Den dovne krop skal trænes – og det er den blevet jævnligt gennem mange år. Altid i det samme træningscenter i Odense …. gennem 14 år. Men jeg fik brug for at prøve noget nyt, så nu har jeg meldt mig ind i det billige Fresh Fitness. Hvorfor fortæller jeg dig det her, kære læser? Er det ikke for småt til et blogindlæg? Måske. Måske ikke. Men her kommer i hvert fald en lille betragtning fra samme skuffe, som Onkel Danny i sin tid trak ud og konstaterede: Jeg holder af hverdagen.

For i dag lagde jeg mærke til et savn. Jeg savner én fra mit nu forhenværende træningscenter. Det er en lille, lidt krumrygget udenlandsk kvinde. Måske pakistansk. Måske afghansk. Jeg ved det ikke. Hun kan være alt fra 20 til 35. Det kan være svært at afgøre med udenlandske personer. Jeg har gennem efterhånden en del år set hende i mit fhv. træningscenter. Vi hilste altid på hinanden, selv på lang afstand på tværs af lysninger i skoven af træningsmaskiner. Og vi havde en mærkelig evne til altid at træne på samme tidspunkt.

Intet flirtende. Overhovedet. Bare varmt og menneskeligt. Og så havde hun en rar træningsstil: Hun holdt ofte pause mellem sættene ved at sætte sine knyttede hænder på sine hofter, tit stadigvæk holdende håndvægtene i hænderne, og synke lidt hen i en kort meditation. Et velgørende eksempel på total ligegyldighed over for påtaget cool træning, hvor man jo skal se ud, som om man giver sig selv 120 procent hele tiden, selv i pauser.

Når jeg træner, kobler jeg socialt af. Jeg behøver ikke snakke med nogen eller være noget for nogen. Men det der lille, varme nik og “hej” fra hende… Jeg savner det lidt. Og det på trods af, at jeg vel i alle de år kun talt to sætninger med hende.

Nogle mennesker har bare en varm, mild og blid personlighed, de viser uden egentlig at gøre noget særligt andet end at huske at smile og sige hej.

Måske er hun en frygtelig rappenskralde derhjemme, hvem ved? Jeg tror det nu ikke.

Jeg ville gerne have, hun også skitede træningscenter…

Victor Borge havde ret: Et smil ER den korteste afstand mellem mennesker. Jeg håber, at alle danskere finder en lille, mild og blid udenlandsk mand eller kvinde at smile til uden anden årsag end, at det er rart og varmt at bygge bro mellem mennesker og kulturer med et smil.

Farvel, Exercize og især farvel til denne lille, ukendte smilende kvinde.

Exercize Odense træningscenter

Mit nu forhenværende træningscenter, Exercize i Odense.