Blog & Fotokunst

Category: Fotokunst (page 1 of 1)

Jim Lyngvilds bibelbilleder i faaborg kirke

Siden marts og frem til efteråret udstiller den kendte håndcremeproducent og meningsmaskine, Jim Lyngvild (asatroende), 7 billeder med kristne motiver i Helligåndskirken i Faaborg. Fotos overført til store lærreder på flere meter på hver led og sat i andægtige, mørke rammer. Jeg er ikke kunstekspert eller professionel anmelder af billedkunst, så det følgende er kun en glad amatørs overvejelser.

Jesus på korset på en strand

Inspirationen til Lyngvilds kæmpestykker synes at være kommet fra barokkens malerier. Barokken startede som en hvervekampagne for at vinde de frafaldne tilbage efter Martin Luthers reformation. Reformationen fra 1517 spredte sig som en løbeild gennem Europa, og noget måtte gøres. Fra midten af 1500-tallet satte katolikkerne modreformationen i gang. Midlerne til at vinde sjæle tilbage for katolicismen: dramatisk kunst – skulpturer, malerier, bygninger og senere musik, der emmer af blod, krop, lidenskab og lidelse, død og frelse, store armbevægelser, dramatiske lys- og skyggevirkninger. Slut med renæssancens kølige, perfekte kroppe i hvile, nej, nu skulle kroppen tale. Fra malerier og skulpturer skulle kroppene fare ud i rummet, hen mod beskueren. Store navne som Rubens, Rembrandt (halv katolik, halvt protestant), Bernini, især Caravaggio. Tør jeg endda nævne Michelangelo?

Caravaggio især er interessant, fordi han i sine religiøse malerier omkring år 1600 maler kristendommens store skikkelser som du og jeg – de er som taget ind fra gaden, har levet et liv, og man kan se det på dem. Det er kunst, der taler umiddelbart til os, og hvor et drama mellem de malede personer ikke er til at overse. 

Det vil føre for vidt at forsøge at analysere alle 7 billeder af Lyngvild, selvom jeg er i tvivl om, hvor meget der egentlig er at sige om dem. Det gode ved udstillingen er, at den trækker rigtig mange mennesker til guds hus. Og den lader dem tale om kristne motiver på en måde, Folkekirken i det daglige har meget svært ved at få folk til. På den måde er der noget stort tænkt over at bruge kirken på denne måde. 

Men når det kommer til indholdet af Lyngvilds billeder, så er effekten … tjah… 

Jeg tror, Lyngvild er draget af kristendommens sprællevende kunst. Man kan sige, hvad man vil om Jesus og kristendommen, men det kunstneriske output ud fra den tradition er enorm og har tiltrukket de største kunstnere, der gennem mange århundreder har kunnet opdrives. 

Eksempel 1: Moses & Loven

Imens Moses er på Sinaibjerget at føre samtaler med Gud, begynder israelitterne utålmodigt at tilbede en guldkalv og minisamfundet opløses i nydelser. Moses kommer tilbage med stentavlerne med de ti bud og vredes over sit folks tilbedelse af rigdom og en afgud. I Lyngvilds fremstilling ses Moses med en flammende stentavle ankomme til en gruppe mennesker, som ikke danser om guldkalven. Ikke fest, men dorsk ligegyldighed præger de fire israelitter. 

Moses ankommer og ser folk tilbede en guldkalv

Barokken er kendetegnet ved fremstillinger af opsatser af frugter, vindruer og så videre, der dels skal signalisere rigdom, dels signalere forgængelighed og snarlig forrådnelse. Ikke sjældent med et kranium eller et dødt dyr ved siden af. Memento mori, kalder man det: Husk, du skal dø. Du er kortvarigt smuk og rig i denne verden, men det slutter en dag, og den sande værdi kan ikke ses, den er åndelig. Lyngvild har taget tanken til sig og drysser kranium- og frugtmotivet rundt om i de 7 billeder – således også i Moses-billedet. 

Moses stiger nøgen op over nogle sten på en sydfynsk strand (intet Sinaibjerg eller ørken her!) og møder sammenbidt, men ikke just vred, de fire israelitter, der ser ud som om de er inviteret til verdens kedeligste fest. Frugterne, der burde være i deres hænder, ligger nyttesløse på stranden. Guldkalven skænker ingen opmærksomhed. Den holdes desinteresseret af en meget moderne udseende mand, som var det en indkøbspose. Horisonten her ved stranden, hvor Moses ankommer (er han i mangel på bjerg kommet fra havet?), er helt dramaforladt. Lidt nussede småskyer mod en blå himmel, egentlig en ganske udmærket sommerdag med højst to dråber regn ud på eftermiddagen.

Intet drama, ingen interaktion mellem de afbildede personer. Alle kigger forskellige steder hen eller direkte ud over billedkanten på … Ja, hvad? Flad, ensartet belysning – så heller ikke i lyssætningen er der det mindste spor af drama. Dydigt skjuler Moses sit køn ved et fremskudt knæ – så i 2020 er det mandlige køn altså stadig tabu, mens kvinder gerne må være nøgne? 

Billedet er symptomatisk for alle 7. Elementerne og personerne i billederne er møget sammen uden nogen dybere plan eller struktur. Intet eller kun meget lidt udtryk. Jeg ville ønske, Jim Lyngvild i mangel på bedre var gået på gaden, havde fundet nogle virkelige  originaler uden perfekte kroppe og perfekte ansigter. Gør som Caravaggio – find dem, der har et levet liv skrevet i ansigtet! I stedet har han holdt sig til det, der fik mig til en klike asatroende fynboer. 

Eksempel 2: Jesus på korset

Lyngvilds personer er alle unge, velnærede, kender ikke til lidelse, har ikke levet noget liv. Ingen furer. I det store korsmotiv med Jesus er lidelsesmanden faldet i søvn på korset efter en tur i Fitnessworld. De brutale romere er åbenbart blevet søde og rare: De står ikke og håner Jesus, nej, de er smuttet. Ingen grund til at ringe 112: Flængen i Jesus’ side bør kunne klares med lidt klorhexidin og et plaster. Ikke en nagle i hænderne, intet stramt tovværk, ingen sved efter at have slæbt korset. Intet. Og igen er vi på en sydfynsk strand. Af Golgata intet spor. 

Jesus på korset

På en omvendt negativ måde gav det mig og min veninde meget at tale om. Vi forundredes. Vi talte meget mere, end når man ser endnu en lidende kristus på endnu et gotisk kors med blodet fossende ned over ansigtet og ud af kroppen, døende grøngrå og ussel. Lyngvilds Jesus lider ingen nød. Det er bare endnu en almindelig fredag på korset inden fyraften. Det er egentlig imponerende, man kan lave en jesusfremstilling så ligegyldig. Jeg kan kun gisne, at Lyngvild elsker den barokke ikonografi men som asatroende er relativt kold over for indholdet. Er de flagrende gevandter tegn på, at Jesus allerede er i himmelen, som her altså er en sydfynsk kyststrækning? Muligt, men det er en fortælling om korsfæstelse, ingen kan sætte sig ind i. Meningen er jo, at han led og døde for vores skyld. I lyngvilds vision er korsfæstelse åbenbart muskler og søvn. Den himmelske Jesus er bevidst, han sover ikke. Den jordiske Jesus lider og dør. Nej, jeg beklager, men billedet er noget miskmask. 

Eksempel 3: Opstandelsen i zoo

Et tredje billede viser Jesu’ opstandelse fra de døde. Maria Magdalene var vidne hertil. Hvilken forvirrende, stor, sjælerystende oplevelse må det ikke have været for hende! Hos Lyngvild er Maria måske segnet om, og Jesus prøver at hejse hende op igen, mens en engel er ved at trække i Jesus. Men igen: Der er intet mellemværende mellem dem. Jesus skuer ligegyldigt ud over venstre billedkanten, væk fra Maria, som han ikke er nærværende over for. 

Engel, Jesus, Maria Magdalene og dyr

Maria ligner en supermodel fanget i en modeopvisning i zoologisk have. Ja, her ved Jesu’ grad har de (udstoppede) dyr taget over. Hvorfor vides ikke. Hvis vi skal se dem som udstoppede dyr, så kan udsagnet vel være: Se, hvor døde de er – Jesus var som dem, og nu går han igen mellem os. Dyrene har alle bukket sig ned, som om de drikker af en vandpyt uden for billedkanten.

Maria Magdalene da hun ser den opstandne

 Til sammenligning her Caravaggios maleri af den vantro Thomas (ca. 1602), der sammen med andre disciple ikke kan tro, det er den opstandne Jesus. Jesus tager hans hånd og fører Thomas’ finger helt ind i sit sår. Der kan man tale om kunstnerisk mesterskab!

Jesusmaleri af Caravaggio

Eksempel 4: Lesbisk ægteskabsbrud og svag jesus

Det sidste billede, jeg vil skrive om, er det kendteste og mest kontroversielle, selvom gud skal vide, det slet ikke er kontroversielt andet end som eksempel på totalt miskmask og planløshed. 

Grebet i ægteskabsbrud hedder det. Her møder vi Jesus, der kommer for at skabe fred mellem synderen og pøbelen, ikke for at dømme nogen. I Lyngvilds fremstilling får vi både kvinden, der begik ægteskabsbrud – og også hende, hun gjorde det med. Ja, et lesbisk drama. Interessant, moderne – bestemt en værdig fortolkning.

Jesus beroliger synderinder og pøbel

Jesus siger til pøbelen: den af jer, der er fri for skyld, kan kaste den første sten. Underforstået: Døm ikke, så I ikke selv bliver dømt. Pøbelen er i denne scene igen rige, unge mennesker i dyrt tøj. Der er ikke skyggen af gadens proletariat hos Lyngvild – alt er fint og pænt. Pøbelen på tre har for to mænds vedkommende sten i hænderne, den tredje person, en kvinde, filmer med sin mobiltelefon. Det lille, forklarende hæfte, man får i Faaborg kirke, fortæller herom: “Historien taler ligeledes ind i vor tid, hvor vi ikke udskammer konkret med stening, men overført på fx sociale medier, med vore mobiltelefoner mm.” 

Men hvad er det, der sker i billedet? Jesus sidder med vanligt rolig mine med de to syndende kvinder, som han … trøster? Han har indtaget en passiv positur – der er ikke lagt op til handling fra hans side. Om de to mænd fra pøbelen hæver eller sænker deres sten, det vides ikke. Men det er sikkert, at den tredje, kvinden, filmer og dermed udskammer med sin mobiltelefon. Så har Jesus jo faktisk ikke haft held til at få ro på pøbelen og undgå, at de udskammer og dømmer andre.

Kvinde filmer med mobiltelefon, mand holder sten

Ret beset burde pøbelen pakke sten og mobiltelefon væk og skamme sig med den erkendelse, at dømmer man andre, kan dommen ramme én selv. Men det er ikke tilfældet her. Man havde også kunnet vise det øjeblik, hvor Jesus træder ind og formaner til ro – det er heller ikke tilfældet her. 

Jesus sidder resigneret og lader pøbelen udskamme de to lesbiske elskende. Underløber Lyngvild bevidst historien om fredsskaberen – eller ved han blot ikke, hvad han gør? Jeg tror det sidste. Intentionen med billedet er god, men udførelsen er dybt problematisk, noget planløst rod, hvor der intet reelt mellemværende eller drama udspiller sig mellem figurerne. 

Den østrigske kritiker Eduard Hanslick sagde engang noget , jeg har bidt mærke it: Kunst kommer af at kunne. Den, der intet kan, har kun intentioner. Jeg tror, der gemmer sig intentioner i Lyngvilds billeder, selvom de er dunkle. Og som en anden kritiker engang sagde: Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte. Min konklusion er, at billederne i kirken ikke lever op til begrebet kunst. Der kan allerhøjest være tale om flot opsat, forvirret dekoration. Kejserens nye klæder. Men man må tage hatten af for et menighedsråd, der har turdet det her projekt. Det ligger i eksperimentets natur, at det ikke altid kan lykkes. Dette eksperiment er kunstnerisk mislykket, men som trækplaster, som debatskaber, som spotlight på begrebet kristen kunst er der virkelig bang for the buck.

Det er for mig ingen skam, at Lyngvilds billeder bliver fjernet til efteråret. Selv efter, at den siddende menighedsrådsformand har sikret sig Facebooks opbakning til, at de skal forblive. Og hvorfor skulle han ikke gøre det? Lyngvild bruger ham jo som statist i et af sine billeder. 

Helligåndskirken i Faaborg set udefra
Lyngvild formår med sin berømmelse og den megen medievirak at tiltrække mange nysgerrige.

Årets Pressefoto 2018 i Odeons foyer, Odense

Som hobbyfotograf er en af mine største inspirationskilder pressefotos. De har ikke kunstneriske budskaber, er direkte, har masser af kant – og er ofte smukke trods et grumt indhold. Nogle af de bedste protrætter laves af pressefotografer.

Og som beskuer ved man, der er meget på spil inden for genren pressefoto. Pressefotografer er udsatte i krigs- og konfliktzoner. Hvis de ikke satte deres liv på spil, ville vi andre vide meget mindre om, hvad der sker i verden.

Eksempel: Migrantkrise på Middelhavet. Ord kan beskrive, hvad der sker på Middelhavet disse år med de mange migranter og asylsøgere. Men billederne – som nu dem på Årets Pressefotos – gør virkeligheden umiddelbart nærværende. Med samme farvebrillans, som vi alle i dag alle kan lave feriefotos, vises overlevende, kæmpende og druknede i det akvamarinblå vand.

Det vigtige i disse og andre fotos kan ikke undervurderes. Derfor kan det undre, at udstillingen i Odeon er så stedmoderlig. I gamle dage (for et par år siden) var Årets Pressefotos en flot og seriøs udstilling her i Odense. Der var plads, flotte print, luft om de enkelte fotos og serier.

Så valgte man, at Årets Pressefotos – dengang på Brandts Klædefabrik – ikke skulle være en del af Odenses kulturprofil, ligesom fotokunst i det hele taget blev kraftigt reduceret. Her havde Odense ellers haft en vigtig niche.

Nu er pressefoto-traditionen vistnok tilbage. På det lidt tamme Odeon. Lige inden for indgangen. Uden plads, placeret på ned-fra-loftet hængende papstykker. Det suger kraften ud af billederne, som også printes så småt, at de ikke rigtigt kan nærstuderes. Det synes jeg er synd. Hvis man skal gøre noget, skal man gøre det ordentligt. Og jeg er sikker på, det her kan gøres anderledes og bedre.

årets pressefoto, Odeon

Årets pressefoto 2018 i Odeons foyer er en tynd omgang