksperimenter og gen-splejsning. Filmen rammer vores biograflærreder samtidigt med, at engelske forskere har bekendtgjort, de nu kan skabe et barn med gener fra tre mennesker – og har tænkt sig at gøre det. gensplejsnings-horror giver efterhånden ingen ståpels mere. Gen-horror er SO nineties!
  • Politisk korrekt anti-darwinisme: der skal være plads til de handicappede, de anderledes, de vanskabte.
  • Ren slapstick: Til tider er filmen ret sjov. Der er et knæk på midten af filmen. Første halvdel er sjov – anden halvdel mest alvor. Jeg synes, humoren fungerer bedre end alvoren. Kampscenerne mellem brødrene involverer planker, gryder, udstoppede dyr mm. Og jeg elsker at se dem gå amok!
  • Familierelationer. Skal man vende sin forrykte familie ryggen, eller skal man blive og samle stumperne?
  • Klassisk modsætning: Hvad er vigtigst – hjerte eller hjerne? Religion og tro eller videnskab. Stort tema. Som overhovedet ikke bliver gennemspillet. Det er naturligvis i sidste ende hjertet, der er det vigtigste.

Mads Mikkelsen er kraftcenteret i Mænd og Høns

Ingen tvivl: David Dencik og Mads Mikkelsen bærer filmen. Især Mads Mikkelsen åbenbarer i Mænd og Høns et komisk talent med fantastisk timing, nuancerigdom og opfindsomhed. Nu er der ikke en centimeter på spektret fra de dybt dramatiske roller over de velpolerede Hollywood-roller til slapstick og comedy, den mand ikke mestrer. Utroligt! David Dencik har rollen som den mest normale bror – og eftersom resten af brødregruppen er rene hillbillies og damp-børn, så har han nemt ved at stråle.

Nicolas Bro gør det mindre godt. Fysisk comedy behersker han til fulde. At se ham speed-jogge med walkman og iført stramme shorts er et syn for guder. Et fedt lyn i gummisko. Til gengæld har jeg et problem med Nicolas Bro, når han taler. Det er 1864-syndromet: Hans replikker virker påtagede. Mads Mikkelsen kan rappe de mest mærkelige sætninger af sig i maskingeværtempo, så man er ved at flække af grin. Nicolas Bro hakker mere indstuderet gennem sine lange, filosofiske sætninger.

Mænd og høns lider af komedie-syndromet – og hvad er det?

Filmen er alt i alt sært underholdende – på grund af skuespillerne. Mænd og Høns lider af det, jeg vil kalde komedie-syndromet. Komedie-syndromet går ud på følgende: Det er meget let at komme på en masse gakkede ideer. Men det er rigtigt svært at samle alle trådene, så filmens tematiske kabale går op. Og denne film går ikke op. Der kastes en masse temaer op i luften – de bruges komisk. Og også dramatisk. Men de samles ikke, som filmen skrider frem. Det er et træk ved rigtigt mange komedier. Og det er grunden til, at mange komedier er rigtigt gode i starten, når det hvirvler med ideer, slapstick og temaer. Det er ligesom en god fest: sjov i starten. Man giver den gas og kommer ud over sine grænser. Men på et tidspunkt skal der jo ryddes op. Vaskes op. Skabes orden. Gaaaaab……

Som den sort komedie Mænd og Høns skrider frem, bliver den mere og mere tør i forsøget på for guds skyld at knytte temaerne sammen.

Vi får i Mænd og Høns en underlig, gylden, sødladen slutning. Jeg sad og ønskede, filmen var tonet ud én scene før. Når du ser filmen, så forstår du, hvad jeg mener.

“Man vælger ikke din egen familie” er filmens tagline. Underforstået: bliv ved din familie og kæmp for den, uanset hvad det koster. Det er den slags gajolpakkevisdom, som gør sig godt i Hollywood – og i det københavnske filmmiljø. Goethes begreb om “Wahlverwandtschaften”, at jo, man kan faktisk vælge sine biologiske rødder fra – den idé er ikke nået ind i dansk film.

Filmen har generelt fået meget gode anmeldelser. Jeg kan ikke helt forstå det. Måske stråler den i sammenligning med de øvrige, ensformige, danske relations-film – som jo som regel er dødsyge.

Birgitte Kjær sammenfatter i Politiken de begejstrede anmeldelser (klik!).