LightLeaks

Blog & Fotokunst

Menu Close

Kategori: Film

I biografens dybrøde: Hvornår kommer der et mesterværk?

Der er langt mellem de virkeligt store snapse i biografen. Sådan må det være, når film primært handler om profit. Det er svært at finansiere film, og meget svært at gennemtrumfe en kunstnerisk vision.

Senest er det blevet til Dunkirk af Christopher Nolan – den ikke-dumme blockbusters mester. En film om de strandede, allierede soldater på den franske kyst, der angribes af tyskere fra luften og alle andre retninger. De skal væk – og det sørger almindelige fiskere i deres både og andet godtfolk for. Ørepropper anbefales, da skibene går ned og ned og ned i ét væk, og kuglerne fløjter om ørerne. Underholdende er den. Men krigsfilmmesterværker som Das Boot eller Apocalypse Now når den ikke. Dertil er den for springende mellem persongrupper.

Annabelle 2: Begyndelsen … Nej ok, der forventer man ikke mesterværk. En gruppe forældreløse piger installeres i et uhyggeligt hus hos et par, der har mistet deres barn. Allerede der tænker man jo: kom væk. Men det gjorde man også fra første sekund af The Shining, en af de store gyserklassikere med Jack Nichoslon som familiefaderen i et øde hotel. Princippet i Annabelle 2 er chok, ikke så meget gys. Gys kræver opbygning, at publikum fodres med informationer, personerne på lærredet ikke har. Men i film som denne ved vi tilskuere nogenlunde det samme som de stakkels piger og den hjertegode nonne. At filmen så er mere fyldt med plothuller end en schweizerost er en anden sag. Hvorfor fa’en flygter I ikke fra det hus, tænkte jeg hele tiden!

Valerian and the City of a Thousand Planets: en orn’lig gang underholdning af Luc Besson. Masser af kulør og skøre, visuelle gags. Jeg var meget underholdt, selvom ligheden med tegneserierne, filmen baserer sig på, er ganske perifer.

May God Save Us (Que Dios Nos Perdone): Den spanske krimi af Rodrigo Sorogoyen om en seriemorder, der har set sig gal på ældre damer. Reklameret som en moderne udgave af Se7en, ser satte hele seriemorder-genren på landkortet i 90’erne. Men den når ikke Se7en’s højder. Kun det mørke, de to naturligvis helt forskellige politimænd trækkes ned i, gør filmen interessant. Men det er jo efterhånden en klassiker, at en morder viser sig at være patetisk taber, og at politifolk ender med at ligne forbyderen. Vi trænger til fornyelse af krimigenren. Noget a la den argentinske melankolske krimi, Øjnenes Hemmelighed, der udkom for nogle år siden.

The Imitation Game: Biopic forbandelsen. En anmeldelse

Hyggelig historietime om et kapitel af kampen mod nazisterne under 2. verdenskrig. Men også:

Benedict Cumberbatch is the new black

Måske lagde du mærke til dragen Smaug i Hobitten: Dragen Smaugs Ødemark. Eller rettere: Måske lagde du mærke til dragens smukke baryton. Det var Benedict Cumberbatchs stemme. Måske har du hørt om eller set BBC’s fantastiske nytænkning af Sherlock Holmes-fortællingerne af Arthur Conan Doyle i den spritnye serie, Sherlock. Sherlock spilles af Benedict Cumberbatch. På Google skal du bare skrive hans fornavn, så autofuldfører Google selv Cumberbatch som topsøgeord. For nylig spillede han den kontroversielle wikileaks-grundlægger, Julian Assange. Hans mange kvindelige fans kaldte sig ‘Cumberbitches’. Indtil denne engelske gentleman bad om, at de valgte det pænere ord ‘Cumberbabes’. Cumberbatch is the new black. Nu kan du opleve ham i den nye biopic, The Imitation Game.

Imitation Game er baseret på en virkelig historie. Historien om den homoseksuelle og socialt handicappede Alan Turing. En genial matematiker, der under arbejdet med at knække den nazistiske kodemaskine, Enigma, opfandt forlægget for den moderne computer. Han gav maskinen navnet Christopher efter sin barndomsven. Dybden i dette navnevalg åbenbarer sig i løbet af filmen.

Homoseksualitet var forbudt i England i Turings tid. Det blev opfattet som særdeles kriminelt og blev straffet hårdt. Turing blev idømt kemisk kastraktion. Dette førte til hans selvmord som 41-årig. En død i vanære. Det er der kommet en seværdig film ud af. En underholdende film, som dog måske ikke får så meget ud af sprængfarlige emner som homoseksualitet, verdenskrig og spionage, som man havde kunnet få.

Biopic forbandelsen: The Imitation Game har sine problemer

Jeg har før i min blog kritiseret biopic-genren for at være umulig.

Årsag: genren hakker et helt liv op i dele. Uden den strøm af sammenhæng og mere elegante overgange, som den fiktive historie giver mulighed for. The Imitation Game er et eksempel på en biopic, der fungerer. Sådan nogenlunde. Vi kommer ikke uden om, at også denne biopic bliver lidt ujævn. Turings død bliver eksempelvis berettet i filmens eftertekster. Eftertekster er det laveste niveau af det, man kalder eksposition i film. Eksposition er al den baggrundsinformation for filmens handling, som er nødvendig for at forstå filmen.

Man kan lave eksposition i en voice over, hvor en stemme giver os tilskuere baggrunden. Tænk starten af Ringenes Herre, hvor scenen sættes med Cate Blanchetts voice over til nogle meget effektive og dramatiske kampscener. Et eksempel på vellykket anvendelse.

Man kan lade skuespillerne give den nødvendige eksposition i replikkerne. Karakter 1 siger til karakter 2: “Vi må knække denne kodemaskine, fordi det kan afsløre tyske troppebevægelser eller afsløre, hvor der vil være ubådsangreb”. Den norske instruktør af Imitation Game, Morten Tyldum, vælger den simple metode med en eftertekst for at fortælle om Turings tragiske selvmord. Man trækker lidt på skuldrene – og det er synd.

Cumberbatch Imitation game

Benedict Cumberbatch (siddende) som den geniale kodeknækker, Alan Turing, omgivet af sit team. Keira Knightley som Turings nærmeste medarbejder og forlovede til venstre.

Den dramatiske skrue får et vrid i The Imitation Game

Det modsatte sker også: Den dramatisk skrue bliver måske strammet en smule for meget nogle steder. En af Turings medarbejdere har en bror. Denne bror gør krigstjeneste i en skibskonvoj, som Turings gruppe kan redde eller lade gå under. Argumentet for at lade konvojen gå under i et forestående nazi-angreb skulle være ikke at gøre tyskerne opmærksomme på, at Enigma var knækket ved at lave pludselige redningsaktioner ud af det blå. Scenen er dramatisk. Skal man informere flåden med fare for, at tyskerne aner uråd? Skal man undlade at advare flåden og holde det hemmeligt for at bruge Enigma langsigtet? Men dilemmaet – som var virkeligt under krigen – bliver for skarpt trukket op ved at placere en bror ombord på et skib i den truede konvoj. Det virker dramatisk lidt for nemt. Jeg stod lidt af i den scene.

Hvorfor skal du så se The Imitation Game?

The Imitation Game holdes oppe af den stædigt og intelligent stammende Benedict Cumberbatch. Uden en fascinerende skuespiller som ham ville en film som denne falde sammen. Du skal se filmen pga. Benedict Cumberbatch. Og du skal se den for at få gentaget en eviggyldig pointe om, at konservativ tankegang er en hæmsko for udvikling og succes – ikke mindst under en verdenskrig. Filmen kritiserer det konservative syn på kvinder og på homoseksuelle. Det er ikke noget, der chokerer eller overrasker mere. Heldigvis. Men en lille reminder er altid velkommen.

Mænd og Høns. Dansk socialrealisme meets Frankenstein. En anmeldelse

Det var store Fifty Shades of Gray aften i Biocity Odense den aften. Sjældent har man set så mange smukke og fortrinsvis yngre kvinder fylde cafeen i biografen op – uden en mand i sigte. Jeg tænker, de mandlige kærester har undslået sig med løfter om at gøre så meget desto mere ud af kæresteaftenen på Valentine’s Day to dage efter…

Jeg og min biografveninde, Britt, var derimod taget ind i sal 6 for at se Mænd og Høns. Sal 6, hvor den lumre aircondition-damp og sved fra Fifty Shades salene åbenbart bliver ledt ind. For vi var ved at gå til i det, der føltes som 30 graders stillestående tropeluft.Jeg endte i strømpesokker og t-shirt. Enkelte andre biografgængere, jeg talte med, sagde, de havde haft det direkte skidt. Det kan I gøre bedre, Biocity!

 

Plottet i mænd og høns: socialrealisme med gak i låget

Mænd og høns af Anders Thomas Jensen er en sær og twistet film om to brødre, Gabriel (David Dencik) og Elias (Mads Mikkelsen), som finder ud af, de ikke er brødre. Ikke alene er deres far ikke deres far – de har heller ikke den samme mor. Og mere til: Deres rigtige far opholder sig angiveligt på en lille ø, Ork, i et mere end faldefærdigt gammelt sanatorium sammen med yderligere tre halvbrødre. Den køligt intelligente Gabriel og kamp-onanisten Elias drager sammen til øen for at komme til bunds i familieforholdene.

Øen, dens beboere og generelt hele filmen minder mig om Henrik Ruben Genz mere vellykkede Frygtelig Lykkelig, hvor vi befinder os i et tilsvarende bizart, velkendt og dog meget fremmed miniunivers. Hvor Frygtelig Lykkelig nyfortolker cowboygenren med sønderjysk socialklaustrofobi, så prøver Anders Thomas Jensen med Mænd og Høns at gen-splejse familiær dysfunktion med frankenstein-genren.

Mænd og hØns er en tematisk lagkage

Mænd og høns. Hvordan skal man beskrive den film? Jeg vil vælge at betegne den som en lagkage, hvor lagene er sådan lidt tilfældigt udvalgt og ingen af dem er vigtigere end nogle af de andre. Tre af brødrene har bibelske navne, som måske også er koblet til forskere i genetik. Nicolas Bro spiller Josef – et bibelsk navn, men også navnet på en forsker i plantehybrider, Josef Kölreuter. Men det er ikke noget, der synes at spille en rolle for filmen. En anden af brødrene hedder Gregor (Nikolaj Lie Kaas). Jeg tipper opkaldt efter Gregor Mendel, arvelæren og genetikkens fader, der eksperimentelt krydsede dyrs og planters gener for at skabe bedre eksemplarer. Gregor Mendel var munk – ups, så går vi bibelsk igen! Så er der Søren Malling, der spiller den dominante bror ved navn Franz. Tør vi gætte opkaldt efter en forsker i psykologisk genetik ved navn Franz Kallmann? Kallmann opdagede et syndrom, der forandrer næsen – og guess what: Søren Mallings rolle som Franz har den mest besynderlige, skæve blomkålstud.

Brødrenes rigtige far hedder Thanatos til efternavn – en reference til den græske dødsgud. Og måske også til den freudianske tradition, der kalder dødsdriften for thanatos. Farmands fornavn: Evilio. Get it? EVILio. Som i: ond farmand. Øens borgmester, naturligvis spillet af Ole Thestrup, kalder farmand for “dødens pølse”. Og ja, farmand Thanatos lever op til sit navn. Omend hans dødsdrift ganske u-freudiansk gælder andre end ham selv. Nogen tematisk dybde ud over ren reference er der ikke i navnet. Han kunne lige så godt have heddet Bent.

mænd og høns halvbrødrene Franz Gregor Elias Gabriel Josef

Mænd og Høns halvbrødrene Franz, Gregor, Elias, Gabriel og Josef. Hvem ville have valgt dén familie?

Tilbage til de mange tematiske lag.

  • Gotisk horror a la Frankensteins monster. Naturligvis noget med sære videnskabelige eksperimenter og gen-splejsning. Filmen rammer vores biograflærreder samtidigt med, at engelske forskere har bekendtgjort, de nu kan skabe et barn med gener fra tre mennesker – og har tænkt sig at gøre det. gensplejsnings-horror giver efterhånden ingen ståpels mere. Gen-horror er SO nineties!
  • Politisk korrekt anti-darwinisme: der skal være plads til de handicappede, de anderledes, de vanskabte.
  • Ren slapstick: Til tider er filmen ret sjov. Der er et knæk på midten af filmen. Første halvdel er sjov – anden halvdel mest alvor. Jeg synes, humoren fungerer bedre end alvoren. Kampscenerne mellem brødrene involverer planker, gryder, udstoppede dyr mm. Og jeg elsker at se dem gå amok!
  • Familierelationer. Skal man vende sin forrykte familie ryggen, eller skal man blive og samle stumperne?
  • Klassisk modsætning: Hvad er vigtigst – hjerte eller hjerne? Religion og tro eller videnskab. Stort tema. Som overhovedet ikke bliver gennemspillet. Det er naturligvis i sidste ende hjertet, der er det vigtigste.

Mads Mikkelsen er kraftcenteret i Mænd og Høns

Ingen tvivl: David Dencik og Mads Mikkelsen bærer filmen. Især Mads Mikkelsen åbenbarer i Mænd og Høns et komisk talent med fantastisk timing, nuancerigdom og opfindsomhed. Nu er der ikke en centimeter på spektret fra de dybt dramatiske roller over de velpolerede Hollywood-roller til slapstick og comedy, den mand ikke mestrer. Utroligt! David Dencik har rollen som den mest normale bror – og eftersom resten af brødregruppen er rene hillbillies og damp-børn, så har han nemt ved at stråle.

Nicolas Bro gør det mindre godt. Fysisk comedy behersker han til fulde. At se ham speed-jogge med walkman og iført stramme shorts er et syn for guder. Et fedt lyn i gummisko. Til gengæld har jeg et problem med Nicolas Bro, når han taler. Det er 1864-syndromet: Hans replikker virker påtagede. Mads Mikkelsen kan rappe de mest mærkelige sætninger af sig i maskingeværtempo, så man er ved at flække af grin. Nicolas Bro hakker mere indstuderet gennem sine lange, filosofiske sætninger.

Mænd og høns lider af komedie-syndromet – og hvad er det?

Filmen er alt i alt sært underholdende – på grund af skuespillerne. Mænd og Høns lider af det, jeg vil kalde komedie-syndromet. Komedie-syndromet går ud på følgende: Det er meget let at komme på en masse gakkede ideer. Men det er rigtigt svært at samle alle trådene, så filmens tematiske kabale går op. Og denne film går ikke op. Der kastes en masse temaer op i luften – de bruges komisk. Og også dramatisk. Men de samles ikke, som filmen skrider frem. Det er et træk ved rigtigt mange komedier. Og det er grunden til, at mange komedier er rigtigt gode i starten, når det hvirvler med ideer, slapstick og temaer. Det er ligesom en god fest: sjov i starten. Man giver den gas og kommer ud over sine grænser. Men på et tidspunkt skal der jo ryddes op. Vaskes op. Skabes orden. Gaaaaab……

Som den sort komedie Mænd og Høns skrider frem, bliver den mere og mere tør i forsøget på for guds skyld at knytte temaerne sammen.

Vi får i Mænd og Høns en underlig, gylden, sødladen slutning. Jeg sad og ønskede, filmen var tonet ud én scene før. Når du ser filmen, så forstår du, hvad jeg mener.

“Man vælger ikke din egen familie” er filmens tagline. Underforstået: bliv ved din familie og kæmp for den, uanset hvad det koster. Det er den slags gajolpakkevisdom, som gør sig godt i Hollywood – og i det københavnske filmmiljø. Goethes begreb om “Wahlverwandtschaften”, at jo, man kan faktisk vælge sine biologiske rødder fra – den idé er ikke nået ind i dansk film.

Filmen har generelt fået meget gode anmeldelser. Jeg kan ikke helt forstå det. Måske stråler den i sammenligning med de øvrige, ensformige, danske relations-film – som jo som regel er dødsyge.

Birgitte Kjær sammenfatter i Politiken de begejstrede anmeldelser (klik!). 

Birdman overgået: Skuespiller Randy Quaid i total kernenedsmeltning

For nylig anmelde jeg den spændende fortalte film, Birdman, af instruktør Alejandro G. Iñárritu. Michael Keaton spiller her rollen som Riggan Thomson, en Hollywood has-been, en afdanket skuespiller med få meget store film på samvittigheden – for lang tid siden.

Nu overhalder virkeligheden igen fiktionen i Hollywoods celebrity kultur. Randy Quaid, kendt for sin joviale bamsefar fremtoning og sin medvirken i enkelte kassehits som Independence Day og Brokeback Mountain er i gang med en deroute, som kun Hollywood kunne fostre.

Nu er en video gået viral, hvor Quaid viser, hvor langt, man kan synke, hvis man virkelig ikke formår at stoppe sin paranoia. Quaid lagde selv videoen på YouTube som en sviner til Rupert Murdoch, mediemogulen kendt som ejer af Fox netværket og diverse skandaløse engelske aviser. Kort tid efter, at videoen kom på nettet, blev den taget ned igen.

Det er ikke for sarte sjæle og absolut ikke for børn.

Men du kan se videoclippet med Quaid ved at følge dette link.

Det er Hollywoods kulsorte underside, bagsiden af den glitrende kultur.

Tilsyneladende er Quaid og hans kone Evi, i Canada på flugt fra ordensmagten som følge af en uafklaret skattesag. Parret har kogt en konspiration sammen om, at Rupert Murdoch er efter dem. At en gruppe personer fra Hollywood har sluttet sig sammen til The Star Whackers, som angiveligt stjæler Quaids royalties. Og for nylig blev Quaid fyret fra et skuespillerjob for umotiveret at smække en skuespillerkollega en på hovedet. Quaid forklarede den episode med, at han bare var fordybet i sin rolle. Han mener, Heath Ledger, som han spillede overfor i Brokeback Mountain, blev myrdet. Og han har fortalt de canadiske myndigheder, at hans flugt skyldes, at han ikke vil være den næste, som Hollywood myrder.

Randy Quaid og Evi

Randy Quaid og konen, Evi. Politifotos af parret, da de blev anholdt for indbrud

Så Birdman viste en fiktiv skuespiller i total kernenedsmeltning – men Randy Quaid viser, hvor virkelig Birdmans skildring egentlig er. Måske tror Quaid ikke, han kan flyve, sådan som Michael Keaton troede i Birdman – men det kan meget vel blive det næste kapitel i Quaids nedtur.

Læs her news.com artikel om Randy Quaids mærkelige flugt til Canada

Hollywood og celebrity kulturen i USA har mange af den slags historier. Kan du huske Britney Spears? Michael Jackson? Whitney Huston? Og og og. Det er den bagside af det forkromede succes liv i forreste række, som vi hurtigt glemmer, fordi vi hellere vil tro på H. C. Andersens ord om: Først går man så frygtelig meget igennem …. Og så bliver man berømt!

Som om berømthed var en redning fra et almindeligt liv.

 

Birdman: Scener fra et splintret kunstnerliv. En anmeldelse

Birdman er noget helt nyt –

og så alligevel ikke …

Allerede vores egen Søren Kierkegaard var inde på det i Enten – Eller. Motivet med den lidende kunstner, hvis trængsler på forunderlig vis bliver transformeret til kunst og underholdning for et publikum.

Kierkegaard fortæller om den ulykkelige, der blev spærret inde i Falaris okse, en antik torturmetode, der anvendte en metalokse af kobber eller messing. I denne metalokse blev den ulykkelige ristet ved en sagte ild, der brændte under oksen. Oksen var udformet med fløjter i næseborene, så den ulykkeliges skrig lød som sød musik for dem, der var så heldige at være uden for oksen. Parallellen  til den stakkels, martrede kunstner og hans høfligt deltagende, tilbagelænede publikum er åbenlys. Publikum vil gerne opleve lidelsen og smerten – men på distance, som sød musik. Nydelse.

Det er ét af motiverne i Birdman af Alejandro González Iñárritu. Den lidende kunstner, der står over for det mangehovede monster, publikum, og vrider sig selv i de mest smertefulde positioner for dog at blive set, hørt – elsket.

Hollywood elsker Birdman, fordi Hollywood elsker Hollywood

Både temaet om den lidende kunstner og det nydende publikum og de andre temaer i filmen er på ingen måde nye: anmeldernes tomme fraser og etiketter, skuespillerfolkets utilregnelighed og dobbeltmoral, kendiskulturens udhuling af kunstnerisk arbejde ved hjælp af Twitter-profiler og virale YouTube-clip, skuespilleres ego-mani (her fremragende portrætteret af Edward Norton) og offentlige, opmærksomhedsskabende pinligheder. Det er med temaerne i Birdman  som med så mange andre af de historier, vi mennesker går og fortæller til hinanden: grundlæggende intet nyt. Forskellene ligger i, hvordan vi fortæller vore historier.

Og her skiller Birdman sig radikalt ud. Hollywood har altid elsket film, der tager Hollywood under ætsende behandling. Mange af de bedste Hollywood-film handler om Hollywood. Enten direkte – eller mere indirekte. Tænk Sunset Boulevard fra 1950 om en manuskriptforfatter, der sælger ud og betaler med sit liv. Eller David Lynch’ Mulholland Drive om en ung skuespillerinde uden det talent og uden den hollywoodstatus, hun drømte om hjemme i Deep River, Ontario. Mulholland Drive viste skuespilleren Naomi Watts i en storslået skuespillerpræstation, man meget sjældent oplever magen til.

Naomi Watts er også med i Birdman, dog i en mindre rolle. Det store læs bliver trukket af Michael Keaton, der i slut-80’erne og 90’erne var berømt for sine hovedroller i især de to første Batman-film af Tim Burton. BAT-man. BIRD-man. Fik du den? Det gjorde Hollywood – for Hollywood elsker interne referencer. Det er ikke meget anderledes end de interne tøhø-anekdoter, man har i andre små byer, hvor alle kender alle. Den slags gør, at Birdman er en film, der særligt henvender sig til anmeldere, Hollywood, skuespillere og andre, der virkeligt interesserer sig for interne forhold inden for film og skuespil.

Er Birdman en udlevering af Michael Keatons kuldsejlede karriere?

Michael Keaton har været mere eller mindre væk fra filmverdenen og berømthedskulturen i de mellemliggende år, siden han sagde nej til Batman 3 fra 1995. I Birdman har hans rolle, Riggan Thompson, sagt nej til at spille med i den fjerde film i Birdman-serien, som hans falmende berømmelse hviler på. Dermed stopper lighederne med virkelighedens Michael Keaton, hvis man skal tro Louise Kidde Sauntveds omfattende artikel i Berlingske om Birdman og Keaton.

Her fremgår det, at Riggan og Keaton er to meget forskellige mænd. Riggan forfølges helt bogstaveligt af sin rolle, Birdman. Han hører ofte Birdmans stemme i sit hoved, han ser ham i storbyens forstenede landskab. Til slut bliver han næsten til Birdman. Men Michael Keaton siges at være en glad, nede-på-jorden mand, der er glad for fluefiskeri og livet på landet. Så vi er ikke ude i en tragisk en-til-en udlevering af Keaton.

Forviklingerne er mange i Birdman, virkelighedsplanerne fletter sig ind og ud af hinanden

Riggan forsøger et comeback, og han forsøger at blive taget alvorligt, ved at sætte et stykke op på Broadway baseret på en fortælling af Raymond Carver, ‘Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed’. Han omgives af uberegnelige, ego-syge medspillere, en dræbende modvillig anmelder og hans datter, som han aldrig rigtig har været til stede for, samt hans bedste ven og manager, som dog har bundlinje som aller bedste ven. Og ex-konen, der er det tætteste, han kommer på en voksen relation i øjenhøjde.

Jeg havde i starten lidt svært ved at finde filmens puls. Men da jeg havde fundet den og tilpasset mig, generede det mig ikke, at en person, der lige er gået ud ad en dør, 10 totalt urealistiske sekunder efter står i kostume på scenen og spiller stort skuespil. Det generer ikke, at den trommemusik, der udgør det meste af filmens soundtrack, pludselig også kan høres af filmens personer – fordi trommeslageren, Antonio Sanchez, simpelthen sidder og spiller musikken på gaden, mens personerne går forbi. Det virker også sært naturligt, at Riggan kan flytte på ting via telekinese. Ingen, hverken personerne eller vi som tilskuere i biografsalen, lader sig genere af, at trommeslageren pludselig sidder i en garderobe og spiller trommer. Jeg tror nu nok, at biografpublikum, der ikke er opdateret om, hvad der sker på Broadway, vil undre sig over, at man i en kort scene ser selveste Spiderman sammen med en hel række af uniformerede trommeslagere på scenen. Det kan man virkelig kun forstå som et spark over knæet til underholdningsindustriens skøre ideer, hvis man tilfældigvis ved, at Broadway, virkelighedens Broadway, for et par år siden satte Spiderman op som musical – i øvrigt en kæmpe succes. Disse brudflader mellem virkelighedsniveauer er sammen med skuespilpræstationerne det, der gør, at fortællingen, som indholdsmæssigt ikke er ny, alligevel bliver til en ny og levende fortælling.

Birdman er hektisk. Meget hektisk

Tilsyneladende er filmen uden et eneste klip. (Naturligvis er der klip, men man kan ikke se det. Det er teknisk brillant lavet.) Men noget af musikken i filmen tillader figurer og os tilskuere at komme lidt ned i tempo og dvæle ved følelser af tragik og melankoli.

Det skuespil, Riggan sætter op på Broadway, ledsages af sublim senromantisk musik af Mahler, Ravel, Rachmaninov, Tjajkovskij – komponister, der skrev på de helt store følelser omkring år 1900.

Mahlers 9. symfoni indgår flere steder i filmen. Det er noget af det mest fragmenterede og inderlige musik, der er skrevet i det 20. århundrede. Og Iñárritu bruger denne store orkestermusik som understregning af dels Riggans eget fragmenterede sind, dels Rigggans scenerolles splittede, desperat kærlighedssyge sind, dels filmens fragmentation som sådan. Det er storslået set og hørt af Iñárritu. Mahlers 9. lyder som en drøm. Ikke en god drøm, men en forvirret, desperat, fragmenteret drøm. Præcis ligesom filmen Birdman, Riggan selv og Riggans Broadway-stykke.

Tag et øjeblik eller to og lyt til starten af Mahlers. 9., som spiller en væsentlig rolle i forståelsen for Riggans splittede sind. Musikken bevæger sig fra starten i en 4-5 forskellige retninger:

Da Riggan i frustration ødelægger sin garderobe, afbrydes han af Mahlers smukke sang, ‘Ich bin der Welt abhanden gekommen’ – på dansk kunne en noget mere upoetisk oversættelse lyde: ‘Verden har mistet forbindelse med mig’. Som en understregning af Riggans ret løse forhold til den virkelige verden. Disse musikalske detaljer er med til at hæve filmen ud over at være en hektisk Hollywood-satire med kun interne jokes. Og det giver en følelsesmæssig dybde til Riggan og hans skizofreni, som trommer bare ikke kan få os til at forstå.

Ligesom musikken i filmen er Riggan hele tiden på vej et eller andet sted hen. Hen til garderoben, ud på gaden, op på scenen, ned i baren. Hele tiden på forvirret vej et eller andet sted hen. Det virker næsten tilfældigt, at tingene pludselig ændrer sig, og Riggans vej mod rendestenen med ét ender i særdeles bittersød triumf på scenen.

Det hele bider sig selv i halen i et endeløst Hollywood/Broadway-loop

Lad mig drage en kritisk parallel til føromtalte Sunset Boulevard, filmklassikeren af Billy Wilder fra 1950, som viser Hollywoods hule inderside med opportunistiske manuskriptforfattere og mere eller mindre skøre skuespillere.  Denne film tog teaterverdenen også og lavede til en musical – det skete i 1993 med Glen Close i rollen som Norma Desmond. Men allerede den i 1950 fallerede stumfilmstjerne Gloria Swanson, der spiller filmen Sunset Boulevards antiheltinde, Norma Desmond (jeg kaster med mange navne, jeg ved det – hold tungen lige i munden!), denne Gloria Swanson arbejdede faktisk op igennem 1950’erne på at kapitalisere på Sunset Boulevards rimelige succes og gøre den til … en musical! Så Billy Wilder laver Sunset Boulevard med en falleret Glora Swanson. Gloria Swanson vil booste sin karriere ved at lave succesen om til en musical på Broadway. Det mislykkes.  Men de ikke altid så fantasifulde teatre gør i 1993 det, som Hollywood også tit gør: Tager de samme historier op igen og igen, giver dem lidt nyt tøj på og skubber dem ud foran publikum på scenen eller foran et kamera.

Læs Filmlands Per Juul Carlsens begejstrede anmeldelse af Birdman

For at drage en parallel til Birdman: Der er niveauforskelle mellem Sunset Boulevard og Birdman. Norma Desmond i Sunset Boulevard starter med at være en pænt mærkelig, men ikke direkte vanvittig person. Hun ender som komplet gak gak, der tror, hun spiller med i en film. I virkeligheden bliver hun bare filmet af nyhedsteams, mens hun bliver ført væk af politiet for mordet på en vendekåbe af en manuskriptforfatter, hun forelskede sig i. Norma Desmond har en kurve gennem filmen, man kan følge, involvere sig i. Riggan er i Birdman fra starten meget langt ude over virkelighedens grænser. Første gang vi ser ham, svæver han i luften – naturligvis kun i hans fantasi. Men så er stilen lagt: Han bliver ikke en karakter som Norma Desmond, som man kan følge i en spændingskurve. Riggans kurve er fra pænt meget gakgak til regulær skizofreni. Den er ikke helt nem at involvere sig i! Og det er absolut ikke en kritik af Keaton. Men manuskriptet har en psykologisk kurve, som ikke er helt nem at trænge ind i.

Ligesom Riggan til slut kickstarter sit comeback mod alle odds ved at skyde næsen af sig selv foran et vildt applauderende publikum – med fantastiske anmeldelser til følge: endelig er der en kunstner, der tør vise ægte smerte – ligeså er Michael Keaton lige pludselig og uden forvarsel med Birdman godt i gang med at kickstarte sin karriere. Dog med intakt næse.

Kunst imiterer virkelighed, virkelighed imiterer kunst – Hollywood elsker den slags.

 

Nu forstår det sig, at en anmelder ligner en digter på en prik, kun har han ikke kvalerne i hjertet, ikke musikken på læberne. Se, derfor vil jeg hellere være svinehyrde på Amagerbro og være forstået af svinene, end være digter og være misforstået af menneskene.

Søren Kierkegaard: Enten – Eller

 

Force Majeure: Den moderne mand splittet til pinlige atomer. En anmeldelse

Force Majeure er en mesterlig sædekomedie. Lad mig fortælle dig hvorfor.

Ruben Östlunds nye film om det moderne parforhold og manderollen i dyb krise, Force Majeure, kunne meget let være sunket til bunds i en nedadgående spiral, der hedder: Lad os pille den moderne mand fra hinanden og vise, han er et fucking skvat. Og at kvinderne er blevet de stærke. Enten er manden et skaffedyr – eller en tabermand uden varige relationer. Det er den suppe, vi får hældt i ørerne alle vegne i medierne for tiden. Kvinderne har sejret ad helvede til åbenbart.

Det var med den lille mistanke, jeg gik ind for at se filmen i Odenses bedste biograf, Café Biografen. Men jeg blev meget positivt overrasket over, hvor nuanceret en film, der er tale om. Den er sjov, utroligt pinlig, udleverende, spændende, smuk, angstprovokerende og meget andet. Vi er milevidt fra de her kedelige danske film, hvor Paprika Steen skælder ud på sin film-ægtemand (sikkert spillet af Carsten Bjørnlund eller Nikolaj Lie-Kaas), som står og hulker ned i køkkenvasken. Jeg er så træt af uopfindsomme, danske film med de samme 8 skuespillere. Godt, vore svenske brødre kan noget helt andet med mediet.

 

Force majeure: uforudsigelig, udefra kommende begivenhed som forhindrer nogen i at opfylde en forpligtelse, og som derfor fritager vedkommende for det juridiske ansvar fx krigsudbrud eller naturkatastrofe.

– Den Store Danske Ordbog

 

Vi er med det unge par, Tomas og Ebba, og deres to børn, Harry og Vera, på sådan rigtig hyggelig skiferie. Flot sted omkranset af franske, sneklædte tinder. Rigtigt dyrt tilflugtssted for par og mennesker, som har alle basale behov opfyldt, Ipad og mobiltelefon fuldt opladet, og som egentlig har det generelt pissefedt. Far skal bare lige, synes Ebba, have en lille, afslappende ferie, fordi han arbejder så meget. En hær af snekanoner, skilifte, snow groomers, eksplosionsanordninger til kontrollerede laviner og meget andet arbejder non stop på den perfekte oplevelse. Men så er der den dér lavine….. Den lidt for store lavine.

Familien nyder frokost på en åben altanrestaurant. En lavine starter i det fjerne – det er spændende. Men alt er vel sikkert, ikke? Børnene bliver urolige. Lavinen bliver større. Mor Ebba mener, det ikke ser så sikkert ud igen. Jo jo, mener far Tomas, lavinen er jo kontrolleret. Men lavinen stopper ikke. Der går panik i forsamlingen. Det første, Tomas gør, da han tror, lavinen rammer, er at gribe sin Iphone og løbe væk fra familien, mens han skubber en anden mand væk. Rent overlever-gen og urinstinkt – eller en moderne, skvattet mand, der hellere vil redde sig selv og sin telefon end ungerne og konen?

Det viser sig snart, da Tomas og Ebba spiser på restaurant med en andet par, at Ebba har en noget mere virkelighedsnær opfattelse af ægtemandens flugt, end Tomas har. Tomas mener bestemt ikke, han løb væk. Ebba og vi ved bedre.

Herfra går det støt ned ad skibakke for parret. Til at begynde med beslutter de bare ikke at tale om det. Så finder de på en tilpas mild løgn, de kan leve med. Men børnene reagerer, afviser forældrene, lukker sig inde. De siger intet, men signalerer på alle andre måder, at der er sket noget rigtigt skidt i familien.

Som sagt kunne alt dette være blevet til en meget kedelig gang socialrealisme om den velbjergede middelklasse og om den moderne maskulinitet, der viser sig hul og taberagtig. Hvilket den også er. Men ikke kun. Ruben Östlund har spænding indbygget i det mindste knirk fra de skilifte, som bærer familien op på pisterne. Det ensformigt udformede, bikube-agtige hotel bliver til et pinligt helvede, hvor familien er spærret inde med sine dæmoner.

Vi kender vel alle det, at vi overværer et par sætninger sagt mellem ægtefolk, der afslører en afgrundsdyb mistillid, et skævt magtforhold, en lurende vrede over for den anden. Vi oplever det på cafeer, ved kassen i Netto, til fester, hvor der bliver drukket et glas vin for meget. I Force Majeure slipper vi ikke for at se, hvor katastrofale disse pinlige sandheder og hændelser mellem han og hun i virkeligheden er. Ruben Östlunds mikroskop iagttager disse mennesker ubønhørligt. Pinlighederne hænger ikke kun i luften, de får lov at have konsekvenser.

Nuancerne i Force Majeure er det, der gør filmen suveræn

Slutningen af filmen giver den ultimative nuancering, der viser, at vi i Force Majeure ikke har med en jævnt forudsigelig, nordisk sædekomedie at gøre, som nøjes med at afbilde den skvattede, moderne mand. Tomas er gennem et komplet sammenbrud kommet til sandhed med sig selv og har ladet alle dæmonerne komme ud af skabet over for Ebba. I en grad, så han næsten regredierer til barnestadiet – man ser ham trække sin bluse op over hovedet, sådan som man ser børn gøre det, når virkeligheden bliver for grum og pinlig. Og betegnende nok er det i den situation børnene, der trøster farmand – konen har trukket sig fra denne mand, der nu har opgivet al maskulinitet. Filmen igennem er der en finurlig dirren mellem at være og at forestille at være. Er farmand Tomas så oprørt, som han ser ud til? Ebba betvivler til at begynde med hans angergråd og vriden hænder. Men starter han med at spille angerfuld for pludselig at blive revet med i en malstrøm mod virkeligt sammenbrud? Jeg kunne nævne flere eksempler gennem filmen på, hvordan menneskerne på lærredet ikke helt kan siges at være det, de viser, eller bare spille det. Filmen starter med, at den lille familie bliver fotograferet af hotelfotografen. Smukke, velbelyste fotos af en lykkelig familie – et billede, der forestiller lykke. Men vi ved med det samme, det kun forestiller. Denne dirren mellem at være og at forestille at være er en af filmens store styrker. Denne spænding og dissonans gør filmen langt mere eksistentiel end dameblades vulgære opdeling af kvinder og mænd i bestemte kasser.

Et skud i tågen – Force Majeures anden katastrofe

Hen mod slutningen af filmen tager familien op i det øde snelandskab for at stå på ski for sidste gang på denne ferie. Der så tæt tåge, at man intet kan se. En hvid tåge, som mindede mig om J. P. Jacobsens novelle ‘Et Skud i Tågen’, hvor tågen er angstens og usikkerhedens rige. Tågen i Forcen Majeure er også angstprovokerende – for mig som tilskuer og for Tomas og Ebba. Mens ungerne har fuld tillid til deres skvattede forældre. Familien vover turen sammen ind i dette kridhvide intet – og endnu en katastrofe indtræder. De to børn og Tomas når ned – men Ebba er væk. Efter sit sammenbrud er skvattet Tomas endelig i stand til at vise lidt mod. Han går ind i tågen alene og kommer tilbage bærende på Ebba. Der var intet sket – måske fór hun blot vild. Eller ville hun teste ham? Måske havde familien brug for en kontrolleret katastrofe for at finde sammen igen, fordi den moderne familie for længe har kørt i tomgang på ren, ufarlig rutine. Vi kan ikke vide det.

force majeure af ruben östlund - familien børster tænder

Familien i Force Majeure synkronbørster deres tænder. Rutine er godt. Men det bliver ikke ved med at være godt.

I hvert fald er det far Tomas, der til slut i filmen igen holder hovedet koldt, da deres bus ned fra bjerget kører så usikkert, at Ebba stopper den. “Jeg skal af!”, siger hun i et angstanfald – og forlader børn og mand.

Alle har åbenbart deres breakingpoint. Ikke kun mænd. Vores fortælling om mænd og kvinder har traditionelt været: Mænd er helte, der lader kvinder og børn komme først i redningsbåden. Det ved vi efterhånden godt ikke nødvendigvis passer. Den moderne mand er så dresseret af stærke kvinder, at det traditionelt maskuline ideal glider mere og mere væk. Kvinderne er de stærke. Går vi og siger til hinanden disse år. Men Rune Östberg drejer den til sidst og hæver emnet langt højere op. Også kvinder kan finde på at skride fra det hele.

Force Majeure opløser platte han/hun kategorier og lader os se hinanden som mennesker

Og til slut går hele menneskeheden sammen ned ad bjerget. Mænd, kvinder og børn har forladt den usikre bus. Kun Ebbas polyamurøse, spændingsbesatte veninde blev i bussen. Som så endte med ikke at komme nogle vegne. Tomas ven, Mats, bærer en træt Vera. Han har standset panikken i bussen, da mor Ebba pisker en katastrofestemning op. Spillede Mats helt i bussen for at imponere sin unge elskerinde med et operetteagtig “kvinder og børn først!”? Denne unge elskerinde, der har tvivlet meget på hans maskulinitet tidligere i filmen. Vi kan ikke vide, om Mats er helt eller operette. Væren eller forestilling igen. Eller måske endnu dybere: Måske prøver han at forestille en helt for at øve sig på rent faktisk at blive det.

Tilbage står Tomas, som ikke kunne forandre sig ved at råbe og skrige, drikke og larme – kun ved at indrømme sine fejl og starte forfra… Han tager en smøg på vej ned ad bjerget. Man fornemmer, han nu bare er Tomas – uden en bestemt rolle. Måske lader Ruben Östlund et lille lys skinne her i slutningen af Force Majeure. Et opgør med “mænd er sådan og kvinder er sådan”. Der er kun mennesker med hver deres breakingpoints, og vi sidder grundlæggende alle i samme bus. Skilift. Hotel. Restaurant. Tåge. Lavine.

 

Mr. Turner af Mike Leigh: Kaos og dissonans. En anmeldelse

Mr. Turner er en biopic. Biopics fungerer aldrig. Biopics er film, der fortæller en kendt persons liv. Enten fra barndom til alderdom, eller i et stort udsnit af personens liv. Og det fungerer bare aldrig helt godt. Spillefilm er at sammenligne med en noveller – ikke med biografier. Fortællingen i en biopic atomiseres ofte ud i bemærkelsesværdige, enkeltstående situationer.

Nå, jo, der var Anton Corbijns biopic om rockbandet Joy Divisions forsanger, Ian Curtis. Control er titlen. Der var også Walk the Line om Johnny Cash. Eller Ray om Ray Charles. Gode, velspillede film. Men alle sammen præget af, at handlingen skal guides af en biografi.

Mr. Turner – den nyeste film af en af engelsk films grand old men, Mike Leigh – fungerer. Hvorfor?

Det er et af de spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare i denne blogpost.

I filmen møder vi hovedpersonen, engelsk malerkunst største mester til dato, J. M. W. Turner (1775-1851), da han er på sin berømmelses højde som excentrisk geni. Og vi følger ham til hans død 25 år senere, hvor han, forkastet af parnasset, skaber sine vildeste værker. Timothy Spall, som spiller Turner, formår at holde sammen på en figur med mange indbyrdes modstridende karaktertræk i en præstation, som er en Oscar værdig. Han grynter, spytter, hoster, harker, øffer og rømmer sig gennem filmen. Han siger egentlig relativt lidt, for Turner er i Spalls forklædning en socialt ikke ret velfungerende mand.

 


Og et dumt svin er han, denne mr. Turner. Han vil intet have med sin ex-kone eller deres fælles døtre at gøre. Hans husholderske, Hannah, der filmen igennem halter rundt som en skæv kat, er også hans elskerinde – når han gider hende. Han kalde hende “damsel” og knepper hende som en hingst bedækker en hoppe: hårdt og hurtigt and no questions asked – og hun kan lide det. Det næste billede, vi ser efter dette romantiske knalderi, er Turner i et landskab – med en række af heste gående efter sig. Samtidigt med den skæve damsel har han et forhold til sin udlejer, den dobbelte enke Sophia Booth ude ved kysten i Margate, hvor han maler sine fantastiske marinebilleder.

Hende kalder han også “damsel”. Og så lader han den første “damsel” falde uden videre. Han holder sig ikke for god til at tilbyde en malerkollega i nød, Benjamin Robert Haydon, eksakt den halve sum af, hvad der kan redde dennes familie. Og han forbander sin mor, som var sindslidende, langt væk. Kun faderen, der også er en slags tjener, har han er nogenlunde stabilt og oprigtigt forhold til. Og kun faderens død tillader knudemanden for et kort øjeblik at løsne knuderne lidt op og vise sorg. Men det sker helt akavet over for en tilfældig prostitueret.

Læs Kim Skottes anmeldelse af Mr. Turner her 

Men Timothy Spall formår at vise Turner som en trold, som samtidig er en engel. Da føromtalte kunstner i nød henvender sig for at afdrage på sin gæld til Turner, sletter Turner uden videre hele gælden af medlidenhed. Da en hovedrig fabrikant tilbyder den aldrende Turner en enorm formue for hans malerier, takker Turner nej til pengene: Malerierne skal gå i arv til det engelske folk. Og da Turner på sin egen kantede, kejtede facon falder i snak med en ung, kvindelig pianist, formår han at løsne hendes stramme korset af følelser op. Han synger med sin ikke særligt kønne røst en smuk arie om tabt kærlighed, Didos klagesang fra Henry Purcells opera Dido & Aeneas. Hvilket åbner den unge pianists hjerte for at vise ægte følelser.

At se Mr. Turner i Café Biografen blev ledsaget af en del pinligt grineri

På dette sted i filmen, hvor Turner synger, grinte det gråhårede publikum, vi sad sammen med i biografsalen i Odenses bedste biograf, Café Biografen. (PS. Du kan i Odense kun se Mr. Turner i Café Biografen.)

Vi danskere kan ikke håndtere pinlige situationer. Vi løser dem op med grin. Mr. Turner er enormt pinlig – så der blev desværre grint for meget i biografsalen, fordi dette modne, danske publikum ikke kan bære dissonanserne og pinlighederne i Turners karakter. Dissonanser, der i øvrigt understreges i filmens soundtrack, som ofte er lange dissonante toner spillet på klarinet eller obo. Man kommer ikke til at se på maleriske landskaber med stor strygersovs hældt over. Det piver og hyler i stedet.

Derfor fungerer Mr. Turner som biopic!

I biopics falder skildringen af hovedpersonen ofte fra hinanden, fordi de personlighedstræk, vi alle sammen har, skærer for meget mod hinanden. De er for komplekse til filmkunstens novelle-form. Eller også bliver biopics platte, fordi personligheden er for ensartet, der sker for lidt udvikling. Mike Leigh og Timothy Spall formår at tage en vifte af personlighedstræk og holde dem sammen. Vulgaritet over for geni. Skønselsløshed over for barmhjertighed. Knudemand over for følsomhed. Social afstumpethed over for løssluppen kammerateri med kunstnervenner. Dybt optagethed af diskussioner om naturvidenskab over for dyb kedsomhed ved at høre kunstsnobber kloge sig over hans geni. Dissonanser simpelthen. Spall spiller Turner med konstant dissonans. Som et uharmonisk menneske, der – som Turners naturvidenskabsveninde, Mary Somerville siger – tillader os andre at se kaos i verden.

 

Turner og kvinderne

Kim Skotte kaldte i sin anmeldelse af Mr. Turner i Politiken Turner for uformående over for kvinder. Jeg er ikke enig. Med sin sans for skønhed og kaos, for lys og mørke, vulgaritet og ophøjethed forstår Turner faktisk kvinder rigtig godt. Turner taler sjældent. Men når han taler, siger han de bedste og smukkeste ting til kvinder. Han ser skønheden i en gammel kone – og han evner at sætte ild i hendes skød, hvilket hun ikke selv havde troet muligt. Og som sagt formår Turner tidligere i filmen med sin grove sensibilitet at synge sig ind i hjertet på en ung, tilknappet pianistinde. Ikke som en forfører, men som en mand, der forstår en kvinde.

Mike Leighs viser klar sympati for denne grove arbejderknægt, Turner, der har svært ved at vise følelser, men som gennem sin kunst og med få velvalgte ord kan knappe sine medmennesker op og vise det indre hav af følelser. Turner er ‘Det arbejdende menneske’, som Christian Monggaard kalder både Mike Leigh og Turner. Hverken Leigh eller Turner er finkulturelle, verbalt velslebne salon-mennesker.

Læs Informations Christian Monggaards interview med Mike Liegh i anledning af Mr. Turner 

Billedsiden af Mr Turner er fantastisk smuk. Filmen er lang – 2½ time. I det, der på mig virkede som korte glimt, ser vi Turner i den natur, han skildrede så fantastisk i sin malerkunst. Jeg havde gerne haft, at filmen turde strække disse naturoptagelser og lade dem komme mere til deres rette. For det er i de øjeblikke, kunstneren træder tydeligst frem i filmen. Som tidsskildring af det tidlige 1800-tals mennesker og steder er filmen så troværdig, at jeg kun kan sammenligne den med Stanley Kubricks lige så lydefri skildring af 1700-tallets England i Barry Lyndon.

 

mr turner timothy spall

Timothy Spall som Turner. I den smukke natur, som inspirerede ham.

Så Mr. Turner fungerer – selvom den har sine udfordringer lige som alle andre biopics. Nogle scener står løsrevet rent dramatisk. I visse scener føler man som tilskuer, at man burde have læst op på biografien på forhånd for at forstå. Et eksempel er Turners anspændte forhold til konkurrenten Constable. Det prikkes der til i en scene, hvor Turner stjæler al opmærksomhed fra Constable ved at lave en lille rød klat om til en bøje på sit maleri ‘Helvoetsluys’ under en udstilling i 1832. Men det udfoldes ikke. Jeg forstod først den scene, da jeg googlede den. (Ja, jeg googlede den.) Meningen med den røde klat var at sige ‘less is more’ til Constables alt for overbroderede værk lige ved siden af.

Men med de forbehold er der tale om et vellykket portræt af en modsætningsfyldt kunstner og hans tid og miljøer. Det hjælper meget, hvis man i forvejen interesserer sig for malerkunst generelt og Turners værker specielt. Jeg har elsket hans malerier i en årrække, så jeg var nok ret nem at begejstre.

 

Turners maleri 'Helvoetsluys' med den lille. røde bøje, som provokerede konkurrenten Constable

Turners maleri ‘Helvoetsluys’ med den lille, røde bøje, som provokerede konkurrenten Constable.

 

Hobbitten 3: Femhæreslaget – En anmeldelse

Tolkiens bøger om Middeljord er efterhånden så gennemfilmatiserede, som det er muligt. Først kom de tre fantastiske film om Ringenes Herre. De kickstartede hele den bølge af fantasy og magi, som langt fra har lagt sig. I parentes bemærket: Om et øjeblik rammer den næste fantasy-blockbuster biograflærreder over hele landet: Wachowski søskendeparrets rumopera, Jupiter Ascending, som jeg i dag så trailer til i Biocity Odense i den diskrete 30-minutters reklameblok før Femhæreslaget. (Helt ærligt, biografer, slap nu af med de reklamer…)

Så kom Hobbitten-serien, der nu er afsluttet med nr. 3, som har undertitlen Femhæreslaget. Årsagen til titlen bliver nogenlunde klar i slutningens utroligt lange krig mellem mennesker, dværge, orker, kæmpeflagermus, elvere, ørne og indtil flere udefinérbare, grimme kæmpevæsner. Helt præcist, hvordan alle disse skabninger skal divideres ud i de fem hære, står mig ikke ganske klart. Konflikternes detaljer er mange, handlingens tråde er legio. Man skal have notesblok med for helt at holde styr på dette gotiske spektakel.

Dragen Smaug og guldet i Hobbitten 3 er en lillebitte materialisme-kritik

Men lad mig træde et skridt tilbage. Starten af Hobbitten 3. Hvis man har set nr. 2 i serien, ved man, at dværgene og Bilbo havde det uheld at vække en drage, Smaug. Man kan umuligt undgå at forstå, at Smaug står for en utøjlet materialisme, besættelse af at rage til sig af rigdomme. Kapitalismens groteske fætter. Tør man kalde dragen en analogi på Vestens materielle udbytning af alt omkring sig i kolonialismens og postkolonialismens tidsaldre?

Denne drage står for Femhæreslagets første konflikt. Søby er dragens mål. En by med én rig mand: magthaveren, spillet vidunderligt fedtet og usympatisk af Stephen Fry. En by med mange fattige: alle andre end Søbys hersker. Denne byhersker har to ting tilfælles med Smaug: kærlighed til guld – og et uhyggeligt grimt udseende. Angrebet på Søby orkestreres af Peter Jackson som en analogi til et samfund, hvor skellet mellem rig og fattig er blevet ekstremt. Hvor magthavere rager uhæmmet til sig og skifter holdninger ud fra ét princip: Hvad tjener magtens bevarelse?

Materialismens destruktive kraft slippes løs. Kapitalisme, der er gået over gevind, bekæmpes i den virkelige verden gennem skat på aktier, offentlighed i forvaltningen, kontrol med banker osv. Ultrakapitalismens symbol i fantasygenren, dragen, kræver en skarpskytte i et klokketårn med en pil, der rammer plet mellem dragens skæl. Bum, færdig med drage. Færdig med Søbys klamme herre, hvis guldfyldte båd bliver splattet ud af Smaug, da den falder dødeligt til jorden og rammer den rige byhersker lige midt i pomadehåret.

Smaug, dragen, überkapitalisten, ønsker at ødelægger de fattiges by, fordi den frygter, byens borgere og dværgene vil have fat i dragens guld. Og den deler ikke en døjt af sin rigdom. En tyndbenet kapitalismekritik anes. Den videreføres senere hos dværgene, der går amokka i materialisme-rus over alt deres nyfundne guld. Men denne lillebitte kritik af materialisme er vel så også det eneste i filmen, der viser ud over den rene underholdning. Vist besynges igen og igen heltemod, venskab og kærlighed. Sådan er det altid hos Peter Jackson. Og sådan må det så også være i Hobbitten 3. Men Jackson undgår dybere spørgsmål. Der er ganske enkelt ikke tid i den type film til at bremse toget og dvæle. Kun når nogen dør. Og denne film adskiller sig fra Ringenes Herre-trilogien, når det handler om begrebet død. I Hobbitten 3 kommer kampene til at koste livet for indtil flere af de centrale personer. Det skånede Jackson os dog for i Lord of The Rings.

Læs her professor og filmekspert Anne Jerslevs spændende analyse af hele fantasy-fænomenet, herunder Hobbitten 3 Femhæreslaget: Hvorfor ser vi  fantasy?

Død og ulykke redder ikke Hobbitten 3 fra at være underholdning

Filmen forbliver kulørt, actionmættet underholdning. Glimrende underholdning af slagsen! Tyngden og dybden og faren fra Ringenes Herre er ikke tilstedet i Hobbitten 3. I sin tid, da Ringenes Herre blev vist i biografen, blev jeg blæst over ende af Jacksons opfindsomhed i kampscener. Uforglemmelig er de gamle herrers top-opgør i Eventyret om Ringen (Fellowship of the Ring – første del af Ringenes Herre). Saruman og Gandalf,  to aldrende troldmænd, som sparker røv i den vildeste oldinge bitchfight, der endnu er set på et biograflærred. Jeg kan også huske, jeg var ved at skvatte ned fra biografsædet i sin tid over kampene i Morias miner i første del af Ringenes Herre. Det var vildt, det var svedigt, nyt, helt tæt på.

Det er, som om Jackson efterhånden – og hvem kan fortænke ham i det – er ved at løbe tør for visuel opfindsomhed. Det afsluttende Femhæreslag er langt, detaljeret, men ordinær action i sammenligning med Ringenes Herre. Det samme gælder musikken. Rutinen truer i høj grad. Howard Shore skrev musikken til Ringenes Herre, og han står også for Hobbitten-trilogien. Men jeg mangler opfindsomhed i melodier og temaer. Han gjorde det så fantastisk i Ringenes Herre.

Alt er i Hobitten 3, som det plejer – Men der er lyspunkter

Selvom Hobbitten 3 således er præget af en hel del rutine og mere af det samme (hvor mange gange kan man kalde de der kæmpeørne ind fra højre for at redde en ellers uløselig konflikt?), så er der også plads til at blive rørt. Martin Freeman, som spiller hobbitten, Bilbo Sækker, gør det fint. Han er helt nede på jorden. Selv når han er omgivet af en drage eller en dværg-hær general, som ridder på en stor gris. Martin Freeman lader sig ikke lokke til de operetteagtige fagter og grimasser, som rigtig mange af de andre skuespillere giver til bedste. Han er lige så virkelig, som når han spiller John Watson, Sherlock Holmes’ normale, menneskelige modstykke i BBC-serien Sherlock. Ian McKellens Gandalf er heller aldrig dårlig. Gensynet med Herredet og Sækkedyb i slutningen af Hobbitten 3 formår også at røre mig. Men måske mest, fordi dette gensyn kobler mig mentalt tilbage til den glæde, den magi, den dybde og begejstring, som Eventyret om Ringen gav mig i starten af årtusindet.

 Læs også

Kim Skottes ikke så begejstrede anmeldelse af Hobbitten: Femhæreslaget på Politiken.dk

 

Kvinden der Forsvandt og Vertigo – Kærlighed og Illusion

“Hvis jeg lader dig forandre mig … hvis jeg gør, som du siger, vil du så elske mig?”

– Kim Novak som Judy/Madeleine i Vertigo

For en måneds tid siden var jeg i biografen med min gode veninde, Britt. Vi så David Finchers seneste film, Gone Girl – på dansk: Kvinden der Forsvandt. Filmen er afsindigt spændende, plottet twister indtil flere gange undervejs, og man føler sig virkelig godt underholdt. Og hvad så? Jo, og så blev den ved med at ligge og rumle i mit baghoved. Efterhånden blev jeg enig med mig selv om, at den ikke kun er en underholdende spændingsfilm om et virkelig dysfunktionelt ægteskab. Jeg kom frem til, at Kvinden der Forsvandt mindede mig om en film af Hitchcock, den gamle Hollywood-mester af gys, skyld, forbrydelser og suspense. Filmen, jeg kom til at tænke på, er Vertigo. På dansk: En Kvinde Skygges. De to film er på mange måder meget forskellige, men de har en fælles tematisk kerne. Kernen er et meget tragisk syn på romantisk kærlighed. På forholdet mellem mand og kvinde. På erotikkens væsen. Både Vertigo og Kvinden der Forsvandt prøver at besvare spørgsmålet om, hvad kærlighed egentlig er. Den romantisk kærlighed, vi i vesten sætter på piedestal. Hvor virkelig er kærligheden? Hvad er dens betingelser? Hvis disse to fremragende film giver noget svar, så er det noget i retning af, at kærlighed ofte handler om at jage drømme, idealer som ikke findes. Vi søger et menneske, men jager spøgelser af vores egen fortid og vore egne, dybe drømme.

En Kvinde Skygges – Vertigo

Året er 1957, og Hitchcock har gennemgået nogle meget smertefulde sygdomsperioder og operationer. Han er blevet sig sin dødelighed pinligt bevidst. Han leder efter ideen til den ultimative Hitchcock-film og finder den i en fransk roman, D’entre les morts. På dansk noget i retning af: Fra de dødes rige. Filmen, Vertigo, som udkom i 1958, handler om Scottie, en privatdetektiv, som hyres af en gammel ven til at skygge dennes kone, Madeleine. Hun opfører sig underligt. Påstår, hun er besat af en forfader, Carlotta, som begik selvmord. Scottie tager opgaven og forelsker sig selvfølgelig i kvinden. Hun dør, idet hun kaster sig ud fra et kirketårn – tror Scottie. Efter en dyb depression over tabet, møder Scottie tilfældigvis Judy på gaden. Hun ligner Madeleine en smule. Nok til at Scottie begynder at forandre hende – indtil hun er en tro kopi af Madeleine. Da forandringen er gennemført, opdager Scottie, at han er blevet snydt. Judy ER Madeleine. Scotties gamle ven myrdede sin kone og smed hende ud fra kirketårnet. Judy, hans elskerinde, har hele tiden foregivet at være Madeleine. Hvorfor? Fordi den gamle ven vidste, at Scotties højdeskræk – på engelsk: Vertigo – ville forhindre ham i at løbe op i kirketårnet og forhindre selvmordet. Som jo faktisk var mord. Scottie tager i vrede Judy med op i kirketårnet igen og konfronterer hende – hvorefter hun ved et uheld styrter ned fra klokketårnet.

Så Scotties erotiske besættelse har altså hele tiden været af en kvinde, der ikke fandtes. En skygge. Judy foregav af være Madeleine, som påstod sig besat af et spøgelse fra fortiden, Carlotta. Det tætteste, vi kommer på en virkelig person, er Judy lige i det øjeblik, Scottie møder hende. Og den eneste grund til, at han bliver optaget af hende, er, at hun kan forandres til en anden end sig selv. Da hun endelig ligner en anden end sig selv – SÅ elsker han hende. Det vil sige, så har han bragt Madeleine tilbage fra de døde.

Scottie kan ikke elske en virkelig kvinde. Det, han er besat af, er ideen om den ideelle kvinde. Et ideelt, mystisk erotisk væsen, som ved mere om døden og dybden i tilværelsen end en almindelig kvinde. Det ideelle og perfekte findes som bekendt ikke. Derfor må han elske noget uvirkeligt. En uvirkelig kvinde.

Judy forvandles til Madeleine … og Madeleine vender tilbage fra dødsriget. Bemærk det sære, grønne lys

Kvinden der Forsvandt behandler samme tematik: spillet med uvirkelighed mellem mand og kvinde

I starten af Gone Girl / Kvinden der Forsvandt undres man over den kunstige dialog mellem de to, som senere i filmen er blevet gift: Nick og Amy. Deres samtale er for … perfekt. Kølig. Næsten indstuderet. Som filmens plot udfolder sig, forstår man hvorfor: Både han og hun har prøvet at spille en anden end sig selv. De har sagt ting og opført sig på en måde, så de kunne opnå den andens tiltrækning. Er det egentlig ikke en meget almindelig ting i det erotiske spil mellem mand og kvinde? Et gensidigt spil. Man gør sig til. I Kvinden der Forsvandt leves den tematik bare ud i det ekstreme. Finanskrisen tager livet af den kærlighed, der måtte have været mellem Nick og Amy. Han får sig en meget ung elskerinde. Hun planlægger en grusom hævn efter tabet af kærlighed – eller rettere tabet af et uvirkeligt billede det perfekte forhold –  ved at iscenesætte sin egen forsvinden. Ligesom Scotties gode, gamle ven i Vertigo, har Amy udtænkt et sindrigt plot for at få sin vilje. Om nødvendigt: over lig. Hun iscensætter et gerningssted. Hun sørger for, at alt med tiden peger på Nick som morder. For efter Amys plan vil hun, når mistroen til Nick er på sit højeste, begå selvmord – og han vil få skylden. I en delstat med dødsstraf. I mellemtiden er hun flygtet. Har forandret sit udseende, sit navn, sin dialekt. Kort sagt: Hun er blevet til en anden – for at kunne være sig selv.

Rosamund Pike Ben Affleck Gone Girl

Ben Affleck og Rosamund Pike som ægteparret Amy og Nick i Kvinden der Forsvandt

Både Scotties vens plot og Amys plot fejler. Scottie regner Judy ud, fordi hun kommer til (kommer til… hmmm?) at gå med et af Madeleines smykker. Amy får problemer, fordi hun har spillet fattigt voldsoffer på flugt. Men hendes nabo på motellet, hvor Amy har søgt tilflugt indtil sit planlagte selvmord, regner hende ud. Amy taber en masse penge foran naboen. Naboen kommer anstigende med sin kæreste, og sammen røver de Amy for dennes penge. Plottwist: Nu må Amy igen forandre sig selv for at redde sig selv: Hun opfinder en ny udgave af sig selv og søger tilflugt hos en meget velhavende ekskæreste. Nu iscenesætter hun denne ekskæreste som galning, der har holdt hende indespærret. Hun er et stakkels offer, der blev nødt til at myrde ekskæresten for at kunne flygte. Og så iscenesætter hun sin hjemkomst som trofast hustru – endda gravid med Nick. Ude af stand til offentligt at fortælle om sin kones planer og handlinger, som Nick fuldstændigt har regnet ud, forbliver han i det ægteskab, som startede med skuespil og løgn. Og som vil fortsætte som et skuespil.

Kærlighed og erotik i Kvinden der Forsvandt og Vertigo: Transformationer, skuespil, skyggespil

Vi har altså i begge film at gøre med kvinder, som hele tiden forandrer sig. Forandres af deres mænd. Forandrer sig til ære for deres mænd. Forandrer sig for at opnå noget. Det kaster en skygge over begrebet kærlighed. Der tegner sig et billede af en accept af løgn for at blive elsket. Og resultatet er, at den kærlighed, man jagter, er drøm, et spil. Scottie kunne jo have startet et almindeligt forhold til Judy – eller fundet en anden kvinde for den sags skyld. Men det er, som om det netop er Madeleines uvirkelighed, der tiltrækker. Det er ikke den ægte kvinde, han er besat af. Det er den drøm om mysterier og erotik, hun symboliserer. På samme måde har Nick og Amy spillet hver deres rolle i kærlighedens spil for at få den position i forhold til hinanden, som repræsenterer drømmen om kærlighed her i starten af det 21. århundrede: Lykkeligt par, smukke mennesker, gode jobs, forstår at sige de rigtige ting til hinanden osv. Karakteristisk nok skulle der kun en finanskrise til at tage livet af Nick og Amys “kærlighed”, hvorefter han suser ud og får sig en elskerinde. Efter at have set begge film sidder man tilbage med en følelse af, at når vi taler om kærlighed, så taler vi om noget, der hviler på drømme og længsler – og ikke på virkelige mennesker og virkelige egenskaber.

Kærligheden findes skam! Fornuftens stemmer i Vertigo og Kvinden der Forsvandt er kvinder uden erotisk potentiale

Det, som både Fincher og Hitchcock synes at sige, er, at vores begærs mål er vore egne fantasier – ikke et reelt andet menneske. Og vi vil gå meget langt for at holde fantasien, drømmen i live. Både Nick og Scottie har hver deres kvindelige fornuftens stemme: Nick har sin snusfornuftige tvillingesøster, Margo. Hun er et eksempel på ægte kærlighed. Uanset, hvad Nick måtte have gjort, vil hun elske ham. Så kærligheden findes – om ikke andet blandt dem, man deler gener med. Scottie har i Vertigo en kvindelig fornuftens stemme i sin ex-forlovede, Midge. Hun er også et eksempel på virkelig, stærk kærlighed. Hun er den eneste, der hjælper ham, da han efter Madeleines tilsyneladende selvmord synker ned i næsten ubevægelig depression. Men Scottie gengælder ikke hendes jordnære kærlighed. For ham er hun kun den bedste ven. Og hun mister ham for altid, da hun selv prøver for sjov at digte sig lidt om til Madeleine.

Det paradoksale, det virkeligt mystiske er: Hvorfor vælger mænd (og kvinder?) at halse efter drømme, ikke efter den rolige, harmoniske og virkelige lykke? Christan Braad Thomsen skrev for nogle år siden en fin og klog, men også ret freudiansk bog: ‘Hitchcock, Hans Liv og Film’. I den konkluderer Braad Thomsen, at vi mennesker drages af det uopnåelige og ubegribelige. At vi netop besættes erotisk af det, fremfor af det jordnære, fordi det er uopnåeligt. Jagten kan jo kun fortsætte, når målet hele tiden forskyder sig ud i det fjerne. Og er ikke netop jagten efter en kvinde, eller en mand, det spændende? Det er ikke så meget et spørgsmål om at nå målet, som bestandigt at være på vej, jage, ‘skygge’, flirte. “Kærligheden vokser ud af den afstand, der kan holde drømmen i live, i stedet for af den nærhed, der traditionelt regnes for kærlighedens formål. Nærheden er farlig, fordi den tager livet af drømmen”. (Og her har vi vel så i klartekst en af hovedårsagerne til utroskab.) Mennesket har brug for sine drømme. Og ve den, der truer drømmene!

Vi mener selv, vi lever i en virkelig verden, og at vi er rationelle væsner. Men både Hicthcocks mesterværk og Finchers fine thriller siger os imod. Vi er dybt irrationelle væsner i vore længslers vold. Vi søger en partner eller en besættelse for at få del i et mysterium med tråde tilbage til oplevelser i en dunkel fortid. I Finchers film lærer vi en del om Amys baggrund. Hendes forældre er forfattere til en bogserie med fiktive udgaver af Amy. Perfekte udgaver af Amy. Produceret lige siden hendes barndom. Fincher er ret klar i mælet om, at det, at forældrene skabte en uvirkelig, perfekt ideal-Amy medvirkede til hendes senere vanvid. Til at hun vil gøre alt for at skabe en perfekt Amy uden for bøgerne – ved at spille skuespil og lave sig om til en anden. Hitchcock er ikke så tydelig i sin film. Han fortæller, at Scottie har haft en traumatiserende oplevelse, hvor en politikollega faldt i døden for at redde Scottie fra selv at styrte ned fra et tag. Den frastødende/tiltrækkende oplevelse af døden og dybet under sig skulle så være med til at forklare hans besættelse af en kvinde, Madeleine, som selv er truet og tiltrukket af døden. Han prøver at komme til at få den ultimative viden om døden, mens han lever, gennem en kvinde.

Jeg tror, man kan bruge begge film til at reflektere over de drømme, man selv jager. Man må spørge sig selv, om man i sit valg af partner ubevidst har prøvet at finde en, der kan bringe én nærmere fortidens gåder. En, der kan rette en begået uret i en fjern fortid. Bringe en dyb følelse tilbage. Eller om man måske bare er besat af idealer og derfor hele tiden må være på jagt. Aldrig til stede her og nu over for et andet virkeligt menneske. Men hele tiden på vej.

Interstellar – Anmeldelse. En eksistentiel rejse i tid og rum.

Interstellar er et af årets filmiske højdepunkter

Hvis du elsker film med udfordringer for tankerne, så skal Du se Interstellar. Hvis Du holder af at blive berørt inde i dine mest basale følelser, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide plot twists, så skal du se Interstellar. Hvis du kan lide en visuel tour de force af religiøst omfang….. Ja, så skal du se Interstellar.

Instruktøren Christopher Nolan og hans bror, forfatteren Jonathan Nolan, er kendt for at lave blockbusters, som indtjener milliarder af kroner. De har fundet en niche i det succeshungrende Hollywood, hvor enorme budgetter igen og igen stilles til rådighed for brødrene – fordi de laver film, som bliver ved med at ramme et stort publikum. På trods af ofte meget indviklede plots. Her i Danmark har filmen holdt sig i top 10 i biograferne i en måned. Med god grund.

 

Interstellar anmeldelse McConaughey og Foy

Matthew McConaughey og Mackenzie Foy som hhv Cooper og Murphy i Interstellar

 

Men Interstellar har fået en blandet modtagelse?

Jeg forstår hvorfor. Filmen er stor og larmende, spektakulær. Og det er sci fi – allerede dér står en stor del af publikum (måske især kvinder?) af. Filmen kommer op på de helt store følelsesmæssige nagler – der står kynikerne af. Jeg stod ikke af. Jeg var suget ind i filmen. Jeg har aldrig grædt i biografen. Jeg har en blokering dér. Men i dag var der en enkelt lille tåre i den ene øjenkrog, der måtte tørres væk i et af de emotionelle højdepunkter af Interstellar, hvor hovedpersonen Cooper – mageløst spillet af Matthew McConaughey – modtager rystende beskeder fra sine børn. Mens han er fanget i en rumrejse for at redde hele menneskeheden fra at uddø på planeten Jorden, hvor flere og flere afgrøder dør. Hvor udryddelsen af menneskeheden er lige om hjørnet.

Cooper forlod sine børn. Og på grund af relativitetsteori og tidsbegreb (og andet videnskabeligt mumbo jumbo), oplever han sine børns sorg, tab, frustrationer, følelse af forladthed tidmæssigt forskudt i en videooptagelse, han modtager fra Jorden. Han ser dem på skærmen have samme alder som sig selv. Og han hører dem fortælle nogle af de skrækkelige ting, børn ellers ikke kan fortælle deres forældre – fordi de normalt ældes i samme takt som deres forældre. Det er et rystende øjeblik.

Effekterne er fede i Interstellar. Men det hele bæres af store skuespilpræstationer

Gennem hele filmen bliver man slået af, at alle effekter og rejser i rummet ser så … realistiske ud. Jeg har ikke været på fremmede planeter. Ikke ædru i hvert fald. Men i Interstellar oplever man ikke den kølige, stiliserede visuelle rumrejse stil, som vi kender fra Kubricks Rumrejsen År 2001. Både på den elskede Jord og ude i rummet virker det som om, ja, sådan kunne det hele godt se ud.

Matthew McConaughey var førhen en modelpæn førstelsker i lette, romantiske film. I senere år fremstår han som en af sin generations bedste skuespillere. Dallas Buyers Club. True Detective. Interstellar. Man kan ikke flytte øjnene fra den mand. Michael Caine spiller med i denne film – som i så mange andre Nolan film. Man går aldrig fejl af Michael Caine. Hans sidste scene i Interstellar griber en om hjertet på en helt enkel og menneskeligt tragisk måde. Ud over de to vil jeg fremhæve Mackenzie Foy, som spiller Coopers datter, Murphy. Hun var 13, da filmen blev indspillet – og hun rammer ikke en eneste falsk tone i sin præstation som den sårbare teenagedatter, som bliver forladt af sin far. Jeg blev også glad for at se John Lithgow tilbage i en seriøse, dramatisk rolle som Coopers far.

Musikken i Interstellar gør det ydre og indre rum nærværende

Som musikalsk indramning af den visuelle og følelsesmæssige tour de force har komponisten, Hans Zimmer, skabt et særdeles effektivt soundtrack. Store, rungende lydflader bølger frem og tilbage og transporterer os fra et reelt eksisterende ydre rum og ind til det indre, psykiske rum. For i virkeligheden handler alle gode film, også denne, om menneskers psykiske rum. Og om deres forhold til andre mennesker. Mest påvirket var jeg af Hans Zimmers måske mest simple musikalske “effekt” … En enkelt orgelakkord. Den starter i det små og blide, som hørte man den fra en fjern kirke med åbne døre – og vokser og vokser til en kæmpe katedralbølge af lyd. Virkningen er overvældende. Nærmest religiøs. Nej, ikke nærmest religiøs. Den er religiøs. Lige som filmen i det hele taget tumler med de største aspekter af menneskets gang på jorden: løgn, bedrag, løfter, kærlighed, kamp for overlevelse, fortvivlelse, skyld – tilgivelse.

Du har nu et par håndfulde gode grunde til at gå ind og se Interstellar.

Gør det. Du vil kun fortryde, hvis du er kyniker eller bare ikke kan døje sci fi.

Følg dette link den officielle side om Interstellar

Læs mere, lyt til mere

Læs Kim Skottes ikke voldsomt begejstrede anmeldelse af Interstellar på Politiken.dk.

Min yndlingsfilmanmelder, Per Juul Carlsen, som kendes fra Filmland på P1 og fra Filmselskabet på alle kunst- og kulturelskende danskeres yndlings-tv-kanal, Dr K, anmeldte Interstellar sammen med Informations Christian Monggaard. Klik på dette link og hør Per Juul Carlsen og Mongaard diskutere filmen begejstet i Filmland på P1.  Men hop lige to minutter ind i lydfilen – først der starter programmet…

Læs også Christan Monggards anmeldelse i Information – Monggaard gik, som jeg, opløftet ud af biografen.