For nylig anmelde jeg den spændende fortalte film, Birdman, af instruktør Alejandro G. Iñárritu. Michael Keaton spiller her rollen som Riggan Thomson, en Hollywood has-been, en afdanket skuespiller med få meget store film på samvittigheden – for lang tid siden.

Nu overhalder virkeligheden igen fiktionen i Hollywoods celebrity kultur. Randy Quaid, kendt for sin joviale bamsefar fremtoning og sin medvirken i enkelte kassehits som Independence Day og Brokeback Mountain er i gang med en deroute, som kun Hollywood kunne fostre.

Nu er en video gået viral, hvor Quaid viser, hvor langt, man kan synke, hvis man virkelig ikke formår at stoppe sin paranoia. Quaid lagde selv videoen på YouTube som en sviner til Rupert Murdoch, mediemogulen kendt som ejer af Fox netværket og diverse skandaløse engelske aviser. Kort tid efter, at videoen kom på nettet, blev den taget ned igen.

Det er ikke for sarte sjæle og absolut ikke for børn.

Men du kan se videoclippet med Quaid ved at følge dette link.

Det er Hollywoods kulsorte underside, bagsiden af den glitrende kultur.

Tilsyneladende er Quaid og hans kone Evi, i Canada på flugt fra ordensmagten som følge af en uafklaret skattesag. Parret har kogt en konspiration sammen om, at Rupert Murdoch er efter dem. At en gruppe personer fra Hollywood har sluttet sig sammen til The Star Whackers, som angiveligt stjæler Quaids royalties. Og for nylig blev Quaid fyret fra et skuespillerjob for umotiveret at smække en skuespillerkollega en på hovedet. Quaid forklarede den episode med, at han bare var fordybet i sin rolle. Han mener, Heath Ledger, som han spillede overfor i Brokeback Mountain, blev myrdet. Og han har fortalt de canadiske myndigheder, at hans flugt skyldes, at han ikke vil være den næste, som Hollywood myrder.

Randy Quaid og Evi

Randy Quaid og konen, Evi. Politifotos af parret, da de blev anholdt for indbrud

Så Birdman viste en fiktiv skuespiller i total kernenedsmeltning – men Randy Quaid viser, hvor virkelig Birdmans skildring egentlig er. Måske tror Quaid ikke, han kan flyve, sådan som Michael Keaton troede i Birdman – men det kan meget vel blive det næste kapitel i Quaids nedtur.

Læs her news.com artikel om Randy Quaids mærkelige flugt til Canada

Hollywood og celebrity kulturen i USA har mange af den slags historier. Kan du huske Britney Spears? Michael Jackson? Whitney Huston? Og og og. Det er den bagside af det forkromede succes liv i forreste række, som vi hurtigt glemmer, fordi vi hellere vil tro på H. C. Andersens ord om: Først går man så frygtelig meget igennem …. Og så bliver man berømt!

Som om berømthed var en redning fra et almindeligt liv.