Blog & Fotokunst

Category: Ikke kategoriseret (page 1 of 1)

Muskuløs og intens mahler 9 – gæstespil med norges ungdomssymfonikere

Lang arbejdsdag. Mekanikeren havde for anden gang ikke kunnet reparere min bil. “Kom igen i næste uge”. Regnen var startet. Lummervarmt. Gad jeg egentlig iføre mig regntøj og cykle helt ind til Odense Koncerthus?

Ja, det gad jeg, for Mahlers 9. symfoni, the symphony to end all symphonies, stod på programmet. Den kører jeg gerne langt for. Og det viste sig at være en god idé, for Norges Ungdomssymfonikere fik meget ud af denne mærkelige, smukke, skræmmende, rørende, sarkastiske, drømmeagtige symfoni, som starter i mareridt og slutter i Nirvana.

Gustav Mahlers 9. symfoni er den sidste, han nåede at få skrevet færdig inden sin alt for tidlige død i 1911. Derfor har mange fortolket forudanelser om hans egen død ind i værket. Men fakta viser, han var i et for ham ganske normalt humør, da han skrev værket. Han havde tid til at diskutere kvaliteten af skinke med sin og konens stuepige. Der var ikke tegn på den sygdom, som slog ham ihejl. Men færdig blev han dog faktisk ikke med værket, for Mahler var først færdig, når han havde hørt og rettet sine værker – og det nåede han ikke med dette.

Musikken i dette værk er som al anden musik et eksperiment med en mulig verden. Det handler ikke mere om Mahler end om os andre. Havde han levet 20 år mere, havde han skrevet flere symfonier med andre stemninger. Må man formode.

Der er dog ingen tvivl om, at liv og død, meningen med det hele, eksistensens store spørgsmål – og hvad så bagefter? – spiller en afgørende rolle i symfonien. Ligesom det eksistentielle, de fundamentale menneskelige vilkår i denne verden findes i alle hans sange og symfonier.

I 1907 mister Mahler sin lille datter til sygdom. Før denne katastrofe var religion og kristen tro stadig en mulighed for ham. Efter katastrofen var de ikke længere mulige. I stedet nærmede han sig orientalsk visdom, musik og poesi, en dyrkelse af det uendelige, naturens cyklus og genskabelse.

Hans 9. symfoni starter med et lille motiv på 4 toner, der udgør værkets DNA. Som et lille korn vokser motivet op til 80 minutters musik. Mahlers 4 toner en omvendt udgave af et 4-tone motiv, der i hvert fald er brugt lige siden Beethoven. Man finder motivet genbrugt hos flere, centrale komponister. Schubert, Wagner, Bruckner. Det er 4 små toner har i deres oprindelige form et udtryk af patos, kraft, schwung opad mod et klimaks af følelsesmæssig intensitet, passion. Det er selve musikkens egenskab af at kunne betyde noget som helst for os som mennesker, der ligger i sådan en lille musikalsk bevægelse. Når du læser det her, kan det være svært helt at mærke meningen med det, jeg skriver her. Og i musikken lægger man kun mærke til de 4 toner, hvis man lytter meget målrettet. Men de 4 toner står for mig som emblem på den århundreder lange, germanske musiktradition, som mange opfatter som kernen i klassisk musik. Og det er disse 4 toner, tilsammen et lille motiv, som Mahler både bruger i deres oprindelige form, hvor de betyder kraft og bærer mod sejr, og i deres omvendte form, hvor de får noget mørkt og tvetydigt, opløsende over sig.

Noder i starten af Mahler 9
I starten af symfonien vender Mahler de 4 toner om, som mange andre komponister har brugt til at udtrykke kraft og patos. Effekten er dunkel og mystisk.
Noder i slutningen af Mahler 9
I slutningen af symfonien: samme motiv på 4 toner. Undervejs i symfonien har Mahler også brugt de 4 toner i deres oprindelige form som schwung op til højdepunkterne i musikken – som ender i sammenbrud fremfor gennembrud.
I clippet kan du høre de 4 toner, jeg omtaler som symfoniens DNA brugt i slutningen af symfonien: Det omvendte patos-tema fra den klassiske, romantiske symfoni- og operatradition. De høres til allersidst langsomt, inden musikken dør helt ud.

Mahlers 9. symfoni lukker den germanske symfonitradition ned. Han presser harmonierne til det yderste og lader linjerne i musikken leve deres eget liv, uden at de nødvendigvis skal klinge ‘godt’ sammen med andre linjer. Han lader musikken koge over og bryde sammen uden at sætte tingene pænt sammen bagefter, som man ellers forventer af en symfoni. Han lader den østrigske vals’ oprindelige form, ländleren, brænde sammen i andensatsen. Han flår den normalt anstændigt lystige og humoristiske tredjesats i stykker i en tornado af kontrapunkt og sarkasme. “Den er til mine apollinske brødre”, sagde Mahler, med adresse til sine lede kritikere. Tag dén, lige i ørerne!

Tydeligst kommer buddhistiske til udtryk i den lange, afsluttende sats, som ikke slutter i triumf. Mange minutter går i stedet, uden at der i musikalsk forstand sker ret meget. Tynde, men utroligt stærke tråde af musik opløses langsomt, langsomt. De 4 toner, musikkens inderste væsen fra starten af symfonien, bliver brugt igen i en opløsning, det omvendte af et keethovensk klimaks. Det er selve symfonien som begreb, der opløser sig og forsvinder ud i … Ja ud i hvad … ingenting? Det må være op til den enkelte at fortolke på.

Før sin datters død skrev Mahler sange til tekster af digteren Friedrich Rückert, som selv mistede to børn, og som delte Mahlers hang til det orientalske. I en af sangene beskrives, hvordan fortællerstemmen håber, børnene kun er løbet i forvejen; at han kan indhente dem oppe på en grøn høj et sted. Melodien til netop det sted om at indhente dem, der løb i forvejen, citerer Mahler i slutningen af symfonien. Hvis man kan høre den musik uden at få bare en lille klump i halsen, så må man være lavet af sten. Man behøver ikke kende til de intertekstuelle sammenhænge med andre værker – denne musik går rent ind bag paraderne.

Ikke mindst når man hører den med Norges Ungdomssymfonikere under ledelse af Eliahu Inbal. Selvfølgelig er Ungdomssymfonikerne ikke et professionelt orkester. Men det er lige før, jeg vil se det som en fordel. For de er super dygtige for deres alder; de har muskler og power. Tag ikke fejl af ordet ungdom – de kan deres ting!

Hos mig var der flueben både ved klump i halsen og ved gåsehud. Jeg har hørt professionelle orkestre spille denne dramatiske og intime musik kedeligt og … professionelt. Jeg vil langt hellere høre musikken med kræfter, der har lidt vildskab i sig, og jeg tager de rå kanter med. De unge klarede deres solopassager flot, til tider var messing-folkene endda mere sikre i intonationen end deres professionelle, odenseanske kolleger. Strygerne havde den store, fede, lækre klang. Ingen trætte arme efter at have spillet uafbrudt så lang tid.

Eliahu Inbal takker førsteviolinisten

Jeg er ikke i tvivl om, at disse unge musikere har potentiale til store karrierer. Gud give, de forbliver stærke, intense og prioriterer nerve over det alt for korrekte!

Hvad: Gustav Mahlers 9. symfoni (1909)

Hvem: Norges Ungdomssymfonikere, dirigent Eliahu Inbal

Hvor: Odense Koncerthus, Carl Nielsen Salen

Hvornår: Torsdag 15. august 2019.

Odense Koncerthus efter koncerten

Anton corbijn 1-2-3-4

Brandts i Odense er et fund for fotoentusiaster. For nogle uger siden åbnede rock ‘n’ roll mesterfotografen Anton Corbijn sin udstilling, 1-2-3-4, dér. Jeg var så heldig at stå i kø i tide til at få ham til at signere to plakater. Brandts var proppet med mennesker den dag. Så strategisk valgte jeg at se udstillingen efter nogen tid. 3 sale fulde af bøger, cd’covers, en væg med rockvideoer, han har lavet for U2, Depeche Mode m.fl. og to sale med fotografier.

Corbijn har siden slut70erne haft en evne til at være der, hvor der skete noget inden for punk, pop og rock, og han har gnubbet albuer med de største. Johnny Cash, Sex Pistols, R.E.M., Siouxsie Sioux, Duran Duran, Echo & The Bunnymen, Kate Bush. You name it.

Johnny Cash fotograferet af Anton Corbijn
Mesterligt foto af den aldrende Johnny Cash. Til venstre for ham: Sting med meget hår på hovedet. Til højre altid cool Bryan Ferry.
Midge Ure
Midge Ure fra electro-bandet Ultravox. Kuldslået 80er-stil inspireret af filmen Den Tredje Mand fra 1948.

På mig virkede han – ud fra et kort håndtryk og et par ord – som en meget rolig mand. Det er måske det, disse pop/rock/punk-folk har brug for. En faderlig hånd. Billederne viser deres sårbarhed, deres ungdommelige poseren, de bedste viser også en ømhed, aldringen. En forkærlighed for sort/hvid med ekstrem kontrast. Noget, jeg selv skal prøve, når jeg tager fotos: Lade personer i forgrunden være helt ude af fokus og vise det, der sker i baggrunden. Pop og rock handler jo ellers mest om forgrund og knapt så meget om detaljer i baggrunden.

En slentretur gennem udstillingen er for mig, der var und i 80’erne og 90’erne, ren nostalgi og melankoli. Disse unge, friske, nogle nærmest naive ansigter … denne tydelige attitude. Så mange år siden.

En katedral eller landsbykirke af toner

Mea culpa!

Det er mig selv, der har fundet på overskriften for denne koncert i OS’ sæsonkatalog. Men ved nærmere eftertanke burde det måske have heddet en landsbykirke af toner. Hvorfor?

I år fejrer vi protestanter, at Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på døren til kirken i Wittenberg. Og derved startede reformationen: 500 år gammel og stadig i gang. Luther ville gøre op med kirkens katedralbyggeri for de fattiges penge, som man lokkede ud af dem ved at postulere, at pengedonationer kunne afkorte den tid, den gode gud af uransalige årsager måtte mene, man var hjemfalden til at lide i helvede.

I 300-året for en anden stor hændelse i reformationen, den augsburgske bekendelse, skrev alfe- og fe-komponisten Felix Mendelssohn sin Reformationssymfoni. Og som fejring af reformationen er det vel lidt skævt at kalde den en katedral af toner. I Luthers ånd må det vel være en ydmyg landsbykirke. En katedral af toner … Det er vel ret beset mere Mahlers Opstandelsessymfoni eller Bruckners 8.

Jeg kæmper med at finde den røde tråd i aftenens valg af værker

Vivaldi + nyt værk skrevet over et nummer fra et 1970’er koncept rockalbum + Mendelssohn. Knæk den nød!

Jeg prøver: Vivaldi = barokmusik. Og barok var den katolske kirkes reaktion på reformationen. Da reformationen fik momentum huggede den store landområder fra katolikkerne. Man valgte at give kunstnere frit løb til at udtrykke store følelser i kunsten for at vinde de protestantiske sjæle tilbage. Det virkede. Hvorfor? Fordi barok er dramatisk, har stort udtryk og ofte – dog absolut, absolut ikke altid – er mere simpel at forstå. Den skal gå fra hjerte til hjerte. Således Vivaldi. Michala Petri, der charmerede os odenseanere med sin ydmyge og varme personlighed under koncertintroen, citerede en bemærkning om, at Vivaldi ikke har skrevet 400 instrumentalkoncerter, han har skrevet den samme koncert 400 gange i træk (noget af det samme siger man om Bruckners symfonier).

 

Michala Petri

Katrine Nordland fra Musikbiblioteket, der nu ligger i det guldindfattede bling-bling-o-tek ‘Borgernes Hus’ og blokfløjtevirtuos Michala Petri

 

Vivaldi er inkarneret barok

Letforståelige temaer, utroligt mange gentagelser, fravær af flerstemmighed, som gjorde tidligere musik så kompliceret. Vivaldi taler direkte og i øjenhøjde. Han chokerer og pisker musikken op som flødeskum. Og så med Michala Petri på blokfløjte. Pist væk er erindringen om fordums musiktimer (‘jeg går til blokfløjte’ – kan I huske det, jer der er født i 1970’erne?). Michala Petri har uendeligt meget luft i sig til de vanvittigt hurtige noder i Vivaldis musik. Aftenens højdepunkt.

Aftenens dirigent, Fabrice Bollon, stod for aftenens moderne indslag. En gendigtning af 70’er art rock nummeret ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis. Igen med Michala Petri som den sikre støtte på et udvalg af syrede blokfløjter. Vi kløede os lidt i kindskægget over Bollons værk. Han skriver sarte, smukke lydflader i den franske tradition, hvor musik er som luft- eller vandelementet. Men jeg er germansk hele vejen igennem. Og i germansk kultur er det jordelementet, der præger musikken. Det organiske, fyldige. Jeg manglede kroge i musikken at hænge oplevelsen op på. Men Michala Petris ydmyghed bør smitte af på mig nu: Det kan tænkes, jeg bare ikke har evnerne for at trænge ind i Bollons musik. Det er faktisk meget muligt. Jeg har ofte taget fejl og nyder det, hver gang jeg opdager, jeg har overset guld. Michala Petri har indspillet værket og fået gode anmeldelser for det … Jeg glæder mig til at finde ud af, jeg tog fejl 🙂

Hør her sangen ‘The Lamb Lies Down on Broadway’ med Genesis og Peter Gabriel i front.

Jesus og hans bevægelse har haft mange billeder knyttet til sig: Vejen. Lyset. Fisken. Korset. Hyrden. Og lammet. Jeg kan ikke høre noget kristent ud af Bollons værk. Men den symbolske forbindelse kan sagtens være der. I sangen er lammet en art modstykke til en slidt, farlig storbyverden. Som Michala Petris rolige klangflader med ekkoeffekter bringer lammet ro til storbyen. Og så tør jeg ikke fortolke videre! Barokken introducerede de virtuose soloture i musikken, og det nød rock rigtig godt af. Richie Blackmore fra Deep Purple har med sikkerhed luret mange barokke krummelurer i sine guitarsoli af fra barokmestre som Vivaldi.

Mendelssohns Reformationssymfoni fra 1829-30 rundede aftenen af. Mendelssohn skriver ikke sådan super dyb musik, og man oplever ingen religiøs åbenbaring eller henrivelse, som Bach eller Beethoven eller Mozart eller Mahler kan skabe. Med Mendelssohn er vi enten ude i skoven med alfer og feer eller i en landsbykirke. Symfonien er et stykke halvt programmusik, hvor vi bevæger os fra det katolske mørke til det lutheranske lys komplet med Luthers egen ‘Vor Gud han er så fast en borg’-melodi til slut. Der skal ikke herske tvivl om protestantismens sejr!

Så ad ujævne veje er der måske alligevel en art rød tråd gennem sådan en aften. En aften med plads til vildt virtuoseri, undren og velklingende underholdning.

Glad smiley: Familiesymf med Odense Symfoniorkester er en fest for alle

I 1958 introducerede den berømte dirigent, Leonard Bernstein, Young People’s Concerts. Her forklarede den karismatiske dirigent de store klassikere i øjenhøjde for børn og unge. Resultat: Koncerterne blev vildt populære og var udsolgt flere år frem i tiden. Og de kan stadigt ses med fornøjelse på YouTube. Nu lancerer Odense Symfoniorkester noget lignende med den hyggelige Familiesymf-serie, hvor der er højt til loftet, kort til grinet og plads til at klappe med, når man lige har lyst til at klappe med. Også for en voksen er det egentlig meget rart med en koncert, hvor det hele ikke er så stift, at man ikke må slå en lillebitte prut forkert. 🙂

 

Ole Kiilerich og Marianna Shirinyan

Rammerne for Odense Symfoniorkester har forandret sig meget de senere år. Rigtig meget støv er blæst væk, og der gøres en kæmpe indsats for at vække interesse for den store musik hos børn og unge. Koncertintroduktionerne og koncertprogrammerne er opkvalificeret i en grad, så jeg ikke har set dem bedre andre steder. Skolebørn inviteres til at opleve orkestret. Studerende ligeså.

Orkestrets musikformidler, Ole Kiilerich, der også en dygtig pianist, fik her til eftermiddag  sin fine debut som konferencier i Familiesymf; en kort koncert målrettet forældre og børn, der ønsker kvalitetstid og kvalitetstilbud en fredag eftermiddag inden spisetid.

Grieg – den lille, norske komponist med de tynde ben, svage lunger og det VILDT høje hår – havde skrevet musikken: hans elskede klaverkoncert fra 1868. Den emmer af trolde, vidder, natur og bjerge.

Ole og hans medsammensvorne, pianisten Marianna Shirinyan, holdt os kyndigt i hånden og fortalte om lille Grieg og den store musik. Undervejs fik vi lov at prøve, hvor mange ting en musiker skal kunne koncentrere sig om – samtidigt. Vi fik set, hvordan en dirigent ser ud – forfra, ikke bagfra som man altid ser ham eller hende.

 

 

David Danzmayr

David Danzmayr viser os, hvordan man dirigerer med ansigtet

Ole ledte os gennem musikken med sin egen smiley-ordning for hver stemning. Og alt for seje Albert fra række nummer 11 blev inviteret op på scenen for sammen med Marianna Shirinyan at sætte klaverkoncerten igang. Godt gået! Ikke mindst, fordi Ole lige havde fortalt, hvordan en pianist i 1950’erne faldt død om af nervøsitet, lige da han skulle til at spille den første store akkord!

 

Seje Albert starter Griegs klaverkoncert sammen med Marianna Shirinyan . Well done!

En rigtig fed ting var, at man kunne se klaveret ovenfra på storskærm. Man ser normalt aldrig for alvor, hvad en pianist laver. Det kunne vi så opleve i dag.

Albert starter Grieg – på storskærmen

Jeg havde alt i alt en fest! Nu er vi lige startet, men tænk, om Familiesymf bliver en selvfølgelig institution fremover for familier; en fredagstradition.

Ole Kiilierich

Ole Kiilerich er en hyggeonkel. Her sammen med en ung koncertgæst og en del af den musikalske smiley-ordning

Fredagsslikket løber ingen vegne. Det gør Disneysjov heller ikke. Men musikken løber. På små troldefusser. Den er her og nu, og så er den væk. Levende musik er noget helt for sig. Hank op i dine unger (også dem, der stadig bruger sut) og kom til Familiesymf!

Næste gang er i Odeon, hvor Bruckners 4. symfoni bliver skilt ad og sat sammen igen. Hvilke sjove måder mon Ole vælger dén dag…..? 🙂

 

 

Hvad: Familiesymf med Griegs klaverkoncert

Hvor: Odense Koncerthus

Hvem: Odense Symfoniorkester – David Danzmayr, dirigent – Ole Kiilerich, konferencier – Marianna Shirinyan, klaver – Albert, klaver

Hvornår: Fredag d. 27. oktober 2017

Game of Thrones: Macbeth på Odeon

Siddende på umagelige klapsæder a la campingplads fik jeg og min teatermakker oplevet Odense Teaters nye sal på Odeon, indviet i blod og vand via Shakespeares Macbeth. Et af de korte Shakespeare-stykker, men med nogle af de mest kendte monologer. Stykket er nybearbejdet og iscenesat af Simon K. Boberg, og Macbeths univers er reduceret til mørke, røg, blod, lædertøj og uforklarlig halvnøgenhed – egentlig ret meget som HBO-serien Game of Thrones, som alle – eksklusive jeg – åbenbart elsker.

Jeg er hverken teater- eller shakespearekender. Men hvis jeg skulle beskrive den dramatiske bue i denne forestilling, ville jeg sige: Det går fra dystert til rigtig forfærdeligt. Der er intet lys noget sted, det er en lang rædsel. Lige så unuanceret som den utroligt larmende musik, der drøner gennem stykket. Det er bare en mur af lyd, som stykket er en mur af vold. Det forbliver gådefuldt for et moderne menneske, hvorfor Macbeth ender, hvor han ender – med mindre man slæber sin egen psykologiske sans ind i teatersalen og husker det gamle ord om, at magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut.

Den nemme mand

I forestillingen ligger forklaringerne lige dele i en heksespådom og hos den fra starten helt utroligt brutale lady Macbeth. Hun behøver bare beklikke hans maskulinitet og ambitionsniveau – så er han og hun allerede i gang med at planlægge mord. Det ender med to timers aflivning af indbildte og reelle modstandere, egentlig ganske uforklaret. Jeg siger ikke, vi har brug for at blive mindet om, at Macbeth muligvis havde en hård barndom eller problemer med selvværdet. Men når udgangspunktet er, at han er general – og dermed allerede voldsparat – og simpelthen bare bliver mere voldsparat, så mangler mellemregningerne fuldstændigt.

 

Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow,
Creeps in this petty pace from day to day,
To the last syllable of recorded time;
And all our yesterdays have lighted fools
The way to dusty death. Out, out, brief candle!
Life’s but a walking shadow, a poor player,
That struts and frets his hour upon the stage,
And then is heard no more. It is a tale
Told by an idiot, full of sound and fury,
Signifying nothing.

 

Anmelderne har ikke været flinke ved Lady Macbeth, spillet af Marie Dalsgaard

Fejlcastet, har man sagt om Marie Dalsgaard. Jeg og min teatermakker tenderer mod at være enige. Ikke overbevisende. Uden den intelligente manipulators og blodliderlig furies vildskab. Forceret, ikke troværdigt. Jeg kan godt have ondt af hende, for hun kæmper for rollen. Men hun er alt for lys og lyrisk til denne dronningeheks.

Claus Riis Østergaard passer derimod som fod i hose i rollen som Macbeth. Han får ikke lov at afsøge de mere poetiske sider af sine monologer, men som marionet i et fysisk drabeligt spil om magt er hans præstation spot-on, hans vanvidscener er ikke just diskrete, men komplet psyko.

Bedst kunne jeg lide Jon Lange som Banquo – der starter som en af Macbeth’s venner og ender som hakkebøf – og Nicolai Jandorf som Macduff, der i stykket er Macbeths primære banemand. De to var ikke bare marionetter i et spil større end dem selv; der foregik noget bag øjne og ansigter, der rummede mere, noget gådefuldt.

Stykket spilles ikke med moderniseret sprog, men som klassisk Shakespeare med blankvers – hvilket gør det lidt svært at følge de hurtige dialoger. Hvis man ikke har læst op på sin Shakespeare med jamber og pentameter og blankvers, så kan der smutte en hel del dialog i røgen, som driver rundt om og på scenen.

Rammerne?

Tjah, Odeon ligner lidt en ny provinslufthavn indvendigt. Plasticagtig. Der er endda en ølbar med høj popmusik – og man kan også købe flødeboller der. Et sted reklameres med 6 store fadøl for 250 kroner. Det hele er meget lyst og glat. Jeg kom også til at tænke på, at det kunne ligne en udvidelse af Rosengårdcentret.

Odeon interiør

Odeon interiør

Teatersalen er yderst skrabet. Man sidder som kyllinger på campingstole med klapsæde – så smalle, at ingen normaldansker har plads i bredden. Man kommer hinanden ved! Rigtig meget ved, nærmest lag på lag. Temperaturen stiger støt til det, der føles som knap 30 grader, og scenens opbygning er så rektangulær, at man får hold i nakken, hvis man – som vi – sidder lidt ude i den ene side af salen.

Campingstol i Odeons teatersal

Campingstol i Odeons teatersal. Den ser betydeligt større og mere behagelig ud, end den reelt er.

Kommer man i god tid, henviser en bestemt, ung dørkvinde én til venligst at deponere jakker og selv små tasker i garderoben. Hvis man derimod kommer anstigende lige før, dørene lukkes, kan man åbenbart tage det hele med ind.

Prisen for en billet er 270 plus 20 til garderobe (hvis man mister den lille stump plastic med ens garderobenummer, så koster plasticstumpen 50 kroner i gebyr – det står med store bogstaver på stumpen; det har jeg godt nok aldrig set før). Med andre ord kommer man let af med 2-3 gange en biografbillet. Og til den pris fatter jeg ikke, at Odeon byder et kulturbærende publikum så ringe komfort. For den samme pris kan man sidde behageligt polstret inde ved naboen, Odense Koncerthus, og få stor kunst serveret af 70-100 musikere!

Havde teaterbilletten til hønserækkerne i Odeon kostet en flad 50’er, så …. fint nok. Men 290 kroner med det hele … Det kan da ikke gå på den måde. Hvilken designer er sluppet igennem med den tossede opbygning? “Det skal gøre ondt at gå i teatret, det skal være ukomfortabelt, man skal kunne mærke det!”. Glem det. Jeg tror, det desværre i længden kan komme til at betyde tab af publikummer.

Appetite for Destruction: Sjostakovitj lægger Odense Koncerthus ned

Det amerikanske rock band Guns ‘n’ Roses har et album, der hedder ‘Appetite For Destruction’. Jeg synes, det måske ville være en fin titel på den russiske komponist, Dmitrij Sjostakovitj’ 11. symfoni, som blev uropført i 1957.

Hvorfor kun måske? Fordi jeg – og ingen andre – ved, hvad Sjostakovitj ville sige med denne symfoni for stort orkester med masser af slagtøj. Sjostakovitj og Odense Symfoniorkester, eller bare: OS, lagde under ledelse af chefdirigent Alexander Verdernikov Odense Koncerthus ned i aften. Vi blev kørt over af denne tonstunge maskine, der officielt skildrer nedslagtningen af uskyldige, protesterende borgere foran den russiske zars palads i 1905. En begivenhed, hvor komponistens far var tilstede.

Sjostakovitj (1906-75) hører til det 20. århundredes største komponister

Men også en af de mest gådefulde. Han havde det uheld at leve under stalinismen. Og efter en opførelse i 1936 af hans populære opera, Lady Macbeth fra Mtsensk, fik han at vide, at den slags musik kunne koste ham livet. Operaen skildrer mordet på en tyran, og det brød Sovjetunionenes enerådende og rædselsvækkende brutale hersker, Josef Stalin, sig bestemt ikke om. Sjostakovitj var en ødelagt mand derefter. Regimer styrer ved frygt. Og den frygt, Stalin anvendte var: Ingen ved, hvad jeg tænker  – alle kan blive skudt, og jeg siger ikke, om eller hvornår det sker. Den frygt måtte Sjostakovitj, som ubetvivleligt var patriot (og blandt andet havde meldt sig som frivillig brandmand under Hitlers angreb på Leningrad i 1941) leve med resten af livet. Han erklærede offentligt, at han havde trådt ved siden af ved at skrive ufolkelig, kontrarevolutionær musik og reddede livet med denne fremtvungne tilståelse. Prisen var, at det var slut med at ytre sig direkte i sin musik. Efter Stalins død i 1951 tøede forholdene en del op for Sjostakovitj. Han fik pæne embeder og kunne skrive musik med kritik af diktatorer. Men naturligvis ikke kritik af de hjemlige diktatorer. Parolen, han levede efter, var stadig: dans efter vores pibe,  for ellers …!

Tvivlen

Tvivlen, som vi, der elsker hans musik, lever med er: Hvor er Sjostakovitj’ sjæl i musikken? Hvor holder den hallelujah-sovjetiske plakatkunst op, og hvor starter det personlige? Jeg elsker Sjostakovitj, men jeg tvivler. Jeg tvivler, om hans nationale propagandamusik, som den 11. symfoni kun er et ud af flere eksempler på, er totalitær, eller har et metalag, hvor komponisten – der selv var et stille, nervøst og sårbart menneske med brilleglas så tykke som bunden af en colaflaske – siger: ‘Nu skal du høre, hvad jeg virkeligt mener’.

Denne tvivl er hans 11. symfonis æstetiske berettigelse. Jeg talte efter koncerten med en mor og dennes datter, der havde siddet på rækken foran mig og min unge koncertkammerat, om oplevelsen af denne musikalske kværn. Denne mor og datter brød grinende sammen i slutningen af symfonien, tynget ned at det massive lydtryk, gentagelserne, værkets enorme længde. Reaktionen er helt naturlig og absolut ikke uæstetisk. Hvad skal man stille op med musik, man får tæsk af? Grine eller græde? Og tæsk får man af denne musik.

Rekviem for en generation er musikken blevet kaldt. Generationen er den generation, der oplevede rædslerne fra nedskydningen af demonstranter i 1905, fra den meningsløse første verdenskrig 1914-18, fra revolutionen i 1917, fra anden verdenskrig (og fra stalinismen?). En tæsket generation. Tæskene finder sådan set stadig sted. Putin er ved at afskaffe demokratiet i Rusland. Hans folk fryder sig og jubler over hans russiske militærmaskine, hans ekspansion. Man glæder sig over magten. Imens underkues minoriteter, retfærdigheden forsvinder. Og også herhjemme har vi i Dansk Folkepartis Marie Krarup folk, der – som et ekko af Neville Chamberlaines eftergivenhedspolitik over for Hitler – synes, Putin skam er en fornuftig mand, vi bør lytte andagtsfuldt til. Vi har en nyvalgt amerikansk præsident, denne klovneagtige ignorant og demagog, Donald Trump, der vil bombe sig ud af alle problemer, og som også hylder Putin, fordi han genkender det samme brutale sindelag i sin russiske kollega. Ja, jeg mener det faktisk: Sjostakovitj 11. symfoni er lige NU, i den verden, vi er i.

Man skal absolut ikke tro, Sjostakovitj’ 11. symfoni er et reQUIEM (dødsmesse) i den egentlige forstand

Med mindre man forestiller sig et 60 minutter langt dies irae – den del af rekvier, hvor helvede skildres. Publikum har muligvis troet, det var et afvekslende og inderligt rekviem, de gik ind til. Tænk Mozarts eller Faurés rekvier. Publikum vidste ikke, de gik ind til en regulær gang bøllebank. Jeg har aldrig set så mange publikummer liste af før tid som under denne koncert. Men gør latterkrampe og trang til at flygte musikken irrelevant? Nej tværtimod!

Ville Sjostakovitj (som bl.a. var filmkomponist) fortælle en 1-til-1 musikalsk beretning om tragedien i 1905, helt uden dobbelt bund og metalag? Ville han med denne musik tæske os lyttere – og det parti, der bestilte musikken, og samtidigt truede ham på livet – for at vise os, at brutaliteten lever lige NU, og at menneskedyret – også i en pæn koncertsituation – bærer på en letantændelig appetit på destruktion? Hører vi den ægte Sjostakovitj i den stille indledning med de mistænkeligt smukke strygerflader sige: Det her er angst, og jeg føler den med jer og med menneskeheden? Er de højlydte tæsk i musikken Sjostakovitj, der siger: ‘Nu skal I føle de tæsk, jeg fik!’

JEG følte angsten i de sarte strygerflader. JEG tænkte: her er antydningen af det ægte, der giver hele maskinen mening. Men tvivlen nager. Er det stadig bare partikomponisten, der understøtter regimets fortælling om den onde, onde zar og det gode, gode folk? Burde jeg skamme mig over at lytte til denne musik?

Hvor er han, ham Sjostakovitj? Hvad er maske, hvad er ægte? I det spændingsfelt lever symfonien. For som jeg blev enig med de latterkrampende, udmattede kvinder foran os om: Hvis den musik her bare er underlægningsmusik til en film, vi ikke kan se, så burde vi være løbet væk. Med mindre man da har appetit på destruktionen. Vi læser kriminalromaner med de mest modbydelige handlinger. Vi ser krigsfilm med flotte eksplosioner. Jeg har selv aftjent værnepligt og prøvet at gå march: Selvet opløses, man bliver ét med mængden. Det er en lille, frydefuld destruktion af selvet. Den appetit kan man også have på et monsterværk som denne symfoni. Den går i takt, den larmer, den er som en russisk tank. Mennesket har sin mørke glæde ved den slags. Og derfor kan et værk om destruktion, som nu netop denne symfoni, have noget frydefuldt over sig. Hvorfor skulle vi ellers lytte og ikke løbe væk?

Sjostakovitj vandt den fornemme Lenin Pris med sin 11. symfoni

Værket blev uhyre populært efter sin førsteopførelse i ’57. Også fordi datidens sovjetborgere har kunnet høre en masse referencer til velkendte melodier og sange, vi i dag har meget svært ved at høre – eller forstå budskabet i. Nu var Sjostakovitj nogenlunde inde i varmen. Som altid dog med et sværd hængende over hovedet. Følte han sig knækket af at blive rehabiliteret med netop dette værk? Spørgsmål om Sjostakovitj og hans musik er der utroligt mange af. Men kunstværker lever også gennem myter, legender, åbne spørgsmål og mysterier. Og derfor holder denne dødsmesse lige netop fat i livet.

Hvor er det FEDT, at rammerne om orkesterkoncerterne er blevet professionaliseret og moderniseret kraftigt!

Et eksempel: Koncertintroduktionerne har svinget meget, dengang det var importerede P2-værter, der stod for dem. Nu har orkestret hjemtaget opgaven, og det faglige niveau er hævet betydeligt – samtidigt med, at også publikummer uden fagteknisk viden kan være med. Jeg kan kun anbefale at gå ind og lytte til introen til Sjostakovitj-koncerten. Den omtalte mor og datter ærgrede sig over ikke at have hørt den, da jeg fortalte dem om baggrunden for symfonien. Jeg er sikker på, at lidt forhåndviden kan være med til at låse værket lidt op – hvilket så ironisk nok havde gjort værket mere gådefuldt. Men som sagt: Denne symfoni lever i gåde og tvivl, ellers ville den være stendød. Et andet eksempel på professionaliseringen er det omfattende og oplysende programhæfte. Man er vant til at læse småplatte programhæfter med lidt ligegyldig info om årstal og tonearter. Ikke sådan i Odense. Nu er der kød på.

Fik jeg sagt, at orkestret spillede fantastisk? Publikum kvitterede med stående ovation. Lige i denne sammenhæng tolker jeg det ikke mindst som respekt for den kraftanstrengelse, der var foretaget. Så pyt, at trompeten igen og igen ramte forkert. Det ændrer ikke ved, at denne koncert var den for mig musikæstetisk mest udfordrende til dato i år. Jeg har ofte sagt, vi skal have mere nyt, mere ukendt ind i koncertsalen. Jeg kan kun sige: Det fik vi i aften!

 

 

Goldberg-variationerne uden skeletter på bliktaget

Havde man helt uforberedt besøgt Odense Koncerthus her til aften for at høre Odense Symfoniorkester spille først Dmitrij Sitkovetskys orkesterudgave af Johann Sebastian Bachs  cembaloklassiker, Goldberg-variationerne, og dernæst Felix Mendelssohns iørefaldende Italienske Symfoni, så ville man nok have tænk: De to værker har absolut ingen berøringspunkter. Det er to helt forskellige klanglige verdener.

Da Bach døde som 65-årig i 1750 havde han nær fået samme skæbne som Vivaldi.

Blot 30 år efter sin død var Vivaldi glemt i Venedig, hvor han havde været superstjerne. Bach var ikke glemt efter sin død, men næsten. Hans strenge stil var umoderne. Publikum havde fået afsmag for barokkens velorganiserede evighedssystemer og i stedet fået smag for excentrisk rokoko og lette, hurtige musikalske fristelser. Værker blev i rokokotiden typisk opført én gang, derefter var publikum ikke længere interesseret. Derfor skrev Haydn et hav af samlebåndssymfonier. 104 styk var der ved seneste optælling.

Men det blev romantikeren Mendelssohn, som i 1829 igen placerede Bach på musikprogrammet med en berømt opførelse af Bachs Matthæuspassion. Siden da er Bachs ry vokset støt – og i det 20. århundrede fik han den status som udødeligt geni, som vi i dag fejlagtigt tror, han altid har haft.

Et vedholdende rygte siger, at Bach skrev sine Goldberg-variationer til en grev Kaiserling, som led af søvnløshed. For at lindre søvnløsheden skal grevens unge klavertalent, Johann Goldberg (dengang kun 14 år gammel), have spillet Bachs værk for greven. God historie – formodentlig slet ikke sand.

Dirigenten Thomas Beecham sagde engang om lyden af et cembalo: Det lyder som to skeletter, der elsker på et bliktag. Den metalliske klang af klaverets forløber er ikke alles smag. Vore ører er vant til at blive kælet for. Alene derfor var det muligvis en fin idé, Dmitrij Sitkovetsky fik, da han skrev Goldberg- variationerne om for orkester i 1980’erne. En melodi varieret 30 gange på et klimprende cembalo havde taget livet af odensepublikummet!

Klik på videoen her og bedøm selv, om det lyder som skeletter, der rasler på et bliktag….

Goldberg-variationerne spænder med sine 32 numre så vidt i stil, at der er noget for enhver smag. Under aftenens koncert begejstredes jeg mest for de intime øjeblikke. Selve melodien, aria, er typisk for Bach ren og ukunstlet smuk, og de mere stille variationer for kun et par instrumenter kom mit hjerte nærmest. Måske ikke så sært: Oprindeligt er værket jo skrevet kun for et instrument og to hænder. … Min unge koncertkammerat denne aften, en gymnasieelev, tenderede mere til de vivaldi’ske variationer, hvor Bach pisker musikken op som flødeskum og laver dialoger på tværs af orkestret. Under alle omstændigheder fremgik det tydeligt, både af spil og af smilene og blikkene musikerne imellem , at dette var musik for musikere. Musik, hvor instrumenterne træder tydeligt frem; hvor der er plads til alle. Bachs musik er både meget hierarkisk og meget demokratisk. Nej, ikke demokratisk. Men det, jeg vil sige, er: Indordner individet sig under den store plan, så er der plads til selv den mindste. I Bachs musik præcis lige som i det samfund, Bach levede i. Streng autoritet. Men inden for rammen rig mulighed for at vise sin individualitet. Musikerne var åbenlyst glade for denne lejlighed for at vise velorganiseret holdspil. De kunne spille op mod hinanden og turnere bittesmå detaljer uden at drukne i det store orkesters tyngde.

Goldberg-Variationerne med Dmitrij Sitkovetsky

Dmitrij Sitkovetsky foran Odense Symfoniorkester

Goldberg-variationerne kræver koncentration fra musikere og fra publikum.

Jeg undrer mig ofte over odensepublikummets hosten, rallen, harken og rømmen sig under de mest stille passager. Min unge koncertmakker konstaterede tørt: Der er helt sikkert udbrudt tuberkulose i salen. Var publikum måske også lidt perplekse over en time i selskab med Bach?

Nuvel, Mendelssohns Italienske Symfoni fra ca 1829 – dvs. skrevet rundt regnet 90 år efter Goldberg-variationerne – kræver til gengæld ikke den store koncentration. Det er ren og uforfalsket underholdningsmusik af øverste skuffe. Odense Symfoniorkester – eller OS, som man kalder sig nu – kan den slags på rygraden. Men på trods af en tendens til rygrad vil jeg nu alligevel kaste roser efter waldhornene. Valdhorn er nogle sammenkrøllede messinginstrumenter, som man groft sagt spiller på ved at puste luft i den ene ende og have hånden oppe i den anden ende. Odense Symfoniorkester har tit lidt knas med messingafdelingen – men valdhorn-sektionen stikker virkelig ud med den lækre, bløde klang! Jeg ser frem til at høre mere messing-vellyd til næste koncert, jeg skal til: Bruckners 7. symfoni, hvor orkestret virkelig bliver sat på prøve igen.

 

Mahler Was Here: Opstandelse i Odense

Bruno Walter, der var så nær en ven med komponisten Gustav Mahler, som man kunne blive, fortalte engang følgende anekdote om Mahler: Når han, altså Mahler, en sjælden gang kom til at grine af hjertens lyst, så stoppede han altid med det samme, som om han følte, at en lidende mand som han ikke kunne tillade sig at le. Ingen tvivl: Mahler opfattede sig som et lidende menneske, og han havde god grund til at gøre det. Mange af hans søskende døde tragisk unge, der var selvmord i familien, sindssyge, hans elskede mor døde ung, og Gustav måtte til sidst skabe sig en velbetalt karriere som dirigent for at kunne brødføde hele butikken af familiemedlemmer.

Hvad handler Mahlers musik om?

Mahlers musik handler også om lidelse og lidenskab, som jo for et buddhistisk præget sind som Mahlers er to sider af samme mønt. Og den handler om, hvordan vi skal forholde os til de store ting i livet. Mahler er meget sjældent en entydig kunstner. Som oftest ved man som lytter ikke, hvor man har ham. Bag ved smilet gemmer der sig ironi. Bag ironien gemmer nostalgien sig. Bag nostalgien gemmer tomheden sig, bag tomheden skriger angsten for tomheden. Han kan være svær at forstå, fordi han konstant skifter mellem følelser og udtryk. Hans musikalske klippeteknik er næsten filmisk. Når man forstår ham bedst, bliver Mahler en fremmed fortrolig – et udtryk, som Jens Malthe Fischer for nogle år siden valgte som titel på sin fantastiske Mahler-biografi: Der fremde Vertraute. Et urovækkende bekendtskab, der taler til lytteren som en, der kender éns sjæl rigtig godt.

Mahler var tilstede i Odense Koncerthus her til aften

I aftes i Odense Koncerthus var vi tilhørere vidner til Mahler. Mahlers ånd var i huset. Vi var vidner til 90 musikere og 100 korsangere plus to sangsolister, som spillede Mahlers på alle leder og kanter store 2. symfoni, som har titlen “Opstandelsessymfonien”. Vist var der falske toner. Vist kunne det lille orgel ikke hamle op med koncertorglerne i andre byer. Men ånden var tilstede. Og det må vel være det vigtige.

 

Mahler Symfoni 2 Odense Koncerthus verdenikov inger dam-jensen

Vedernikov, kor, orkester og solister tager imod fortjent bifald

Alexander Vedernikov fremmanede Mahlers drama og intensitet

Maestro Vedernikov styrede slaget med store og præcise armbevægelser – det var han nødt til, for ud over musikerne i salen, var der under denne 2. symfoni placeret hele to fjernorkestre bag ved scenen. Mahler bruger disse to små, skjulte orkestre som en urovækkende dybdevirkning, idet man som lytter ikke kan sige, hvor den til tider melankolske, til tider skræmmende musik kommer fra.

Jeg sad, så jeg kunne se Vedernikovs ansigt. Han dirigerede ikke. Han spillede selv de skiftende roller i musikken som en skuespiller, lige fra det ophøjede til det djærve: Han agerede simpelthen de dobbeltbundede følelser for orkestret. Efter en meget vellykket førstesats, som i sig selv er så lang som en hel symfoni af Beethoven, og hvor Odense Symfoniorkester og de til lejligheden importerede ekstramusikere, spillede røven ud af bukserne, blev jeg lidt urolig for midtersatserne. Som sagt er Mahler meget sjældent entydig – og i de to midtersatser er Mahler en helt utrolig glat ål af konstante tvetydigheder. Ikke til at få hold på. Sødladen nostalgi for en svunden, ‘bedre’ tid bliver med det samme outet som tom lirekasse. Ja, hele salen bliver en stor lirekasse, hvor intet er, som det lyder. Mahler understreger det bl.a. med sit vanlige trick: Pludselig dukker der marchmusik eller bevidst banale folkemelodier op – spillet så skævt som muligt. Ja, han beder endda en trommeslager om at lave en fremmedgørende klaprelyd på siden at stortrommen ved at slå på den med en håndfuld små grene!

Mahlers eksistentialisme i Opstandelsessymfonien

Jeg blev lidt nervøs for, om Vedernikov ikke satte tempoet for langt ned. Jeg er stadig ikke helt sikker, men hans mimik og musikken i sig selv overbeviste over lange stræk om, at det pæne, det artige, det melodiøse absolut ikke skal tages som en fin lille holdeplads for glemsel om al den smerte, førstesatsens drama beskrev. Vedernikov viste i stedet, at løsningen på det store spørgsmål i symfonien – meningen med livet og med døden – ikke findes i at give sig hen til tomme forlystelser og aspartam-søde melodier. Eller i at fortabe sig i minder om en forløjet fortid. “Minderne har jeg da lov at ha'”, hedder det i en gammel, dansk sang. Ja, siger Mahler, du har dine minder om en lykkelig fortid, men dine minder er formodentlig løgn og kan ikke bruges som eksistentiel varmepude, når krisen kradser i sjælen.

Hen mod slutningen af tredje sats, der kører som en uendelig lirekassemelodi, samler orkestret kræfter til et skrig af angst. Angst for alt det tomme, overfladiske, forlorne og fake i denne verden. Mahler flænser musikkens overflade med et skrig – og et håb om, at noget dybere kan findes. Op rejser sig mezzosopranen, Ekaterina Semenchuk, og synger en helt simpel sang. Et barns sang om håbet om, at det må få et lille lys, der kan vise vej gennem mørket frem til … Ja, Mahler bliver pludseligt uvant tydelig her: Han ser et lys for enden af tunnelen, og det lys er himlen. “Urlicht” hedder sangen, Urlys, som Ekaterina Semenchuk sang så smukt og uden det blævre-vibrato, sangerinder desværre somme tider forfalder til i senromantisk musik, fordi de så gerne vi vise FØLELSER. Ekaterina Semenchuk forstod Mahlers sang om urlyset. Den skal synges ligefremt. Som et barn.

Efter måske at have været slået en smule ud af kurs i de ironiske, tvetydige midtersatser, kom orkestret på rette kurs i den meget lange slutsats. Jeg har aldrig hørt messinggruppen i orkestret spille så smukt og tight som i den middelalderlige “dies irae”-melodi om verdens undergang, som Mahler først bruger, siden transformerer i denne slutsats. Transformationen går fra en forestilling om en himmel-og-helvede-Gud, der skal komme at dømme levende og døde, symboliseret ved “dies irae”-melodien, til et opstandelses-tema, der løfter sjælen mod en frihed uden dom. De to temaer og tanker udkæmper et bibelsk drama i den lange slutsats som ender med…..Ja, hverken død eller ødelæggelse. Vi var til tider tæt på. Især i den infernalske larm, som slagtøjsgruppen havde den velsignelse at kunne skabe. Der var dømt ståpels, når de gav den los.

Mahler var konverteret katolik, men er musikken katolsk?

I sidste ende ser Mahler ingen katolsk dommedag. Der er ingen skærsild. Det er lige før, han har slettet den kristne Gud helt af ligningen. I stedet lader Mahler et kor synge om sjælens opstandelse og finder løsningen på det store spørgsmål om liv og død i tanken om, at alle de lidelser, vi går igennem, og alt det, vi har skabt, mens vi gik på Jorden, er det, der bærer os op til … Gud. Her bliver Mahler igen entydig. Værket slutter med, at koret rejser sig – i sig selv en frydefuld oplevelse i aftes med Filharmonisk kor fra Odense og Sønderjylland – og giver den fuld skral på stemmebåndene. Orglet sætter ind. Kirkeklokker sætter ind. En sopran dukker op, denne gang Inger Dam-Jensen, som klarede sin lille rolle fint.

Her mod slutningen var Vedernikovs adstadige tempo igen en fryd og beviste sin bæredygtighed. Alt for ofte japper orkestre og dirigenter sig igennem slutningen af værket. Vedernikov tog sig tid til at lade urlyset blænde publikum i Odense Koncerthus denne aften! Tempoet skal være som i salmen “Dejlig er Jorden”. Opstandelseskoralen skal være en rolig, omend højlydt vandringshymne fra det kaos af fortvivlelse, vi lagde ud med i første sats, mod det hvide c-dur-lys uden nuancer i slutningen af værket.

Det hele blev denne aften sunget, spillet, dirigeret i Mahlers ånd. Jeg kan egentlig ikke give en større ros.

Mahler i Wien 2010

Jeg var i Wien i 2010 – et af de store Mahler-år. Og Wien er jo Mahler-byen over dem alle. Mahler ville være fyldt 150 år det år – hvis han altså ikke var død som 50-årig af en hjertefejl i 1911. Jeg besøgte museer, hvor hans efterladte ejendele var udstillet. Jeg besøgte hans grav i en forstad til Wien. Men intetsteds fandt jeg Mahlers ånd. Det gør jeg kun i hans musik. Denne mangetydige musik, der bypasser alle mine parader og går direkte ind til den menneskelige mangetydighed indeni. Og jeg mærkede denne ånd i aftes i Odense Koncerthus.

Læs også

Mikael Krarups anmeldelse i Fyens Stiftstidende af samme koncert (linket starter download af en pdf fil fra Odense Symfoniorkesters hjemmeside).