Blog & Fotokunst

Category: Kritik (page 1 of 3)

Jeg investerer nogle gange i fotobøger, og fra tid til anden er jeg ude at se på fotos på udstillinger. Det skriver jeg om her.

SPQR: Det antikke Roms historie – en gæsteanmeldelse

Mary Beard går med sin storslåede fortælling om det klassiske Rom i Edward Gibbons fodspor

Hvordan er det antikke Rom relevant for os i dag? Det er det store spørgsmål, Mary Beard, forfatteren af SPQR (Senatus PopulusQue Romanus – Senatet og det Romerske Folk) stiller i starten af sit værk. Bogen tager afsæt i byen Rom, den følger det romerske riges historie fra dets formodede stiftelse d. 27. april 753 f.Kr. til 212, da kejseren Caracalla gav alle indbyggerne i det romerske imperium romersk statsborgerskab.

Undervejs stifter man bekendtskab med berømtheder fra antikken, hører om drabelige konspirationer og ambitiøse politiske projekter. Men dette forhindrer ikke Beard i at fortælle om den gennemsnitlige romers liv. Fra toppen af samfundet og hele vejen ned til plebejeren, der bor på øverste sal i de til tider faldefærdige lejlighedskomplekser – insula eller ø, på dansk. Når boligforholdene bliver beskrevet, forstår man tydeligt betegnelsen. Her boede størstedelen af Roms befolkning. En besynderlig modsætning til i dag: De bedre bemidlede boede længst nede. Alt fra hvad de lavede i deres fritid, til hvad (og hvor) de spiste bliver belyst.

Når Beard vender spotlyset fra de store stjerner på scenen til den lille mand, bliver man mindet om, at de menneskelige grundvilkår ikke har ændret sig synderligt igennem historien. Vi har de samme bekymringer, glæder, sorger: ”At jage, at bade, at spille og at grine – Det er at leve”. Sådan opsummerer en grafitti i en beværtning i Pompeji de vigtigste ting her i livet. På trods af at næsten 2000 år er gået, står budskabet stadig klart for nutidens øjne.

Myter, muslingeskaller og nørdede kejsere…

Beard formår i sit værk at blande myter med fakta og nøgterne analyser af hændelserne. Side om side med historien om Romulus og Remus hører vi om de oprindelige bebyggelser, der har ligget, hvor Rom ligger nu. Vi får en forklaring på, hvordan Romulus/Remus-myten mon er opstået, og hvad dette fortæller om det romerske livssyn. På den måde får vi præsenteret romersk mytologi (for ikke at snakke om Roms reelle forhistorie), med et par kritiske øjne. Det gør Roms tågede fortid langt mere spændende at læse om. Med sit simple og elegante sprog, holder Beard læserens opmærksomhed fanget i et jerngreb, der gør det svært, at lægge bogen fra sig, når man først er begyndt.

Beards styrke lægger i særdeleshed også i at gøre op med mange af de ’folkeforestillinger’, der kredser omkring Rom.

Vi går tit rundt med en forestilling om, at de til tider ekstravagante romerske kejser har haft en stærk indflydelse på imperiet i sin helhed. En sadistisk kejser kunne være ubehagelig for sine nærmeste. Men administratorerne, byboerne og bønderne hverken hørte eller følte meget til ham. Livet gik som oftest sin stille gang ude i provinserne, uden at man mærkede det store til Roms politiske intriger.

Undervejs i den gribende fortælling gør Beard op med en række legender, der eksisterer omkring Rom og imperiets kejsere.

Eksempel: Var Gaius virkelig så slem som fortællingerne siger? Han var uden tvivl et forfærdeligt menneske. Men havde han virkelig planer om at gøre sin hest til konsul? Ydmygede han nu virkelig sine soldater til at samle muslingeskaller op på en fransk strand? Næppe, mener Beard. Der er tale om en misforståelse af ordet musculi, der både kan betyde muslingeskal og militærhytte. Sandheden er nok nærmere, at Gaius fik sine soldater til at pakke en midlertidig lejr ned. Mange af de mere farverige historier om de romerske kejsere blev skabt efter deres død, hvor de ikke længere var til fare for folk omkring dem. Selv Claudius, der i sin eftertid blev husket som en nørdet akademiker (sandheden var lidt en anden), undslipper ikke.

En romersk filosof, har i en humoristisk sketch, forestillet sig Claudius, der lige er død forsøge at tilegne sig en plads blandt guderne i det himmelske senat.

Her møder han Kejser Augustus, der skal dømme hans sag. ”Denne mand, der kigger på jer, som om han ikke kunne slå en flue ihjel, plejede at dræbe så nemt som en hund skider”. Han bliver nægtet adgang, og en skræddersyet straf bliver lavet til ham.

På grund af hans hang til spil, skal han i tid og evighed rafle terninger i bunden af et bundløst raflebæger. Heldigvis dukker førnævnte Gaius op af den blå luft, tager Claudius som slave og tvinger ham til at arbejde som juniorsekretær i den romerske juridiske forvaltning – en grel, grel skæbne. SPQR er sprængfyldt med denne slags små fortællinger, der giver et kort afbræk fra bogens overliggende fortælling, og gør Roms allerede farverige historie mere spændende. Store mænd har også følelser.

På trods af Mary Beards overlegne fortællestil, forholder hun sig ofte meget distanceret til de enkelte skikkelser. Til tider kommer vi ind på livet af dem, men kun i glimt. Vi lærer om Ciceros tætte forhold til sin datter og om hans sorg ved hendes død. Vi hører også om Pompejus Magnus’ kærlighedsforhold til sin kone. Højst usædvanligt i en tid, hvor overklassen som regel ikke giftede sig af kærlighed. Meget nærmere kommer vi desværre ikke. Det er en skam, for de personlige intriger og handlingsmotiver, der ikke får så meget opmærksomhed her, er med til at udpensle den store kamp om magten i Rom. Er man mere til denne side af historiefortællingen kan A.N Wilsons The Classical World varmt anbefales.

Man kan spørge sig selv, hvorfor jeg har lagt så meget vægt på følelser, skæve fortællinger og myter i den her anmeldelse

Svaret er, at enhver historiker kan skrive en fortælling om Rom. Men få kan gøre det på en måde, så det føles dragende. Der, hvor Beard virkelig skinner igennem, er i alt det, man normalt ikke forbinder med støvede historiebøger. Hun fanger læseren og fører dem igennem en verden, der på en gang er meget lig og meget fjern fra vores. Både hvad angår tid og samfundsmæssige forhold.

Mary Beards SPQR kan varmt anbefales. I særdeleshed, hvis man ikke før har stiftet bekendtskab med Roms storslåede historie. Og for at vende tilbage til det spørgsmål, der blev stillet i starten. Hvad kan vi lære af romerne? Intet direkte, hvis man spørger Beard. Men ved at engagere os med den arv, vi har efter dem, får vi et sandt skatkammer af kultur, filosofi, politiske analyser og kunst. Beard håbede, at hendes bog ikke blot var en historie om Rom, men en dialog med Senatet og det Romerske Folk. Jeg kan kun sige, hun er lykkedes med sin opgave.

Mary Beard: SPQR – Det antikke Roms historie. 616 sider. Førsteudgave på dansk oversat af Anders Nygård, 2018, Gads Forlag.

Gæsteanmelder: Stud. jur. Alexander Stein

Alexander Stein

Gæsteblogger og -anmelder, stud. jur. Alexander Stein

Pjæk i Den Anden Wienerskole

Lige siden jeg så årets katalog over klassiske koncerter i Odense, har jeg glædet mig til denne aften. Schuberts store C-dur symfoni, (harmløse) sange af Alban Berg og – især – Weberns 6 Stykker for stort orkester.

Webern spilles næsten aldrig. Han udtrykker sig så kort, at en sats i et af hans værker kan være få sekunder kort. Der er noget meget mystisk over hans musik. Hans tonesprog er moderne – ligesom hos kammeraterne Schönberg og Alban Berg.

Tilsammen kalder man de tre for Den Anden Wienerskole.

Weberns 6 Stykker er på min klassiske top-20. De er som en symfoni af Schubert eller Mahler komprimeret og krystalliseret til det kortest tænkelige. Programlægningen denne aften nærmede sig det geniale med Schubert som træstammen og Berg og Webern som de unge grene.

Men så her til aften … skuffelse, nedtur, vrede.

I sidste øjeblik var Webern sparket ud. I stedet: et stykke af Bach. Bach, som aldrig satte sine ben i Wien og kun rent teoretisk har noget med Schubert og Anden Wienerskole at gøre. Hvorfor denne ændring i en fremragende programlægning? Ingen aner det. Man tænker: typisk Odense. Store ideer, som ender med at blive ‘et eller andet’.

Jeg har før talt for, at der bør spilles mere god musik fra det 20. århundrede. Vi svigter vores egne rødder ved at gå efter det sikre. Ikke et ondt ord om Bach – men han er rigt repræsenteret i koncertprogrammer. Alban Berg spilles også relativt ofte. Men Webern stort set slet ikke.

Skuffelsen fordampede dog med Schubert

Selvom programmet var udhulet, glædede jeg mig over Schubert. Det var der flere, der gjorde. Hans store C-dur- symfoni er en rytmisk og melodisk herlighed. det var lige før, der udbrød deciderede klapsalver efter første sats!

Schumann omtalte længden på Schuberts værker som ‘himmelske længder’. Schubert var glad for sine ideer og gentog dem ofte – men hvad gør det? Hans ideer er jo fantastiske. Tilmed er C-dur symfonien den første ‘sammenbrudssymfoni’. Midt i den lystige og melankolske andensats brækker musikken over i nogle fortvivlede gestus, og der bliver helt stille. Musik, der går over gevind – en lystighed, der bryder sammen under sit eget postulat.

Det musikalske nervesammenbrud som virkemiddel er en effekt, som de langt senere Mahler og Bruckner anvender hyppigt og med stor intensitet.

Orkestret var i aften ledet af nu ex-chefdirigent Alexander Vedernikov, som jo nu skal lede operaen i København. Vedernikov holdt sin Schubert klar, rytmisk præcis. Får så være, man kunne ønske sig større dynamiske udsving, mere rå og rustik træblæsersektion, mindre nervøse hornister. Det er ting, der ikke skal trække ned i en dejlig Schubert, der redde de forvirrede programlæggere for aftenen.

Årets Pressefoto 2018 i Odeons foyer, Odense

Som hobbyfotograf er en af mine største inspirationskilder pressefotos. De har ikke kunstneriske budskaber, er direkte, har masser af kant – og er ofte smukke trods et grumt indhold. Nogle af de bedste protrætter laves af pressefotografer.

Og som beskuer ved man, der er meget på spil inden for genren pressefoto. Pressefotografer er udsatte i krigs- og konfliktzoner. Hvis de ikke satte deres liv på spil, ville vi andre vide meget mindre om, hvad der sker i verden.

Eksempel: Migrantkrise på Middelhavet. Ord kan beskrive, hvad der sker på Middelhavet disse år med de mange migranter og asylsøgere. Men billederne – som nu dem på Årets Pressefotos – gør virkeligheden umiddelbart nærværende. Med samme farvebrillans, som vi alle i dag alle kan lave feriefotos, vises overlevende, kæmpende og druknede i det akvamarinblå vand.

Det vigtige i disse og andre fotos kan ikke undervurderes. Derfor kan det undre, at udstillingen i Odeon er så stedmoderlig. I gamle dage (for et par år siden) var Årets Pressefotos en flot og seriøs udstilling her i Odense. Der var plads, flotte print, luft om de enkelte fotos og serier.

Så valgte man, at Årets Pressefotos – dengang på Brandts Klædefabrik – ikke skulle være en del af Odenses kulturprofil, ligesom fotokunst i det hele taget blev kraftigt reduceret. Her havde Odense ellers haft en vigtig niche.

Nu er pressefoto-traditionen vistnok tilbage. På det lidt tamme Odeon. Lige inden for indgangen. Uden plads, placeret på ned-fra-loftet hængende papstykker. Det suger kraften ud af billederne, som også printes så småt, at de ikke rigtigt kan nærstuderes. Det synes jeg er synd. Hvis man skal gøre noget, skal man gøre det ordentligt. Og jeg er sikker på, det her kan gøres anderledes og bedre.

årets pressefoto, Odeon

Årets pressefoto 2018 i Odeons foyer er en tynd omgang

SymfoniRumrejsen 2018

Solen står op bag Jorden, som står op bag Månen. Sådan starter Stanley Kubricks sci-fi film Rumrejsen år 2001 (1968) til tonerne af den senromantiske komponist Richard Strauss’ tonedigtning Also Sprach Zarathustra.

Netop denne musik var det galaktiske tyngepunkt, centralsolen, omkring hvilket alle aftenens små, underholdende stykker lå i kredsløb. Temaet for aftenen: Ind i det ukendte – 100 år med science fiction filmmusik. Vi kom ud i rummet, ned under vandet, til fremtiden, til fortiden, til alternative virkeligheder.

Odense Symfoniorkester er et prægtigt Richard Strauss-orkester. Og orkestret er sådan en aften med lækker, interstellar lyd fint tilsmagt med orglet oppe på væggen –  som Ansgar Kirkes organist, Tina Christiansen, spillede på, som havde hun fire fødder og 20 fingre. Mere Strauss fremover, OS, mere!

Jeg ville måske gerne have haft endnu mere plads til orglet og lidt mindre hastigt afsnuppede pointer, når orgel og orkester spillede sammen. Vi fik jo også Hans Zimmers eminente musik til en anden af mine sci fi-favoritter, Interstellar (2014). I Zimmers musik til den film spiller orglet en nærmest religiøst stor rolle. Der kunne godt være endnu mere bombast og Tina Christiansen til Strauss og Zimmer sådan en filmaften. Nuvel, det fungerede fint alligevel med et super sprødt spillende orkester.

(Bær over med mig – men jeg blev glad for organisten i går aftes; det er ikke helt gået af mig. Måske nok også derfor, jeg syntes, at dirigenten, Michelle Rakers, skulle have givet Tina Christiansen mere tid og rum til at shine 🙂 )

Så for at TALE om noget andet:

Orgel.

Man skeler jo nogle gange til orglet i Odense Koncerthus og tænker – hvad kan det? Det kan en del. Tina Christiansen fik en stor solo i form af Bachs notoriske Toccata og Fuga. Man formoder, han har skrevet det som en art testmusik til brug for justering af orgler. Og det kan man høre tydeligt i den indledende, forrevne toccata. Toccata betyder løst oversat: hurtig på fingrene. Og ikke kun på fingrene, når vi taler orgel. Man skal også være hurtig på fusserne, fordi orglet jo har pedaler til bastonerne. Tina ‘Quickstep’ Christiansen spillede stykket uden at kalke dets revner og sprækker over, lige ekvilibristisk på fingre og fødder.

Der er ingen tvivl om, at en filmkomponist som John Williams har lånt ret meget fra klassiske komponister som Gustav Holst, Richard Strauss, Korngold osv. Klik her og hør fx hvor tæt Star Wars temaet læner sig op af et tema, Korngold skrev til filmen King’s Row Komponister har altid lånt fra hinanden; ja selveste Mozart stjal en hel symfoni (nr. 37) fra Michael Haydn og udgav den som sin egen, da han var i tidnød for at skrive en symfoni selv! Men det var nu fedt, vi denne aften også kom tilbage til kilderne… til Bach og til Strauss og til Khatjaturjan – originalerne (som stjal fra atter andre – ingenting falder ned fra himlen her i verden). Det er nu engang den tunge klassiske musik, der siger mig mest…

Koncerten trak et andet crowd til Odense Koncerthus

Ingen grå manker – stort set kun min. Til gengæld super mange unge og semi-unge. Fedt! Filmmusik er vel dén type musik, der har mest tyngdekraft, hvis man vil tiltrække unge for udtrykket i symfonisk/klassisk musik. På den måde er der vel en fin dobbeltbetydning i overskriften: Into the Unknown. Hvordan vi får dem til at komme igen til fx 50 minutters uafbrudt Richard Strauss – den nød er sværere at knække. Men fredag aften var et godt forsøg! Med de til formålet inviterede stormtropper, man kunne tage selfies med. På det punkt var der også rummelighed: De udklædte frivillige Star Wars-statister uden for huset og inde i salen kom i alle størrelser, aldre og vægtklasser. Cool!

Breaking: Hvem kan sige nej til en selfie med en to meter høj stormtrop? Ikke Trine fra orkestret i hvert fald 🙂

 

Filmekspert Maria Månson (førhen Filmselskabet på Dr K, nu Sprogquizzen på Dr K) var konferencier – og charmerede sig igennem det hele. Her kan man tale om en vært, der troværdigt kan formidler til publikum, at der er passion og kærlighed til musikken.

Hvad med en aften med god gysermusik?

Der er både Bernard Herrmans musik til Psycho, Bartóks musik brugt i Ondskabens Hotel, Jerry Goldsmiths musik brugt i Alien … og og og. Jeg kommer den aften! Eller hvad med en aften med film fra romantiske film? Den aften kan jeg så desværre ikke. Men mon ikke en masse par kunne tænke sig at trække et symfonisk kæletæppe over sig?

Bottom line for denne koncert er i hvert fald: Orgelspil deluxe, sprødt orkester, sød konferencier – lidt mere plads til effekter en anden gang, Michelle Rakers. Det foryngede publikum kvitterede med klap og trampen i gulvet, til OS var “tvunget” til at sende mig tilbage til et højdepunkt fra min barndom med et ekstranummer: temaet fra Steven Spielbergs E.T.

Af hjertet tak!

Ses vi i Ansgar Kirke i morgen?…. 🙂

 

Hvad?

Into the Unknown, 100 år med science fiction-film

Alan Silvestri: Back to the Future Suite

John Williams: Jurassic Park. A Symphonic Fantasy, arr. David Firman

Donald Romain Davis: The Matrix

Gottfried Huppertz: Metropolis Suite, arr. Frank Strobel/Marco Jovic

Hans Zimmer: Interstellar Suite

John Williams: Close Encounters of the Third Kind

Richard Strauss: 2001: A Space Odyssey (dvs. Also sprach Zarathustra: “Einleitung, oder Sonnenaufgang”), arr. John Syberg

Aram Khatjaturjan: Adagio fra Gajané

J. S. Bach: Toccata og Fuga i d-mol

Jerry Goldsmith: “The Dream” og “A New Life” fra Total Recall Suite

John Williams: uddrag af Star Wars – Suite for Orchestra

ekstranummer: John Williams: Tema fra E.T. 

Hvornår?

28. september 2018

Hvem?

Odense Symfoniorkester, Michelle Rakers (dir.), Tina ‘Quickstep’ Christiansen (orgel), Maria Månson (konferencier)

Verdensklassekor i Kerteminde Kirke: Theater of voices synger Dowland og Heiner Goebbels

En lun forsommeraften i Kerteminde. Drønnerterne fræser rundt på knallerter. Den landsdelskendte is-pusher, Vaffelhuset, trækker som altid fulde huse. Solskin. Blå himmel. Og 50-60 mennesker finder sammen i byens gotiske kirke fra 1300-tallet.

De er samlet for at opleve, hvad jeg tillader mig at formode er den smukkeste korsang nogensinde hørt dér. De ved ikke helt, hvad de går ind til. Men det skal blive stort.

Theater of Voices er kommet til byen, inviteret af byens nye organist, Jesper Gram Petersen. Jeg har ikke hørt ham spille, men mine kilder i byen siger, der er saft og kraft i hans orgelspil. Ham skal byen holde på! Byen har i forvejen en stærk kulturprofil med kunst og musik på Lundgaard gods. Når en nyansat organist kan få et kor fra øverste hylde af den internationale korscene til at komme og give koncert for en flad 50’er inklusive et glas vin bagefter, så er der virkelig ved at ske ting i den lille købstad med de røde tage.

Jeg flygtede selv fra byen som ung. Det gør de fleste unge kertemindere vel. Der bliver for trangt og for stille. Men når vi når en vis alder, går vejen stille og roligt tilbage. Naturen, roen – og nu også topkunst!?

Theater of Voices er et lille kor

Fem sangere: fire mænd, én kvinde – Else Torp, der siden soundtracket til filmen La Grande Bellezza har været en af mine og mange andres yndlingssopraner.

Laurenti Kirke i Kerteminde Kirke er et klangligt relativt tørt sted, dvs. kort efterklang. Det er ideelt til et kor som dette, der består af eksperter i hver position. Fem tindrende klare, smukke stemmer, der så let som ingenting (eller sådan virkede det) fyldte hele rummet ud. Et frygtindgydende rum, fordi man intet kan skjule.

Første del var John Dowlands Lacrimae or Seven Teares. Oprindeligt skrevet for fem instrumenter omkring år 1600, da Dowland var ansat som lut-spiller ved Chr. IV’s hof. Paul Hillier, kunstnerisk leder for Theater of Voices, forklarede i sin intro, at han havde fundet digte, der passede til musikken. Så musikken, der oprindeligt var for instrumenter, kan nu synges. Jeg opgav af følge med i teksterne trykt i dagens program, og lod musikken bevæge sig som klart kildevand hen over mine hjernevindinger. Musikken befinder sig et sted mellem renæssancens komplekse flerstemmighed og den gryende baroks trang til et klart, emotionelt udtryk. Da Dowland skrev sin musik, opfandt man i Italien operaen, hvor de mange stemmer afløses af én stemme og et akkordinstrument.

Dowland har stadig flerstemmigheden, men musikken blev dog krydret af lutspiller Nigel North, der også ind i mellem de enkelte numre spillede fine, stille soli.

Hvad kan man sige om sådan musik, sådanne sangere og en charmerende kunstnerisk leder? Perfektion? Himmelsk? Jeg vil sige: Kom igen og igen og syng for os!

Kunstnerisk leder Paul Hillier fortæller om Heiner Goebbels’ musik.

Aftenens anden del var mere krævende – på trods af chokerende musikalsk enkelhed: Tyske Heiner Goebbels musik for fire mandestemmer til Samuel Becketts tekst Worstward Ho

Titlen på værket kan (hvis jeg forstod Paul Hilliers intro korrekt) oversættes til noget i retning af Det er går dårligt – og det bliver værre. Over lange stræk benytter Goebbels’ musik sig af mange gentagelser af ens akkorder. En gang i mellem twisted med en dissonans, der stikker ud. Yderst sjældent bliver akkorderne sat sammen til en egentlig melodi.

Værket er egentlig et sceneværk. Vi fik det med minimal iscenesættelse, idet sangerne bevægede sig rundt i kirkerummet. Minimal er egentlig essensen. Der er stort set ingen musik tilbage i Heiner Goebbels’ værk, ligesom der stort set ingen bevægelser er tilbage i et skuespil af Samuel Beckett. Det handler om fravær af det velkendte…

Hvis jeg skal sige noget begavet om Worstward Ho (og det har jeg svært ved, for minimalisme i så nedkogt form er meget svær for mig), skulle det være: Min oplevelse var af mennesker, der prøver at række ud efter hinanden og skabe en form for kommunikation. Vi har vel alle oplevet kommunikation bryde sammen. At man mangler ord for det, man vi sige. Pinefuldt, når man vil udtrykke noget pinefuldt i én eller mellem mennesker.

Det var en oplevelse at høre værket. Og jeg er sikker på, vi fik en verdensklasseopførelse af det. Ikke alle kunstneriske oplevelser skal føles som kildevand over hjernevindinger. Det er helt okay at være perpleks og tænke: Hvad i alverden er jeg vidne til lige nu?

Sammenhæng er der i hvert fald mellem Dowlands 400+ år gamle, dybe melankoli, isolation og ensomhed og Heiner Goebbels’/Becketts tekst om sammenbrudt liv og sammenbrudt kommunikation.

Jeg hører det meste af min klassiske livemusik i koncertsale med symfoniorkestre

Koncertsalsmusik er en meget stiv og formaliseret koncertform – og det siger jeg, der elsker den slags! Men det var en sand befrielse i går aftes at opleve så store kunstnere træde så ukrukket op, levere musikalsk ekspertise og stille op til en øl og en snak bagefter – og at Paul Hillier fortalte os om musikken i øjenhøjde. Hvorfor løsner vi ikke op i koncertsalene? Der er ingen modsætning mellem uformel afvikling og stor kunst, når vi når op på det plan, hvor Theater of Voices befinder sig.

Jeg er fan!

Som den kultur-groupie, jeg er, måtte jeg selvfølgelig efter koncerten have skam-signeret min Theater of Voices/Arvo Pärt-cd af sangerne og Paul Hillier.

Theater of Voices er: Else Torp, sopran. Miles Lallement, kontratenor. Paul Bentley-Angell, tenor. Jacob Skjoldborg, tenor. Ben McKee, bas. Paul Hillier er kunstnerisk leder.

Flow my tears, fall from your springs,

Exiled for ever let me mourn;

Where night’s black bird her sad infamy sings,

There let me live forlorn.

Guldfund i Odense Symfoniorkester Sæson ’18-’19

Odense Symfoniorkester – den bedste grund til at sidde i et blødt sæde et andet sted end derhjemme foran tv’et. Nu er orkestret på gaden med næste sæsons program. Ud over ældre og velmeriterede klassikere som Christmas Carols, Opera på Engen, Bachs juleoratorium, Harry Potter, Carl Nielsen konkurrencen mm. – er der plads til et par fornyelser.

Det nye koncept, Familiesymf, har overlevet undfangelsen i indeværende sæson. Heldigvis. For når forældre ikke længere sætter Tjajkovskij eller Mozart på musikanlægget derhjemme og ad den vej introducerer afkommet for den store musik, så ligger opgaven med musikalsk dannelse ved orkestrene selv. En times musik fredage klokken 17 med indlagt spas af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole Kiilerich, bør de fleste børn finde spændende!

Der går også rygter om en ny koncertform for unge: Friday Night Symphony. Jeg synes, det er en fin idé at målrette mod unge. Det er i den alder, man kan begynde at lodde den klassiske musiks dybder.

 

TRE guldfund

 

Guldfund 1: Giv mig mine rødder tilbage! (25/10/2018)

Jeg ved ikke, om planlæggerne af sæsonen kan læse tanker. Jeg har tænkt meget over, at vi mangler at opleve vores egne musikalske rødder i det 20. århundrede. Jo, der spilles jævnligt Bartók og Sjostakovitj. Men den germanske kultur, vi har rødder i, den oplever vi sjældent i koncerthuset. Hvad skete der med den tysk-østrigske musiktradition fra Bach til Haydn til Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner, Brahms, Bruckner, Mahler? Sluttede musikken bare der? Naturligvis ikke. Traditionen blev videreført. Fx af de komponister, man kalder den Anden Wienerskole: Navne som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Det er sikkert ikke navne, der lever så kraftigt i din bevidsthed. Men de er vigtige!

De tre navne står solidt plantet i traditionen fra Brahms og Schubert. Men deres musik lyder unægteligt lidt anderledes.

Årsag: Man begyndte at skrive musik uden for dur- og mol-systemet. Det førte til skandaler som ‘Lussingekoncerten’, som jeg vender tilbage til nedenfor. Heldigvis er vores ører ikke så sarte som dengang i starten af 1900-tallet. Jeg glæder mig til oktober, hvor OS spiller musik af den kendte Schubert og de ukendte Alban Berg og Anton von Webern. Omsider introduceres vi i en genial programlægning for den røde tråd af tradition, der fører videre fra de store klassikere og ind i det 20. århundrede.

Kan du for dit indre øre høre, hvordan en typisk Mahler-symfoni lyder?

Kæmpe kontraster, intensitet, omskiftelighed. Godt. Forestil dig, man komprimerede en timelang symfoni af Mahler til 10 minutter. Så har du Weberns 6 fabelagtige ‘Stykker for stort orkester’ op. 6. Jeg glæder mig som et lille barn til denne orkesterperle! Webern elskede Schubert. I denne musik, hvor hver en node tæller, og hvor der intet overflødigt er, aner man skyggerne af Schuberts melodier og Mahlers brug af både det lyriske, det banale og det folkelige i uhyggelig sammenhæng. Man kan lave sin egen indre film til denne effektladede musik. Musikken blev uropført sammen med andre moderne værker ved en koncert i 1913, der er gået over i historien som ‘Lussinge-koncerten’. Musikken den pågældende aften brød med dur og mol, som komponisterne opfattede som en spændetrøje.

Publikum var først rådvilde – senere udbrød der kaos, da modstandere og venner af komponisterne kom op at toppes. Operettekomponisten Oskar Strauss var til stede og sagde de bevingede ord om koncerten: ‘Klaskene fra de lussinger, publikum hele tiden delte ud til hinanden, var det mest musikalske den aften’.

Det var dengang, musik virkelig betød drama! I dag kan vi høre Weberns musik som en helt naturlig forlængelse af hans store forgængere…

Jeg har lavet en video med musikken fra et af de 6 fine og lyriske (og dramatiske) ‘6 Stykker for stort orkester’.

Webern bliver i koncerten i Odense koblet op med sange af Alban Berg, den mest tilgængelige fra den Anden Wienerskole. Og de dybe rødder får vi også med via Schuberts store 9. symfoni, der rummer både krise og skønhed. Det er genial programlægning. Det bliver en stor aften!

 

Guldfund 2: Det udslukkelige? (6+7/9/2018)

Et af dansk musiklivs største stjerner for tiden, Nikolaj Znaider, gæster Odense 6./7. september 2018. Znaider startede som violinvirtuos, men opleves i senere år oftere og oftere som dirigent. Fyn er stolt af lille Carl fra Nørre Lyndelse, der blev store Carl Nielsen i København. Znaider og odenseanerne spiller Nielsens kendteste symfoni, Det Uudslukkelige. Symfonien er skrevet under 1. verdenskrig. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et slag mellem to hære i den paukeduel, der afslutter symfonien. Det er i høj grad en symfoni, der skal SES, ikke kun høres.

Lad det hele brænde

Nielsen havde den samme opfattelse som mange andre i samtiden af 1. Verdenskrig: Krigen var meningsløs – men når den nu var der, måtte regnskabet gøres helt op. Om det så kostede mange menneskeliv. Dette endelige regnskab ville sikre, at kulturen kunne genopstå ren. Han mente, at livet (ligesom musikken) er uudslukkeligt. I dag, efter 2. Verdenskrig, gaskamre og atombomber, ved vi, Nielsen tog fejl. Livet er i høj grad udslukkeligt. Som ren musik er symfonien dog langt fra udslukt. Og hvem kan i grunden sige sig fri fra en lille fryd ved den kulturelle battle på instrumenter, Nielsen skrev? Nogle gange vil man bare se hele lortet BRÆNDE!

Guldmusik af Nielsen kobles med en af de helt store violinkoncerter: Tjajkovskijs. Det er sådan et værk, hvor man har lov at læne sig tilbage og tænke: giv mig vellyd, melodi, skønhed uden filosofisk dybde. Solisten er bulgarske Liya Petrova, som vandt Carl Nielsen violinkonkurrencen i 2016.

Hør de muskuløse Berliner Philharmoniker gå amok i Nielsens pauke-battle i videoen her nedenfor.

 

Guldfund 3: Neo-neanderthal med Carmina Burana (28/2/2019)

 

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Det passer helt sikkert ikke. Men min kærlighed til min farfar, Christian, er ikke rustet. Og derfor er min kærlighed til Carl Orffs elskede vokalværk, Carmina Burana, heller ikke rustet. Lige inden min farfar døde, nåede han at introducere mig til værket – på et kassettebånd, han lavede til mig. Jeg kan huske, at Arleen Auger var sopranen på det kassettebånd – og hun ramte en berømt, meget høj og sindssygt svær tone tindrende falsk. Det sker!

 

Hør Kathleen Battle ramme den spot-on: ‘Dulcissime’ i Carmina Burana.

 

 

Jeg faldt pladask for dette værk, da jeg var ung. Hvordan kunne jeg andet? Det larmer. Det er udadreagerende. Teksterne er vulgære. Masser af rytmik. Mange gentagelser. Sidenhen rejste jeg til Tyskland og studerede musikfilosoffen Adorno, der afskyede Orff og kaldte stilen neo-neanderthal. Orff var opportunist og havde succes under det tredje rige, selvom han måske nok privat afskyede nazisterne. På den måde deler han skæbne med Richard Strauss og Wagner. Politisk suspekte personer. Men musikken forsoner. Og jeg mener … Michelangelo arbejdede under krigerpaven Julius II og Medici-paven Clement VII. Mange store kunstnere har været skrækkeligt opportunistiske og egocentriske.

Ligesom jeg ser igennem fingre med de fejl, mine kære har (de ser gennem fingre med meget større fejl hos mig), ser jeg gennem fingre med det primitive i Carmina Burana. I hans senere og ukendte værker er teknikkerne dog endnu mere simple – og de værker smiler jeg lidt ad, må jeg indrømme.

Men jeg glæder mig til at høre Carmina Burana igen efter alle disse år og sende farfar Christian en tanke. Han sidder nok overskrævs på en sky nu og hører J. S. Bach spille c-dur fugaer fra et klaver på en anden sky.

Uden tvivl et af de kendteste og lettest genkendelige klassiske stykker: ‘O fortuna’ fra Carl Orffs epic korværk, Carmina Burana. 

Koncerten med Odense Symfoniorkester i samarbejde med fynske gymnasier (det kan gå hen og blive spændende!) og dirigent Fawzi Haimor finder sted 28. februar 2019. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvem sopranen bliver – men jeg krydser fingre for dig.

Koncerten byder også på en oplevelse med orkestrets artists in residence, Trio con Brio

De spiller sammen med OS et værk af en af vores store, nulevende komponister, Bent Sørensens. Værket, L’isola della Città fra 2015, er en slags koncert for orkester og tre solister – er skrevet til Trio con Brio. Så der er tale om en musikalsk slotsaftapning. Jeg har kun smuglyttet på YouTube, men det lyder fascinerende. Hvor forbindelsen til Orffs simple musik er … det ved jeg ikke. Men nogle gange skal man vel også bare lade programmets dele klaske sammen i et bilsammenstød.

 

 

 

 

støt dit symfoniorkester

Rådmand for kulturområdet i Odense, Venstres Jane Jegind, citeres i kataloget for, at Odense Symfoniorkester er landets bedste orkester. Det synes jeg, vi alle sammen skal holde hende op på. Det forpligter. Både her i Danmark og i andre vestlige lande er symfoniorkestre pressede af besparelser. Lukninger forekommer jævnligt. I Aarhus kan orkestret ikke længere spille de store senromantiske værker – dertil er der for få musikere. Imens skyder nye koncertsale op i Asien i et omfang, man ikke skulle tro. 123 alene i Kina.

 

Odense Symfoniorkester er efter min overbevisning Danmarks bedste symfoniorkester, der med sit alsidige repertoire har koncerttilbud i høj klasse til alle aldersgrupper.

–    Kulturrådmand Jane Jegind (V)

 

Hvis vi tager vores egne rødder og vores egen kultur alvorligt, må orkesterbesparelserne (som ofte pakkes ind i djøficeret nonsens om effektivisering og ‘smartere måder at yde mere på’) stoppes. Det er op ad bakke. For helt oppe på Borgen, hos den såkaldte kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), sendes der klare signaler om, at kultur, det er noget vi beskærer.  Senest mister en kulturbærende institution som Danmarks Radio en femtedel af sit budget og Radio 24Syv en tredjedel. DR Underholdningsorkestret er skåret helt fra for et par år siden. Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er det næste orkester, der vil falde – hvis det står til kulturafviklingsministeren. Jeg græmmes over den kvindes politik. Hun og andre politikere himler op om den danske kultur – samtidigt med, at de samme arbejder på at nedlægge den.

Jeg glædes til gengæld over Jane Jegind

Nu har hun udnævnt Odense Symfoniorkester til landets bedste. Det må vi holde hende op på. Vi må antage, orkestret er sikret mod beskydning fra talmennesker med klamme håndflader. Tillad orkestret at eksperimentere mere, om det så betyder halvfuld sal eller oprør fra traditionalister. Man er kun bedst, hvis der er sikkerhed for kunne at satse og fejle, satse og vinde.

Må der rokkes ved det sikre og afprøvede? Det bør der!

Symfonisk perpleks

Jeg har aldrig oplevet at være så perpleks i en koncertsal. I går hørte vi dels danske Kasper Rofelts nye cellokoncert, Night Phase, dels Mahlers mest mystiske symfoni, den Fjerde.

Normalt går jeg ikke til koncertintro på grund af tidnød. Men nu var det Mahlers Fjerde, som helt klart er på min top ti over klassiske værker. Så jeg skulle lige høre, hvad der var at sige om værket. Aftenens dirigent, Clément Mao-Takacs, holdt mere eller mindre introen selv. Og han forstod på smukkeste vis at koble Mahlers kalejdoskopiske drømmeunivers til H. C. Andersens eventyr. Også Mao-Takacs finder, at den Fjerde er en af de mest komplekse og vigtigste symfonier. Et værk, der ser det himmelske gennem meget jordiske øjne, der giver det smukke og himmelske noget skævt, utroværdigt og mærkeligt. Ligesom den lille pige med svovlstikkerne, der får smukke drømmesyn, hver gang hun stryger en tændstik i kulden.

Clément Mao-Takacs og Ole Kiilerich diskuterer Mahlers Fjerde.

Jeg spottede mange ukendte, unge ansigter i orkestret

Mange musikere denne aften sidder i tidsbegrænsede stillinger – eller er relativt utrænede musikere fra konservatoriet. (Jeg savnede også førsteviolin Eugen Tichindeleanu, som er på orlov). Det får mig til at tænke på, om orkestret måske ikke var helt sammenspillet. Ikke mindst førsteviolinen er afgørende indpisker for en strygergruppe.

Jeg var perpleks i lange stræk over denne Mahler 4. Det ene øjeblik virkelig stor skønhed, det næste truede det hele med at brække fra hinanden. Nogle gange skal tingene brække fra hinanden i en god mahleropførelse. Hele hans måde at skrive musik på handler om forandring og brud og usikkerhed. Men bruddene denne aften var af en anden slags – hvor man bliver usikker på, om orkestret vil én eller flere ting samtidigt. Jeg savnede samtidigt noget nerve, viljen til bevidst at spille skævt og folkemusikalsk. Det folkelige er også en del af Mahlers univers. Men det skæve og bevidst falske blev glattet ud. Det store klimaks i overgangen mellem de to sidste satser plejer at være gåsehudsfremkaldende. Men på perplekse mig nåede orkestret ikke over 60 procent lige dér. Måske havde de tabt gejsten, da en mobiltelefon på balkonen lystigt spillede en alarm midt i den mest sarte og inderlige passager af tredje sats.

Nogle gange kammede opførelsen over, så musikken blev glasklar og transparent. Så tænkte jeg: Det er et bevidst valg fra den elegante, unge, franske dirigents side. Det næste øjeblik syntes jeg, det bare lød tyndt. Var orkestret i kontakt med dirigenten? Var de i kontakt med denne mærkelige musik?

Komponisten Arnold Schönberg, der omkring år 1900 frigjorde musikken fra dur og mol-systemets spændetrøje, sagde engang, at selv dårlige opførelser af værker kan have deres fordele. Man kan komme til at høre detaljer, man ikke hører i sammenhængende opførelser. Men denne aften var der ikke rigtigt nogle detaljer, der struttede ud til beskuelse.

Hvis jeg dog skal uddele lidt ros midt i denne forvirrede, ubegejstrede stemning, skal det være til OS’ træblæsere. Træblæsere er afgørende for den djærve, påtaget folkelige tone i Mahlers musik, og gruppen klarede det rigtig godt. Med rette blev gruppens medlemmer peget ud til seperat-applaus.

 

Clément Mao-Takacs og Inger Dam-Jensen udpeger træblæserne

Mahlers værk er så stærkt, at selv en perpleks opførelse ikke kan slå det ihjel

Det er ikke som med fx Bruckner, hvor en træls opførelse er døden for værket. Jeg elsker stadig Mahlers Fjerde højt. Som et ikke dobbeltbundet, men mangebundet værk. En moderne behandling af det jordiske liv og vores trang til billeder af det hinsides, det himmelske, eller bare af en tilstand uden de rå kampe, livet byder på.

Sopranen Inger Dam-Jensen sang den på overfladen simple sang, der afslutter værket. Et lidende barns vision af en himmel, hvor helgener og sågar slagteren Herodes (det er ham med barnemordet fra Bibelen) hopser lykkeligt rundt og nyder livet. Nå ja, nogle dyr må lade livet, men i den barnlige vision er end ikke dette et problem. Sangen skal synges uden ironi – og det dikterer Mahler selvfølgelig kun, fordi han ved, ironien bliver bedre af ikke at blive klasket direkte i ørerne. Underfundighed er vejen frem. Det er meget forkert at servere symfonien som en neoklassisk, simpel ting. Men gud skal vide, det er svært for en nutidig lytter at afkode alle de små detaljer, der antyder fare og ironi i værket. Blandet andet derfor mener jeg, det groteske og skærende skal fremhæves, ikke udglattes. Jeg havde ønsket, man havde påpeget i koncertintroen og i programmet, at bjældeklangen, der findes hele værket igennem, ikke er hyggelig jule-kanebjældemusik, men at der er tale om narrens bjælder.

Og i slutsangen ville jeg ønske, man kunne få en krystalklar sopran som fx. barok- og Arvo Pärt-specialisten Else Torp på banen.

En sopran som Inger Dam-Jensen er mere La Traviata end Mahlers barnligt-grufulde univers af lidelse gemt bag smil gemt bag tårer gemt bag spøg … Inger Dam-Jensens dejlige tone og perfekte tysk til trods! Og hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig hørt en perfekt udgave af dette værk. Det er absolut ikke ‘Mahler light’, som koncertprogrammet omtaler værket – det er hardcore Mahler. En næsten umulig nød at knække.

Jeg kunne skrive meget mere om Mahler. Og det har jeg. Læs min artikel i seneste udgave af orkestrets magasin, VirtuOS: ‘Musik, der lyver’.

Kasper Rofelt: Night Phase

Vi fik en uropførelse med denne aften. Kasper Rofelts cellokoncert, Night Phase. Musik kom til mig, da jeg var barn, som klang, ikke som rytme eller melodi. Jeg var over lange stræk fascineret af Rofelts evne som klangskaber. Rigtigt behandlet kan et stort orkester skabe de vildeste klangrum. Og nogle af de rum åbnede sig for os denne aften. Ole Kiilerich, orkestrets musikformidler, talte med Rofelt under koncertintroen om, hvad man skal gøre, hvis man bare har lyst til gode melodier. Dem er der jo ikke mange af i moderne musik. Rådet fra Rofelt var, at følge celloen. Men Rasmus Modsat, som jeg er, ville jeg hellere følge orkestrets nattevandring.

De smukkeste natskyggerum blev foldet ud foran os. I øvrigt helt i tråd med en anden stor komponist af nat- og skyggemusik, Gustav Mahler.

At celloen måske havde lidt for mange savtakkede, skærende motiver at spille… Jo, det tog vi med. Evnen for at skrive for stort orkester har Rofelt i rigt mål!

Kasper Rofelt og Ole Kiilerich under introen.

Fedtfri og nøgne nationalromantikere i Odense Koncerthus

Jeg ved ikke, hvilket tryllestøv maestro David Danzmayr havde pustet ud over Odense Symfoniorkester. Men det virkede! Jeg har aldrig hørt og set orkestret spille så stramt og velorganiseret som her til aften, hvor menuen stod på nationalromantiske giganter i form af Sibelius, Grieg og Dvorák. Atletisk blev der spillet … Jeg vil næsten sige nøgent og fedtfrit. Det har vi ikke  været vant til det under chefdirigent Vedernikovs mere tunge og absolut langsommere tilgang til musik.

Denne aften var, som om man havde pustet en stor sæbeboble af lykkelig lyd og stor skønhed ud over den propfyldte koncertsal.

Jeg kan slet ikke vente til det nye koncept, Familiesymf, fredag sent eftermiddag, hvor Grieg atter står på programmet i familievenlig snakkeudgave (hvis jeg har forstået konceptet korrekt).

Odense Symfoniorkesters koncerter indledes gerne af et kort værk

En ouverture til aftenen, hvor publikum har tid til lige at falde ned i sæderne og hoste bronkierne igennem, så det er overstået for resten af aftenen (I wish!).  I aften var det finske Sibelius’ Finlandia (1900), der fik lov at indlede. Allerede i messing-intro’en var det tydeligt, at orkestret havde sat sig for at yde sit bedste. Virkelig lækker messing! Men nok om Sibelius.

Griegs klaverkoncert fra 1868 er en af de mest elskede inden for genren, hvilket ikke er svært at forstå. For både i dette værk og i aftenens afsluttende symfoni nr. 9 af Dvorák står de gode melodier i kø, og der dvæles ikke lang tid ved enkelte stemninger. Klaverkoncerten er så ur-norsk, som noget kan være. Det synes vi nu. Men dengang i 1800-tallet – da mange af de nationalstater, vi kender i dag, blev dannet –  definerede kunstnere som fx Grieg det, vi i dag kalder ægte norsk.

Dengang hang Norge og Sverige sammen, og der var et ønske om at skabe eller definere en norsk kultur. Så det, der i dag er national kultur, er altså egentlig lidt syntetisk skabt. Trolde titter frem, store nordnorske vidder antydes, en særegen melankoli og længsel. Det er alt sammen kunstigt skabt – men føles ægte. Tænk bare, at Grieg boede i danske Søllerød, da han skrev værket. Og tænk på det norske sprog, nynorsk, der er en kunstigt skabt syntese af forskellige dialekter. Men det glemmer man med tiden.

Charmerende Marianna Shirinyan var den kompetente mester ved klaveret. Hun takkede odenseanerne for det sædvanligvis taktfaste bifald med en lille smuk sag af … var det Gershwin? Jeg tror det.

Folkeligt kulturelt miskmask af lækreste tilsnit

Meget er gennem tiden sagt og skrevet om Dvoráks 9. symfoni fra 1893 med titlen ‘Fra den nye verden’ (underforstået USA). Dvorák selv var fra den gamle verden, Europa, nærmere bestemt Böhmen. Omkring 1900 blev mange europæiske kunstnere (Mahler, Toscanini, Johann Strauss d.y., Busoni og mange flere) lokket med store pengebeløb til at komme til USA og opbygge en elitekultur, som de hovedrige bagmænd må have følt, landet manglede. Igen: En kultur, der egentlig er skabt kunstigt ved at låne og importere fra andre kulturer.

Dvorák var en af dem, der tog et job over there. Hans 9. symfoni blev skrevet i USA og har en umiskendelig folketone. Diskussionerne er så gået, hvilken nations folketone, der er tale om.

Jeg er selv så gammel, at jeg er blevet præget til at høre melodierne som indianermelodier. Det må være sket gennem læsestof, måske tegnefilm – jeg ved det ikke længere. Dvorák kan have set Buffalo Bills Wild West show og hørt indianermelodier dér. Han kan også have set noder, en ven nedfællede efter at have opleve en omrejsende indianertrup hjemme i Prag.

En række fagfolk har ment, melodierne var böhmiske. Yngre generationer vil måske høre folketonen fra Howard Shores musik til Ringenes Herre ud af symfonien. Det gør jeg ikke, selvom jeg har set filmene. Så om det er böhmisk, indiansk eller noget helt tredje – hvem ved det? Dvorák sagde selv, han ikke havde brugt melodier, han havde hørt. Han havde prøvet at efterligne den amerikanske folketone. Dvorák mente, at amerikansk kompositionsmusik især burde trække på den muld, som ‘negermusikken’ (spirituals, arbejdssange) udgjorde. Det opfattede han som den essentielt amerikanske folkemusik.

Kulturer blandes lykkeligt i sådan et værk

Og i den nuværende situation, hvor politikere her og i andre lande slår plat på paranoia over for andre kulturer og ‘de fremmede’, er det rart med sådan en syntese af vidt forskellige kulturer. Kulturer er ikke stationære. Det ses ved den forklaringspanik i øjnene på folk, der skal forklare, hvad deres kultur egentlig er. Kultur har altid været noget miskmask. Hvem vil i dag undvære asiatiske restauranter og arabiske basarer i vores byer? Da jeg var barn fandtes der pizza, forårsruller og mormormad – og det var og er fint. Men undvære alt det nye, der har befrugtet vores kultur? Aldrig!

Hvad havde eksempelvis aftenens nationalromantiske indslag fra Finland, Sibelius’ ‘Finlandia’ været uden bækkener, til at markere dramatiske højdepunkter? Nok en noget fladere oplevelse. Og bækkener stammer absolut ikke fra Finland, men fra tyrkisk militærmusik. Jo mere, man graver i tingene, jo mere uklare grænser er der mellem kulturer. Måske er Dvoráks symfoni med dens universelle folketone en skjult hymne til det folkelige i kulturer som sådan – og til længslen ved at føle sig fjernt fra det, man opfatter som sin egen kultur…

PS. Sig goddag med kor-nynnen

Som noget ny var der i flaskehalsmylderet ved billet-slusen inden for hovedindgangen til koncerthuset strøet blide korklange ud over publikummerne. Det var egentlig meget hyggeligt! Jeg spottede senere en hel skoleklasse, der havde fundet vej til orgel-pladserne bag orkestret. Også hyggeligt. Kom igen og tag alle jeres venner og lærere med!:-)

 

Odense Koncerthus

Kor-klange inden koncerten

 

Hvad: Nationalromantiske giganter. Sibelius: ‘Finlandia’ – Grieg: Klaverkoncert – Dvorák: Symfoni nr. 9 ‘Fra den nye verden’

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkesker – David Danzmayr, dirigent – Marianna Shirinyan, klaver

Hvornår: Torsdag d. 26. oktober 2017

Søndagsmatiné i Odeon: Til helvede med traditionen!

Musikkonservatoriets sal … ligger ikke i Musikkonservatoriet. Ligesom Odense Teater har Odense Musikkonservatorium nu til dels til huse i Odeon. Jeg havde ikke været i denne sal før og var positivt overrasket. En virkeligt dejlig sal. Man sidder stejlt, så alle har udsyn til solisternes gulv. Smukke frisk-grønne sæder, glimrende akustik. Her er jeg ikke kommet for sidste gang. Og så var det gratis i dag. Tænk, man kan gå fra gaden ind og få en times gratis musik spillet af proffer!

Dagens matiné startede med en lille lækker, moderne variations-ting fra 1981 af norske Knut Guettler (1943-2013) over den kendteste renæssance-melodi, Greensleeves, som Henrik d. VIII måske er ophavsmand til. Toms Timofejevs på solo-kontrabas måtte sætte an to gange, fordi et par publikummer kom for sent. Men pyt, det er søndag, og vi skal heller ikke være for stive i det. Jeg kendte ikke Guettlers lille værk, der emmer af skæv norsk folketone, men nød især pizzicato-variationen.

 

Jeg elsker Schubert. Ingen kan som han skrive kammermusik, der rummer et hel orkesters udtryk. Vist, Schumann sagde med et glimt i øjet, at Schuberts værker havde himmelske længder, underforstået: lidt til den lange side. Men når Schubert er bedst (og det var han nok ikke i dag), tager man alle hans gentagelser med. I dag fik vi Variationer over sangen ‘Trockne Blumen’ med Berit Juul Rasmussen på klaver  (med de mest vilde sideskift i noderne, jeg har oplevet – ritsj, ritsj af sted ud over stepperne) og Ragnhildur Jósefsdóttir på tværfløjte. Værket er ikke et højdepunkt i Schuberts enormt lange værkrække. Absolut til den lidt for lange side. Og Jósefsdóttir kæmpede noget med at have luft nok til de hurtige variationer. Men hvad, det er søndag, det var helt fint. Ikke mindst på grund af Berit Juul Rasmussen.

Matineen blev afsluttet på et højdepunkt

Og det skete med en af det tyvende århundredes mest kontroversielle komponisters, Dmitri Sjostakovitj’ sidste værk, Sonaten for bratsch og klaver op. 147 fra 1975.  Odense Symfoniorkesters blændende solo-bratschist, Rafael Altino, spillede rummet op væg til væk med en kæmpemæssig tone, en hypnotiserende inderlighed og en passioneret desperation over for polske Karolina Bogus’ melankolske og fantastiske klaver.

Værket genlyder af den sene Sjostakovitj’ dødsanelser og dybe melankoli

I kammermusikken finder vi den mest ægte Sjostakovitj, hvor symfonikeren Sjostakovitj ofte skjuler sine ægte følelser og tanker bag masker og parodier ligesom hans store forbillede, Gustav Mahler. Et fællestræk for den sene Sjostakovitj er også de åbenlyse citater og lån fra andre komponisters berømte værker. Det er noget store komponister godt må. Jeg var som besat af sidste sats’ fusion af Beethovens Måneskinssonate, sørgemarchen fra Beethovens Eroica-symfoni indlejret i et klassisk Sjostakovitj-univers! Mageløst! En indadvendt modernist, der rækker ud til sit publikum – som da Alban Berg citerede Johann Sebastian Bach node for node i sin violinkoncert. Det rammer én på den musikalske rygrad – alt det, ens forældre har sørget for at man har med af kulturel dannelse og viden om vores kulturs rødder.

Det er en musik, der går sine egne veje; som følger sin egen logik. Hvis man kan og vil følge med, får man en oplevelse af skønhed og sandhed.

Jeg har sjældent oplevet et så fokuseret publikum i Odense. Under Altinos stille solokadence i første sats, kunne man høre en knappenål falde til gulvet.

 

 

Sørgelig musik har en opløftende egenskab. Det er virkelig underligt. Vi gik ud i solen beriget af denne sorgfulde musik. Og med et lille smil på læben over underskønne Karolina Bogus. Kun velanstændigheden afholdt mig fra at springe ned på scenen for at give denne vævre kvinde et varmt kram!

På vej ud hørte jeg nogle ældre publikummer hvisle om, at man da ikke kan forvente, publikum kommer tilbage efter at få serveret så moderne musik

Nu siger man jo ikke noget som høfligt menneske. Men det, jeg ville have sagt, var, at netop denne art musik må og skal på programmet. Vi kan ikke blive ved med at få serveret sikre navne fra Haydn til Schubert.

Det er fantastisk at disse dygtige musikere og Odeon tør sætte relevant moderne musik på programmet. I mandags, da jeg var til indstillingsmøde for Odense Musikudvalg, var det en af diskussionerne. Forholdene for den nye musik, muligheden for at tale til et nyt, yngre publikum. Jeg valgte ikke at stille op til udvalget, men i stedet give min støtte til den kandidat, jeg kunne se flest af mine tanker om Odenses klassisk musikliv i, Katrine Nordland. Hun er kendt for koncertintroer for Symfoniorkestret, for sit virke i musikbiblioteket, som nu desværre skrumper og flytter. Katrine blev til at begynde med valgt, og jeg åndede lettet op over, at hendes konservative modkandidat ikke blev valgt. På grund af en absurd optællingsfejl blev resultatet vendt om et par dage senere. Ikke godt. Jeg tror ikke på, at den klassiske musik i Odense skal plejes med en tro på, at folk nok kommer af sig selv, at der ikke skal rækkes ud til unge uden for konservatoriet.

Symfoniorkestret gør meget for at forny publikum, hvilket er afgørende for, at denne kulturform ikke forsvinder. Jeg håber, orkestret også tør sætte klassikere fra det 20. århundrede på programmet. Jeg kunne mærke på publikummet i dag, at man er klar til at nyde musik fra det århundrede, de fleste af os er født i. Man kan godt andet end det sikre. Og ja, så vil der være ældre publikummer, der sorteres fra, fordi de ikke kan andet end det klassisk-romantiske. Bare ærgerligt. Til helvede med traditionen. Som Mahler sagde: ‘Det, I kalder jeres tradition, det kalder jeg jeres ligegyldighed og sjusk.’

Jeg glæder mig til mere moderne kompositionsmusik i Odense. Og til flere matineer i Odeons dejlige sal!

 

Hvad: Søndagsmatiné med musik af Guettler, Schubert og Sjostakovitj

Hvornår: Søndag. d. 8. oktober 2017

Hvor: Musikkonservatoriets nye sal i Odeon, Odense

Hvem: Toms Timofejevs, kontrabas – Ragnhildur Jósefsdóttir, fløjte – Berit Juul Rasmussen, klaver – Rafael Altino, bratsch – Karolina Bogus, klaver

Game of Thrones: Macbeth på Odeon

Siddende på umagelige klapsæder a la campingplads fik jeg og min teatermakker oplevet Odense Teaters nye sal på Odeon, indviet i blod og vand via Shakespeares Macbeth. Et af de korte Shakespeare-stykker, men med nogle af de mest kendte monologer. Stykket er nybearbejdet og iscenesat af Simon K. Boberg, og Macbeths univers er reduceret til mørke, røg, blod, lædertøj og uforklarlig halvnøgenhed – egentlig ret meget som HBO-serien Game of Thrones, som alle – eksklusive jeg – åbenbart elsker.

Jeg er hverken teater- eller shakespearekender. Men hvis jeg skulle beskrive den dramatiske bue i denne forestilling, ville jeg sige: Det går fra dystert til rigtig forfærdeligt. Der er intet lys noget sted, det er en lang rædsel. Lige så unuanceret som den utroligt larmende musik, der drøner gennem stykket. Det er bare en mur af lyd, som stykket er en mur af vold. Det forbliver gådefuldt for et moderne menneske, hvorfor Macbeth ender, hvor han ender – med mindre man slæber sin egen psykologiske sans ind i teatersalen og husker det gamle ord om, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut.

Den nemme mand

I forestillingen ligger forklaringerne lige dele i en heksespådom og hos den fra starten helt utroligt brutale lady Macbeth. Hun behøver bare beklikke hans maskulinitet og ambitionsniveau – så er han og hun allerede i gang med at planlægge mord. Det ender med to timers aflivning af indbildte og reelle modstandere, egentlig ganske uforklaret. Jeg siger ikke, vi har brug for at blive mindet om, at Macbeth muligvis havde en hård barndom eller problemer med selvværdet. Men når udgangspunktet er, at han er general – og dermed allerede voldsparat – og simpelthen bare bliver mere voldsparat, så mangler mellemregningerne fuldstændigt.

 

Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow,
Creeps in this petty pace from day to day,
To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools
The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life’s but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,
And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.

 

Anmelderne har ikke været flinke ved Lady Macbeth, spillet af Marie Dalsgaard

Fejlcastet, har man sagt om Marie Dalsgaard. Jeg og min teatermakker tenderer mod at være enige. Ikke overbevisende. Uden den intelligente manipulators og blodliderlig furies vildskab. Forceret, ikke troværdigt. Jeg kan godt have ondt af hende, for hun kæmper for rollen. Men hun er alt for lys og lyrisk til denne dronningeheks.

Claus Riis Østergaard passer derimod som fod i hose i rollen som Macbeth. Han får ikke lov at afsøge de mere poetiske sider af sine monologer, men som marionet i et fysisk drabeligt spil om magt er hans præstation spot-on, hans vanvidscener er ikke just diskrete, men komplet psyko.

Bedst kunne jeg lide Jon Lange som Banquo – der starter som en af Macbeth’s venner og ender som hakkebøf – og Nicolai Jandorf som Macduff, der i stykket er Macbeths primære banemand. De to var ikke bare marionetter i et spil større end dem selv; der foregik noget bag øjne og ansigter, der rummede mere, noget gådefuldt.

Stykket spilles ikke med moderniseret sprog, men som klassisk Shakespeare med blankvers – hvilket gør det lidt svært at følge de hurtige dialoger. Hvis man ikke har læst op på sin Shakespeare med jamber og pentameter og blankvers, så kan der smutte en hel del dialog i røgen, som driver rundt om og på scenen.

Rammerne?

Tjah, Odeon ligner lidt en ny provinslufthavn indvendigt. Plasticagtig. Der er endda en ølbar med høj popmusik – og man kan også købe flødeboller der. Et sted reklameres med 6 store fadøl for 250 kroner. Det hele er meget lyst og glat. Jeg kom også til at tænke på, at det kunne ligne en udvidelse af Rosengårdcentret.

Odeon interiør

Odeon interiør

Teatersalen er yderst skrabet. Man sidder som kyllinger på campingstole med klapsæde – så smalle, at ingen normaldansker har plads i bredden. Man kommer hinanden ved! Rigtig meget ved, nærmest lag på lag. Temperaturen stiger støt til det, der føles som knap 30 grader, og scenens opbygning er så rektangulær, at man får hold i nakken, hvis man – som vi – sidder lidt ude i den ene side af salen.

Campingstol i Odeons teatersal

Campingstol i Odeons teatersal. Den ser betydeligt større og mere behagelig ud, end den reelt er.

Kommer man i god tid, henviser en bestemt, ung dørkvinde én til venligst at deponere jakker og selv små tasker i garderoben. Hvis man derimod kommer anstigende lige før, dørene lukkes, kan man åbenbart tage det hele med ind.

Prisen for en billet er 270 plus 20 til garderobe (hvis man mister den lille stump plastic med ens garderobenummer, så koster plasticstumpen 50 kroner i gebyr – det står med store bogstaver på stumpen; det har jeg godt nok aldrig set før). Med andre ord kommer man let af med 2-3 gange en biografbillet. Og til den pris fatter jeg ikke, at Odeon byder et kulturbærende publikum så ringe komfort. For den samme pris kan man sidde behageligt polstret inde ved naboen, Odense Koncerthus, og få stor kunst serveret af 70-100 musikere!

Havde teaterbilletten til hønserækkerne i Odeon kostet en flad 50’er, så …. fint nok. Men 290 kroner med det hele … Det kan da ikke gå på den måde. Hvilken designer er sluppet igennem med den tossede opbygning? “Det skal gøre ondt at gå i teatret, det skal være ukomfortabelt, man skal kunne mærke det!”. Glem det. Jeg tror, det desværre i længden kan komme til at betyde tab af publikummer.